Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Vakt til modtagelighed

Om at være med i det kristne arbejde, men uden personlig tro. Om hvad vi har brug for til vækkelse i dag. Om forkyndelsens opgave.

Læser vi evangelierne med friske øjne, ser vi gang på gang Jesus i sammenstød med dybt religiøse mennesker. Mange af dem er fortrolige med de bibelske skrifter i en grad, som vi har svært ved at forestille os. Ja, Jesus siger om dem, at de ransager Skrifterne. Hvordan kan det være, at det netop er mod sådanne, Jesus retter den hårdeste anklage og dom?

Svaret er ligetil: Jesus gør det ikke for at forkaste dem, men for at vække dem til modtagelighed. Deres store kendskab til Skrifterne, deres bønner og respektable livsførelse, ja hele deres fromhedsliv blev et skjold og en falsk sikkerhed. Det var som en skanse, der hindrede dem i at bøje sig ind under Jesu ord, erkende sandheden og virkeligheden af deres egen fortabte tilstand. De modtog ham ikke som Frelser, fordi de manglede forudsætningen for at gøre det.

Du kan være syg til døden, men du går ikke til læge, så længe, du selv tror, at du er rask. De raske har ikke brug for læge. Det er alene de syge, der har det.

Vi møder det samme i dag. Vor tid er bestemt ikke upåvirket af det åndelige. En kristelig tale, som harmonerer med det naturlige menneskes religiøsitet, skaber stadig lydhørhed. Vi skal imødekomme det, flertallet ønsker om et varmt fællesskab, en kort, interessant og letforståelig prædiken, rytmisk musik og kor og lovsange på iørefaldende melodier, og det hele lagt ind i et underholdende og friskt mødeoplæg.

Jesus siger: Følg mig!

Hvad gjorde Jesus, når de store skarer flokkedes omkring ham?

Han talte til dem på en måde, der fik det store flertal til at forlade ham. Jesu troende disciple har utvivlsomt gang på gang været rystet over ham. Han fik jo folk til at gå bort. Det skete i en sådan grad, at han ved en lejlighed også spurgte dem, om de ville gøre det samme?

Der er ikke tvivl om, hvad det er, Jesus vil. Han vil frelse. Intet menneske er uden for hans frelsesvilje. Men som den, der kender alt til bunds, ved Jesus, at ikke en eneste bliver frelst, hvis ingen bliver vakt til modtagelighed.

Det sker ikke gennem aktivering af vor iboende religiøsitet eller en videreudvikling af den. Den eneste vej til frelse er et opgør med alt det bedste i os. Det må forkastes, for det er gennemtrængt af selviskhed og synd. Det er en del af den nye fødsel, når hungeren efter Jesus fødes. Uden hunger og tørst spiser ingen hans kød og drikker hans blod.

Sporene skræmmer

Tusinder har gennem årene været med i kristeligt ungdomsarbejde gennem kortere eller længere tid, men for mange, mange blev det ikke skelsættende. Hvorfor er det kun ganske få af dem, der i dag hører Herren til? Svaret er, at det store flertal aldrig blev frelst. De kom ikke til personlig, frelsende tro på Jesus.

Hvorfor gjorde de ikke det? Jeg er overbevist om, at hovedgrunden er, at de ikke mødte den forkyndelse, der førte dem ind i et opgør med synden gennem en bekendelse i anger og bod. Den ville have vakt dem til modtagelighed. Kun den, der lærer synden at kende som synd mod Gud, gør tolderens bøn til sin: Gud, vær mig synder nådig.

For nærmere at forstå, hvad det indebærer, vil jeg pege på Rosenius. Han er en forkynder, som stadig i enestående grad vækker til modtagelighed. Det hænger sammen med, at han forkynder loven gennemsigtig, så jeg i og bag loven ser Gud. Jeg stilles ansigt til ansigt med Den Hellige. Min synd bliver synd mod ham, og jeg må med David bekende: Mod dig har jeg syndet, mod dig alene.

Da ser jeg, at jeg med alt, hvad jeg er og har, er under Guds dom. Der er intet af mit eget, der holder mål over for ham. Ikke engang min kristendom gør det. Jeg skulle elske Gud af hele mit hjerte. Det længes jeg efter, men hvordan er det lykkedes? Jeg kommer til kort i en sådan grad, at hvis Jesu blod ikke dækker hele mit forhold til Gud, er jeg evigt fortabt.

Rosenius lader Guds ord afsløre mig i al min elendighed og vel at mærke: min elendighed over for Gud. Når han er færdig med at skildre min tilstand på et område, går han videre til det næste. Lyset føres længere og længere ind og dybere og dybere ned. Lidt efter lidt får jeg øjnene op for, at fordærvelsens afgrund er i mit kød, så jeg med Rosenius må synge: Højst elendig er jeg, men i Kristus bær jeg dog et herligt skrud. Jeg i dette klæde ren og skøn kan træde frem for himlens Gud.

Sådanne ord vender det naturlige menneske sig imod. Min selvbevarende og selvhævdende natur rejser sig i protest. Den vil anerkendes, og vender sig imod enhver tale om mit iboende syndefordærv, som nedbryder selvfølelsen.

Det er ydmygende at være, hvad man er: en fortabt synder. Men samtidig er det et afgørende skridt på vejen til frelse. Jeg får brug for en Frelser, og han er ikke langt borte fra den fortabte. Tværtimod, det er netop sådan en som mig, han er kommet for at frelse.

Vend tilbage

Stærkere og stærkere må kaldet lyde til de foreninger, organisationer og kirker, der tidligere havde en sand og fuldtonende forkyndelse af lov og evangelium: Vend tilbage til den grundlæggende forkyndelse om synd og nåde! Vær ikke optaget af tal! Hvor mange, vi samler, er ikke afgørende. Det er det derimod, om vi er redskab til sjæles frelse og bevarelse. Det er, hvad der spørges om på dommens dag.

Her må vi ikke vige. Heller ikke over for dem, som påpeger, at den forkyndelse, der gør synden levende, skaber splid indadtil i forsamlingerne. Det gør den altid i større eller mindre grad – stærkest i forsamlinger, hvor spændingen mellem levende og død kristendom er størst.

Satan sår altid rajgræs blandt hveden.

Rajgræsset må vi leve med, men vi kan ikke leve med, at det ransagende og vækkende element i den bibelske forkyndelse først nedprioriteres for siden at udraderes. Det gælder livet! Tænk på, hvor stærk den vækkende tone er i Jesu forkyndelse. Og tænk på, hvad der sker med de kristne, som gang på gang sidder og lytter til præster og prædikanter, som er fremmede for vækkelse og langsomt og umærkeligt prædiker deres tilhørere ind i dødens søvn.

Hvad med evangeliet?

Muligvis spørger du, om ikke også evangeliet skal forkyndes? Jo, det er altafgørende. Men en evangelieforkyndelse uden selvransagende og forpligtende lovforkyndelse bliver ikke til frelse.

Uden den lades vi tilbage i en eller anden af de mange former for selvretfærdighed, som vor syndige natur nødigst af alt vil slippe.

Selvlivet er sejlivet. Det opgiver ikke så let. Det vil ikke høre dødsdommen over sig selv. Det vil ikke dø.

Men der er ingen anden vej. Paulus siger: Men synden kom jeg først til at kende gennem loven. Det betyder, at forkyndes loven ikke, bliver der ingen syndserkendelse, og uden syndserkendelse vækkes ingen til modtagelighed.

I dag er en af menighedens største ulykker, at der ikke er tørst, hunger og længsel efter Jesus som Frelser. Man har brug for ham som hjælper og vejleder gennem livet, og hvem vil ikke gerne have hans velsignelse? Men Jesus ønsker først og fremmest noget andet. Han vil frelse fra et evigt helvede. Det kan han kun komme til at gøre hos den fortabte, som er klar over, at han har behov for at blive frelst. Alle andre tager ikke imod ham i den frelsende betydning af dette ord.

Hvad skal vi gøre?

1) Først og fremmest skal vi bede om Helligånden. Det har Jesus opfordret os til. Han er den store hjælper. Det er Ham alene, der kan overbevise om synd.

Bag bønnen om Helligånden ligger erkendelsen af vor egen magtesløshed. Vi kan intet udrette gennem noget af det, vi kan få op at stå. Ingen kan sige Jesus er Herre uden ved Den Hellige Ånd. Enhver kan naturligvis lære at sige ordene, men det er ikke det samme som at sige dem i bibelsk forstand, hvor det at sige dem betyder, at der er dækning for dem i ens eget liv. Intet mindre end en åndsudgydelse fra himlen kan indefra afgørende ændre åndssituationen i vore nordiske lande. Men det kan ske. Herren kan endnu engang vække liv af døde.

2) Er vi optaget af antal, ender vi i modløshed. Vi ville gerne have nogle tal på bordet. Ikke alene i dag, men også når vi tænker på menighederne på Paulus´ tid. Hvor store var de? Men vi leder forgæves i hans breve efter svar. Paulus er optaget af det vigtigste, og det er ikke spørgsmålet om antal, men om menighedens åndelige liv eller dens mangel på åndeligt liv.

Det er bedre at være i en lille forsamling, hvor der lyder en forkyndelse, som Helligånden kan bruge til at skabe modtagelighed, end at være i en stor forsamling, hvor man vel har brug for Jesus, men det er til alt muligt andet end at frelse fortabte syndere.

3) Den forkyndelse, som lyder i en menighed, er afgørende for dens åndelige sundhed og kraft. Men der udgår også en åndelig påvirkning fra det enkelte lem i menigheden til de andre lemmer. I den forbindelse er det vigtigt, at ordet nidkærhed kommer ind i vort liv. Det betyder, at vi tager Guds ord alvorligt.

Det er værd at lægge mærke til, at det er i Bjergprædikenen, Jesus taler om, at selv det mindste bogstav af loven ikke skal forgå. At elske Gud er at holde hans bud. Vi er ikke alene kaldede til at være hellige, men til at være det i al vores færd.

4) Vi må bede Herren oprejse forkyndere, der kan male os Jesus for øje, så vi i Ham ser os løst fra alle krav og alle bud og hviler i det fuldbragte alene.

Det er helt nødvendigt til troens bevarelse at finde ind i troens hvile, hvor alle vore kilder er i ham, hvor Jesus er hjertets skat, og hvor vi ikke ved af andet til liv og salighed end ham.

I Jesus er både din retfærdighed, din helliggørelse og din forløsning. Jesus er dit alt. Du ser Jesus alene, og dit hjerte synger: Jesus, Jesus fuldkommen nok for himmel og jord er gemt i det ene ord.

Det er her, kærligheden til ham fødes og vokser. Vi elsker, fordi han elskede os først.

5) Jesus skaber hunger og tørst efter sig selv. Jo tættere du lever ham, desto større er din længsel efter ham. Dag efter dag vækker han dig til modtagelighed. Som hjorten skriger efter vand, sådan råber din sjæl efter ham og de levende vandstrømme, der udgår fra ham. Jo mere du drikker af nådens fylde, desto større bliver din tørst.

Det går op for dig, at det, der er begyndt, skal der en evighed til at tilfredsstille. Det evige liv er at kende Ham, og det betyder i al evighed at modtage nåde over nåde.

Du er Faderens velsignede, og han trækker ikke sin velsignelse tilbage. I al evighed vil han skænke dig den himmelske velsignelse, og det betyder, at han vil velsigne dig med Jesus. Alle dine kilder skal være i Ham både i tid og evighed!


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2012. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads