Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Unyttige tjenere

Luk 17,10. Om ved nåden at få nedbrudt selvretfærdighedens herredømme.

Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre (Luk 17,10).

Vi er alle af natur hovmodige og selvretfærdige. Vi har meget højere tanker om os selv, vore fortjenester og vores karakter, end der er grundlag for. Det er en skjult sygdom, som viser sig på hundredvis af forskellige måder.

De fleste af os kan se den hos andre. De færreste af os anerkender, at vi selv er ramt. Der er få vantro mennesker, uanset hvor onde de er, som ikke i deres indre trøster sig ved, at der er nogen, der er værre end dem selv. Der er få kristne, som ikke oplever fristelsen til at være glade for og tilfredse med sig selv.

Der er et hovmod, der skjuler og klæder sig i ydmyghed. Der er intet hjerte på denne jord, som ikke rummer farisæerens væsen.

At opgive sin selvretfærdighed er absolut nødvendigt for at blive frelst. Ønsker vi at frelses, må vi bekende, at vi ikke rummer noget godt, og at vi ikke fortjener noget godt hos Gud. Vi må opgive vores egen retfærdighed og tro på en andens retfærdighed, den fra Herren Jesus.

Når vi er blevet tilgivet og taget til nåde hos Gud, må vi leve hver dag i erkendelsen af, at vi er ”unyttige tjenere”. Selv når vi er bedst, gør vi kun vores pligt og har intet at rose os af. Og når vi gør vores pligt, gør vi det ikke i egen kraft, men fordi Gud virker i os. Og selv da er vore gerninger mærket af utallige synder og fejl. Vi kan intet kræve hos Gud. Vi har ingen ret til at forvente noget godt fra Gud. Vi har ingen værdighed over for Gud. Alt, hvad vi har, er blevet givet os. Alt, hvad vi er, har Gud skænket os i sin store og enestående nåde.

Hvad er årsagen til vores selvretfærdighed? Hvordan kan det være, at en fattig, svag og syndig skabning som mennesket overhovedet kan drømme om at fortjene noget godt hos Gud? Det skyldes vores uvidenhed. Af natur er vi åndeligt blinde for vores egen tilstand. Vi kan ikke se hverken os selv, vore liv, Gud eller loven, sådan som vi burde. Men når nådens lys bryder igennem og skinner ind i vore hjerter, så er selvretfærdighedens herredømme forbi. Hovmodets rødder er der stadig og sætter ofte bitre skud. Men når Ånden kommer og viser os, hvordan vi er i os selv, og viser os Gud, så er hovmodets magt brudt. En sand kristen vil aldrig stole på sin egen godhed, men vil sige med Paulus: ”Jeg er den største af alle syndere” (1 Tim 1,15), og: ”Gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af noget andet end af vor Herre Jesu Kristi kors” (Gal 6,14).


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2021. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

J.C. Ryle

J.C. Ryle (1816-1900) var præst og senere biskop i England.

J.C. Ryle

J.C. Ryle (1816-1900) var præst og senere biskop i England.