Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria

Om hvorfor det er så vigtigt for troen at holde fast ved, at Jesus blev født af en jomfru.

Præcis som nogle tænker det, siger de det: ”Jesus er lige stor for mig, uanset om han er født af en jomfru eller ej.”

Det lyder besnærende, men det er i virkeligheden en fornægtelse både af Jesu person og af hele frelsen.

Hvis Jesus er født som alle andre mennesker, så er han også i sit væsen som alle andre mennesker. I så fald gælder det, som står i Guds ord i Salme 51,7, også ham: ”I skyld har jeg været fra jeg blev født, i synd, fra min moder undfangede mig.” Så kunne Jesus være det bedste menneske på jorden, han kunne leve uden at gøre synd, og han kunne være Guds talerør til os mennesker, men han ville have synd i sin natur, han ville have et syndigt væsen, og derfor kunne han på ingen måde være synderes frelser.

Som vi skal se, er Jesus et virkeligt menneske som en af os. Men det understreges overalt i Det Nye Testamente, at han er uden synd og skilt ud fra syndere. Vi kunne henvise til mange skriftsteder, som viser dette, men vi vil blot pege på to: Hebræerbrevet 4,15 og Romerbrevet 8,3.

I Hebræerbrevet 4,15 siges det om Jesus, at han er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. I Romerbrevet 8,3 siges det, at han kom i syndigt køds lighed. Det betyder, at han kom i kød som et virkeligt menneske, men ikke i et syndigt kød.

Denne syndfrihed er forudsætningen for vores frelse. Det viser hele Bibelen os. I den forbilledlige tale om Jesus i Det Gamle Testamente ser vi, at de offerlam, som skulle sone synden, skulle være lydefri. Det er et forbillede på ham, som skulle blive verdens frelser. Han måtte også være lydefri: Han måtte ikke have synden i arv, sådan som andre mennesker har det.

Man da kan Jesus heller ikke have samme oprindelse som andre mennesker. Med dette er vi inde på en af de grundlæggende kendsgerninger i Bibelens vidnesbyrd om Jesus Kristus: vidnesbyrdet om, hvordan det gik til med hans fødsel.

Denne kendsgerning er lige så væsentlig og lige så grundlæggende som alt det andet, der siges om Jesus og det, han har gjort til vor frelse. Lige så lidt som vi kan rokke ved ordet om Jesu lidelse, død, opstandelse og himmelfart, lige så lidt kan vi rokke ved ordet om hans fødsel – uden at hele sandheden om vor frelse bliver fornægtet.

Hvad siger da Guds ord om Jesu fødsel, og hvad siger Guds ord om, hvad denne fødsel betyder for vor frelse?

Forventning og forudsigelse i GT

Gennem hele Det Gamle Testamente går en forventning om, at Gud skal blive menneske. Den begynder allerede med de første mennesker på jorden: Adam og Eva.

I Første Mosebog 4,1 læser vi et ord, som ifølge grundteksten er underligt. Da Eva fik sin førstefødte, sagde hun: ”Jeg har fået en mand: Herren.” Dette viser os Adams og Evas forventning. Da de fik deres førstefødte, troede de umiddelbart, at Guds løfte om kvindens sæd var blevet opfyldt (1 Mos 3,15, 1931-oversættelsen). Og vi ser, at de ventede, at når dette løfte gik i opfyldelse, da skulle Herren selv blive menneske. Kain var på ingen måde den, som Gud havde lovet. Ikke desto mindre møder vi her en forventning om, at Gud skal blive menneske, og denne forventning har sin grund i Guds eget løfte om kvindens sæd, som skal knuse slangens hoved.

Det vil føre for vidt at komme ind på alt det, som Det Gamle Testamente siger om dette. Men der er to typer af ord, som vi skal lægge mærke til.

For det første har vi alle de ord, som siger, at frelseren, som skal komme, er fra evighed af og er Gud. For det andet har vi de ord, som direkte forudsiger jomfrufødslen.

Som eksempler på det første nævner vi særligt Mikas Bog 5,1 og Esajas’ Bog 9,5.

Mika 5,1: ”Og du, du Bethlehem-Efrata, liden til at være blandt Judas tusinder! Af dig skal udgå mig én til at være hersker i Israel. Hans udspring er fra fordum, fra evigheds dage” (Dansk oversættelse 1931).

Es 9,5: ”For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.”

To ting er klart forudsagt om verdens frelser i disse ord. For det første at han er fra evighed, og for det andet at han er Gud.

Når det i Esajas’ Bog 9,5 hedder, at han skal ”kaldes”, så betyder det efter hebraisk sprogbrug, at han er.

Til disse umisforståelige profetier om, at Gud skal blive menneske, at Gud skal inkarneres, kan føjes en lang række messiasprofetier, som tillægger Jesus både menneskelighed og evighed og derved sætter ord på hans Gud-menneskelighed.

Som ovenfor nævnt er imidlertid også jomfrufødslen tydeligt forudsagt i Det Gamle Testamente. Vi nævner her først og fremmest Esajas’ Bog 7,14: ”Derfor vil Herren selv give eder et tegn: se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder ham Immanuel” (Dansk oversættelse 1931).

Med dette kommer vi frem til selve opfyldelsen af forventningen og forudsigelsen om Messias i Det Gamle Testamente.

Ordet blev kød

Det første, vi skal se på her, er, hvordan Det Nye Testamente anvender ordet i Esajas’ Bog 7,14 om jomfruen, som skal blive med barn og føde en søn. Det finder vi i Matthæusevangeliet 1,18-25:

Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: “Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.“

Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: “Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel“ – det betyder: Gud med os. Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru. Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn. Og han gav ham navnet Jesus.

Vi skal bemærke, at dette afsnit ikke har til hensigt at fortælle os, at Jesus blev født, men hvordan det gik til med hans fødsel.

I udgangspunktet vidste Josef intet om det, som han her får at vide: at det var ved Helligånden, Maria skulle blive med barn. At det var sådan, det forholdt sig, ved vi også fra Lukasevangeliets første kapitel, og det skal vi se lidt nærmere på senere.

Josef kunne kun drage én slutning af det, han lagde mærke til hos Maria: Hun måtte have været sammen med en anden mand. Retsindig som Josef var, ville han følge lovens vejledning for sådanne tilfælde, men han ville ikke udsætte Maria for skam og vanære. Derfor ville han skille sig fra hende i hemmelighed – det er det, som er grundtekstens mening her. Så få mennesker som muligt skulle vide om det.

Da er det, at Gud griber ind over for Josef. Og her skal vi mærke os, at ingen menneskelig magt kunne have fået Josef til at afstå fra det, han havde i tanke: at skille sig fra Maria. Ingen og intet kunne have overbevist Josef, undtagen Gud selv og hans ord. Men netop det sker. Herrens engel åbenbarer sig for ham i en drøm. Det alene ville ikke have været nok til at overbevise Josef. Men drømmen vender Josefs opmærksomhed mod noget, som står i Guds ord, hos profeten Esajas i kapitel 7 vers 14. Det går op for Josef, hvad dette ord egentlig betyder, og dermed bliver han overbevist. Han erkender, at ordet betyder præcis det, som det siger: En kvinde, som ikke har været sammen med en mand, bliver gravid og føder en søn. Og det har sin grund i, at Gud selv ved sin hellige Ånd på en helt enestående måde griber ind i hendes liv. Og så får Josef også besked om, hvad denne søn skal hedde: Jesus, som betyder frelser. Han skal hedde det, som han skal være.

Hos Esajas var der også angivet et navn: Immanuel. Det betyder bogstaveligt oversat: Gud med os. Og det fortæller os, hvilket vi senere skal vende tilbage til, både hvem og hvad denne Jesus egentlig er efter sit væsen.

Før vi går nærmere ind på det, må vi se nærmere på det, som Guds ord siger om, hvad der skete, da Maria blev gravid. Det læser vi om i Lukasevangeliets første kapitel.

Før vi citerer noget direkte, må det understreges, at alt her er nøjagtigt historisk: Det drejer sig om navngivne mennesker, på et navngivet sted og på et ganske bestemt tidspunkt. Navnene er Maria og Josef, som begge er af Davids slægt. Stedet er Nazaret i Galilæa, og tidspunktet er under kejser Augustus’ regering. Disse nøjagtige historiske oplysninger er givet os, for at vi skal forstå, at her ikke er tale om legender eller opdigtede historier. Det, som siges, har det historiskes umiskendelige kendetegn.

En dag åbenbarer en engel fra Himlen sig for Maria i Nazaret. Han hilser Maria med en hilsen, som ingen anden kvinde har fået, og fortæller hende, at hun skal blive mor til ham, som skal komme til verden, Davids søn, som skal have et kongedømme uden ende. Hun får kort sagt at vide, at hun skal blive mor til Messias. Det fremstilles for os med disse ord i Lukasevangeliets første kapitel vers 26-35:

Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: “Herren er med dig, du benådede!“ Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde.

Da sagde englen til hende: “Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.“

Maria sagde til englen: “Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.“

Englen svarede hende: “Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.“

Her siges det klart og utvetydigt, at en kvinde, som ikke har været sammen med en mand, skal føde en søn, fordi hun bliver gravid ved Helligånden. Når englen siger, at han, som skal fødes af Maria, skal kaldes Guds Søn, så må vi igen være opmærksomme på, at ”kaldes” er det samme som at ”være”. Det siges lige ud, at det er Guds Søn, som fødes.

Det under, der sker her, består i, at Gud skaber ved sit ord. Fra det øjeblik, Maria erklærer sig villig til at tjene Herren, bærer hun allerede Guds Søn under sit hjerte. Fra da af gennemgår Guds Søn hele udviklingen fra at være foster i moders liv og alt det, som hører menneskelivet til, frem til døden på Golgatas kors. Ja, han ophører aldrig med at være menneske. Det er som menneske, han opstår af graven og farer op til himlen, og det er som menneske, Guds Søn i dag træder frem hos Faderen for vor skyld, til vor frelse. Som menneske skal han komme igen for at dømme levende og døde. Det, som vi nu har set i Matthæusevangeliets første kapitel og i Lukasevangeliets første kapitel, omtales også, omend under et andet synspunkt, i Johannesevangeliets første kapitel: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud” (1,1).

Ordet betyder her Guds egen Søn, som er hos Gud, og som selv er Gud. Vi hører videre frem, at alt er blevet til ved ham, og at uden ham blev intet til af det, som er. I vers 14 hører vi om Ordet: ”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”

Hvad indebærer det for os, at Ordet blev kød?

Når man skal give en karakteristik af, hvem Jesus er, bliver det ofte sagt, at Gud bor i Jesus Kristus. Det er en farlig måde at sige det på.

Vi kan med rette sige om en kristen, at Gud bor i ham: ”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds Ånd bor i jer” (1 Kor 3,16). I Johannesevangeliet 14,23 siger Jesus: ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min Fader vil elske ham, og vi (Faderen og Sønnen) skal komme til ham og tage bolig hos ham.”

Fordi Jesus bor i dem, som tror på ham, bor Gud selv også i dem. Derfor er det altså en rigtig karakteristik af en kristen at sige: ”Gud bor i det menneske.”

Men det er på ingen måde en rigtig karakteristik af Jesus Kristus!

Gud bor ikke i Jesus, men Gud er Jesus. Guds søn har ikke taget bolig i et menneske, men han er selv blevet et menneske. Mennesket Jesus Kristus er Gud – og Gud er mennesket Jesus Kristus. ”Ordet blev kød”. Det betyder, at Gud selv i sin egen søn bliver menneske – dog uden at ophøre med at være Gud!

Gud forvandles altså ikke til et menneske. Det ville være gudsbespotteligt at sige. Nej, han bliver menneske, samtidig med at han fortsætter med at være Gud. For at sige sandheden om Jesus Kristus, må vi altid sige mindst to ting om ham. Siger vi kun, at han er menneske, taler vi ikke sandt om ham. Og siger vi kun, at han er Gud, taler vi heller ikke sandt om ham. For at sige sandheden om ham, må vi sige, at han er både Gud og menneske på én og samme tid.

Han er Gud-mennesket.

Det er dette, der gør Jesus Kristus til verdens frelser. Den Gud-menneskelige person gør Gud-menneskelige gerninger. Jesu Kristi gerninger er på én og samme tid Guds gerninger og menneskeslægtens gerninger. Alt det, som Jesus har gjort, har Gud gjort. Alt det, som Jesus har gjort, har også et menneske gjort. Og det er et menneske, som lever og handler i alles sted og på hele menneskeslægtens vegne.

Du, som læser dette, kan sætte dig selv ind i denne sammenhæng og sige til dig selv:

Jesu Kristi gerninger er både Guds gerninger og mine gerninger! Det, som Jesus har gjort, har Gud gjort. Men det, som Jesus har gjort, har også jeg selv gjort; for han har gjort det i mit sted og på mine vegne!

Det er på denne måde, Guds søn er blevet vor frelser. Og da forstår vi, at det at fornægte at Jesus er undfanget ved Helligånden og født af Jomfru Maria, er det samme som at fornægte ham som vores frelser.

Derfor karakteriseres en kristen i Johannesevangeliet gennemgående med disse ord: “den, som tror på Guds søn“; “den, som tror på Sønnen“; “den, som tror, at Jesus er Kristus“ – og lignende udtryk. Der tales altså ikke bare om at tro på Jesus, men om at tro på Jesus netop som Guds søn!

Artiklen er oversat af Mikkel Vigilius fra bogen Hvem var Jesus?, Lunde Forlag, Oslo, 1970.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2017. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Øivind Andersen

Øivind Andersen (1905-1994) var lærer og rektor på Fjellhaug Bibelskole

Øivind Andersen

Øivind Andersen (1905-1994) var lærer og rektor på Fjellhaug Bibelskole