Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Under løserens kappe

Ugens vidnesbyrd, uge 26 2017. Ruth 3,9.

Bred din kappe over din trælkvinde, for du er løser (Ruth 3,9).

I 1880 skrev Chr. Richardt:

Du, som freden mig forkynder,
du en frelser, jeg en synder,
du med amen, jeg med bøn,
du med nåden, jeg med skammen,
– ak, hvor vi to passer sammen,
du Guds Salvede, Guds Søn!

For nylig læste jeg igen Bibelens forunderlige beretning om Ruth. Vi hører her, at Ruth en aften lister sig hen til korndyngen på tærskepladsen og lægger sig ved Boaz´ fødder. Da denne ved midnatstid vågner og opdager, at hun ligger der, beder Ruth Boaz brede sin kappe over sig, for ”han er løser”.

Den fattige enke Ruth, der er kommet som fremmed til Israels land, kommer tomhændet til Boaz, præcis som hun er. I en sang synger vi: ”Intet har jeg til dig bragt, kun ved korsets fod mig lagt. Nøgen bad jeg dig om skjul, nåde for en anskudt fugl.”

Ruth kalder Boaz sin ”løser”. Det samme gør Job i kapitel 19, vers 25. Hvor vidunderligt, at vi har Jesus som vores løser. Han er kommet for at løse hver syndebunden træl.

Hvor er det stort at vide, at skjult i Kristus behøver vi ikke frygte noget ondt. Han er hos os. Skjult i Klippen Kristus, skjult under hans kappeflig. Ak, hvor vi to passer sammen. Ved sin offerdød på korset, sin stedfortrædergerning, har han løskøbt os. Han kalder os ved navn, vi er hans.

Da Jesus i gravhaven siger Marias navn, må hun udbryde ”Rabbuni” – min Mester. Han er min, og jeg er hans. Senere viser han sine sårmærker. Tegnet på hans ufattelige kærlighed til sine svigtende disciple. Til os! Mærkerne, som vidner om, at prisen er betalt.

Mangt og meget kan nok forurolige os både i det nære og på det verdenspolitiske plan, men har jeg blot ham, ”da attrår jeg intet på jorden” (Sl 73,25 gl.overs.).

‘Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.’ Så gik han ind for at blive hos dem (Luk 24,29).

”Nu er jeg altid hos dig, min højre hånd holder du fast” (Sl 73,23).

Til sidst vil jeg citere et velsignet Guds Ord, der blev det sidste Ord, som en af mine kære fik som sit sidste ord her på denne jord:

Du velsigner den retfærdige, HERRE, du dækker ham med nåde som skjold” (Sl 5,13 gl.overs.).

Et sådant Ord kan vi i sandhed både leve og dø på!

Udgivet af

Henriette Juul Larsen

Henriette Juul Larsen, Helsigne, lærer.

Henriette Juul Larsen

Henriette Juul Larsen, Helsigne, lærer.