Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Troens gave

Om hvordan troen skabes i et menneske.

Drømmen om den frie vilje I

Olav Valen-Sendstads bog ”Drømmen om den frie vilje” har sat dybe spor i manges liv. Den viser en dybde i hjertets trods mod Gud og en dybde i evangeliet, som få har set. Det er en afslørende, afklarende og befriende bog, som gør Guds nåde stor. To gange har den været udgivet på dansk, men er nu udsolgt. Olav Valen-Sendstads arvinger har givet tilladelse til, at vi bringer en række uddrag fra bogen. 

Er troen en handling?

Da Bibelen altså (jf. Nyt Liv 3-2012) ikke kender noget til det fjolleri, som hedder “fri vilje”, men placerer alle ting i Guds frie, virksomme, dragende magt og nåde, ja så skønner vi, at det er en vidunderlig rigtig følgeslutning i Skriften, at evangeliet kalder troen en gave fra Gud til synderen. For apostelen siger ikke kun: “Hvad har du, som du ikke har fået givet?” (1 Kor 4,7).

Han siger også: ”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger” (Ef 2,8-9).

Når troen er en Guds gave, kan den da samtidig være noget, jeg gør? Eller sagt lidt anderledes: Når troens væsen består i at være en gave fra Gud, kan dens væsen da samtidig bestå i, at den er min handling? Er troen en handling?

Nogle bruger skriftord for at bevise, at troen er en handling og en akt.

Siger Jesus ikke: “Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende” (Luk 10,42)?

Siger han ikke om den fortabte søn: “Så brød han op og kom til sin far” (Luk 15,20)?

Siger han ikke også: “Fra Johannes Døbers dage indtil nu er Himmeriget blevet stormet, og de fremstormende river det til sig” (Matt 11,12)?

Siger han ikke også: “Gå ind ad den snævre port” (Matt 7,13)?

Ja, udtaler han endog ikke den appel og befaling: “Kom til mig … og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,28)?

Gådens løsning

Sandt er det, at Jesus siger, at Maria har valgt den gode del, at den fortabte søn stod op og gik hjem, at vi skal kæmpe for at komme ind gennem den snævre port osv. Og det er helt sandt, at Jesus dermed taler om akt og gerning, om handling og lydighed.

Men dermed at have bevist, at troen i sig selv er akt og gerning, det er indholdsløst ordbrug og snak hen i vejret. Her ser vi nemlig gådens løsning og den dyrebare hemmelighed, der er vor frimodighed:

Valgte Maria, da var det troens valg; altså var hun et frelst menneske, da hun valgte, og valget var en følge af, at hun var kommet til tro. Stod den fortabte søn op og gik til sin far, så var det troens handling; altså var han frelst, allerede da han stod op, hvilket ikke skal undre os, eftersom faderen ventede på ham, mens han endnu var langt borte, og eftersom Gud selv har sagt: “Før jeg kalder, svarer jeg, endnu mens de taler, hører jeg” (Es 65,24).

For os er dette et usigelig saligt budskab. I det øjeblik en stakkels synder råber til Herren Jesus, i det øjeblik ikke bliver han frelst, men i det øjeblik er han allerede frelst. For det at tro og det at råbe, det at tro og det at komme, det hører i sandhed sammen, men det er ikke det samme.

Derfor er troen noget uudsigeligt, ubeskriveligt, underfuldt og gådefuldt, som gives hjertet i et øjeblik – enten vi så føler det eller ej – og når den er givet, så råber vi, så kommer vi, så vælger vi, så beder vi, og er allerede frelst, før vi råber.

Ordet: Guds tale til mig

Det som i en sum kendetegner alle dem, vi i Bibelen møder som troende, er i første række disse ting: De taler til (kommer og råber til) Herren og kalder ham “du”, dvs. de har en indre bevidsthed om at have med en levende person at gøre, eller de hører i hans tilsagn og indbydelse, at en anden, et “jeg”, tiltaler dem som “du” og nævner dem ved navn.

Dette forhold er så åbenlyst og almindeligt overalt i Guds ord, at man kan finde det så at sige, hvor man slår op. Men netop her ligger hele troens hemmelighed klar for vore øjne: Troen så at sige “konstitueres” af en indre bevidsthed om Guds person og af evangeliets talte eller skrevne ord.

Disse to træk vil en troende altid finde i sin tro, når han reflekterer over, hvad der foregår i troen.

Nogle ord om det.

Den troende har rig erfaring med, at man kan sidde til møder eller med Bibelen i sit lønkammer, og “pludselig” begynder de ord, man hører eller læser, at blive Guds tale til os. Ikke fordi vi vil, at det skal være sådan, nej, det sker af sig selv, uden vor viljes medvirken.

Vi siger, at det “pludselig” bliver Guds tale. Selvfølgelig er Guds ord altid Guds tale, men vi hører det ikke altid som sådan. Ofte forstyrres vi af så meget: Sindet og tankerne spredes, og vi er mere optagede af prædikantens eller forfatterens tanker end af Guds ord.

Når imidlertid dette jordvendte, spredte sind på en særegen måde gribes af Ordet, når Ordet begynder at “passe” og “tale til” en, da slår dette aldrig fejl: Da bryder en forunderlig viden og vished om et guddommeligt “jeg”, som kalder os “du”, ind i vor bevidsthed.

Det kan beskrives på flere måder: Det erfares som Guds tiltale af os; det erfares, som om Ordet kalder os ved navn, som om Ordet begynder at glæde mig, sådan som det aldrig før har glædet mig; det erfares, som om jeg hører og er klar over, at jeg er genstand for en indbydelse og et løfte fra en anden person, at jeg er genstand for kærlighed og velbehag, for tilgivelse og renselse, for iklædning og indsvøbning; kort sagt: jeg ved og hører mig som genstand for en anden, som handler og gør noget over for mig.

En virkelig gave

Her ser du troen:

Troen er intet andet end en gennem Ordet og evangeliet virket og fremkaldt bevidsthed om, at jeg, som hører Ordet, selv er genstand for dets indbydelser og tilsagn, dets løfter og gaver, dets rettigheder og dets adgang til Gud.

Derfor kan troen umuligt være en “akt”, en “handling” eller en “reaktion”. Tro er en gennem Ordet virket bevidsthed om at være genstand for det guddommelige “jeg”. Det er ingen “kreaturfølelse”, men en i kraft af evangeliet uforlignelig fortrolighed, som “pludselig” opstår, en fortrolighed som mellem en far og hans søn, som mellem en mand og hans hustru.

På denne måde er troen altså en virkelig gave, fordi dens væsen ikke består i, at den troende ved sig som handlende overfor en anden, men fordi jeg ved mig som genstand for en andens kærlighed. En sådan bevidsthed om at være genstand for et andet “jeg”, den kan ingen give mig ordre til at have, og jeg kan ikke frembringe den ved nogen som helst viljesakt eller forstandsakt. Den kan ene og alene fremkaldes ved, at Gud selv – som et andet “jeg” – gennem sit personlige ord på en særlig måde meddeler mig og giver mig denne bevidsthed.

Derfor er al tro uopløseligt afhængigt af Ordet.

Derfor ser vi – for at bruge det udtryk – at troen ikke på nogen måde er noget, som går ud fra mig, men noget, som fra Ordet går ind i mig.

Derfor er det også en grov vildfarelse, at troen er at anse noget for sandt. En læresætning kan regnes for sand, fordi det er noget, som angår vor forstand. Men et personligt ord og tilsagn og løfte, det skaber tillid og fortrøstning i kraft af den person, som udtaler det.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2013. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Olav Valen-Sendstad

Olav Valen-Sendstad (1904-1963) var sognepræst og dr.phil.

Olav Valen-Sendstad

Olav Valen-Sendstad (1904-1963) var sognepræst og dr.phil.