Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Strømmen mod Romerkirken

Om at bibeltroende, evangeliske kristne i stort tal vender sig til den katolske kirke – selvom der ikke er enighed om evangeliet.

Jeg var 18-19 år gammel, da jeg første gang læste Frank Jacobsens udlægning af Johannes’ Åbenbaring i bogen Jeg hørte en røst. Det var en skelsættende oplevelse for mig. Bogen forkyndte evangeliet om menighedens skjulte rigdom i Jesus så trosstyrkende og så trøstende, at det satte et varigt præg på min tro, min forståelse af evangeliet og min forståelse af den åndelige virkelighed.

Antikrist og paven

Sidst i bogen var der imidlertid et afsnit, som jeg havde svært ved at forstå. Det hed Efterskrift om antikristen.

Frank Jacobsen indleder dette efterskrift med at understrege, at vi må være varsomme med at tolke Bibelen i lyset af aktuelle forhold og begivenheder. Vi skal gøre det modsatte: tolke tiden i lyset af Bibelen. Det gælder også, når vi skal overveje, hvem antikrist kan være. Her må vi se på, hvad Bibelen siger om denne skikkelse.

Derfor sammenfatter Frank Jacobsen i tolv punkter, hvad Det Nye Testamente siger om antikristen. Det første og vigtigste er, at antikristen vil bekæmpe det bibelske evangelium om Jesu fuldbragte frelse og om retfærdiggørelse ved tro på Jesus alene. Han prædiker et andet evangelium, som ikke er et evangelium. Det gør han for at føre mennesker vild fra Kristus og frelsen i ham (1 Joh 2,18-29; Åb 13,5; 17,14).

Om antikristen hører vi endvidere i Det Nye Testamente bl.a., at han sætter sig i Guds hus og giver sig ud for at være Gud (2 Thess 2,4). At han er klædt i purpur, skarlagen, ædelsten og perler (Åb 17,4). At han har sit sæde i Rom (Åb 17,5). At han er mærket af Jesu sande vidners blod (Åb 17,6). At hans budskab stemmer med vores naturlige og loviske religiøsitet (Åb 13,1). At han forener religiøs og politisk magt (Åb 17).

Frank Jacobsen konstaterer på denne baggrund, at den katolske pave i ét og alt lever op til og personificerer det, som i Bibelen er forudsagt om antikristen.

Det var egentlig ikke dette, jeg havde svært ved at forstå. Jeg mente selv, at paven uden sammenligning måtte være den skikkelse, som i tiden efter Kristus havde ført flest mennesker vild fra evangeliet, og som klarest opfyldte profetierne om antikristen. Det, som jeg studsede over, var noget andet: det allersidste, Frank Jacobsen skrev.

Romerkirken – den faste klippe

På de sidste to sider i Jeg hørte en røst skriver Frank Jacobsen, at vi må forvente, at de protestantiske kristne i en nær fremtid vil vende sig til, strømme mod og søge fællesskab med Romerkirken. Den økumeniske ånd vil skabe et stærkt ønske om enhed mellem kristne, og man vil søge at opnå denne enhed ved at tilslutte sig den romersk-katolske kirke.

Romerkirken vil fremstå for stadigt flere som den sande kirke. Baggrunden for, at så mange vil søge til Romerkirken, er, at de protestantiske kirker indefra er gået i oplæsning både læremæssigt og moralsk.

På det læremæssige plan, skriver Frank Jacobsen, går de protestantiske kirker i opløsning, fordi de mister troen på, at Bibelen er klar og har et entydigt og klart budskab. De protestantiske kirker bliver kirker ”uden noget budskab”. Fordi de er uden sandhedens ord, dør de indefra. Med tiden vil de protestantiske kirker fremstå svage, splittede og rådvilde, og deres medlemmer vil begynde at se sig om efter en kirke med læremæssig fasthed og autoritet. Den kirke vil de finde i Romerkirken.

På det moralske plan går de protestantiske kirker i opløsning, fordi de er uden forankring i Bibelen, og fordi de viger tilbage for at give sand og klar vejledning. I udgangspunktet vil mange opfatte den manglende vejledning som et udtryk for frihed. Men til sidst vil man erfare, at friheden ender blindt i anarki og moralsk kaos. Derfor vil man se sig om efter en kirke, som står fast moralsk og er villig til at give klar moralsk vejledning. Denne kirke vil man finde i Romerkirken.

Romerkirken vil rejse sig som den faste kirkelige klippe midt i det kaotiske, protestantiske kirkehav. Stadigt flere protestanter vil se hen til den og søge hen til den som garanten for ”lærefasthed og moralsk fasthed”. De vil være ligeglade med, hvilket evangelium de møder. De vil ønske enhed, læremæssig fasthed og moralsk klarhed, og de vil finde denne enhed i Romerkirken.

Jeg forstod godt, hvad det var, Frank Jacobsen skrev. Men jeg kunne ganske enkelt ikke tro, at han havde ret. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at evangeliske kristne virkelig skulle vende sig fra det befriende og livgivende evangelium om Jesu én gang for alle fuldbragte frelse og åbne sig for den katolske kirkes loviske, forførende og sjæleknusende vranglære. Jeg anså det for utænkeligt.

Det var dengang. Nu sker det. Det sker i den evangeliske kristenhed verden over, det sker i Skandinavien, og det sker blandt erklæret bibeltro kristne.

Ulf Ekmann

Det vakte stor opmærksomhed, da den fremtrædende svenske bibelskole- og menighedsleder Ulf Ekman i marts måned 2014 meddelte, at han og hans kone ville konvertere til den romersk-katolske kirke.

Ulf Ekman begyndte som lutheraner, men blev siden pinsemand. Igennem de sidste tre årtier har han været den mest indflydelsesrige pinseteologiske leder og forkynder i Skandinavien og leder af Skandinaviens største bibelskole.

Hvorfor konverterer han? Svaret er givet ovenfor. Når Ulf Ekman skal forklare, hvorfor han og hans hustru søger optagelse i den katolske kirke, henviser han netop til den læremæssige og moralske opløsning i de protestantiske kirker. Han understreger behovet for læremæssig og moralsk fasthed. Og han taler om behovet for enhed.

Jeg ser et problem i den reformatoriske lære om Skriften alene. Tusindvis af kristne læser Bibelen forskelligt, selvom de alle tror på Bibelens autoritet. Det bidrager til at skabe splittelse i kirkens krop1.”

Vi oplever en stadigt fremadskridende protestantisk fragmentering af kristenheden. Hvor findes Kirken midt i denne mangfoldighed af kristelige grupperinger?

Den katolske kirke har en autentisk autoritet og et paveembede, som kan afgøre og vejlede både i lærespørgsmål og i moralske spørgsmål. Sammen med min kone indså jeg, at den enhed mellem kristne, som vi længtes efter, fordrede, at vi selv tilsluttede os den katolske kirke. Vi erkendte, at den katolske kirke er den konkrete, synlige, autentiske og stabile kristne kirke ned gennem århundrederne. Den har bevaret den kristne tro og en moralsk fasthed2.”

Det er behovet for dybere enhed i Kristi legeme, som har draget os mod den katolske kirke. Jeg mener ikke, vi skal være bange for at give os ind under paven. Han er Kristi stedfortræder på jorden. Han er den instans i kirken, som særligt værner enheden og læren. Han holder hjorden sammen med sit lærerembede3.”

Vi har set logikken i lærerembedet, som bevarer kirkens trosundervisning og fører den videre fra generation til generation. Vi har mødt en etisk og moralsk styrke, som vover at gå imod den almene opinion4.”

For dem, som har fulgt Ulf Ekmans teologiske udvikling i de senere år, kom konverteringen ikke som nogen overraskelse. Han har udtalt sig stadigt mere positivt om den katolske kirke og har samtidig med tiltagende tydelighed fremstillet det protestantiske kirkespor som en afvej, der ender i læremæssig og moralsk opløsning og i kirkelig splittelse.

I alle de mange udtalelser, som Ulf Ekman er kommet med i forbindelse med sin konvertering, er der ét emne, han slet ikke berører: den katolske kirkes evangelium. Spørgsmålet om, hvordan vi bliver frelst fra Guds dom, bliver retfærdiggjorte over for Gud og får evigt liv, synes at være ubetydeligt i forhold til den læremæssige og moralske fasthed og den ydre kirkelige enhed.

Danske reaktioner

I dansk sammenhæng er Ulf Ekmans konvertering blevet mødt med forståelse og respekt af ledende repræsentanter for det frikirkelige miljø.

Tonny Jakobsen er formand for pinsekirkerne i Danmark og talsmand for sammenslutningen Frikirkenet, der omfatter over 100 menigheder inden for Baptistkirken, Pinsekirken, Apostolsk Kirke og fritstående frikirker. Han udtaler om Ulf Ekmans overgang til den katolske kirke:

Vi har stor respekt for, at han følger sin overbevisning om at forlade den kirke, som han har bygget op over et helt liv. Sådan en beslutning kan der kun være oprigtige og gennemtænkte overvejelser bag.”

Tonny Jakobsen ser intet læremæssigt eller åndeligt problem i, at Ulf Ekman nu tilslutter sig den katolske kirke, for der er ifølge hans vurdering ikke længere noget modsætningsforhold mellem de danske frikirker og den katolske kirke:

I dansk kirkeliv i dag er der et godt samarbejde mellem frikirker, folkekirker og den katolske kirke, hvor vi tidligere har udelukket hinanden. Der er ikke noget modsætningsforhold, og det ser jeg som et symbol på, at den kristne kirke fremstår som en enhed. Det vigtigste er, at man tilhører den kristne familie som helhed, ikke hvilken del man tilhører.”

I ugeavisen Udfordringen skrev redaktør Henri Nissen på lederpladsen, at Ulf Ekmans konvertering måtte ses som udtryk for en mere almen tendens blandt protestanter til at åbne sig for og søge til den katolske kirke:

Når den svenske frikirkeleder Ulf Ekman (…) har besluttet sig for at blive katolik, er det ikke blot en personlig sag, men udtryk for en voksende forståelse mellem seriøst troende kristne.”

Henri Nissen fortæller, at han selv har bevæget sig væk fra et klassisk luthersk syn på den katolske kirke som en løgnekirke og paven som en mulig antikrist. Sådan tænker han ikke mere. En helbredelse, som han tilskriver nogle katolske nonners forbøn, har ændret hans syn. Nu betragter han rettroende katolikker som brødre og søstre.

I forlængelse heraf konstaterer Henri Nissen, at man kan iagttage en deling af kirkelivet på verdensplan. De store, protestantiske kirker bliver stadigt mere liberale i deres lære og moral og tilpasses mere og mere den humanistiske tidsånd. Men netop på grund af disse kirkers ”liberale teologi og moralske udglid-ning” søger protestantiske kristne fællesskab med den katolske kirke.

Siden reformationen har der været en afgrund mellem protestanter og katolikker, og de mest konservative lutheranere og frikirkefolk har været dem, som har lagt størst afstand til den katolske kirke. Men nu er det vendt rundt. Nu er det netop de mest ”inderligt troende”, som søger til den katolske kirke, og derved opstår der en ny enhed mellem troende kristne.

I det lys, konstaterer Henri Nissen, ”kan vi glæde os over, at Ekmans skridt vil betyde en større forståelse og enhed blandt troende kristne.”

Hverken Tonny Jakobsen eller Henri Nissen bruger ét ord på at tale om den katolske kirkes frelseslære. Det var netop den, som skabte en afgrund mellem protestanter og katolikker i forlængelse af reformationen. Og på dette punkt er der ikke sket nogen ændring i den katolske kirke.

Men hvad man lærer om vejen til frelse synes nu at være underordnet. Ønsket om læremæssig og moralsk fasthed og ydre kirkelig enhed er vigtigere.

Evangelisk Alliance

Både Tonny Jakobsen og Henri Nissen påpeger, at der tidligere har været en fælles bevidsthed blandt bibeltroende, evangeliske kristne om, at de ikke kunne have fællesskab med katolikker. Denne bevidsthed har været et fælles særpræg ved de bibeltroende, evangeliske kristne, og den har været grundlæggende for deres tværkirkelige samarbejde i Evangelisk Alliance.

I 1846 blev Evangelisk Alliance grundlagt i London, og i 1885 fik man en dansk afdeling. Fra begyndelsen var det et profileret evangelisk, bibeltro og antikatolsk arbejde. Det var bygget på Skriften alene som autoritet og på retfærdiggørelse ved Troen alene. Målet var at bede og arbejde for udbredelsen af det frelsende evangelium om Jesu én gang for alle fuldbragte frelse.

Gyldendals Religionsleksikon betegner Evangelisk Alliance som ”en anti-romersk-katolsk bevægelse med baggrund i konservativt evangeliske vækkelseskredse”.

Sådan var det engang. I dag har Evangelisk Alliance i Danmark åbnet for fællesskab med Romerkirken. I flere dele af landet er der katolske menigheder med i det lokale Evangelisk Alliance-samarbejde. Går man til Evangelisk Alliance-bedemøde i januar måned, kan man nu ende i en katolsk menighed med en katolsk prædikant.

Der har ikke været nogen offentlig debat om dette, og det er ikke, fordi man officielt har ændret trosgrundlag i Evangelisk Alliance. Men man synes ikke længere at anse det for et problem, at katolikkerne fornægter Jesu fuldbragte frelse og retfærdiggørelsen ved tro alene. Vi kan godt signalere enhed, selvom vi prædiker forskellige evangelier. Den ydre kirkelige enhed er vigtigere end enheden i hjerternes tro på Jesus alene.

Dansk Oase

Den karismatiske bevægelse har fra begyndelsen været åben for fællesskab mellem protestanter og katolikker. Man har lagt mere vægt på enhed i åndelige erfaringer end i tro og lære. Åbenheden over for Romerkirken var en afgørende grund til, at de danske missionsforeninger sidst i 1980érne måtte sige nej til at støtte Dansk Oase.

Leif Andersen skrev dengang i bogen Kære karismatiske venner (1988), at de danske karismatikeres problem er ”at de er enige om at regne emner som retfærdiggørelses- og helliggørelseslære, de reformatoriske hovedanliggender (…) for at være så uvæsentlige, at uenighed på disse områder ikke betyder alverden“ (s 66-67).

I 2006 kom denne læremæssigt ligegyldige grundholdning til udtryk ved, at Dansk Oase inviterede pavens egen hofprædikant, Raniero Cantalamessa, til at være hovedtaler på årets store lejr, SommerOase. Det var ikke perifere emner, han skulle tale om. Han skulle udlægge selve frelsens hovedskrift: Romerbrevet.

At Dansk Oase praktiserer fællesskab med katolikker, forsvares af ledelsen i papiret Derfor arbejder Dansk Oase økumenisk.

Her fastslår man, at det er tilstrækkeligt for kristent fællesskab, at man sammen bekender de tre oldkirkelige bekendelser om den treenige Gud og Jesus som Gud og menneske. Det er ikke nødvendigt, at man har den samme lære om frelsens grund og vej.

Den evangeliske lære om, at Jesus én gang for alle har fuldbragt frelsen for os, og at vi frelses blot ved tro på ham, defineres som ”vort eget kirkesamfunds tolkning” af evangeliet. Hvis vi gør enighed om sådanne ting til betingelse for fællesskab, så optræder vi ifølge dokumentet hovmodigt og kirke-splittende.

For at vise sand ydmyghed og for at fremme kristen enhed må vi være åbne for, at vi kan lære forskelligt om disse spørgsmål og alligevel praktisere kristent fællesskab.

Apostlene advarer os med de stærkest tænkelige ord mod at lytte til og åbne vore forsamlinger for nogle, som forkynder et andet evangelium end det ene og sande bibelske evangelium om Jesu én gang for alle fuldbragte frelse og om retfærdiggørelse ved tro på ham alene (Rom 16,17-18; 2 Kor 11,2-4; Gal 1,6-9; 2 Thess 3,6; Tit 3,10; 2 Joh 10-11).

Som et forsvar for sin praksis har Dansk Oase henvist til, at katolske prædikanter kan have meget godt at give, og at de seneste årtiers økumeniske dokumenter tyder på, at den katolske kirke har flyttet sig i synet på retfærdiggørelsen. Hvorvidt dette sidste er sandt, vurderes i den følgende tredelte artikel Har den katolske kirke ændret sig?.

Som en reaktion på de økumeniske udmel-dinger fra Dansk Oase har en række lærere fra Dansk Bibel-Institut taget afstand fra Dansk Oases lære og praksis.

Dogmatiklærer Peter Olsen fastslår, at det ifølge Bibelen er afgørende for kristent fællesskab, at vi er enige om læren om retfærdiggørelse ved tro på Jesus alene. Det er vi ifølge Peter Olsen på ingen måde enige med katolikkerne om. Hvis vi er bibeltro og evangeliske, må vi være lige så uenige med dem i dag som på reformationstiden, for den katolske kirke har ikke ændret lære5.

Ny Testamente-lærer Nicolai Techow tilkendegiver, at man ikke kan betragte den katolske kirke som en sand kristen kirke, fordi den officielt fornægter læren om retfærdiggørelse ved tro på Jesus alene. Derfor kan vi som bibeltro og evangeliske heller ikke praktisere kristent fællesskab med katolikkerne6.

Gammel Testamente-lærer Jens Bruun Kofoed har givet udtryk for samme vurdering7.

Menighedsfakultetet

I årene efter sin stiftelse i 1972 var Menighedsfakultet (MF) i Aarhus kendetegnet ved en markant luthersk og anti-katolsk profil. I de senere år er der imidlertid kommet andre signaler fra MF. Navnlig lektor i kirkehistorie Kurt Larsen har flere gange markeret en meget åben og positiv holdning over for den katolske kirke.

I januar 2012 gik Kurt Larsen i rette med en ifølge ham selv alt for udbredt tendens til at skelne mellem kristne og katolikker8. En sådan skelnen er ifølge Kurt Larsen udtryk for en meget farlig misforståelse af, hvad det vil sige at være kristen.

Han gør opmærksom på, at de lutherske kristne kun udgør 1% af verdens befolkning, mens den romersk-katolske kirke omfatter 1,2 milliarder mennesker.

Det, som er fælles for alle kristne, udtrykkes i de oldkirkelige bekendelser, hvor man bekender troen på den treenige Gud og Jesus som Gud og menneske. Alle, som kan tilslutte sig disse bekendelsers tro på den treenige Gud og på Jesus som Guds søn, må betragtes og betegnes som kristne brødre og søstre. Hvis man vil gøre noget andet og mere til grundlag for kristent fællesskab end de oldkirkelige bekendelser, så ophøjer man sin egen kirkelige tradition til fælles norm, og det er uforsvarligt.

Grundtanken hos Kurt Larsen er den samme som i Dansk Oase. At gøre enighed om evangeliet til grundlag og betingelse for kristent fællesskab er hovmodigt og kirkesplittende. De oldkirkelige bekendelser udtaler sig ikke om retfærdiggørelsen. Enighed om dette spørgsmål er derfor ikke afgørende.

Kurt Larsen erkender, at protestanter og katolikker ikke har samme lære om retfærdiggørelse af tro alene. Men han mener ikke, at det skal skille dem9. Han beklager den anti-katolske holdning, som der er en lang tradition for i Danmark: ”Den tildækker øjnene for, at der er tale om brødre og søstre i den katolske kirke, og at der er meget at lære af dem, trods alt10.”

På denne baggrund fremhæver Kurt Larsen det som positivt, at Evangelisk Alliance i Aarhus nu har åbnet for, at protestanter og katolikker nu kan komme sammen og praktisere kristent fællesskab.

I februar 2014 tog Menighedsfakultetet initiativ til at danne et Center for Kristen Apolo-getik.

Som et konkret udtryk for en åben og positiv holdning over for den katolske kirke inviterede man den katolske kirke i Danmark til at være med i centerets arbejdsfællesskab.

Apologetik handler om trosforsvar – at forsvare den kristne tro. Spørgsmålet er, hvilken tro man er sammen om.

Guds ord – vor trøst

Det, som Frank Jacobsen skrev om i min ungdom, og som jeg ikke kunne tro på, udfolder sig nu for vore øjne. Bibeltroende, evangeliske kristne vender sig i stort tal til den katolske kirke. De mener, at den står for noget godt og har noget godt at give. Om den prædiker det sande evangelium, synes ikke længere at være afgørende. Der er andre ting, som er vigtigere.

Reformationen brød ud, da Luther i Skriften fik lys over evangeliet om retfærdiggørelse af tro. Han så, at dette befriende evangelium var det ene og sande evangelium, og glæden over dette evangelium blev reformationens kendemærke.

Kirkehistorikere har dokumenteret reforma-tionens store åndelige omsving ud fra teksterne på gravstenene. Før reformationen havde gravstenenes inskriptioner generelt været præget af angst for dommen og af nødråb til Maria og helgenerne. Efter reformationen blev inskriptionerne præget af tak, glæde og frimodig vished om frelse grundet på Jesus fuldbragte frelsergerning alene.

Evangeliet om retfærdiggørelse ved tro på Jesus alene var ifølge Luther den trosartikel, hvormed kirken stod eller faldt. Mistede kirken dette evangelium, så døde kirken indefra. Men omvendt: Blev dette evangelium prædiket, hørt og troet, så ville det skabe åndeligt liv i hjerterne, trosfrimodighed og vished om frelse grundet på Jesus alene.

I 2017 er det 500 år siden, at Martin Luther bankede sine 95 teser fast på kirkedøren i Wittenberg, og reformationen begyndte. Ser vi tilbage på de to seneste 100-års-jubilæer, i 1817 og i 1917, så medførte de begge en fornyet besindelse på og modtagelse af det centrale bibelske evangelium om Jesu fuldbragte frelse og retfærdiggørelse af tro alene. Hvor er der brug for det samme i dag!

Hvor mange af os må ikke erkende, at vi selv indefra oplever en tiltagende ligegyldighed over for, om evangeliet forkyndes sandt for os eller ej. Hvorfor har vi det sådan? Kan det skyldes noget andet, end at vi har mistet hjertets friske tro på og glæde over den frelse i Jesus, som evangeliet forkynder for os?

Hvis det er tilfældet, så er der kun én vej frem for os: på ny at vende os til og tilegne os Bibelens ord til ransagelse og vækkelse og til fornyet tro på og glæde over Jesus og hans fuldbragte frelse.

Det begynder ikke med de andre. Det begynder med mig, som skriver dette, og dig, som læser det, i vort personlige forhold til og i vor personlige tilegnelse af Guds Ord.

Hvem er det, som bevarer en levende tro igennem endetidens antikristelige forførelse og frafald? Det er ifølge Paulus dem, som bevarer kærlighed til Guds sande ord og holder fast ved dette ord (2 Thess 2,9.15).

I en situation, hvor Paulus profetisk så, at de falske lærere snart ville stå frem iblandt de troende for at føre dem vild fra evangeliet, havde han én afgørende og frelsende hjælp at give dem, og den samme hjælp har vi for hånden i dag:

Nu overgiver jeg jer til Gud og til hans nådes ord, som formår at opbygge og at give arven til alle dem, der er helliget” (ApG 20,32).

Guds ord har ikke mistet sin kraft. Ordets kraft er ikke betinget af de ydre omstændigheder omkring os, og heller ikke af de indre omstændigheder i os. Og hvor er det godt! Guds ord er lige så stærkt, levende, virkende, vækkende og åndeligt livgivende i dag som i alle tidligere generationer.

I dette ord kommer Ånden til os, og i alt, hvad Ånden siger til os, har han ét endemål for øje. Han vil åbenbare for os, ”hvad Gud i sin nåde har givet os” i Jesus (1 Kor 2,12).

Den sejrende kirke

De allersidste ord i Frank Jacobsens bog handlede ikke om Romerkirken, men om den kirke, som til sidst står sejrende tilbage. Det er den kirke, som følger Lammet, hvor det går (Åb 14,4). Det er den kirke, som har fundet sin rigdom og herlighed ikke i noget ydre og synligt, men i Jesus Kristus.

Det er en kirke, som er præget af læremæssig fasthed, men dens kamp for den sande lære er en kamp for det frie evangelium om synderes frelse ved Jesus alene.

Det er en kirke, som er præget af moralsk fasthed, men dens moralske vejledning udspringer af evangeliet om Jesu fuldbragte frelse og den tilregnede retfærdighed i ham.

Det er en kirke, der er præget af enhed, men det er Åndens enhed i hjerternes fælles tro på og glæde over Jesus som Guds offerlam, der har købt os til Gud med sit blod (Åb 5,9).

Jeg vil slutte med at citere bogens sidste ord om denne kirke:

ÉN kirke mere står læremæssigt og moralsk fast, men den er usynlig for menneskeøjet og har intet fællesskab med det religiøse i det naturlige menneske, og det er den kirke, som alene har ret til navnet kirke: Lammets menighed, Bruden.

Den viger ikke fra Jesu Kristi evangelium i økumenisk henrykkelse og blødhed. Og den viger ikke fra det lys over livet, som Helligånden gav os i den hellige Skrift. Og denne kirke er den eneste kirke, som er en evig kirke.”


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2014. Hele bladet kan læses her.


Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.