Netop da han gik forbi Penuel, stod solen op; og han haltede på grund af hoften (1 Mos 32,32).
Solen, Kristus, var stået op i Jakobs liv – netop da han gik forbi Penuel. Men som vi læser, var han også blevet halt. For han var blevet såret og ramt af Gud. Dog, han levede.
Jakob havde mødt Gud! Han havde ”set Gud, ansigt til ansigt,” står der forud. Og Jakob havde beholdt livet.
Nu gik han, eller rettere haltede, forbi Penuel, som betyder ”Guds ansigt”. Og netop da stod solen op. Vi må undre os, men den nat, Jakob blev velsignet af Gud, skulle med i vores bibel. For tænk hvilken trøst for os. Ved grædende at bede Gud om nåde overvandt Jakob Gud – og blev velsignet.
At det var Gud selv, som Jakob overvandt ved at bede om nåde, bekræftes jo for os ved Profeten Hoseas (Hos 12,5).
Her har vi hemmeligheden for, hvordan Jakob kunne se Gud ansigt til ansigt uden at dø. Skriften siger jo ellers: ”Men han sagde: Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet” (2 Mos 33,20). Jakob havde bedt Gud om nåde. Jakob var blevet halt. Og da han haltende gik forbi Guds ansigt, Kristus, stod solen op i Jakobs hjerte. Det betyder, at nu var Jakob blevet en ”nådekristen”. For han havde mødt den Gud, der skaber nådekristne, loven og evangeliets Gud.
Jakob havde mødt Gud ansigt til ansigt. Og det er at møde Jesus; Guds sande ansigt. For Jesus siger: ”Ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham” (Joh 14,6-7).
Vi kan derfor være visse på, at Jakob havde set og mødt Gud på, den eneste måde et menneske kan se og møde Gud på – nemlig ved Sønnen, Jesus Kristus. Ellers havde han ikke beholdt livet. For Jesus er Guds ansigt, ”fuld af nåde og sandhed”. Derfor blev Jakob bønhørt, vist nåde og velsignet. For han havde set og mødt Herren, som Han egentlig er! For Gud er: bønhørelse, nåde og velsignelse i, ved og gennem Kristus Jesus; ham, som er solen i Guds rige og som spreder retfærdighed og helbredende lys, til enhver der søger nåde hos Gud. Malakias siger jo om Jesus: ”Men for jer, der frygter mit navn, skal retfærdighedens sol stråle frem, under dens vinger er der helbredelse” (Mal 3,20).
Tænk dig min ven! Hvad gør det da om lovens mange slag her i livet har gjort dig halt og nedbrudt i kødet, så du ikke længere synder så raskt og let længere? Ja, hvad gør det om tilliden til menneskelig kraft og formåen har lidt et alvorligt knæk – i mødet med Gud? Ja, hvad gør det, om du ofte har grædt og bedt om nåde? Hvad betyder det, om verden tit har mistet sin glans og ofte knust vort hjerte? For vi har jo set Jakobs Gud – Kristus – vor frelser og forsoner. Vi har set Guds ansigt, Golgata, Jesus i Ordet – vort Penuel.
Ære være Jesus, vort Penuel, Guds sol, troens lys og skriftens Herre. Kom, lad os overvinde ham i dag ved, at falde ned for ham sammen med Jakob. Ved, at holde ham fast i tro og bede de gamle helliges bøn: ”Gud, vær mig synder nådig! Jeg slipper dig ikke, før du frelser og velsigner mig.”
Udgivet af
Ruben Skov Jensen
Ruben Skov Jensen, Sverige, tavlemontør/elektriker.