Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Sandheden tro i kærlighed

Om kampen for den rette lære i en økumenisk tid. Om at denne kamp for læren må tage sigte på livet og på at nå ind i hjertet.

Hjertets enhed

Kristenhedens ydre splittelse har stået på i cirka tusind år (eller fra 1054, hvor de øst-ortodokse kirker skilte sig fra de vest-katolske). Det er almindeligt antaget, at dette faktum har haft en skadelig indvirkning på verdensmissionen. Derfor har kirkelige ledere, især i 1900-tallet, kraftigt forsøgt at skabe enhed i kristenheden med Jesu bøn som ledestjerne:

[Jeg beder om,] at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig” (Joh 17,21).

Først bør vi konstatere, at ordene ”at de alle må være ét” ikke kun henviser til en ydre enhed. Mange idéer og ideologier kan føre til en ordning med ydre enhed. Men Jesu ypperstepræstelige bøn sigter ikke på en sådan samhørighed. Hans ord betyder først og fremmest hjertets enhed. Lukas beretter i Apostlenes Gerninger, at ”skaren af troende var ét i hjerte og sind” (ApG 4,32).

Ligeså siger Herren i Jeremias’ bog: ”Jeg giver dem ét hjerte og én vej, så de altid vil frygte mig, og det må gå dem og deres efterkommere godt” (Jer 32,39).

I Guds Ords lys skal vi altså stræbe efter hjertets enhed. Det vigtigste i denne hjertets enhed er troen på, at Jesus med sit eneste offer har forsonet hele verdens synd. Uden det bygger vi ikke hans rige op, men strider imod det og bliver ”fjender af Kristi kors” (Fil 3,18).

Enhed i sandheden

Endvidere skal kirken ikke lade sig nøje med det fælles grundlag, men hver og en bør se til, om han bygger på grundvolden med guld, sølv og ædelsten eller med træ, hø og halm (1 Kor 3,10-15).

Gentagne kompromisser mellem forskellige læremæssige overbevisninger leder ikke langt. Med en sådan fremgangsmåde trækkes sandheden ud som et stykke tyggegummi, der kan formes på alle mulige måder. At være ét indebærer ikke at foregive, at man er ét. At være ét er altid en levende virkelighed.

Derfor findes der ingen sand enhed uden sandheden. Sandheden er ikke bare en stor bunke af lærepunkter. Nej, dertil hører også at være ”ét i Faderen og Sønnen”. De kristne er ét i Faderen og Sønnen. Men de må se nøje til, at de ikke med deres synder ødelægger den enhed, der er mellem dem. At fortsætte med bevidst at udskyde sin egen omvendelse fra synden ødelægger kristenheden trods al stræben efter at ”have ret” og ”eje sandheden”.

Den sande enhed vokser ud af den enkelte kristnes hjerte. Hvis han i ydmyg bøn søger Herrens barmhjertige ansigt, bevares hans hjerte mod den fordærvende surdej.

I arbejdet med evangelisation duer det heller ikke at blive enige om at forbigå den del af læren, hvor man er uenige (f.eks. dåben og arvesynden). For Jesus har kun lovet at virke gennem de ord, han selv har talt. Han gav sine ord til disciplene, og de tog imod dem (Joh 17,8).

De gik ud i verden for at prædike evangeliet og lære folkene at holde alt det, som han havde befalet (Matt 28,20). Deri lå deres arbejdes kraft og velsignelse.

Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme” (1 Tim 4,1).

Forbered dig på de sidste tiders vildfarelser ved flittigt og regelmæssigt at læse Bibelen. Guds Ord er den eneste hjælp i al slags nød.

I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har” (1 Pet 3,15).

Kampen for den rene lære

Tolerancen er blevet gjort til en dyd i kirken i dag. Ingen må tage anstød. Hvis nogen tager anstød, så er der en eller anden, der har opført sig dårligt. De præster, som offentligt kritiserer andre for falsk lære eller for et ugudeligt liv, de anses for at være årsag til, at mennesker vender sig fra evangeliet.

Således sætter man i dag lighedstegn mellem at forårsage anstød og at gøre nogle kede af det. Men oprindeligt betød anstød, at nogen viste et dårligt eksempel ved et dybt frafald i lære og liv. Dette skulle kirken og tilmed også samfundet slå ned på. På den måde ville man opretholde respekten for lov og ret i landet og forhindre, at fordærvet og vildfarelsen blev spredt videre.

Indimellem begrunder man meget fint og følelsesmæssigt tolerancen med, at den er udtryk for kærlighed. At forsvare den rette lære anses derimod for at være et udtryk for overdrevet nidkærhed. Og selvfølgelig – kampen for den rene lære kan ved en snæversynet og overdreven nidkærhed lede til triste resultater og ende i foranstaltninger, som bliver til vor ”sværdmission”.

Trods disse farer kan det dog aldrig accepteres, at man strider mod sandheden ved at appellere til kærligheden. I kærlighedens navn må man aldrig afstå fra offentligt at bekende sandheden, selvom det vil føre til uenighed og strid midt i menigheden, hvor satan raser med sine løgneånder og forvirrer selv alvorlige kristne.

For rigtigt at kunne råbe dette ud låner jeg Luthers ord. Han skriver i en kommentar til Sl 94,1 (”Herre, du hævnens Gud, du hævnens Gud, træd frem i stråleglans”):

Hvordan kan David bede Gud hævne, når Kristus lærer os at velsigne dem, som forbander os? Strider det ikke mod kærligheden at bede om hævn over dem, som man burde ønske og gøre alt godt for?

Vi svarer: Tro og kærlighed er to forskellige ting. Tro tåler ingenting, kærligheden tåler alt. Troen forbander modstanderen, kærligheden velsigner ham. Troen søger efter hævn og straf, kærligheden efter barmhjertighed og tilgivelse.

Når det altså gælder troen og Guds Ord, skal vi ikke længere efterstræbe tålmodighed, men nidkærhed, vrede og kritik. Således handlede også profeterne. I trossager viste de ingen tålmodighed eller barmhjertighed. Man må altså lære at skelne mellem Gud og mennesker, sag og person.

Når f.eks. de ugudelige forfølger evangeliet, da rører det ved Gud og hans ord, og da har vi ikke lov til at velsigne dem eller ønske dem fremgang. Ellers kunne ingen jo modstå falsk lære, hvilket altid indebærer, at man kritiserer denne lære og dens prædikanter. Når man prædiker mod vranglære, skal man tværtimod gøre alt for at udrydde den, hvilket også kaldes at forbande i tro.

Før troen ville lade Guds ord blive udryddet og den falske lære stå, ville den lade hele skabningen gå under. For ved den falske lære mister man Gud selv.”

Sådan lærer altså reformatoren. Ud fra egen erfaring tilføjer han et andet sted, at når vranglæren afsløres, begynder satan at tale om kærlighed. Sjælefjenden ved nemlig at han intet formår imod sandheden.

Når talen om sandheden ikke hører op, men bliver ved, mister han til sidst de sjæle, som han har fanget og mishandlet. Derfor forsøger djævelen i sin nød at forvirre mennesker og tale om kærligheden som en erstatning for sandheden. Men Gud give, at ingen må fanges i hans opsatte fælde! Måtte sandheden i stedet for proklameres endnu klarere! Her er det råd, jeg fik, brugbart: Lad os være faste, men ikke hårde.”

Ret lære – ret liv?

Vor tid synes at foragte al lære, som skelner mellem ret og uret, og som fordømmer uretten. Protesterne vil ingen ende tage, især hvis fordømmelsen rammer synder, som nu råder i samfundet og i kirken og hos tjenestemænd i høje stillinger. Samfundets overbærenhed bliver til intolerance. Hele medieverdenen blæser til angreb.

Talen om overbærenhed med synder udbredes på en måde, som lyder behagelig, afslappende og åndeligt søvndyssende i folks ører, mens man i baggrunden slagter dem, der taler sandhed. Men der står jo skrevet: ”På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår” (Rom 8,36).

Samtidigt må jeg med smerte konstatere, at det ikke er nok at fremhæve og prædike det, der er ret. Selv ikke når denne verden vender sig mod os. Bunden falder ud af alt vort virke, hvis ikke vi lever, som vi prædiker.

Hvad nytter det at få andre til at tro, at vi oplever modgang på grund af vor rene lære, hvis problemet i virkeligheden er et skjult syndeliv, vi ikke vil erkende? Til slut afsløres jo alligevel alt. Selv den største lærebevidsthed – for ikke at tale om det største skuespilstalent – kan ikke med tiden skjule det vidtåbne sår, som forskellen mellem lære og liv udgør.

Jeg skriver selv dette som en synder, som fortjener at forkastes. Vi kan ikke blive af med vor ondskab, men dens bevidste fortielse og udbredelsen af hvide løgne og af halve sandheder trækker Guds frygtelige vrede ned over os.

For nu er det tiden, da dommen tager sin begyndelse, og den begynder med Guds hus” (1 Pet 4,17).

I sandhedens navn siger jeg til mig selv og andre, at flotte forestillinger i det bekend-elsestro teater og vedligeholdelsen af fine kulisser blandt gammeltroende ikke har nogen værdi. Gud uddeler ikke Oscar-priser på dommens dag, men nu under nådetiden vil han tilgive vore amatøragtige forsøg på at skjule vor synd og ulydighed. Jeg stod sikkert forrest i køen til helvede, hvis jeg skulle fordømmes efter fortjeneste. Alligevel vil jeg minde om, at det er ren og skær tåbelighed at holde fast ved en åndelig maske, som man ved leder til undergang.

Det femte evangelium

Lad os vende tilbage til vor børnelærdom. I sin lille katekismus vejleder vor reformator Martin Luther os til at bede Fadervor i sandhed. I de tre første bønner fæstner han gang på gang opmærksomheden, ikke kun på den sande lære, men også på det fromme liv.

Hvordan holdes Guds navn helligt? ”Når Guds ord læres rent og klart, og vi lever derefter helligt som Guds børn. Giv os det, kære himmelske Fader! Men den, der lærer og lever anderledes end Guds ord lærer, han vanhelliger Guds navn blandt os. Bevar os fra det, kære himmelske Fader!”

Hvordan kommer Guds rige til os? ”Når vor himmelske Fader giver os sin Helligånd, så vi gennem hans nåde tror hans ord og således lever i Gud her i tiden og siden i evigheden.”

Hvordan sker Guds vilje? ”Når Gud bryder og forhindrer al ond vilje og alle angreb fra djævelen, verden og vort eget kød, som ikke tillader, at vi holder Guds navn helligt, og at hans rige kommer til os …”

Klarere kan det vel ikke siges.

Indimellem er de kristne blevet kaldt for ”det femte evangelium”, som verden læser (desuden ofte meget grundigt). Denne dristige sammenligning hviler på en fast bibelsk grund. Paulus skriver til korintherne, at de er hans ”anbefalingsbrev (…) kendes og læses af alle mennesker” (2 Kor 3,1-2).

Sådan kan nogle kristnes ægte fromhed, hellige levevis eller rene kærlighed være blevet til den første vækkelse for mange andre, som sov hen i synden, noget som fik dem til at tænke over deres forhold til Gud og overveje deres livs retning.

På den anden side har kristnes dobbeltmoral og holdningsløse privatliv bag de forgyldte kulisser altid med fuld ret vakt forundring og stærk modvilje, ikke bare mod den falske fromhed, men også mod den sande. Verden drager hurtigt følgende konklusion: ”Er Guds egne sådan, vil jeg aldrig være from.” Dermed er Guds navn blevet spottet på grund af os (jf. Rom 2,24).

Alt for let stiller vi hårde krav til andre, mens vi helt glemmer os selv. Med mikroskopisk præcision opdager vi selv den mindste splint i vor broders eller søsters klare, blå øjne, uden at vi overhovedet bemærker den grove bjælke i vort eget sorte øje.

Ofte er vi i stand til – med søkortet foran os – at anvise den rette kurs forbavsende godt. Men meget få kan, når det virkelig gælder, undgå deres eget hjertes rev, når synden pisker høje bølger op i hjertets dybe mørke. Derfor skal ingen, selv når han bevæger sig i kendt farvand, stole på sit eget sømandskab. Man gyser og rystes, når man oplever, at man er kommet langt væk fra den planlagte kurs og med forrevne segl og utæt robåd driver mod helvedes ildsø.

Åndelig hjernegymnastik

Slutningen af artikel VII i Den Augsburgske Bekendelse fastslår, hvad der er den faste grund for kirkens sande enhed:

Til kirkens sande enhed er det tilstrækkeligt at stemme overens om evangeliets lære og sakramenternes forvaltning, og det er ikke nødvendigt overalt at have de samme menneskelige overleveringer eller kirkeskikke eller ceremonier, som er indstiftet af mennesker. Som Paulus også siger (Ef 4,5): ‘Een tro, een dåb, een Gud og alles Fader‘ osv.”

Oprindeligt sigtede artikel VII på at frigøre de lutherske menigheder fra unødvendige stridigheder og på at fremme en glædesfyldt enhed, der kunne tjene opbyggelsen af Kristi kirke på jorden. Senere har artikel VII forvandlet sig til en bundløs kilde af kontroverser og skismaer. Den lutherske kirkes historie er kendetegnet ved splittelser, som bedrøver Helligånden og berøver os Hans nærvær.

Tit forsøger vi ikke engang at møde de uomvendte, men fokuserer mere på at overtale dem, der allerede er omvendt, til vores sag og dens fulde berettigelse. Da nedgør vi gerne vores medkristne i den hensigt at fremhæve os selv som rettroende teologer, der virkelig har styr på vores dogmatik.

Som jeg ser det, står de bibel- og bekendelsestro bevægelser i fare for at tilpasse sig den vestlige kulturs holdninger, som lige præcis er kendetegnet ved en overvurdering af forstanden. Følgelig synes man, sat på spidsen, at det til kirkens fornyelse er nok med information, undervisning om den rene lære og instruktion i, hvordan man ædelt forsvarer, at man har ret.

Nogle går endnu længere. De når frem til deres egne konklusioner ud fra de sandheder, der er blevet serveret for dem. De når frem til stadigt mere detaljerede og fine analyser af enkelte lærespørgsmål. I sidste ende bryder de måske fællesskabet mellem dem, de tidligere har været sammen med. De danner en ny menighed, og til slut findes der kun to troende i byen: ”Mig selv og min kone, og hende er jeg ikke så helt tryg ved”.

Alligevel er man overbevist om, at Gud engang skal velsigne ens troskab, når jeg har stået fast midt imellem alle løgnerne.

For klarhedens skyld skal det understreges, at jeg inderligt håber, at jeg ved Herrens uendeligt store nåde bliver den sidste, der forkaster den rene lære. Alligevel mener jeg, helt oprigtigt, at problemet med det ovenfor skitserede kirkelige fornyelsesprogram er, at det i sidste ende leder til et ensidigt fokus på den rette forståelse. Man er ikke ude efter – man forsøger ikke engang – at nå ”hjertet”.

Det ville nok ikke skade at standse et øjeblik og prøve sig selv på Guds ord og evangelium. Må Herren faktisk udføre sin gerning i mig? Får han virkelig lov at kalde mig til omvendelse? Er det på høje tid, at jeg opgiver en særlig synd, forsøger at helbrede en skade, jeg har forårsaget, eller går hen og beder min næste om tilgivelse?

Disse og andre tilsvarende spørgsmål skal ikke forstås som en opfordring til lovisk fromhed. Tværtimod leder netop sådanne spørgsmål dybere ind i evangeliets hemmelighed: ”Kom og følg mig!”

Kristi ord er et nådefyldt kald til salighed. Kaldet udfordrer ikke forstanden og følelsen så meget som viljen. Jeg kan jo med min forstand indse, hvad der menes med at følge. I mit indre føler jeg tydeligt, at jeg vil fare vild, hvis jeg ikke følger ham. Men vil jeg?

Måske er det nok for mig at hengive mig til min åndelige hjernegymnastik og opbygge smukke luftkasteller over den åbne Bibel.

Kristus kan forene os

Den kristne kirke – inkl. de lutherske bekend-elseskirker – trues konstant. Enten af assimilation (tilpasning) eller af isolation.

Hvis vi på den ene side tilpasser os den sekulære og demokratiske kultur, kan vi ikke være Kristi kirke. Hvis vi på den anden side forsømmer at gå ud efter de vildfarne og mistede får, har vi i vores grænseløse ulydighed (midt i vor rettroenhed) opgivet det kald, som Kristus har givet sin kirke.

Ortodoksi (ret lære) er kun sund, hvis den forenes med ortopraksi (ret liv). Det kræver oprigtig kærlighed og inderlig ydmyghed i forhold til alle mennesker, især vores medkristne.

Vi må i de bibel- og bekendelsestro kredse flygte fra begge farer: assimilation og isolation. Som søfarende i kirkens skib sejler vi mellem Skylla og Charybdis [da uhyret Skylla boede tæt på Charybdis, hed det i antikken at ”sejle mellem Skylla og Charybdis”. Det betyder at færdes på en snæver vej med farer på begge sider. / red.].

Personligt tænker jeg, at kun Kristus kan forene os, som kommer fra forskellige nordiske lande og fra forskellige lutherske kirker. Der er meget, der kan skille os, men der er også meget, der forener os. Hvis vi begynder at studere Bibelen sammen i den oprigtige hensigt at lede efter og lade os lede af ham, som fylder dens sider med sit nærvær, da er han med os og leder os dybere ind i sandheden.

Bibelen er så rig en guldgrube, at dens rigdom aldrig ophører.

Vi kommer aldrig til ende med at forstå den. Men går vi til Skriften med et ægte ønske om at ville ydmyge os under Skriftens autoritet, så vil vi erfare, at vi, som her på jorden ikke kommer til at forstå alt, alligevel kan lære mere og mere. Ligesom disciplene.

Vi har tid til i oprigtig og gensidig kærlighed at vente på, at andre når lige så langt som os selv. Dette kaldes at ”bære hinandens byrder”, og det er noget ganske andet end at acceptere kætteri.

Lader da os, så mange som ere fuldkomne, have dette Sindelag; og er der noget, hvori I ere anderledes sindede, da skal Gud åbenbare eder også dette. Kun at vi, så vidt vi ere komne, vandre i samme Retning” (Fil 3,15-16, DO 1931).


Bearbejdet udgave af et foredrag holdt på Nordisk Evangelisk Luthersk Konference 28. april 2012. Oversættelse: Katrine Lilleøre


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2012. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Timo Laato

Timo Laato, lektor i Ny Testamente ved Församlingsfakulteten, Göteborg.

Timo Laato

Timo Laato, lektor i Ny Testamente ved Församlingsfakulteten, Göteborg.