Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Så sank du i vor jammer ned

Om hvordan lovsangen til Jesu ære fødes gennem menneskelig jammer og mislykkethed.

Herre, til din ære skal disse ord være

Jeg vil tale om den største af alle dine velgerninger mod mig, så alle kan kende din store ære, den, hvormed du for evigt har glædet mit hjerte.

Men om jeg skal prise dig for din store velgerning imod mig, da må jeg også tale om min egen jammer og vanære – da må jeg for al verden kundgøre, hvor fanget mit kød er under synden, og hvor stor min afmagt er under den dødens lov, som bor i min krop.

Ikke for din skyld må jeg tale om min dybe jammer. Den kender du bedre end jeg selv. Du har endda båret den med større smerte og gru, end jeg selv nogen sinde kommer til at kende den.

Ja, havde du ikke selv gjort min jammer kendt for mig, da havde mit hårde, kolde og døde hjerte aldrig lært den at kende. Da havde jeg været glad og tilfreds i min jammer på grund af hjertets uvidenhed og blindhed. Men da havde også din store velgerning imod mig været ukendt – da havde jeg aldrig fået din herlighed at se.

Men nu kender jeg din herlighed, og min mund er fuld af din store ære. Så mange af denne verdens fromme laster mig af den grund, at jeg taler for lidt til deres ære og min ære.

Herre, jeg har ikke andet gode end dig

Jeg har ikke anden ære end dig. Jeg har intet andet at prise end dig. Jeg vil gøre det! Og til din ære vil jeg lægge min jammer for dagen, så alle kan se, hvor rig jeg er i dig.

Sådan er det jo også i beretningen om din store velgerning, den, som indledes med disse ord: ”Efter at de havde sunget lovsangen.”

Ved din Hellige Ånd lægger du op til, at denne beretning skal være en beretning til lovsang. Vi skal ikke følge dig på denne vandring for at føle dine smerter og lide med dig. Nej, det er ikke din Hellige Ånds vilje, at vi skal synke ned i din jammer, som om vi kunne aflaste dig. Nej, du steg ned i vor jammer for at aflaste os og føre os til frelsens evige lovsang.

Men netop på denne vej til dit navns evige pris i Himlen og på jorden og under jorden møder jeg som ingen andre steder min jammer. Jo mere vi skrider frem ad den vej til din ære, synker jeg dybere i min og alles jammer. For sådan bliver din lovsang født.

De sagde, Herre, at de ikke ville svigte dig

– alle de, som havde sagt ja til dig. De sagde, at de ville dø med dig. Du vidste, at deres ord var tomme ord. Du vidste, at de mente det, men bedre end de selv vidste du om den jammer, som boede i dem. Og du sagde det. Men de troede dig ikke – dertil var de for sikre på sig selv.

Herre, jeg kender dem. Jeg husker de store løfter, som boede i mig, da jeg fik vished om, at jeg var din. Da lovede jeg, at der ikke skulle være noget halvt og lunkent hos mig. Og jeg mente det – som Peter og de andre gjorde. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, hvordan jeg skulle svigte dig. Jeg ønskede jo som intet andet at være dig nær altid, tale med dig ansigt til ansigt og vandre i din kærlighed, renhed og godhed.

Men du fik ret, Herre. Da I kom til den have, hvor vore tanker så tit dvæler, fordi du der stred så hårdt for os, da bad du dem om at våge og bede for ikke at falde for Fristeren. Du bad dem ikke om at sætte livet til, men blot om at våge og bede. Men tre gange fandt du dem i stedet sovende. De ænsede ikke dine ord om at våge og bede. De ænsede ikke din gru for Guds vej. De ænsede ikke alvoren i din formaning.

Der var en søvn inde i deres natur, som hindrede det, de ville – en død, som ikke lod sig vække trods hjertets gode vilje og deres oprigtige kærlighed til dig.

Herre, jeg kender den død

Trods mit hjertes inderligste bønner til dig om at blive levende. Trods den dybeste længsel efter at dine Ord altid måtte have den magt over mig, at jeg gjorde dem. Trods den varmeste vilje til at våge og bede og leve med din genkomst for øje, så har jeg fundet en jammer i mig, som har pint og plaget mig: at også jeg har en dødens søvn i mig, som ikke lader sig vække.

Endnu forstod de dog ikke, hvad det var for en jammer, som dér holdt dem fangen. Men snart skulle de erfare, at denne søvn lammede selv viljen til at følge dig. For da du overgav dig til dine fjender, gjorde du det i det klare lys: at alt dette skete ”for at profeternes skrifter skulle gå i opfyldelse”.

Skulle jeg ikke drikke den kalk, som min Fader har givet mig?” sagde du til Peter. ”Hvordan skulle så det skriftord gå i op-fyldelse, at således skal det ske?”

Ordet viste en vej

En vej, som var både Peter og andre imod, selvom den var fuld af nåde. De ville stride for dig, men som stærke. Peter ville stå som klippen. Natanael ville stå som manden uden svig. Jakob og Johannes ville stå som torden-sønnerne.

Men Skriften fra Gud havde en anden vej til sejr for dem. Da flygtede de. Da forargedes de på dig. Da følte de, at du svigtede dem. De ville kæmpe, men du støttede dem ikke i deres kamp. Med egne kræfter og våben måtte de kæmpe, og intet gjorde du, da fjenden sejrede og lagde deres bånd om dig.

Da sank deres mod. Da svækkedes deres vilje. Da veg de på afstand af dig.

Herre, jeg kender dem. Også heri ser jeg min egen jammer.

Jeg havde mine egne tanker om at følge dig

Og jeg tænkte, at du ville følge mig i dem. Jeg ville være den, der stod som en klippe. Jeg ville være den, som for dig var uden svig. Jeg ville være den, som med styrke brød vej for dig på jorden.

Men jeg ville ikke være lænket. Jeg ville ikke være svag. Jeg ville ikke bære syndens tunge kors. Der var ord i din skrift, jeg ikke hørte og ikke forstod, fordi jeg ville noget andet. Jeg så på de ord, som talte om kraft, men jeg så mig selv som den, der skulle blive stærk. Jeg så ikke, at det var din kraft i min magtes-løshed – at det var kraften i Ordet om korset for de dødsdømte.

Og da jeg erfarede, at det gik anderledes, end jeg ville, blev jeg træt og modløs og uden vilje og lyst til at følge dig.

Ak, kære Herre, jeg mindes den gru. Det var, som om døden sejrede over mig og bandt mig. Og jeg forargedes på dig. Jeg følte, at du svigtede mig i min hellige vilje og stræben.

Og da nu dine disciple var kommet på afstand af dig, og deres gamle iver og beslutsomhed var kuet, da kom endnu mere jammer til syne.

Jeg tænker på Peter især, som på din lidelses-vandring – vejen til din ære og lovsang – gjorde, hvad han aldrig havde villet, og så sig selv som en helt, helt anden, end han havde ønsket at blive. Så totalt brød alt sammen for ham – så håbløst så alt nu ud for Peter, at han ikke havde en eneste tanke om, at dette kunne bedres. Aldrig mere kunne han sige det til Jesus: ”Jeg vil ikke svigte dig.” Aldrig mere ville han kunne tage det i sin mund: ”Jeg vil sætte livet til for dig.”

Hvem ville tro på en Peter?

Nej, kun ét kunne Peter med sig selv for øje: græde. Græde over alt det store, som var mislykket. Græde over alt det store, som han havde svigtet.

Herre, sådan stod jeg for dig.

Knust stod jeg med dit blik fæstet på mig

Og jeg vidste ikke, hvad det rummede. Forlod du mig nu? Var det samme sorg over mig som over Jerusalem, som misbrugte din nåde og kærlighed?

Og knust tænke jeg på den velsignelse og fred og glæde, som jeg nu aldrig skulle få del i, fordi det aldrig blev til det, som jeg dog ville … Og alligevel nok ikke rigtigt ville.

Herre, således kom al disciplenes jammer – og al min jammer – frem på din lovsangs vej. Følger jeg deres og min vej, vil livsdagen ende med den fortvivlede kendsgerning: ”Det er mislykket.” Tomme var alle løfter. Svigtet var alle store og rene drømme. Mistet var al kraft og herlighed.

Og så endte denne dags vandring dog ikke med et: ”Det er mislykket”, men med et:

Det er fuldbragt

Og vist var den vej, som førte til dette store og herlige mål, også disciplenes lidelses-vandring, og vist måtte de på vejen mod dette sejrsråb sætte livet til for Jesus. Men på en anden måde end de havde drømt om.

Men når vejen endte der, hvor alt var fuld-bragt og Guds vilje fuldbyrdet, så var grunden den store nåde og visdom fra Gud, at der var Én, som gik samme vej, men som bad, hvor de skulle have bedt, men sov; Én, som opfyldte alle skriftord, som vi skulle have opfyldt, men veg udenom; Én, som var klippen og uden svig og i evig kraft opfyldte sin Faders vilje ved at drikke dødsbægeret for os, netop da al vor jammer kom til syne.

Således”, siger din hellige Skrift, ”skulle alt opfyldes for os til vor retfærdiggørelse for dig.”

Herre, jeg tilbeder dig

Jeg lover og priser dit hellige navn. Jeg fatter ikke din nådes og frelses store dybde. Så er altså hvert ord i Skriften opfyldt for mig. Ufattelige, store nåde. Hele din Skrift må jeg læse i det lys: Jeg har det alt fuldbragt.

I al Guds fuldbyrdede vilje er jeg helliget ved det ene: at du ofrede dig selv én gang for alle (Hebr 10,5-10).

Og i denne freds- og frelsespagt levede dine disciple på den vej, hvor de erfarede, at alt mislykkedes for dem. For det var jo den pagt, du sluttede med dem inde i nadversalen, før de begyndte deres mislykkede vandring på vej mod din lovsang: at du ville ihukomme dem som mennesker, du har løst fra al synd med dit legeme og blod.

Da forstod de ikke det store, som skete med dem. Senere forstod de den salige pagt.

Og i samme pagt slutter du også mig i den hellige nadverstund. Med alle dine mis-lykkede omkring dig rækker du også mig dit legeme og siger: ”Det er givet for dig.” Og mit hjerte jubler: ”Er det sandt? Er dette legeme givet for mig? Har det virkeligt levet og udført alt for min skyld – for at det skulle blive mig til gavn, alt, hvad Han gjorde i sin tid på jorden?”

Ja, det er sådan. Jeg er retfærdig ved den enes lydighed (Rom 5,19). Og blandt alle dine små og fattige går du omkring med dit blod og siger:

Det er udgydt for dig til dine synders forladelse.”

Da forstår jeg, at alt er fuldbragt. For da har du også gjort det, som bøder for mine misgerninger og læger alle mine sygdomme. Og jeg ved, hvad det er: Du blev forbandet af lovens retfærdige Gud i mit sted – straffen blev lagt på dig, siger Helligåndens Skrift – du løste os fra lovens forbandelse ved at blive forbandet i vort sted, siger Han, som er Helligånden (Es 53,5-6; Gal 3,13).

Tak, at jeg aldrig skal fatte din nød

– da du råbte: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”, men at jeg ved den hellige pagtstund ved nadverbordet må plukke den salige frugt af dit blod: at du kender mig som løst fra al synd og død i min krop ved dit blod. Fred over den mislykkede. Velsignelse til evig tid over den mislykkede.

Det er din ære og pris til evig tid.

Du sagde, at du var kommet til verden for at vidne om Sandheden. Nu ved jeg, hvor herlig Sandheden er.

Ikke Peter var sandheden. Ikke Johannes var sandheden. Ikke heller jeg var sandheden. Ikke vore store løfter og hellige drømme var sandheden. Ikke engang vor inderligste vilje og varmeste kærlighed til dig var sandheden. Over alt det har din Skrift og vor erfaring skrevet: ”Dette er mislykket.”

Men du, Herre Jesus, du er Sandheden. For over alt, hvad du gjorde for os, står de skønneste ord, jeg kender: ”Det er fuldbragt.”

Så endte det – ikke som det truede med: i mørke, dom og mismod – men i din lovsang, din fred, din glæde.

Du gav mig hjerte at ånde frit

og glad og uden frygt, fordi jeg blev rig i dig og til frelse måtte synge dit navns pris. Og gladest er din lovsang, når den synges af den største synder.

Når jeg har mest grund til at klage over mig selv, bliver sangen til din ære varmest.

Så blev det ikke synden og døden, der sejrede, da de fik overtaget over mig og holdt mig fangen. Det blev dig, Herre Jesus, som sejrede og bandt mig til dig.

Herre, hvem andre skulle jeg da ære og prise? Hvem andre skulle jeg tale og vidne om? Nej, ingen anden end dig, som gjorde hjertet glad. Tak.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2014. Hele bladet kan læses her.


Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Frank Jacobsen

Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.

Frank Jacobsen

Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.