Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Ruths Bog - Guds løfters lys i en mørk tid

Om hvordan Ruths Bog på forunderlig vis peger frem mod Jesus og forkynder evangeliet om vores "løser".

Bogens mørke baggrund

Bibelen fortæller os, at handlingen her i Ruths bog udspiller sig i dommertiden i Israel. Tiden kan vel være svær at datere, men i hvert fald befinder vi os tre slægtled før Kong David, som var oldebarn til Ruth og Boaz, de to personer, som bogen drejer sig om.

Vi må også gå ud fra, at Arken har stået i Helligdommen i Shilo, og måske under Præsten Elis tilsyn? Eli blev jo forholdsvis gammel og var dommer i Israel i 40 år, siger Første Samuelsbog. Dog, dette ved vi ikke med sikkerhed.

Men vi ved, at åndeligt set har det været en meget mørk tid i Israel. For Dommerbogens sidste vers fortæller os: ”På den tid var der ingen konge i Israel. Enhver gjorde, hvad han fandt for godt” (Dom 21,25). Guds folk har altså været uden hyrde, og enhver dyrkede, tilbad, formidlede og lovpriste Gud, som han nu fandt det for godt og rigtigt! På sin egen måde.

Tænk, hvilket mørke! Man kan næsten ikke lade være med at tænke på den åndelige situation i vores tid.

Lyset i mørket

Men netop på denne baggrund må vi sige, at Ruths bog fremstår som et endnu større lyspunkt. For gennem denne bog gives vi et stærkt vidnesbyrd om, hvordan Herren så utroligt stille og med usvigelig stærk hånd fører frelsens slægt, Judas slægt, videre frem mod David og mod Messias. Intet kan stoppe Guds frelsesplaner for sit folk, og ingen tid, hvor åndeligt mørk den end er, kan hindre Guds trofasthed mod sine løfter og sit folk!

Dette skildrer Helligånden nu for os gennem fire kapitler. Ja, gennem hvad der alt sammen kunne se ud som to svage og gudfrygtige kvinders familietragedie – og hvad der kunne se ud som tilfældigheder.

Ruths bog giver os frimodighed og håb i Ordet, tværs gennem den dybeste sorg, menneskelig svaghed og det dybeste åndelige mørke i Guds folk.

No’omis ulykke

Kapitel 1 fortæller os, at Betlehem i Juda var blevet ramt af hungersnød. Betlehem, som jo ellers betyder ”brødets hus” lå i den mest frugtbare del af Juda, men også de var nu blevet ramt af hungersnød.

No’omi og hendes mand Elimelek rejste derfor til Moab – et hedensk land, som lå øst for det Døde Hav. Og med sig tog de deres to sønner, Maklon og Kiljon.

Det var ikke usædvanligt, at man rejste udenlands i perioder med hungersnød. Vi kan bare tænke på patriarken Jakob i Første Mosebog kapitel 42, som også sendte sine sønner til Egypten, da de havde hørt, at der var korn der.

Det ser ud til, at No’omis mand, Elimelek, døde kort efter de havde bosat sig i Moab. Og No’omi sad nu tilbage som enke med sine to sønner.

Hendes to sønner giftede sig så med moabittiske kvinder. Den ene hed Orpa og den anden Ruth, fortæller Bibelen os. Men efter ti år døde også hendes to sønner – Maklon og Kiljon.

No’omi sad nu alene tilbage i et fremmed land. Både hendes mand og hendes to sønner var døde.

På den tid var det ingen let sag for en kvinde at stå alene. Ud over sorgen ved at miste kom det, at hun nu også måtte forsørge og beskytte sig selv. Der var intet socialt sikkerhedsnet. Og der var ingen beskyttende sociale love, som under Moseloven hjemme i Israel.

Hvem skulle nu værne hende, og hvordan skulle slægten føres videre?

En stor sorg, som vi vel knapt kan sætte os ind i, må have ramt No’omi. Hun siger selv i slutningen af kapitel 1, da hun sammen med Ruth var vendt tilbage til Betlehem: ”Kald mig ikke No’omi, kald mig Mara, for den Almægtige har forbitret mit liv. Med fulde hænder drog jeg af sted, men Herren har ladet mig vende tomhændet hjem” (v.20-21).

No’omi betyder den yndige, og Mara betyder den bitre.

Et hjem med gudsfrygt

Livet var altså blevet bittert for No’omi. Og hun vender offentlig sin klage mod Gud. Nøjagtig som vi også læser om Job, da en usigelig nød ramte ham:

Den Almægtiges pile sidder i mig, mit indre drikker deres gift. Guds grusomheder tager opstilling mod mig” (Job 6,4).

No’omi vidste, hun havde med Gud at gøre. Hun gav sig ikke af med tilfældigheder. Gud havde gjort livet bittert for hende!

Men alligevel blev hendes klage ikke til spot mod Herren – for hun frygtede Gud.

At No’omi heller ikke havde mistet kærligheden, ser vi ved, at svigerdøtrene græd, da hun ville sende dem væk. De ville ikke forlade hende. Der var stor gensidig kærlighed.

Dog endte det med, at Orpa kyssede hende farvel, mens Ruth blev hos hende. Ruth ville ikke vende tilbage til Moab og sit folks gud, men blive hos sin svigermor (1,15).

I vers 16 bekender Ruth sin kærlighed til No’omi og sin tro på Israels Gud: ”Du må ikke tvinge mig til at forlade dig og vende tilbage. Nej, hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud.”

Gudsfrygt og troen på fædrenes Gud, Israels Gud, må have hersket i No’omis hjem og nærvær. Her havde svigerdøtrene, Orpa og Ruth, mødt noget andet end Moabs tomme guder.

Ja, vi har stor grund til at tro, at No’omi og Elimelek har haft et velsignet hjem. Og uvilkårligt går tankerne til hjemmet i Betania, lige uden for Jerusalem, hvor Jesus så ofte kom. Hjemmet hvor Martha, Maria og Lazarus boede. Her var Jesus og hans ord altid velkommen.

I dag oplever vi det kristne hjem under et hårdt pres. Ofte er der ikke tid til hinanden – eller til Jesus.

Bøn og andagt kortes ned, udvandes eller skæres helt væk. Børnene vil jo alligevel ikke sidde stille, siger man. Og med god grund, for vi ved jo, at hverken kødet eller Djævelen vil, at vi skal være stille for Herrens ord og bruge tid på det. Men mange trængende forældre, og særligt børn, får derved ikke lov til at møde Guds ord. De overlades til selv at sætte åndelige normer, grænser og skel – ikke ud fra Guds ord, men ud fra tidens åndsretninger og autoriteter eller mennesketanker om Gud.

På tunge, hånd og pande

dig Herren bød sit ord at binde!

Så tale, liv og tanke

må præges og ved Ordet finde

stor nåde, trøst og evigt liv”

(jf. 5 Mos 6,6-9).

Gud husker sit folk

Vi læser videre, at No’omi og Ruth ankom til Betlehem i begyndelsen af byghøsten. Gud havde altså set til sit folk, Israel, og givet dem korn. Og Gud havde været god, så dette budskab var nået No’omis ører i det fremmede.

Gud husker altid sine, også når Zion ser ud til at være ”glemt af Gud” (jf. Es 49,14-15).

Nu var der atter korn i Israel. At selv dét afhænger af Guds velsignelse, er noget vi ofte møder i Skriften. Salme 65 giver os et stærkt vidnesbyrd om det: ”Du tager dig af landet og giver det regn. Du gør dets rigdom stor” (Sl 65,10a). Også velstand kommer altså fra Gud. ”Guds bæk er fuld af vand, du sørger for kornet, ja, det sørger du for. Du væder plovfurerne og jævner pløjejorden, du blødgør jorden med regnskyl og velsigner dens spirer” (Sl 65,10b-11).

Ruth og Boaz føres sammen

I kapitel 2 møder vi så manden Boaz. Vi får at vide, at han var af Elimeleks (No’omis mands) slægt og meget rig.

At også han frygtede Gud, ser vi af hans hilsen til høstfolkene i vers 4: ”Herren være med jer.”

Da han får øje på Ruth, spørger han høstfolkene, hvem hun er, og han får svaret, at hun er moabitten, der kom hjem sammen med No’omi. Boaz får også at høre om Ruths troskab mod svigermoren og den afdøde mand.

I vers 12 beder han så Gud lønne Ruth for hendes offervilje og kærlighed samt for at have søgt ly under Guds vinger.

Det er underligt at se, hvordan Gud styrer begivenhederne og fører Ruth og Boaz’ veje sammen. Ned til mindste detalje.

Der er en stor hvile i det, at også i valget af ægtefælle får vi lov til at lade Gud råde og styre. Der står i Ordsprogenes Bog: ”Hus og gods er arv fra fædre, en klog hustru er fra Herren” (Ordsp 19,14).

De svages beskytter

Vi ser videre, at Ruth nu får lov til at samle aks efter høstfolkene overalt på Boaz’ mark. Ingen må genere hende. Og hun bliver endda indbudt til at spise sammen med Boaz og høstfolkene. Ruth var i sandhed kommet under Guds omsorg!

Nu var det sådan, at ifølge Moseloven måtte ingen i Israel høste helt ud til kanten af sin mark. Ej heller indsamlede de aks, som blev tilbage efter indhøstningen. Det skulle efterlades til den fattige og fremmede.

Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og hvad der ligger tilbage, når du har høstet, må du ikke samle ind; det skal du efterlade til den trængende og den fremmede. Jeg er Herren jeres Gud!” (3 Mos 23,22).

Se, det fortæller os om en Gud, som har øje for den svage i sit folk. Han gav love for netop at beskytte og hjælpe dem!

Tager vi også højde for de svage iblandt os? I menigheden? Eller er det de stærke, de unge, de toneangivende vi tager højde for – og så tilsidesættes de svage og ældre?

I så fald skal vi vide, at Gud er de svages hjælper og værner! Ja, han er enkers og faderløses forsvarer, siger Skriften. Han hører den fattiges bøn (se Sl 12,6; 109,31).

Videre læser vi, at Ruth fik lov til at gå sikkert blandt Boaz’ folk og samle aks, helt frem til byghøsten og hvedehøsten var overstået. Altså en længere periode.

Imens boede Ruth hos sin svigermor No’omi – og de led ingen nød. For Herren havde sørget for deres ve og vel gennem Boaz.

Hvor må de have prist Herren for mad på bordet, for hans troskab og underfulde ledelse – midt i smerten over tabet af deres ægtemænd og forsørgere.

Herren var nu selv trådt ind som deres forsørger og beskytter i helt ufattelig grad. Og disse to kvinder skulle få lov til at se endnu mere af Guds store trofasthed og nåde!

Løseren

I kapitel 3 befinder vi os ved høsttidens slutning, og det ser ud til, at No’omi nu minder Ruth om, at Boaz, som er dem begge til så stor hjælp, faktisk er deres slægtning.

Boaz var jo en slægtning af Ruths afdøde svigerfar Elimelek, No’omis mand! Og ifølge moseloven havde han rettigheder som ”løser”.

Det vil sige: Han havde, såfremt ingen slægtning stod nærmere, pligt til at købe ejendommen tilbage for en slægtning, der havde solgt den på grund af fattigdom.

Sandsynligvis var det dét, Elimelek havde gjort, da han og No’omi rejste til Moab på grund af hungersnøden. Ved at sælge ejendommen havde de måske fået rejsen dækket og mulighed for at etablere sig i Moab?

Men løseren skulle altså indløse denne gæld eller dette tab og købe ejendommen tilbage i slægtens navn. Løseren kunne så beholde ejendommen frem til ”jubelåret” – som faldt hvert halvtredsindstyvende år.

For i jubelåret skulle al ejendom gives tilbage til dets retmæssige ejer. Og enhver israelit, der havde solgt sig selv som træl, skulle også gives fri i jubelåret.

Bestemmelserne for alle disse forhold kan vi finde i Tredje Mosebog kapitel 25.

Men særligt ordene om ”løseren” var de ord, som de to kvinder, Ruth og No’omi klyngede sig til: Der må ikke sælges land uigenkaldeligt, for landet er mit; I er fremmede og tilflyttere hos mig. I hele det land, I ejer, skal I sørge for, at jorden kan indløses. Når det går dårligt for din landsmand, så han må sælge af sin ejendom, skal den, der står ham nærmest, træde til som løser og indløse, hvad hans slægtning har solgt” (3 Mos 25,23-25).

De to kvinder klynger sig altså til disse ord i bøn til Herren.

Og Ruth gør sig nu klar efter svigermoderens anvisninger og går op på tærskepladsen. Her skal hun holde øje med, hvor Boaz lægger sig til hvile, så hun kan liste hen og lægge sig ved hans fødder.

En forkert oversættelse

Desværre må vi her gøre en sørgelig bemærkning med hensyn til den bibeloversættelse fra 1992, som vi bruger i dag. I kapitel 3,4 står der: ”Så skal du gå derhen og klæde dig af og lægge dig ved hans fødder.”

Lohses Bibelleksikon skriver faktisk, at denne oversættelse er både sprogligt og kontekstuelt forkert. Ordret skulle der stå det, som der også står i flere af vore ældre oversættelser: ”Løft kappen op ved hans fødder og læg dig dér1.”

Der står altså i grundteksten ikke noget om, at hun skal klæde sig af.

Lohses Bibelleksikon nævner videre, at Ruth jo tydeligvis ikke var en kvinde, der havde ry for at lægge sig nøgen hos mænd. Og desuden var det jo mørkt, og selve kulturen i Israel forbød også en så usømmelig opførsel.

Evangeliet om løseren

Men Ruth går altså hen og løfter Boaz’ kappe om natten og lægger sig ved hans fødder.

Da Boaz ved midnat vågner med et sæt, siger hun: ”Bred din kappe over din trælkvinde, for du er løser” (3,9).

Der åbner sig et herligt evangelium i disse ord. For ligesom Boaz bredte sin kappe ud over Ruth, således gør også Gud over sit folk Israel. Ja, over enhver synder som kryber ind til Ham.

Han breder sin kappe, sine vinger, ud over sit folk, når de søger tilflugt hos ham – som her, hvor Ruth søger tilflugt hos Boaz. For Gud vil nemlig både ægte sit folk og være løser for dem. Det er hans egentlige hensigt med loven om løseren, at han så inderligt gerne vil udbrede sine nådesvinger over sit hjælpeløse folk – og være deres løser, befrier, frelser og brudgom.

I Ezekiels Bog kapitel 16 læser vi om, hvordan Gud taler om Jerusalem som et spædbarn, han fandt. Født som hedning. Smidt på marken uden at have fået navlestrengen skåret over, liggende sprællende i sit blod. Ingen forbarmede sig over det. Ingen tog sig af det. Ingen tog det op og vaskede det, men Jerusalem fik lov at ligge der i sit blod.

Da kom Herren forbi, siger Ezekiel:

Da jeg kom forbi og så dig ligge og sprælle i dit blod, sagde jeg til dig, som du lå dér i dit blod: ‘Du skal beholde livet! Jeg vil gøre dig talrig som planterne på marken.’ Du voksede op og blev stor, og du blev kønsmoden; dine bryster blev faste, og hårvæksten voksede frem. Men du var nøgen og bar. Da jeg kom forbi dig og så, at din tid var inde, tiden til elskov, bredte jeg min kappe over dig og dækkede dit køn. Jeg gav dig min ed og indgik en pagt med dig, så du blev min, siger Gud Herren. Jeg vaskede dig, skyllede blodet af dig og salvede dig med olie” (Ez 16,6-9).

Vi læser videre om, hvordan Herren gav sin brud klæder og sko. Ære og rigdom osv.

Men det er underligt at se på Guds folk her gennem profeten Ezekiel. Herren kom forbi et barn, kastet hjælpeløst ud på marken. Han så barnet, som det lå der i sit blod og sprællede, og sagde de livgivende ord: ”Du skal leve.”

Og så levede Israel – et folk var blevet skabt på Guds ord.

Du skal blive talrig som planterne på marken”, lød løftet (Ez 16,7). Og så blev de talrige i Egypten. Der voksede de sig kønsmodne under Faraos tunge hånd. Men de var nøgne og bare. De var trælle, afklædte og frataget alt. De var under loven.

Da kom Gud Herren igen forbi. Nu var tiden inde til elskov. Tiden til åbenbaring. Tiden til tro og nyt liv med Herren. ”Lad mig i stor magt føre jer ud af Egypten til mig i ørkenen.”

Og derude, mellem sjakalernes hylen i den tomme ødemark, der bredte Gud Herren sin kappe ud over sit folk og blev deres løser. Israel blev nu Herrens ejendom – Herrens brud.

Du har en løser

Er det ikke også sådan, det er med os?

Gud fandt os fortabte og forkomne i synden. Han kom forbi og så os ligge og sprælle i vort blod – i vore synder. Dolket af moseloven og flået af syndens og Satans herredømme.

Da ynkedes Gud og sagde: Du skal beholde livet. Du skal ikke dø – for jeg giver dig livet.

Så stod du der for hans ansigt. Vakt til live – men afklædt og nøgen så du dig selv. Du så din synd i lyset af loven. Så din sande tilstand. Du råbte på Herren, for du var kønsmoden og rede til at giftes med din løser. Rede til at få alt med ham.

Da kom Herren forbi igen. Og denne gang fik du lov til at høre om Jesus. Tiden var inde til elskov. Gud bredte sin kappe ud over dig – du blev skjult i Kristus. Indhyllet i ham.

Og han skjulte dig helt. Der blev ikke spurgt efter dig og dit! Bare Jesus. Her var ingen lov eller fortjeneste, men alt af nåde ved tro på Kristus. Du blev vasket ren i Jesu blod. Klædt i Guds løfter og salvet med Åndens olie.

Du blev pyntet i frelsens klædning, iklædt Kristus. Du fik ordet om korset prentet ind i hjerte og sind. Troen på Jesus blev født. Du blev iklædt ham. Iklædt bryllupsklædningen.

Nu kunne du synge en ny sang om Jesus og om hans gerning på Golgatas kors. Nu var stræbet og kampen for at opnå Guds velbehag forbi – for Jesus var det hele.

Hans blod, hans retfærdighed og fuldbragte værk på korset blev din tros klippegrund og grundvold – uanset følelser og omstændigheder.

For derinde, under Kristi vinger, hviskede han pagtens ord ind i dit øre: ”Det er fuldbragt.” Du er min. Bliv i mig – og jeg bliver i dig.

Nej, intet ord på noget sprog blev dig mere herligt end ordet om Jesus. Og du vidste, det var sandt, og erkender det stadig, omend synden og fristelserne endnu kan rase i dit kød og sammen med Satan gøre krav på dig.

Du har en løser – uanset hvad. Og sammen med Job må du triumferende tale i tro mod enhver anfægtelse, ethvert mørke og fald i synd: ”Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden” (Job 19,25).

At vente i tro

Ruth fandt sin løser og ægtemand i Boaz. Han bredte sin kappe ud over hende. Han beroligede hende og påtog sig hendes sag blandt byens mægtige.

I slutningen af kapitel 3 ser vi, at No’omi råder Ruth til at forholde sig i ro. Vente i tillid og tro. For Boaz ville ikke unde sig nogen ro, før han fik sagen afgjort – før Ruth blev hans.

Ruth kunne alligevel intet gøre fra eller til – en anden måtte føre hendes sag helt og fuldt, og derved blive hendes løser.

Sådan er det også med dig og Jesus. Du må ofte vente på ham i tro og måske ofte vente længe og tilsyneladende forgæves. Men på hans ord er du forvisset om, at han ingen ro under sig, før din sag er afgjort – så du kan blive og være hans.

Og hvad angår din og alle menneskers største sag: Intet kunne få ham til at opgive korset, for han ænsede ikke dets skam. Hverken menneskers foragt eller selveste Guds vrede kunne stoppe Jesus. Han ville være sit folks løser – og han blev det.

Et nyt liv i nåden

Jesus har afgjort din sag. Ikke med de mægtige i byen Betlehem, som Boaz gjorde det. Men med ”den stærke” og de mægtige fjender i den åndelige verden: Satan, Guds hellige lov og døden.

Kristus indløste din gæld hos disse stærke magter, ikke i byporten, men i Himlen for Guds trone. Der købte Jesus dig tilbage til Gud med sit eget liv. Med forløsningens blod.

Alle måtte de give helt afkald på retten over dig. Loven, synden, døden og Djævelen har ingen ret over dig mere. For nu er du død og begravet med Kristus for alle disse ”magter”. Og ved evangeliet og dåben er du endvidere oprejst sammen med den opstandne Kristus til et helt nyt liv i tro på Ham! Et liv, hvor nåden hersker og ikke loven eller synden. For din løser vandt retten over dig, førte din sag – og vandt en evig forløsning.

Nu skal du lære, at kun nåde og barnekår gælder i dit forhold til Gud. At du er død for synden og levende for Gud. Ellers ser du ikke sandt i tro på dig selv, siger Skriften: ”For sådan skal I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus” (Rom 6,12).

Ja, din fred med Gud, helliggørelse og forløsning har du i Jesu værk, som aldrig rokkes! Du har det ikke i dig selv – og det smerter dig dagligt – men ved troen på Kristus er du hellig og udskilt til en anden, nemlig til Jesus. Og han siger selv, at intet og ingen kan rive nogen ud af hans hånd – ingen fristelse, intet fald og ingen nød, hvor stor den end måtte være.

For du tilhører ham ved evangeliets mægtige ord; det ord og den pagt, som er af selveste Gud. Betalt, bekræftet og forordnet, ikke med dine gerninger, med sølv eller guld – men med Jesu dyrebare blod.

Under Jesu vinger er der så godt at være. Her er jeg i sikkerhed og vil ikke vide af noget andet end ham alene (jf. Ordsp 18,10).

Jesus – vores bror

Videre ser vi, at Boaz ikke bare løskøber ejendommen, men han gifter sig også med moabitten Ruth. Og når Boaz gifter sig med Ruth, så fører han også dermed Ruths afdøde ægtemand Maklons navn videre.

Dermed giver han sin slægtning Elimelek afkom, så hans navn ikke dør ud i Israel. For det var en vigtig ting. At navnet, slægten, ikke skulle dø ud af Israels folk.

I moseloven kan vi læse, at når en bror døde barnløs, skulle hans hustru ikke gifte sig med nogen fremmed. Men den afdødes bror skulle gå ind til hende – og derved skaffe sin bror afkom, så hans navn ikke blev udslettet i Israel. For slægtens navn måtte ikke blive udslettet i Israel. Sådan ville Gud det.

Det er jo et stærkt billede på, hvordan Jesus også blev vor bror og slægtning. Han kom i kød, under vore kår – under loven.

I Matthæusevangeliets første kapitel har du hele Jesu slægtstavle efter kødet. Ruth og Boaz er også nævnt der. Der er mange: hedninger og jøder, skøger og konger, mordere og syndere, store og små – ja, alle slags. For Jesus ville være en af os, én af vor slægt, han ville være Menneskesønnen. Den sande og ægte Menneskesøn, som Gud egentlig havde tænkt med mennesket.

Jesus blev vores bror. Og kun på grund af Jesus kan vi kalde Gud for Far.

Arven

Da vore fædre syndede i Edens have, mistede vores slægt sin arvelod til Livets land. Til Guds Paradis. Vi blev kastet udenfor og forbandet.

Da mistede vi vor lod i de levendes land, Guds rige blev taget fra os for bestandigt.

Men Jesus, Guds Søn, blev en af os. Jesus blev Gud med os. Og som slægtning købte han os fri fra synden ved sin død og opstandelse. Han valgte en fattig brud og gav hende sit navn.

Derved genvandt han os ”landet”, og han købte vor arvelod i Paradiset tilbage. Vort navn skal derfor ikke slettes af livets bog – for Jesus skaffede Gud afkom.

Måtte vi bedre og bedre erkende gennem troen på Jesus, at vort borgerskab nu er i Himlen – hvor Jesus vor løser og velgører er og lever til gavn for os.

Vejen til Gud for den ugudelige

Selve det, at Boaz løskøber en moabit, en hedning, er et stort evangelium for os. De var jo ellers udelukket fra Guds menighed, selvom de nedstammede fra Lot. Moses siger det sådan: ”Ingen ammonit eller moabit har adgang til Herrens forsamling. Selv deres efterkommere i tiende slægtled får aldrig adgang til Herrens forsamling. For de kom jer ikke i møde med mad og drikke undervejs, da I var draget ud af Egypten” (5 Mos 23,4).

Vi står her over for et menneske, som ved loven er udelukket fra samvær med Gud – og som på grund af sin moabittiske arv ikke har adgang til Guds menighed!

Hvis vi tæller de slægtled, vi finder i slutningen af Ruths bog, kan vi se, at der ikke var gået ti slægtled, siden israelitterne drog op fra Egypten (4,18-22).

Men Gud har en underlig matematik! For ham er ingenting umuligt.

Gud spørger aldrig efter stand, kår eller situation i denne verden. Men sikkert er det, at efter hans lov er alle mennesker nægtet adgang til hans menighed! Dog, én er undtaget – Jesus. I ham er der efter evangeliet fuld adgang til det allerhelligste.

Derfor lukkede Gud sit hjerte helt op for Ruth og gav hende fuld adgang – for hun troede Gud og hans ord, og det blev, som med Abraham, regnet hende til retfærdighed.

Lige så urimeligt det var, at Gud frelste dig og mig – ligeså urimeligt var det, at Gud frelste Ruth og tog sig af hende, om vi spørger loven. Men efter evangeliet, hvor alt handler om Jesus, det afkom, som netop Ruths bog forkynder, gælder alene troen på Guds løfter.

For Jesus kom selv og tog min plads under loven. Ikke ved at afskaffe loven, men ved selv at opfylde den og give sit liv som løsesum for dem, der var under loven. For ved selv at blive et sonoffer banede Jesus ved sit blod vej ind i det allerhelligste for sine brødre og søstre. Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet – det gjorde Gud i Jesus.

Det er sådan, du kommer Gud nær: ved Kristi blod. Ikke ved loven; ved bud og formaninger eller fromme gerninger. Nej, du kommer nær Gud ved blodet. Helt ind i det allerhelligste. Behøver du mere?

Bøn på blodets grund

Tænk på det, når du beder! Du står på blodets grund. Det er det, som er afgørende for, at dine bønner bliver hørt. Ikke om du er oplagt, eller om din dag har været god eller dårlig, eller om du har lyst til at bede eller ej. Nej, må Gud fri os fra at betinge hans bønhørelse og nåde af vores sindsstemninger, følelser osv.

Nej, lad os i stedet begynde enhver bøn med at takke Gud for, at han hører os for Kristi skyld. Takke for, at vi altid kan komme til ham – og bede på blodets faste grund.

Den anden løser

I Ruths bog kapitel 4 læser vi også, at den løser, som stod nærmere end Boaz, ikke ville indløse ejendommen (v.5-6). Og atter må vi beklage vores danske 1992-oversættelse, som her skiller sig ud fra både tidligere danske og nuværende norske, engelske og svenske.

Den danske 1931-oversættelse lyder: ”Da sagde Boaz: ‘Men samtidig med at du køber marken af No’omi, køber du også moabitterinden Rut, den afdødes enke, for at rejse den afdødes navn over hans arvelod!’ Da svarede løseren: ‘Så kan jeg ikke blive Løser, da jeg derved vilde skade min egen arvelod. Løs du, hvad jeg skulle løse, thi jeg kan ikke!’ (Ruth 4,5-6).

Da den løser, som stod nærmere end Boaz, fik at høre, at når han købte grunden af No’omi, så overtog han dermed også moabitten Ruth, den afdødes hustru, for at oprejse den afdødes navn, Elimeleks søns navn over hans arvelod – da ville han ikke løskøbe.

Der er lidt forskellige meninger blandt fortolkere angående dette vers, men den mest holdbare fortolkning må være følgende:

Han var bange for at skade sin ejendom – som han sagde til Boaz.

I det ligger der måske noget økonomisk? Skulle han indløse No’omis mark, da købte han alene marken og havde ingen forpligtelser over for Ruth. Fulgte Ruth med i købet, som Boaz insisterede på, da havde han måske ikke råd at skulle tage sig af hende, og den arving hun i så fald ville føde ham. Desuden ville ejendommen så tilfalde sønnens navn efter Ruths afdøde mand og dermed ikke hans eget. Derved ville han skade sin ejendom ved købet.

Dernæst nævner Boaz også over for ham, at Ruth er moabit. Måske var det med til at afskrække ham, at hun var hedning og ikke israelit?

Frivilligt – af kærlighed

Uanset af hvilken årsag den nærmeste slægtning end afviste at indløse, så fremgår det tydeligt, at da Boaz nævner Ruth, springer han fra.

Derved kunne Boaz nu påtage sig den fulde løsergerning, som han så gerne ville. Og det er slående, så ærligt og gudfrygtigt denne mand behandler Guds lov. Boaz var en mand, der ønskede at indrette sig efter Guds ord. Han vovede ikke, som vi ellers læste, det var moderne på dommertiden, at ”gøre, som han selv fandt for godt”.

Boaz kunne nu, som en slægtning til Elimelek, føre hans navn videre ved at gifte sig med Ruth. Og ikke af pligt, men af kærlighed udførte han den svogerpligt, som han ikke behøvede. For Ruths afdøde mand, Maklon, blev således skaffet afkom.

Vi kan læse et par vers om denne pligt:

Når brødre bor sammen, og en af dem dør uden at have fået en søn, skal den afdødes hustru ikke gifte sig med nogen uden for slægten; hendes svoger skal gå ind til hende, gifte sig med hende og udføre sin svogerpligt mod hende. Den første søn, hun føder, skal bære den afdøde brors navn, så hans navn ikke bliver udslettet i Israel” (5 Mos 25,5-6).

Nu var Boaz jo en slægtning til Maklon, Ruths afdøde mand, og ikke hans bror. Og ifølge loven behøvede han ikke gifte sig med Ruth. Han havde ikke pligt til det.

Men af ren kærlighed til Ruth og til Herren træder han ind som en bror og udfører dermed sin svogerpligt mod hende. Helt frivilligt.

Det er et stærkt billede på Jesus – som af kærlighed til sin brud, Zions datter, også ægtede hende. Frivilligt. Af kærlighed til hende og til sin himmelske Far påtog han sig alle forpligtelser og ansvar for dig, som tror, for sin menighed, for Lammets brud.

Alt har han taget på sig

Der står intet tilbage for dig, som tror på Jesus. Han har taget alle lovens bud og krav på sig.

Tænk – Jesus har elsket næsten for dig, elsket Gud for dig. Dit navn skal ikke udslettes af landet som den uretfærdiges. Men dit navn skal oprejses i Jesu navn over din himmelske arvelod: en uvisnelig og ukrænkelig arv, der venter på dig hjemme på den nye jord. Den er din, i Jesu navn.

I tråd med det kan vi læse i kapitel 4, at Boaz i alles påhør påtager sig alle forpligtelser og krav. Alt bliver hans. Omsorg, beskyttelse, pleje, kærlighed, trivsel, næring og alt godt til livets ophold.

Derpå sagde Boaz til de ældste og alle, der var til stede: ‘I er i dag vidner på, at jeg af No’omi køber alt, hvad der tilhørte Elimelek, og alt, hvad der tilhørte Kiljon og Maklon. Samtidig køber jeg moabitten Ruth, Maklons enke, til hustru, for at afdødes navn kan bevares ved hans ejendom, og afdødes navn ikke udslettes i hans slægt eller i hans bys port. Det er I vidner på i dag” (4,9-10).

Profetien om den nye pagts hus

Videre læser vi, at vidnerne i byporten ønsker, at Ruth må blive Boaz en kvinde som Lea og Rakel, der byggede Israels, Jakobs hus (v.11-12).

Hus” betyder her slægt – altså Jakobs slægt. Ruth får således her de ældstes og vidnernes allerhøjeste anerkendelse, som mange kvinder må have misundt hende. Nu var denne moabittiske kvinde fuldt og legalt anerkendt som israelit – ja, tilmed som stammoder i Jakobs hus.

Endvidere forkynder disse vidner et stærkt profetisk løfte. Uden at vide det har disse vidner og ældste stået og profeteret om Jesus – Davids søn – som skulle bygge den nye pagts hus af både hedninger og jøder.

Ruth skulle blive stammoder til en Søn, som skulle blive langt, langt mere kraftfuld end det Israels hus, som Lea og Rakel havde bygget, og som skulle bestå til evig tid. Nemlig Kristus.

For han skulle bygge Guds hus og slægt ud over hele jorden, være hovedhjørnesten og grundvold til alle tider. Ikke ved loven, men ved evangeliets løfte.

Ja, han skulle, som det hedder i Hebræerbrevet, være ”søn over huset” (Hebr 3,1-6). Og også vi skal være hans hus, så sandt vi i frimodighed holder fast ved håbet.

Flere profetier

Tankevækkende er det også, at Boaz netop var navnet på en af de to bronzesøjler i Salomos tempel (2 Krøn 3,15). Derfor står Ruth og Boaz i sandhed ved Guds store nåde og gerning som stærke trossøjler også for os.

Og som om lykken og Guds godhed blot varer ved, læser vi videre om, hvordan Boaz gifter sig med Ruth. Og Gud giver dem sønnen Obed, som betyder: ”en som tjener”.

Obed skal være dig som en genopretter af livet og en forsørger i din alderdom”, siger de glade kvinder i vers 15 (jf. den engelske ESV-oversættelse). Som et himmelsk kor engang skal velsigne frelsens slægt ved Lammets bryllupsfest i Himlen, sådan velsigner disse kvinder denne lille familie.

Obed fik i sandhed lov at leve op til sit navn. Han fik lov at tjene den gamle No’omi som hendes barnebarn, og han tjente sine forældre i deres alderdom. Men endnu mere fik han lov til at tjene Guds løfte om løseren fra Himlen – Davids Søn, Kristus. Den sande genopretter af alt liv.

Og Peres, Judas søn med Tamar, som er nævnt i vers 18, var jo netop betlehemitternes stamfar. Betlehem, denne lille by som på en særlig måde skulle danne rammen om Jesu fødsel og kong David.

Skriften vidner om Kristus

Det er underligt at se, hvordan hele Skriften handler om Kristus. Alt handler om ham – helt fra kvindens sæd, som skulle knuse slangens hoved efter syndefaldet, og frem til Bibelens sidste ord: ”Ja, jeg kommer snart” (Åb 22,20).

Traditionen hævder, at profeten Samuel nedskrev dette lille himmelske lysglimt fra Betlehem i dommertiden. Og vi vil nu med tak forlade denne lille, men stærke bog, som Gud gav os til vidnesbyrd og opmuntring.

Ruth betyder ”veninde”, og med denne ”troens veninde” i Det Gamle Testamente går vi nu frimodigt videre på troens vandring sammen med Ruths bog.

Nu går troens rejse videre ind i Første Samuelsbog. En ny epoke for Guds folk i den gamle pagt står for døren. Mere og mere vil du se, at Herren lader Jesus og løfterne om ham træde frem. Tydeligere og tydeligere skinner det lys, Jesus Kristus, som aldrig slukkes for Guds folk.

Gud velsigne din læsning.

1 Lohses store bibelleksikon, bd. 3, Lohses Forlag 2000, s. 279.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2017. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Ruben Skov Jensen

Ruben Skov Jensen, Ringkøbing, tavlemontør/elektriker.

Ruben Skov Jensen

Ruben Skov Jensen, Ringkøbing, tavlemontør/elektriker.