Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Pinsen i lys af Det Gamle Testamente

Om pinsens indhold og betydning. Om sammenhængen mellem de 3000 døde ved Sinajs bjerg og de 3000 frelste ved sydmuren i templet pinsedag.

I Jerusalem er der et sted, hvor man kan gå på de sten, som Jesus og apostlene gik på i deres tid. Det er ved sydmuren af Herodes’ tempel. Her har man udgravet den trappe, som førte op til templets hovedindgang. Meget taler for, at det var på denne trappe, Peter holdt sin pinseprædiken. Der var næppe andre steder i Jerusalem, hvor man kunne tale til 3000 mennesker, og kun her var det muligt at døbe dem. Ved sydmurens trappe var der over 140 bassiner til renselse.

Det er stort at sidde på denne trappe og vide, at netop her brød den nye pagts åndelige liv frem. Peter talte Guds ord til jøderne. Han sagde, at deres Messias var kommet til dem, men at de havde hånet og forkastet ham og havde dræbt ham – ved hedningers hjælp (ApG 2,22-23). En mere alvorlig synd kunne en jøde næppe forestille sig. Men pinsedag overbeviste Helligånden de forsamlede jøder om, at netop dette havde de gjort: De havde hånet, forkastet og dræbt deres Messias!

Pinsens glæde

Helligåndens gerning er altid kendetegnet ved, at vi afsløres som syndere og oprørere, der må frelses af Guds nåde alene. Målet for Åndens gerning er at herliggøre Jesus for os som vores frelser (Joh 16,14). Men det kan kun ske ved, at vi afsløres som fortabte og ugudelige. Vi må blive fattige for at blive rige, fortabte for at blive frelste, syndere for at blive retfærdige. Det er hemmeligheden i pinsens glæde. Den er for rigtige syndere, der har fundet deres trøst, frelse og retfærdighed i Jesus alene.

Fra det evangelium, som lød ved sydmurens trappe, vælder det åndelige liv ud. Det kom først til jøderne, og fra dem er det nået ud i hele verden. Overalt, hvor det kommer frem, virker det tro, åndeligt liv og åndelig frugt i hjerterne. I Ezekiels Bog kapitel 47 sættes der billeder på denne virkelighed. Ezekiel taler om en strøm af livgivende vand, som vælder ud fra templets sydside: ”Dét var en strøm, man ikke kunne gå igennem (…) På begge bredder af strømmen vokser alle slags frugttræer, hvis blade ikke visner, og hvis frugt ikke slipper op; de bærer nye frugter hver måned, for vandet til dem kommer fra helligdommen” (v.2.12).

Det Gamle Testamentes pinse

Skal vi forstå pinsens indhold og rigdom, må vi nærme os den gennem Det Gamle Testamente. Som den kristne påske må forstås i lyset af Det Gamle Testamentes påske, sådan gælder det for den kristne pinse, at den må forstås i lyset af Det Gamle Testamentes pinse. Det er en fantastisk gave, at vi som kristne kan læse Bibelen i bevidstheden om, at den fra ende til anden er givet af den Ånd, som vil lede os til Jesus og gøre ham stor for os (Luk 24,26-27; 1 Pet 1,10-12). Det gælder også for Det Gamle Testamentes ord om pinsen.

Den første kristne pinse fandt sted på ”førstegrødens dag”, Det Gamle Testamentes pinsedag (4 Mos 28,26). I Det Gamle Testamente er der en nær sammenhæng mellem påske og pinse. Pinsen falder 50 dage efter den første søndag efter påske (5 Mos 16,1-12). Går vi tilbage til den første påske i Egypten og regner os frem til den første pinse, så faldt den på den dag, Gud gav de ti bud til Moses på Sinai og sluttede pagt med Israels folk. Det forhold fyldte meget for jøderne på Jesu tid, og pinsen handlede for dem i høj grad om at takke Gud for lovens ord og pagt.

Guds lov og vore hjerter

Den lov, som Gud gav på Sinaj, var helt igennem god. Den var et guddommeligt udtryk for sandhed og kærlighed. Loven var god, men Israels folk var ondt. De var ikke værre end andre folk, men de bar som alle andre syndefaldets fordærv i deres hjerter. Derfor trodsede de igen og igen og igen Guds lov. Det begyndte, da Moses var på Sinai for at modtage loven. Folket fulgte deres egne hjerter og lavede et afgudsbillede. Da Moses kom ned fra bjerget, kom Guds dom over folket. 3000 blev dræbt (2 Mos 32,28). Det er, hvad Guds gode lov kan opnå med os syndere. Den kan kun føre os til dom og død.

Der er en nær sammenhæng mellem de 3000 døde ved Sinajs bjerg, og de 3000 frelste ved den første kristne pinse. Hele Det Gamle Testamente vidner om, at loven og lovens pagt ikke kan frembringe et helligt folk, fordi hjerterne er onde. Men Det Gamle Testamente peger frem mod en ny tid og en ny pagt, hvor Gud selv vil gøre det umulige. Han vil skabe sig et rent og helligt folk med nye hjerter, en ny ånd, et nyt liv og en ny vilje til at følge Guds vilje:

”Sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte” (Jer 31,33)

”Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud” (Ez 36,25-27).

Åndens liv i hjertet

Da Jesus kom, sagde han, at Det Gamle Testamentes profetier om en ny pagt og et nyt åndeligt liv indefra snart skulle opfyldes. Men Helligånden skulle først komme og herliggøre Jesus: ”Den, som tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ’Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.’ Det sagde han om den Ånd, som de, der troede på ham, skulle få. For Ånden var der endnu ikke, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort” (Joh 7,38-39).

Når vi her hører, at Ånden endnu ikke var der, betyder det ikke, at Ånden ikke var og virkede i verden før pinsedag. Ånden var med allerede ved skabelsen (1 Mos 1,2). Men før pinsedag tog Ånden ikke bolig i de troendes hjerter, så de fik et nyt åndeligt liv indefra med glæde over en fuldbragt frelse, fred i samvittigheden og kærlighed til Gud og næsten (Gal 5,22-23). Jesus måtte fuldbringe frelsen, og først derefter kunne Ånden komme og herliggøre frelsen. Det skete pinsedag. Da kom Ånden og kastede lys over den fuldbragte frelse og vidnede for den enkelte: Denne frelse gælder for dig! Det er det store og nye i pinsen: Evangeliet forklares af Ånden for den enkelte til tro, åndeligt liv, et nyt hjerte og en ny vilje indefra. Det, som loven ikke kunne, det kunne evangeliet!

Helliggjort af Ånden

“Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn I syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden I kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden” (Rom 8,3-4).

Det er herligt, at der ikke står, at lovens krav skal opfyldes af os, men i os! Det er Ånden, som virker det nye liv i os. Ingen af os kan selv frembringe kærlighed, glæde, fred eller nogen af Åndens andre frugter i vore hjerter. Men vi kan sætte os ned og lytte til evangeliet om Jesus. Så kommer Ånden selv til os, tager bolig i os og virker alle åndelige frugter i os indefra (Gal 3,1-5). Ånden er aldrig uvirksom i det hjerte, hvor han bor. Derfor er det sandt, som Luther siger det, at en kristen ikke bør helliggøres, han bliver helliggjort – af Ånden!

Samtidig syndere og retfærdige

Men vi har jo stadig synden i os! Ja, og det er en kilde til stadig uro i en kristens liv. Her kan vi finde stor trøst i Det Gamle Testamentes forordning for pinsen. Pinsen var en høstfest, hvor jøderne takkede Gud for årets høst. Høsten i Det Gamle Testamente pegede frem mod den høst af mennesker, Gud vil samle ind i den nye pagts tid (Matt 9,36-38). På den baggrund er det stort at læse om det offer, hver jøde skulle bringe til Gud under pinsefesten: to brød bagt af dej med surdej i (3 Mos 23,17).

I Bibelen er surdejen et billede på synden (1 Kor 5,6-8; Gal 5,9). Derfor skulle brødet i påsken være usyret. Det skulle pege frem mod ham, som var og er uden synd (2 Mos 12,15-20; 1 Kor 11,23-24). Men pinsens brød skulle pege frem mod den nye pagts folk, og det var og er et folk med synden i sig. Det store og trøstende er, at pinsens brød med surdejen i skulle bæres ind for Guds ansigt, og at det for Gud var et helligt brød! (3 Mos 23,20). Det er vidunderlig illustration af det, som også Det Nye Testamente vidner om: at vi, som tror på Jesus, samtidig er syndere i os selv og retfærdige for Gud i Jesus (Rom 7,14-8,1).

Der skulle være to brød, og det er oplagt at se dem som et billede på de to folk, der ved Guds Ånd blev forenet i forlængelse af pinsedag: jøder og hedninger. Jesu fuldbragte frelse har åbnet vejen til Gud og paradis for alle syndere, jøder og hedninger, dig og mig:

”For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét (…) For gennem ham har både vi og I i én Ånd adgang til Faderen” (Ef 2,14.18). Om denne frelse vidner Ånden og siger, at den gælder for dig! Lad os lytte til Åndens vidnesbyrd om Jesu frelse, takke for den og finde al vor trøst heri!

Glædelig pinse!


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2020. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.