Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Pile i natten

Om at klynge sig til at være i Guds hånd midt i smerten og den tilsyneladende meningsløshed. Om at bede og håbe.

Våg! II

”Våg!” er en skønlitterær serie, som vil lede vores tanker hen på alvoren i, at vi snart skal stå for Guds domstol. Vi følger forskellige familier og personer med tilknytning til den nye og aktive frimenighed, som er oprettet ud fra det gamle missionshus ”Laudes”. Ingen af personerne er uden fejl. Alle skal de møde Gud. Men hvem er rede?

Resumé: Marianne og Frederik er kommet hjem fra deres missionærgerning for fire måneder siden pga. Mariannes sygdom, som lægerne ikke kan diagnosticere. I frimenigheden har Frederik til et vidnemøde advaret mod Mammons ånd, som han mener har ført mange sjæle vild iblandt dem. Frederik har set en stor kontrast mellem den lille Jesus-centrerede menighed, de havde i Afrika, og den store og velorganiserede frimenighed derhjemme. Formaningen blev mødt med uro og protester, men præsten Joakim påtog sig mæglerrollen og forsøgte at gyde olie på vandene med nogle diplomatiske refleksioner over forskellen mellem usund materialisme og taknemmelighed for Guds velsignelser.

Det gjorde afsindigt ondt. Pilene blev stukket dybt ind i maven. Det var ikke det værste. Det værste var, når de blevet trukket ud igen. For der var modhager på. Det flænsede kødet. Der var ikke noget kønt tilbage ved den mave. Det var også, hvad det var. Men branden bredte sig. Der var ild på de flade stepper. En antilope var kommet væk fra flokken. Flammerne havde fat. Den hoppede af sted med dødsangstens vished lysende ud ad øjnene de sidste sekunder.

Den arm, som ikke førte pilene, lå slynget om hendes hals med albueledet presset ind mod struben. Nu tog hånden fat om baghovedet og vred med en lynhurtig brutal bevægelse hovedet mod venstre. ”Se!”, hvæsede det tæt ved hendes øre. Der var ingenting at se. Først. Alting bare sortnede ved det hastige ryk. Grebet om struben løsnedes en anelse, og konturerne dannede sig langsomt.

Åh. Det var landsbyen. Den vidunderlige fattige lerhytte. Med det karakteristiske stråtag, der var til at kende, fordi der var et stort hul i det lidt til venstre for indgangen. Det havde altid lignet et hjerte, det hul. I hvert fald i hendes øjne. Et lidt skævt hjerte måske. Men det var der. Det var som et tegn på Guds kær-lige omsorg over dette sted. Hun havde aldrig turdet sige det til nogen, for tænk hvis der ikke var andre, der kunne se det. Så var det klart, hvad der ville ske: Hullet ville aldrig blive til et rigtigt hjerte igen. Nu var hun alligevel lidt ked af, at hun aldrig havde delt det med nogen.

Se på dem!”, hvæsede det igen, denne gang mere indtrængende, og grebet fra den muskuløse arm blev atter strammet.

Der var de, den kære familie. Lidt uden for hytten. Børnene sad og spillede dam, som hun havde lært dem engang. Men hvad var nu det? Nej, det måtte ikke være sandt! Det var medicinmanden, faderen stod og forhandlede med. Med et lam under armen. Nu blev lammet overdraget til medicinmanden.

Det hele foregik som i tåger. Moderen stod blot og så til. Hun havde fået så hårde øjne igen. Sådan som da de havde mødt hende første gang. Det havde været en ubegribelig forandring, der var sket med hende, også i det ydre, mens de var dernede. Nu tog hun fat om amuletten, der sad om hendes hals, mens hun stak i et ekstatisk skrig, da lammet blev ofret. Også børnene rejste sig. De sparkede dambrikkerne til side og begyndte at tage del i dansen om det blodige offer. Himlen blev sort, og kun lyset fra det flakkende bål skinnede på det uhyggelige scenarium.

Nej, nej, nej, det er jo ikke dét lam, der skal give jer beskyttelse,” skreg det i hende. Hun sled armene fri fra det faste greb og ville række ud mod de kære børn i kæmpende trods mod kvalmen og kramperne. Men den lange arm tog fat om hendes hals og trak hende tilbage. En fnysen af overmægtig ondskab sled i pilene med fuld styrke. Lysskæret fra bålet blev skærende hvidt, da en sønderrivende stemme skingrede: ”De er mine!”

Marianne satte sig brat op i sengen med panden badet i sved. En påtrængende kvalme fik hende til at halse panikagtigt efter vejret og række ud efter Frederik, som straks vågnede og var klar over situationen. De havde været det igennem så mange gange før.

Med følsomme hænder og arme støttede han hende ud mod toilettet – stille for ikke at vække drengene. Denne gang havde Marianne dog svært ved at være stille. Lige ud for Josvas værelse, gav hun efter for en højlydt stønnen, der fik hele hendes spinkle krop til at sitre, så de måtte stoppe nogle sekunder, men så opbød hun de sidste kræfter ved nærmest at stikke i løb ud mod toilettet. På tilbagevejen lagde Frederik mærke til den svage lysstribe under døren ind til den ældste søns værelse. Han var vågnet ved de natlige lyde og bekymret på sin mors vegne. Kunne man fortænke ham i det?

Men hvor den dreng dog manglede en derinde lige nu at støtte sig til. Frederik ville til at spørge Marianne, om det var i orden, at han kort gik ind til Josva, men et blik på hendes spøgelsesagtigt hvide ansigt fik ordene til at størkne i hans mund.

Hendes udspilede øjne slog en klo om hans hjerte, da hun, endnu før de var nået hen til sengen, vendte sig mod ham med en hæs hvisken: ”Satan har taget dem!”

Parret stod et øjeblik stille foran sengen. Frederik var ikke et øjeblik i tvivl om, hvem hun talte om. Han sukkede og hjalp med forsigtighed sin hustru ned at ligge. Det ville blive endnu en af disse nætter. Og nu lå Josva derinde med sengelampen tændt og kunne ikke sove, men der var jo ikke noget at gøre. Han måtte jo være her nu. Det rev og sled i Frederiks hoved ved synet af sin udmagrede hustrus forvildede blik. Kunne man dog bare gøre noget …

Jesus,” sukkede han i hjertet. Det blev ofte kun til det ene ord, når han blev vækket her om natten. Om morgenen bad han længere. Men om natten var han så svag, at det igen og igen kun blev til dette suk og til at se det indre fotografi af de slidte sider midt i Romerbrevet, dér nederst til venstre med den røde understregning, hvor der stod om Ånden selv, som går i forbøn med uudsigelige sukke.

Satan er en løgner og en bedrager, Marianne. Du skal ikke tro på ham, heller ikke når han kommer til dig i drømme.”

Han har taget dem,” klynkede hun bare igen i hjælpeløs udmattelse.

Det var det værste mareridt for hende. Frederik strøg hende over håret med nænsomme strøg. Det var det også for ham. Hustruens billeder fra drømmene havde uendeligt let ved at forplante sig til ham. Dog ikke med samme styrke. Frederik kunne nogle gange få dårlig samvittighed over den distance, han havde fået til deres gamle menighed, når han sammenlignede den med hustruens medleven og brændende bønner.

Men nu var han selvfølgelig også ”kommet hjem” på en anden måde end hende. Han havde arbejde, og et arbejde af den slags, der krævede hans fulde tilstedeværelse. I en ansættelse som forkynder, sjælesørger, evangelist og blæksprutte var hovedet altid så godt og vel fyldt til randen af andre ting.

Hun var bare hjemme dag ud og dag ind. Altså når hun ikke var hos lægen, eller når de ikke vovede sig ud på en lille udflugt.

Hendes liv var stadig dernede i den lille hytte, hvor de sad og delte Guds ord sammen, og hvor de hjalp med at skaffe føden og hæve hygiejnestandarden.

Den bedste dag i Mariannes liv havde været dagen, hvor hun blev kaldt til hjælp ved en vanskelig fødsel hos en anden familie i byen – den familie, der senere var kommet til tro. Medicinmanden blev grundigt sat til vægs den dag af Mariannes jordemoderfærdigheder og uforfærdede, højlydte bønner.

Dernede var meningen med hendes liv. Det kunne vel se småt ud udefra, men det var en velsignet tid. Nu lå hun herhjemme, og Satan lod hende ikke et øjeblik i fred for den tanke, at deres arbejde dernede var spildt, og at disse kære mennesker, som var blevet familien for dem, var vendt tilbage til deres tidligere liv som forfædredyrkere.

Gud er stærkere end Satan,” sagde Frederik.

Det var en sætning, han havde sagt tusinde gange, men den var blevet så tydelig for dem dernede, hvor Gud ligesom havde sat en mur af engle rundt omkring hytten og beskyttet dem. Indtil Marianne altså var blevet ramt af dette – hvad det nu var …

Hvor er Gud?”, kom det hviskende fra den syge.

Gud er hos dig.”

Og hvad med dem dernede?”

Også hos dem.”

Hvor ved du det fra?”

Jeg ved det fra Bibelens ord, Marianne. Og så ved jeg det fra de erfaringer, vi selv har haft i livet, og fra vidnesbyrd i både Bibel og menighed om mennesker, der har råbt og skreget efter Gud.

Vi kender flere, der har været sunket ned i undergangens grav. Og midt i graven har det vel været vanskeligt at se og tro på Gud. Men de har råbt på ham alligevel. Og de har fået lov til at se Guds trofasthed. De har fået lov til at erfare, at Gud alligevel var hos dem i smerten og tvivlen, også selvom de ofte ikke så det, mens det stod på.

Og de har set med deres egne øjne, hvordan Gud trak dem op af alt det slam og dynd, de sad fast i. Han satte deres fod på klippen, så de stod fast. Så lagde Gud en ny sang i munden på dem, en lovsang til vor Gud.

Gud glemmer ikke sine børn! Heller ikke dem dernede, Marianne. Han har sit blik rettet mod dem, hver og en. Og hans englevagt rundt om hytten er så stærk som nogensinde før.”

Marianne tav. Frederik betragtede hende. Træt, men ømt lod han sine øjne hvile på det hvide og plagede ansigt. Gad vide, om hun havde hørt noget eller bare fornemmet hans stemme. Det så ud til, at udmattelsen havde overmandet hende, og hun var faldet i søvn. Frederik rejste sig og stod ud af sengen med de forsigtigste bevægelser.

Alligevel var det ikke forsigtigt nok.

Går du ind til Josva?” spurgte hun.

Kun hvis du synes,” sagde Frederik. ”Jeg tænkte, at jeg lige ville tjekke, om han var vågen.”

Jeg tror ikke …” Stemmen svandt hen.

Du vil helst, at jeg bliver?”

Frederik.” Den syge satte sig pludselig op i sengen med en kraftanstrengelse. Øjnene var helt klare og vågne. ”Sæt dig lige her.”

Den store krop satte sig lydigt som et lille barn på sengekanten, forundret over det befalende tonefald.

Der er noget, jeg skal have ud,” sagde hun med dirren i stemmen. ”Men det er noget, der vil gøre dig ked af det.”

Frederik mærkede igen den kolde klo om hjertet. Han så med store øjne på sin hustru og ville til at lægge hånden på hendes pande, men hun undveg hans berøring.

Det er ikke noget om mig,” sagde hun kort. ”Det er Josva.” Frederik kunne se, at hun kæmpede med gråden, da hun nævnte navnet på deres 13-årige søn.

Hvad sagde du i menigheden om Josva?” spurgte hun. Igen følte han sig så lille for det forskende blik. Men hendes ord gav ingen mening.

Om Josva? Jeg har ikke sagt noget i menigheden om Josva.”

I søndags til mødet, der holdt du et vidnesbyrd …”

Ja, men jeg sagde da ikke noget om …”

Frederik stoppede op, da noget begyndte at dæmre.

Altså, jeg sagde, at …”

Du sagde, at din søn havde fortalt dig, at det ikke er Guds sande ord, der bliver forkyndt til teenmøderne. Du sagde, at der kun bliver forkyndt om Guds kærlighed. Du sagde, at de andre børn er ved at brække sig over at høre om Guds kærlighed. Og du sagde, at lederen bliver nødt til at lokke dem med chips og cola.”

Frederik tog sig til hovedet. Det var længe siden, han havde hørt sin hustru tale til ham med en sådan kraft og indignation i stemmen. Hvert ”du sagde” lød som en domfældelse.

Jeg forstår ikke. Jamen hvordan er det … Hverken du eller Josva var da med til … Jeg har da slet ikke rigtigt fortalt om den aft- … ?”

Nej, men helt ærligt, Frederik,” afbrød Marianne med irritation. ”Når du refererer din søn for at kritisere de andre forældres børn … Er du så så naiv at tro, at det bliver inden for frimenighedens fire vægge?

Hvordan tror du, det var for din søn at komme i skole i mandags? Hvordan tror du, at hans kammerater har reageret på at høre deres kammerat svine dem til bag deres ryg … Som om det ikke var svært nok i forvejen at komme ind i fællesskabet som et helligt missionærbarn.”

Jeg har ikke svinet nogen til, jeg har kun talt om lederne i teenklubben,” prøvede Frederik at forsvare sig. ”Og jeg har ikke sagt noget, som Josva ikke selv til enhver tid ville stå ved over for sine klassekammerater. Josva er en stærk dreng. Han ved, hvad han tror på – og han ved, hvad han står for.”

Marianne tyssede lidt på ham og kiggede ud mod gangen. Hun var stille lidt. ”Måske er Josva ikke så stærk, som hans far går og tror.” Hun sagde det langsomt og betydeligt i et hviskende tonefald. Bebrejdelserne var forduftet og fortrængt af et smerteligt og medlidende ansigt. Det var et ansigt, som vidste noget. Et ansigt, som gemte på en hemmelighed.

Hun lagde sig ned igen, pludseligt overmandet af udmattelsen. Frederik lagde sig ned ved siden af hende.

Du … Du kan ikke sige mere nu?”

Det er bedst, du snakker med ham selv … Nok ikke i nat.” Marianne var allerede på vej ind i søvnen. Hun havde fået lettet sit hjerte. Men de tunge bekymringer var rullet over i dobbeltsengens anden side.

Som så ofte før strakte Frederik sine arme mod himlen. Det var som om, han på denne måde bedst kunne udtrykke sin håbløshed og hjælpeløshed og anråbelse om Guds nådige hjælp i rette tid. Denne nat blev de udstrakte hænder mere end én gang knyttede i trods.

Hvorfor, Gud?”, brølede det i hans hjerte som fra vældige oprørte vande. Det her var mere, end han kunne bære. Det var som om, de skarpe og anklagende ord fra hustruen havde sprunget en eller anden streng inden i ham. Han kunne pludselig mærke trætheden falde tungt ned over hele kroppen, samtidig med at øjnene spilede sig ud i en krampagtig tilstand af naturstridig vågenhed. Tankerne ville ikke lade roen sænke sig, og deres larmende aktive rumsteren værkede bag pan-dens dybe furer.

Her havde han gået nogle lange dage og ventet og håbet på bare én lille positiv reaktion efter den formaning, som det havde været så tungt for ham at fremføre i søndags. Eller i hvert fald en negativ reaktion af den slags, som kan dække over noget positivt. Han havde sådan håbet og bedt om, at det ikke var i egen kraft og med sin egen gamle naturs livløse, konservative galde, han havde stået der, men at Ånden havde virket med og plantet et lillebitte frø hos bare én person.

Bare én eneste person, som havde set afgudsvejen afsløret i sit liv og nu higede efter at høre det forløsende evangelium, der kunne sætte fri

Han havde sådan håbet på en eller anden tilkendegivelse af, at hans ord havde haft en virkning. At hverdagen ikke bare ville køre videre som før: fra mandag til tirsdag over onsdag til torsdag og fredag …

Ugedagenes navne fyldte ham pludselig med en ubegribelig lede, som var det deres skyld, at ingenting kunne trænge igennem; som var det de gamle nordiske guders forbandelse over det danske folk, at den ene dag blot skulle tage den anden uden at levne mulighed for at stoppe op og tænke efter og søge stilheden for Guds ansigt.

Ham der kalder på hvert eneste menneske.

Ham der banker derudefra.

Tyr og Odin, Tor og Freja, hvordan har I dog forhekset os? Hvad har I dog gjort ved os?

Åh Gud,” sukkede Frederik halvhøjt og virrede lidt med hovedet, som for at få tankerne til at stoppe deres mareridtsagtige flugt hen over tågernes spøgelseshvide landskaber.

Og med ét stod han der med store, bebrejdende øjne: Josva, hans kære søn. ”Mor, far har fortalt om mig i menigheden …”

Det føltes som en økse i hovedet. Som at blive kløvet midt over af den ubarmhjertige dom. ”Bagtalelse. Tillidsbrud. En utilgivelig brøde at bringe Josva ind i din egen kamp.” Ordene skar sig ind i ham i en lynende pludselig erkendelse.

Josva … Min kære søn. Jeg ville jo ikke … Det var jo slet ikke dét … Åh Josva. Du må have dine kampe på den skole. Det må du virkelig. Og nu har jeg gjort det hele så meget værre … Åh, tilgiv mig! Gud, tilgiv mig!

Frederik mærkede tårerne brænde i øjenkrogene. Han strakte armene mod himlen, men tænkte nu mest på sin søn.

Der havde altid været så god kemi mellem dem. Og Josva havde altid været stolt af sin far. Ikke bange for at tage kampen op ved hans side og stå ved sine meninger.

Han forstod så meget, Josva. Meget mere end han selv havde gjort i den alder. Han var måske endda lige lidt for tænksom. Det kunne man godt bekymre sig lidt over. Men man måtte vel også have lov til at være lidt stolt.

Furerne i Frederiks pande udglattede sig langsomt og lægende, mens tankerne fandt ind i mindernes gode spor, og armene faldt til ro under dynen.

Tilbage til den første tid. Det helt enestående uforglemmelige bryllup, der var så tæt på at ende i en tragedie, fordi Marianne var blevet kørt ned nogle dage forinden. Men dengang kom hendes krop sig. Mirakuløst. Så hun gik med den mest fortryllende haltende, vuggende gang op ad kirkegulvet med det bredeste, lykkeligste smil, en brud nogensinde havde haft.

Der havde været så mange små og store mirakler i deres liv. Ikke mindst deres første søn. Jo, jordemoderen kunne også selv føde børn og blive mor. Og håndværkeren kunne holde om andet end sit værktøj. Så lille og fin en skabning at få lov til at stå med i armene.

Der var også ”navneunderet”, da det blev klart, at Marianne helt uafhængigt af ham havde fået den samme indskydelse, at den lille pjuskede purk skulle være en ”Josva”.

Et herligt navn. En herlig bog. Josva havde selv allerede som lille været dybt optaget af at finde ud af hemmeligheden om sit navn og høre de bibelske historier om den gammeltestamentlige kriger og troshelt.

Så mange gode og hyggelige stunder, de havde haft sammen. Før missionærkaldet havde ændret deres liv totalt.

Det var så trygt. De havde drømt så mange drømme sammen. Livet lå jo foran … Det lange liv. Det lovende liv …

Jesus …”

Søvnen blev kort, men velgørende tung. De matte stråler fra det første dagslys jog nattens smertende pile bort på en underlig, uvirkelig afstand.

Utroligt hvad et par timer kunne gøre. Forhåbentlig holdt det til i aften, hvor han skulle besøge en ungdomskreds. Frederik havde sat vækkeuret en time tidligere end normalt for at benytte sig af den mest stille tid på dagen til at forberede prædikenen.

Den store skikkelse smøg sig ud fra dynen og op af sengen uden en lyd. Det larmede for meget at gå i bad nu. Det måtte blive senere.

Med rutinens automatik tog han sin Bibel og den bærbare computer og lod sig falde tungt ned i den gode lænestol i stuen. Hvad var det, de gerne ville høre noget om i aften? Åh jo, ”Guds barmhjertighed” var emnet, han havde fået. ”Du finder bare selv en tekst, ikke?” sagde den unge mødeleder.

Okay. Guds barmhjertighed, Guds barmhjertighed …

Frederik bladrede lidt fraværende rundt i sin Bibel. Det var ikke til at vide, hvad det var for en forsamling, han kendte dem jo ikke endnu. Men det var svært at holde fordommene tilbage efter den præsentation. Det var i det hele taget svært ikke at have fordomme. Der var vist noget at arbejde med for ham. En hjemvendt ”hellig” missionær fuld af dømmesyge og forhastede generaliseringer.

Det var sikkert det billede, der blev tegnet rundt i hjemmene efter det ”skandaløse” vidnemøde. Og latterliggjort blev han uden tvivl også – det kunne man jo næsten fornemme af den version, der havde spredt sig til skolen.

Men kunne man dog blot oprigtigt tro, at ordene havde været efter Guds vilje og plan – så ville hadet og foragten fra flertallet være til at bære. For ham i hvert fald. Frederik rankede ryggen lidt. Men hvad med Josva? Han sank lidt sammen igen. Hvor brede skuldre kunne man forvente, at en 13-årig knægt skulle have?

Josva så med forundring på sin ubarberede far i lænestolen, da han kom ud for at spise morgenmad. ”Godmorgen, far. Er du allerede i gang med arbejdet?”

Ikke til at mærke noget på ham. Og dog. Det var ikke mange rigtige snakke, de havde haft på det sidste. Og når de havde dem, var det mest ham, der førte ordet, og Josva nøjedes med at svare bekræftende.

Godmorgen, min dejlige dreng. Ja, jeg er i gang. Det bliver jo tidligt lyst i denne tid. Kan du godt sove for lyset?”

Ja, det går.”

Har du også sovet rimeligt i nat?”

Fint.”

Josva øste havregrynene op med højre hånd, mens han åbnede skabet og fandt et glas med venstre.

Du har måske travlt?”

Faderen strakte sig og så på uret.

Lidt.” Josva smilede et lille smil til sin far, da han satte sig over for ham og gik i gang med at indtage morgenmaden. ”Jeg skal fremlægge i engelsk i første time, så jeg vil gerne være der i lidt god tid.”

Det kan jeg godt forstå.” Frederik så på sin søn med et forskende blik. I modsætning til sin far var han spinkelt bygget og lidt bleg i det. Han kiggede koncentreret ned i havre-grynene, som blev fortæret med kejtede bevægelser, som om han følte sig utilpas. Måske var det heller ikke det sjoveste tidspunkt på dagen at blive overvåget.

Skal du ud og prædike i aften?” Josva stillede spørgsmålet, lige da faderen trak vejret ind for at sige noget.

Jeg skal ud til en ungdomsforening, ja. Så det bliver nok lidt sent.”

Nå, de får måske lov til at høre på en tre kvarters prædiken?”

Det kunne de nok trænge til.” Far og søn grinede lidt indforstået til hinanden. ”Men jeg har nu ikke forberedt den endnu, jeg har haft så meget andet i hovedet.”

Josva,” fortsatte faderen straks, nu i et alvorligt tonefald. ”Jeg har noget tid tænkt på, at … Det har også været svært for dig at komme hjem, ikke?”

Hjem?” Drengen kiggede lidt op fra havre-grynene. ”Nå, du mener – hertil?”

Josva, er de meget hårde ved dig på grund af det der …?”

Skeen blev tabt ned i tallerkenen med et larmende klir.

Hvad har mor sagt?” Josva lignede en, der havde fået øje på en slange i græsset.

Mor har ikke sagt andet, end at du har det svært, fordi …”

Fordi hvad?”

Fordi jeg kom til at snakke om teenklubben henne i missionshuset.”

Du mener frimenigheden?”

Ja, jo, frimenigheden.” Frederik så overrasket på sin søns øjne. De var med et blevet indelukkede og stålsatte, mens han højlydt skrabede de sidste havregryn sammen.

Det er ikke noget, du skal tænke på,” sagde han tonløst og rejste sig hastigt.

Skal jeg ikke tænke på det? Men mor skal tænke på det?” Frederik kunne ikke undgå at hæve stemmen lidt. Hvad var der dog galt med den knægt, hvis han ikke kunne snakke med sin far?

Josva slog ud med armene henne ved opvaskemaskinen. Frustrationen lyste ud ad øjnene på ham, da han vendte sig mod sin far og i stedet for at sige noget sukkede lydeligt ud gennem næseborene. ”Jeg bliver altså nødt til at gøre mig færdig nu,” sagde han så med dirrende stemme.

Selvfølgelig. Vi snakkes ved, ik?”

Frederik så bekymret efter sin søn, mens han ublidt kastede tingene i sin skoletaske og rev jakken ned fra knagerækken.

Vi ses,” sagde han uden at kigge sig tilbage, da han løb ud ad døren.

Ud gennem vinduet kunne man se den lille skikkelse trampe af sted i pedalerne Men han tog ikke den hurtigste vej til skolen. Han cyklede gennem skoven.

Jeg er en elendig far,” stønnede Frederik, da Marianne havde slået øjnene op.

Nej, du er ikke!” Marianne så fast på ham. ”Men du må tale meget mere med din søn. Jeg tror, I to skal tage på nogle ture sammen, hvor jeg ikke er med.”

Frederik så indtrængende på hende, men hun rakte bare ud efter sin Bibel.

Det var som regel dagens bedste stund, når de holdt morgenandagt sammen i soveværelset. Marianne følte altid en vis lettelse, når hun var kommet igennem en nat, især når hendes ven, solen, tittede ind gennem vinduet. Hvis hun ikke havde kunnet sove i mørket, var det tit på denne tid, der faldt ro i hendes sind til det.

Men først skulle der læses og bedes. Hun havde et brændende syn for vigtigheden af det, næsten mere end han selv, og det pinte hende af hjertet ikke at kunne tage med i menigheden.

Så meget vigtigere blev disse stunder.

Vi er kommet til Salme 77. Vil du læse i dag, Frederik?”

Frederik læste. Langsomt, som de havde for vane. Men med desto større indlevelse i hvert enkelt ord.

For korlederen. Efter Jedutun. Salme af Asaf.
Jeg råber højt til Gud om hjælp;
jeg råber højt til Gud, han skal høre mig.
På nødens dag søger jeg Herren,
utrætteligt rækker jeg min hånd frem om natten,
min sjæl lader sig ikke trøste.
Når jeg husker på Gud, må jeg sukke,
og tænker jeg efter, svigter mit mod. Sela

Du holder mine øjenlåg åbne,
jeg er urolig og kan ikke tale.
Jeg mindes fortids dage,
jeg husker længst forgangne år.
Om natten grunder jeg på det,
jeg tænker efter og ransager mig selv.
Forstøder Herren for al evighed?
Vil han ikke længere vise nåde?
Er hans troskab forbi for evigt?
Lyder hans ord aldrig mere?
Har Gud glemt at være nådig?
Holder han i vrede sin barmhjertighed tilbage? Sela

Jeg siger: Det er mig en smerte,
at den Højestes højre hånd ikke er den samme.
Jeg vil nævne Herrens gerninger,
for jeg husker dine undere i fortiden;
Jeg grunder over hele dit værk,
jeg tænker over alle dine gerninger.
Gud, du handler i hellighed;
hvilken gud er stor som Gud?
Du er den Gud, der gør undere,
du viste folkene din styrke;
du udfriede dit folk med din arm,
Jakobs og Josefs børn. Sela

Vandet så dig, Gud,
vandet så dig og bævede,
ja, det store dyb skælvede.
Skyerne sendte strømme af vand,
skymasserne lod deres stemme lyde,
ja, dine pile fløj til alle sider.
Din torden lød som vognhjul,
lynene oplyste verden,
jorden rystede og skælvede.
Din vej gik gennem havet,
dine stier gennem de vældige vande,
og dine spor var ikke at se.
Du førte dit folk som en fåreflok
ved Moses’ og Arons hånd.

De var stille en tid.

Der er mange, der har prøvet det, ikke?”

Frederik så spørgende på hende.

Jeg mener: at Gud lige nu ser ud til at have glemt sit barn. Det er nogle gange som om, Gud kun kan handle i fortiden.” Marianne var stille lidt. ”Men det forunderlige er jo, at nutiden og fremtiden også engang bliver fortid. Og til den tid vil vi måske også kunne se tilbage og få øje på, at Gud var med også nu i denne tid. Om ikke før, så vil vi se det tydeligt på dén dag …”

Frederik så på sin hustru med taknemmelighed.

Tak, Marianne.”

Hun så forundret på ham.

Det var det, du sagde til mig i nat, ikke?”

Frederik tænkte sig om.

Måske,” svarede han. ”Men nogle ting skal man vist bare have at høre fra en andens mund.”

Hun lagde sin hånd i hans og smilede. Et smil fra gamle dage.

Med hinanden i hænderne bad de nu for det alt sammen. Det blev en lidt længere bedestund end sædvanligt. Der var så meget at kaste over på Gud. Frederik mærkede, at Mariannes hænder slappedes lidt, da han nåede hen mod slutningen af bønnen.

Tror du, at du kan sove lidt her til morgen?” spurgte han, da de havde sagt amen. ”Det ville være rigtig godt til dig.”

Ja, det tror jeg, jeg kan. Du må også hellere komme i gang med arbejdet.”

Ja, det må jeg vel.” Frederik rejste sig og skulle til at gå.

Men da han nåede døren, nåede en hviskende stemme ham:

Frederik! Lige én ting til. Det hul, der var i taget dernede på lerhytten …?”

Hun tav, mens Frederiks øjne flakkede lidt. Så klarede han op i et smil.

Du mener hjertehullet? Har du også tænkt på det?”

Hun så så lettet ud.

Jeg ved, det er der endnu!”

Ja, Marianne, det er der endnu. Det vil altid være der.”

Ikke altid.”

Nej, ikke altid. Kun indtil den dag, hvor himlens hvælving skal blive trukket til side – kan du huske, det var sådan, de sagde dernede? –

Og der skal blive hul ind i himlen, og Menneskesønnen skal komme til syne.”

Tror du også, det hul vil blive hjerteformet?” Marianne havde grebet hans arm med sin spinkle hånd. Frederik måtte vende ansigtet lidt væk for ikke at blive overmandet. Hun skulle ikke mærke, at han tænkte det, men hun lignede virkelig en døende, som hun lå der med et sidste håb tryglende ud af øjnene, og man kunne se hendes uhyggeligt tynde arm stikke ud fra dynen.

Frederik lagde begge sine hænder om hendes fremstrakte hånd.

Det vil vi snart få at se,” sagde han.

Meget snart?”

Ja, meget snart, min elskede.”

Ordene fik roen til at sænke sig ned over det kære ansigt, som fik et afklaret skær over sig.

Nu tror jeg, jeg kan sove,” sagde hun med halvt lukkede øjne.

Gud velsigne dig til det,” hviskede Frederik. Tårerne strømmede frit fra hans øjne nu. ”Marana ta! Herre, kom!”, bad han.


Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid. Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares. Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse. (1 Pet 1,3-9)

Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:

Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem.

Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.

Og han, der sidder på tronen, sagde: ”Se, jeg gør alting nyt!”

(Åb 21,1-5)


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2013. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads