Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

På vej mod Himlen

Om hvordan himmelsangene trøster, styrker, advarer og kalder - på vej hjem til mødet med vores kære, og først og fremmest: vores frelser.

Lovsangstoner I

Udgivelsen af den nye Lovsangstoner i december 2020 er anledning til, at vi i denne serie går igennem sangene forfra, emne for emne. At læse eller synge sig igennem en sangbog er som en lang og opbyggelig vandretur med kristne brødre og søstre fra fortid og nutid. Alle styrker og hjælper de os med deres vidnesbyrd, deres sjælesorg og formaning, så vi ikke skal gå alene.

Efter sangbogen Lovsangstoners første afsnit om ”Livet med Jesus” kommer der en afdeling sange under overskriften ”På vej mod Himlen”.

Det er ellers mere almindelig sang- og salmebogspraksis at have sangene om himmelhåbet til sidst. Og ser man kronologisk på kristenlivet, giver det jo også god mening at slutte med sangene om livet på den nye jord.

Men der er en påmindelse i det, at himmelsangene står som noget af det første i Lovsangstoner. En påmindelse om, at det må være noget af det helt centrale i vores liv på jorden, at vi er himmelborgere, og at hele meningen med vores liv og retningen for vores liv må være bestemt af det ene: at Gud ved sin Søn har købt os fri fra syndens og dødens mørke på den forgængelige jord og har flyttet os over i Sønnens rige, til fællesskab med ham i al evighed. Er dét ikke vores kompas i livet, så farer vi hurtigt vild. Så fanges vi i jordiske bekymringer og drømme, så kommer vi på vildveje og mister den dyrebare glæde, trøst og fred i livet, som håbet skulle være for os.

Himlen skal ikke stå for os som noget fjernt og uvirkeligt, som vi må vente med at forholde os til, til når livet nærmer sig sin afslutning. Gud ønsker, at håbet om livet med ham på den nye jord skal fylde vores liv nu og være en kilde til kraft og nyt mod i hverdagens liv og tro.

Pilgrimsvandringen

Paulus taler i Filipperbrevet om nogle, der ender i fortabelse. Det er dem, der har ”bugen” som deres gud, det vil sige: De er styret af deres lyst og trang til at stille deres behov. ”De tænker kun på det jordiske,” siger Paulus. Og så kommer kontrasten: ”Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser” (Fil 3,20).

Kontrasten er vel at mærke ikke formuleret som en direkte modsætning: ”Vi tænker kun på det himmelske.” For vi lever som kristne endnu på jorden og tænker derfor naturligvis også på det jordiske. Men vores borgerskab er et andet sted. Vi har hjemme i Himlen. Og derfor kan vi heller ikke indrette os på jorden, som om vi skulle blive her altid. Vi må se på vores liv som en pilgrimsvandring, hvor vi går igennem fremmed terræn hen mod det land, hvor vi egentlig hører til.

Og som pilgrimme har vi brug for at synge pilgrimssange: sange, hvor vi som i et vandringsfællesskab minder hinanden om målet, så vi får kræfter og mod til at fortsætte vores pilgrimsgang. Det er en stor velsignelse at kunne gøre det! Tænk hvis vi var alene på vandringen! Vi ville hurtigt tabe modet og synke i knæ. Men nu synger vi med glæde til hinanden for at kunne styrke de kraftesløse knæ og gå den lige vej på vores ben (jf. Hebr 12,12-13):

Hjemland, hvor sol ej daler, hjemland for trætte sjæl (…) Hjemland, hjemland, herlige, skønne hjemland!” (66)

Jeg er en gæst og fremmed som mine fædre her. Mit hjem er ej på jorden, nej, over sky det er (…) Hjem, hjem, mit kære hjem! Ej noget sted på jorden er skønt som du, mit hjem” (72).

Jeg går til Himlen, der er mit hjem, der er ej synd eller smerte, der er det nye Jerusalem, der er mit bævende hjerte. Der er hver glæde, det ved jeg vist, hvert håb, som her måtte fare, der er min frelser, den Herre Krist, og pilegrimmenes skare” (75).

Snart kaster jeg min vandringsstav, endt er min rejsetid. Min Fader tørrer tåren af, og glemt er al min strid” (80).

Ved at synge hjemlandssangene sammen og holde os målet for øje, hjælper vi hinanden til ikke at dreje af på vejen og finde trøst i den flygtige lykke, som verden kan tilbyde os. For det er da muligt, at verdens skatte kan glimre, og kødets lyst kan lokke; men enhver livserfaring kan jo samtidig fortælle os, at: Det holder ikke! Det gav adspredelse, det gav ”lykke” i nogle minutter eller dage, måske et år hvis det gik højt. Men så forsvandt det. Så blev det taget bort fra os. Så kom der nye mål og en ny lykke, der skulle jagtes – lige indtil den blev opnået, og det samme skete med den.

I et vidnesbyrd, vi tidligere har bragt i bladet, fortæller Kurt Henriksen om, hvordan han i verdens øjne fik enorm succes og tjente flere og flere millioner – men indeni var der en dyb tomhed: ”Jeg var aldrig glad. Jeg kunne måske opleve en forbigående glæde ved at købe et eller andet. Jeg købte Corvetten og kørte op og ned ad Strandvejen med kalechen nede, og det var fedt – de første gange. Men når jeg så havde gjort det fem gange, så var der ikke mere i det.”1

I det konstante bombardement fra verdens tillokkelser, som vi alle oplever og drages imod, har vi brug for at hjælpe hinanden og minde hinanden om den sandhed, at ”jorden har ej den ro, jeg søger”.

Lad dig kun ikke binde af jordens gods og guld. Når livet er til ende, det smuldrer bort som muld. Ej nogen ting i verden kan måle sig med ham. Ven, se kun frem mod Himlen, se Jesus, det Guds Lam” (94).

Ej vil jeg bytte med verdens lykke: Så let den svinder. Langt hel’re jeg vil jeg på Kristus bygge: Der alt jeg vinder. Jeg vil af nåden kun ledes frem, at jeg må nå til mit sande hjem. Af Jesu nåde” (79).

Her har jeg ikke hjemme, nej, kun i telt jeg bor: men op mod lysets rige jeg ser med længsel stor” (68).

Jeg er fremmed, jeg er en pilgrim, kun en aften, kun en aften bor jeg her (…) Rejsemåltid i hast jeg tager, som forjaget, som et ilbud, standser ej” (74).

Som forjaget!” – vel at mærke ikke i stress og jag for at få det bedst mulige liv her på jorden, men tværtimod med en konstant uro for, om jeg skal falde til ro, slå mig ned og føle mig hjemme her på jorden!

Kun en aften er jeg her. ”O, stands mig ikke!” Jeg skal videre! For jeg vil hjem!

Udfrielsen

At rette sit blik mod Himlen er ikke det samme som at glemme alt det, der gør ondt og anfægter i livet nu. Det er ikke en eller anden ”overåndelig” sindstilstand, hvor man har mistet jordforbindelsen og prøver at gemme det smertelige væk ved en afledningsmanøvre.

Og derfor er der heller ikke mange sange, der som himmelsangene sætter ord på den smerte og anfægtelse, vi stadig må leve med i syndens og dødens verden. Det bliver på ingen måde pakket væk. Pilgrim og fremmed er man ikke på en rosenrød og idyllisk baggrund. Og derfor rummer mange af sangene også et smerteligt suk om udfrielse.

Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning” (Rom 8,22-23).

Et suk over det, vi må stå igennem nu – men samtidig en jublende forventning om det, der kommer: vort legemes forløsning!

Denne blanding af suk og jublende forventning er et meget karakteristisk træk ved himmelsangene. Og den triumferende forventningsglæde kan vel kun rigtigt forstås og genkendes, hvis man også kender til sukket, mørket og anfægtelsen:

Sandt er det, i så mangen nød tit tårestrøm på kinder flød, men Gud har dem, straks de kom hjem, aftørret på sit skød” (60).

Der de skjulte sår skal heles, så de ikke smerter mer, hjertet ej af uro deles; thi Guds vilje altid sker. Mød os der, mød os der i det land, hvor Jesus er!” (61).

Der skal komme en dag, da al smerte vil bli glemt. Ingen tordenskyer mer, ingen tårer der vi ser (…) Slut er sorg og besvær, ingen byrder bæres mer, ingen sygdom og nød, ingen skilles skal ved død” (62).

Frem for Guds trone bærer sin krone bruden, som ventede, længtes og led. Lykkeligt hjemme, da skal vi glemme alt, hvad på jorden os trykkede ned” (63).

Hjemme i Himlen er smerterne borte. Ingen skal lide og pines som her … Tænk, hvilken jubel!” (67).

I Himlen er der ikke mere sygdom eller død, ej sorgens tårer væder mer min kind. Forbandelsen er borte, som har skabt al sorg og nød. Tænk, engang er den himmellykke min” (70).

Ingen nød findes der, ingen sorg skal hjertet tære” (86).

Sukket efter udfrielsen og jublen over forløsningen gælder selvfølgelig smerterne, sygdommen og døden. Men det gælder også vores anfægtelser over synd og tvivl:

Thi her i denne verden er synden med i alt og giver alt det skønne en fremmed, vrang gestalt. Skønt den ej kan fordømme, da selv fordømt den er, så kan den mig dog plage, det skal den ikke der” (72).

I Guds himmel, der glædes vi alle, der al længsel og tvivl er forsvundet, aldrig mere vi snuble og falde. Vi er hjemme, ja, hjemme hos Gud” (76).

Jerusalem, Jerusalem, som er der oventil, på dine gader engang helt jeg glæden finde vil. Her møder nye farer mig, og synden lurer her, for også når jeg har det bedst, jeg vantro i mig ser” (81).

Tænk, når engang jeg uden synd skal leve, hver tanke ren, hver gerning uden brøst, når aldrig jeg behøver mer at bæve for muligheden af en syndig lyst” (91).

Hvor bliver det godt!

Når anfægtelsen er væk. Når jeg aldrig mere skal høre på Djævelens angreb og mine egne tanker, der fordømmer mig. Når jeg aldrig mere skal blive til smerte og skuffelse for et andet menneske. Når jeg skal vinke farvel til mine gentagne synder. Når jeg ikke behøver at tænke på, om jeg virkelig kan være kristen, sådan som jeg er.

Og når tvivlen er væk. Når jeg aldrig mere skal rammes af den tanke: Hvad hvis jeg bygger mit liv på en løgn? Hvad hvis Gud ikke findes, Bibelen tager fejl, og Jesus var et almindeligt menneske og en falsk profet? Jeg kan slippe de tanker – dreje hovedet og se: Der sidder Jesus på tronen i stråleglans og ære. Han har altid haft magten – men nu har han den synligt. Og nu ser jeg ansigt til ansigt:

Og snart – det siger Ordet – jeg skal nå hjem til dig. Min Jesus selv vil komme og hente mig til sig. Da skal jeg saligt skue, hvad jeg har troet på, og til min Jesu ære den gyldne harpe slå” (72).

Den kommer, den kommer, den dag, som vi venter, da folkene mødes i fred og i tro, da Himmelens Herre er jorderigs konge, og vi i hans skygge skal salige bo, den dag, der opfylder de helliges bønner, den dag, der vor tro med beskuelse lønner” (82).

Det bliver et liv, der er radikalt anderledes. Alting bliver nyt. Ikke sådan at forstå, at de ”ydre rammer” for så vidt kommer til at ændre sig så meget. Vi vil komme til at leve i verden, som Gud har skabt den, og som vi i et vist omfang kender den. Det bliver ikke nogen himmel, vi kommer til at leve i, og vi bliver ikke forvandlet til engle. Vi kommer til at leve som de mennesker, vi er, på en ny jord – en jord, som er ny i den forstand, at der ikke længere er synd, lidelse og død. Det er det nye ved den nye jord, og det er det nye ved vores menneskeliv! Og dét er virkelig så gennemgribende en forandring, at selvom mennesker og naturen på mange måder ligner sig selv, og vi skal arbejde og spise og alle mulige andre ting, som hører menneskelivet til, så bliver det et helt nyt liv.

Der samles en skare stor, forløst fra al jordens tvang, ej mer nogen synd, ej mer nogen nød, ej mer nogen nat så lang. Det gamle er nu forbi, og jorden er blevet ny. Evig jubel råde skal, og sorg og sukke fly” (58).

Glæden – allerede nu

Sukket efter udfrielsen fra syndens og dødens verden står ikke i modsætning til, at vi allerede nu i troen og håbet kan have del i en himmelsk fred og glæde, der overgår al forstand.

Paulus taler – forstå det, hvem der kan! – om, at vi allerede nu er ”sat med Jesus i Himlen” (Ef 2,6). Og David synger i Salme 23 om en paradisisk fred, som gælder enhver, der har Herren som sin hyrde.

Som Guds børn for Jesu skyld har vi fred med Gud. Vi ved, at han er vores Far, som ser på os med kærlighed og glæde gennem sin elskede Søn. Vi ved, at han leder os ad rette stier for sit navns skyld. Allerede nu har vi del i fællesskabet med ham i troen. Vi ser det ikke med vores øjne, men vi hører det med vores ører og tror det med hjertet.

Vi lever i tro, ikke i det, som kan ses.” Og for den, der tror, kan man derfor i en vis forstand sige, at det evige liv allerede er begyndt. Vi er flyttet over i Sønnens rige – samtidig med at vi fysisk opholder os i syndens og dødens verden.

Den fred i troen og håbet, må vi bede om at få del i. Det er en bøn i overensstemmelse med Guds vilje, og der er ikke noget, han hellere vil give! Paulus ønsker i slutningen af Romerbrevet for menigheden: ”Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft!” (Rom 15,13).

Den trosfortrøstning og fred, der overgår al forstand, lyser også ud af himmelsangene, til trøst og til påmindelse om den rigdom i håbet, der allerede nu er vores ved troen:

Guds barn jeg er – mod hjemmet snart det lider! At være barn er Himmerige her” (69).

O, hvor saligt her at vandre hjemad til vor Faders land!” (85).

Den rejse gør mig så fri og let, så frejdig, munter og modig, skønt hjertet ofte er sygt og træt og foden såret og blodig” (75).

Gud ske lov, hist i det fjerne troens øje skuer land. Derfor sejler jeg så gerne frem mod Himlens skønne strand” (88).

Jeg lever et saligt liv alt (allerede) i Gud; jeg dør kun for evigt at leve; jeg rejser med glædens det evige bud – hvi ånder jeg ikke den glæde ud hver stund, jeg i verden mon leve!” (77).

Ja, jeg skuer dine druer, Paradis, din livets frugt; dine søde roser møde mig nu alt (allerede) med deres lugt, giver tidens åndedrag evighedens luft og smag” (84).

Hvor fuldt af glæde, hvor lyst er livet, som Herren skænker; hvert øjeblik er til fryd mig givet, når jeg betænker, at evigt, evigt jeg leve må et liv, hvis kraft saligt skal bestå i mine Jesu nåde” (79).

Væk, Jesus, denne tanke i mit hjerte, hver gang mig vejen synes lang og slem! Den sødt skal dæmpe hver en bitter smerte og lokke smilet gennem tårer frem” (91).

Vi er på vej mod Himlens skønne land, og på vejen synger vi. Hele vort sind er fyldt med jubelsang, for Guds Lam har købt os fri” (95).

Gensynets glæde

Et aspekt ved livet på den nye jord, som fylder meget hos mange – ikke mindst dem, der har prøvet at miste en, der stod dem nær, eller dem, som står over for at skulle sige farvel til forældre, ægtefælle eller børn – er spørgsmålet: Vil jeg se dem igen? Vil jeg få et liv sammen med dem på den nye jord? Vil vi kunne kende hinanden?

Ikke mindst fordi tanken om ”himlen” er så luftig for mange af os, kan det være svært at finde rigtig trøst i den tanke. Én ting er tvivlens anmassende tanker om, at det er et eventyr, der er for godt til at være sandt. En anden ting er, at vi har tendens til at lade Anders And-bladenes lyserøde skyer og julesangenes ubibelske løfter om, at vi skal arve ”englevinger”, forme vores tanker om det evige liv.

Men det er uendeligt langt fra den bibelske skildring af den nye jord, som nok er fantastisk og overvældende, men samtidig præget af en dyb realisme. Den grundlæggende tanke er, at vi går frem mod genoprettelsen af den verden, Gud engang skabte. Vi går frem mod et menneskeliv som Adam og Evas i Paradisets have, blot uden slangen.

Vi tror på kødets opstandelse!”

Paulus fortæller os, at der bliver en forskel på vores legemer nu og til den tid. Han taler om et ”åndeligt legeme”. Men den forskel har at gøre med, at forgængeligheden ikke længere vil virke i vores krop. Vi får et ”opstandelseslegeme”, ligesom Jesus påskemorgen. Der bliver noget på én gang meget nyt og meget velkendt over vores legemer. Det ser vi også af disciplenes reaktioner, da de ser Jesus igen. Vi får en utroligt levende beskrivelse i Lukasevangeliet:

Mens de talte om dette, stod han midt iblandt dem, og han siger til dem: ”Fred være med jer!” De blev bange og forfærdede og troede, det var en ånd, de så. Men han sagde til dem: ”Hvorfor er I rystede, og hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerte? Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har.” Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og fødder. Og da de af bare glæde stadig ikke kunne tro, men undrede sig, spurgte han dem: ”Har I noget at spise her?” De gav ham et stykke stegt fisk, og det tog han og spiste, mens de så det.

Da de af bare glæde stadig ikke kunne tro!”

Sådan tror jeg, det bliver, når vi mødes igen med vores kære på opstandelsens morgen. Vi tør ikke tro vores egne øjne. Men vi har en evighed til at finde ud af, at det her er virkeligt! Og nu skal vi aldrig mere dø, aldrig mere synde, aldrig mere blive syge – men vi kan røre ved hænder og fødder, give knus og spise med hinanden, som Jesus spiste stegt fisk, og som Esajas taler om festmåltidet med de ”marvfede retter” og ”den ædle, lagrede vin”, som vi skal nyde på ”Herrens bjerg” (Es 25,6).

Vi har brug for at minde hinanden om det her på vej hjem til Himlen. Vi har brug for at fortælle hinanden igen og igen, hvad der er og bliver realiteterne – selvom det er for fantastisk for os helt at gribe om nu.

Og til alle, der sygner hen i sorg og længsel efter de kære, der er gået i forvejen hjem, må vi synge om den store trøst, der har fuldt bibelsk belæg:

Må vi end med smerte bringe kære venner vort farvel, hisset skal der atter klinge et goddag til liv og sjæl” (65).

Der, hvor barnet ser sin moder, moderen sit barn igen, der skal søster møde broder og så aldrig skilles mer” (61).

Venner, jeg elskede, møder jeg der, gensynets glæde skal fylde enhver” (64).

Hør, kendte, elskede stemmer kalde! Til Lammets ære de synger alle, og jeg skal evigt synge med” (73).

Her vi skilles fra hverandre, hjertet vånder sig derved; efter møje, sorg og smerte snart vi mødes skal i fred” (85).

Glædens centrum

Kan man forestille sig noget større end dette: ”Der, hvor barnet ser sin moder, moderen sit barn igen.”

Nej, det kan man vel ikke.

Alligevel er der noget, der er større – og i troen ser vi det og griber om det med en forventning, der overstiger alt andet:

Jeg ønsker at se Jesus først af alt. Min syndeskyld med blod har han betalt. Og slægt og venner kær, jeg møde skal dem der, men Jesus vil jeg møde først af alt” (70).

Her er noget, mange vil stille sig uforstående over for – og jeg må også spørge mig selv, om jeg af hjertet kan synge med på de linjer.

Én ting er at glæde sig til at se Jesus. En anden ting er, at det er mødet med Jesus, der er det allerstørste, ja det er endda større end mødet med sin ægtefælle eller sine børn!

Hvad er det, der gør et menneske i stand til at sætte mødet med Jesus på den nye jord over alt andet?

Svaret på det spørgsmål lyder: ”Min syndeskyld med blod har han betalt.”

Dét er grunden! Jeg har hørt om Jesu ufattelige kærlighed til en synder som mig. Jeg har hørt, at han gik i døden, ja ind i Helvedes og gudsforladthedens mørke – for at frelse de mennesker, der stod og råbte hujende og spottende ved korsets fod. Han gik i døden for de ugudelige. Han gik i døden for mig.

Når det evangelium er stort for mig – når jeg lever med Jesus dag for dag, kommer til ham med min synd og takker for frelsen i hans blod – så er det, der fødes en kærlighed og en taknemlighed så stor, at den ikke kan sammenlignes med noget andet. Mit fællesskab med Jesus bliver vigtigere end noget andet.

Hvis jeg ikke lever med en stadig kamp mod synden og i daglig tilegnelse af syndernes forladelse, så vil jeg gradvist blive mere og mere uforstående over for, hvordan man dog kan glæde sig til at være sammen med en person, man aldrig har mødt. Så bliver det svært at synge med på sangene, og det bliver anfægtende at se, hvordan himmelsangene kredser om denne her uforståelige ting: glæden ved at møde Jesus.

Men det, sangene udtrykker, er troens sande glæde og længsel, som vi også møder hos Paulus: ”Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste” (Fil 1,23).

Sådan sagde Paulus ikke, fordi han var noget særligt og stod i et særligt nært forhold til Jesus, som ”almindelige kristne” ikke kender til. Paulus taler ud fra troen – og så sandt som også vi har del i troens ånd, så vil vi genkende denne længsel efter at være sammen med Jesus og se ham ansigt til ansigt. Et andet sted taler Paulus om ”dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst” som en samlebetegnelse for alle kristne (2 Tim 4,8).

Når vi synger med på sange som dem, jeg nu citerer fra, vil vi sandsynligvis gøre det med en blanding af anfægtelse og glæde. Anfægtelsen: Står jeg i sådan et forhold til Jesus, eller bliver jeg en hykler ved at tage ordene i min mund? Og samtidig troens glæde: Her synger jeg ud fra troens ånd som hjertets svar på evangeliet – og det er godt at gøre det sammen med kristne brødre og søstre, også midt i anfægtelse, tvivl og kampe mod synden, der vil fratage mig frimodigheden. Jesus er jo netop død for en kold og ugudelig synder som mig – og hvor må jeg takke ham for det og elske ham for det!

Læg mærke til, hvordan længslen efter at få lov til at se Jesus i sangene hele tiden står uløseligt forbundet med glæden over, at han er Guds Lam, og han er frelser – for en synder som mig. Det giver mig frimodighed til at synge med, også når jeg kan synes, det er store ord at tage i min mund:

Hvilken dag det skal bli, når min Jesus jeg skal se, når for hans fod jeg knæler ned, som engang døde i mit sted. Når han tar mig ved sin hånd og leder mig til løftets land – hvilken underfuld dag det skal bli!” (62).

Og alt, hvad skønt mit øje så, ny glans og glød vil få. Men skønnest er det dog at se Guds underfulde Lam med mærkerne fra korsets træ og sejrens glans om ham” (71).

Øje i øje min frelser jeg ser – intet i evighed savner jeg mer (…) Når et smil fra hans øje mig når, saligheds fryd gennem sjælen mig går. Himlenes lyst fylder mit bryst, og når det sker, at hans åsyn jeg ser – det bliver Himlen, ja Himlen for mig” (64).

Engang – og ej jeg hviler før, men våger tro ved lampens skin – vil selv han åbne lysets dør. Da skal jeg løbe til ham ind, og jeg skal, frelst fra synd og ve, ansigt til ansigt Jesus se” (89).

Tænk, når jeg min frelser skuer, og hans åsyn møder mit; når med jubel jeg skal se ham, som for al min synd har lidt. Da skal jeg ham selv beskue bag om stjernehimlens pragt, der, hvor åsyn møder åsyn, se ham i hans kongepragt” (93).

Kaldet

I Guds menighed synger vi pilgrimssange sammen for at trøste og styrke hinanden og hjælpe hinanden til at gå den lige vej hjem. Men i Guds ydre menighed vil der også altid være mennesker, der står fremmede over for den tone, der lyder i himmelsangene. Derfor er der heller ikke noget mere naturligt, end at der i himmelsangene lyder en indbydelse og et kald til dem, der står uden for livet i troen og håbet.

Denne herlighed er vores! Du ser, hvor meget det betyder for os – det er hele vores liv, vores glæde, vores trøst. Men den kan også blive din! Indbydelsen er for alle. Den gælder alle syndere – alle, der har brug for en frelser. Du skal ikke være en bestemt person for at tage imod. Du skal i det hele taget ikke koncentrere dig om at ”være” noget. Det handler om at tage imod, hvad en anden har gjort. Ønsker du også det, så er der ikke noget, der skiller os mere! Så må du være med i flokken, der ser frem til det evige liv – om det så er med tvivl og et formørket sind.

Kom med os hjem til lysets land!

Ingen blive må tilbage her i denne mørke dal! Må vi alle, alle mødes hist i Lammets bryllupssal” (85).

Se, Himmelens perleport er åben for hver og en. Ja, plads er beredt derhjemme for dig, og Jesus dig kalder end (endnu). De kære, som er hos Gud, de venter os dagen lang, englene på harper slår og synger velkomstsang” (58).

Kom og gå med til Himlens herlighed, kun hos Jesus får du fred. Elsket han har dig med evig kærlighed, ja, han døden for dig led. Snart skal basunen lyde højt i sky, Lammets bryllup fejres skal. Vil også du istemme sangen ny, synge med blandt frelstes tal?” (95).

I mange af himmelsangene lyder indbydelsen på baggrund af en sang om det skel, der går ned gennem verden og gennem den ydre menighed. Skellet, der går, ikke mellem de fromme og de ufromme, men mellem dem, der har taget imod nåden, og dem, som endnu ikke har taget imod:

Intet urent der skal komme ind, eller den, som elsker syndens veje. Hør, o sjæl, skal Himlen blive din, skal du livets krone få i eje? Se, der findes jo en nådeflod, som din sjæl fra synden ren kan gøre, rens dig der i Jesu dyre blod, så skal han dig selv til Himlen føre!” (86).

Kun de kan den himmelske lovsang istemme, hvis sjæle fandt nåde hos Gud gennem troen på Jesus, forsoner og frelser, kun disse skal se ham og kaldes hans brud!” (59).

For den hellige Gud knæler Lammets købte brud uden lyde og plet i retfærdigheden klædt. For i glemselens hav deres synder fandt sin grav. Er din synd slettet ud, kære ven?” (62).

Hjertebønnen

Når vores sind og tanker bliver rettet mod det evige liv, så vil det føde anfægtelse – og bøn. Himmelsangene er fuld af sangstrofer, der fortæller os, hvor farlig en vandring vi er på. Vores vandring her på jorden har evighedsbetydning. Det korte liv, vi lever her, er afgørende for, hvor du og jeg befinder os, når vi har levet mange millioner år af evigheden; når vi ikke husker andet af det liv, vi lever nu, end at det var her, vi afviste eller tog imod indbydelsen til at leve på den nye jord. I evighedens lys er dét spørgsmål det eneste, der betyder noget.

Men Djævelen, verdens fyrste, ligger på lur bag hver sten på livets sti. Han vil lokke os bort fra vejen. Han vil forføre os med rigdommens blændværk. Han vil lokke os bort fra Bibelens ord og ind i det uanfægtede liv i synd, hvor Jesus som frelser umærkeligt bliver en tom og gold teori. Djævelen vil have selskab i Helvedes ild – som Gud ellers kun har beredt for ham og ikke for noget menneske.

Vores rejse mod Himlen er farlig, og vi har alle, ung og gammel, konservativ kristen eller ej, grund til at gå her i frygt! Det pointerer himmelsangene ofte:

O, vandringslandet er mørkt og farligt, jeg snubler ofte, forvildes snarligt” (74).

Her møder nye farer mig, og synden lurer her, for også når jeg har det bedst, jeg vantro i mig ser” (81).

Men ofte fortæller de i samme åndedrag om vores redning:

Mit skib er lille, og havet stort og rummer tusinde farer; men storm og bølge ej skyller bort det skib, som Herren bevarer. Og endnu sker det, som før det gjorde, når Mesteren kommer inden bord, da lægger havet sig igen” (73).

Ikke mindst lægger himmelsangene en bøn på vores læber, som må være hjertebønnen for enhver kristen, der kender sin svaghed og modstand mod Gud i hjertet. Det er en bøn om, at Gud må bevare mig gennem det alt sammen.

Men læg mærke til, hvordan denne bøn ikke fremstammes i uvished, som om vi skulle tvivle på Guds nåde. Bønnen er en bøn, der på én gang bekender min egen usselhed og anfægtede tvivl, om jeg nu også kan nå hjem – og samtidig lægger jeg mig ved korsets fod og tager imod Guds nåde for Jesu skyld, i vished om at det er nok til min frelse, hvad Jesus har gjort, og at det sikreste i denne usikre verden er at lægge hele mit syndige og forvirrede liv i Guds hænder og bede ham om at lede mig hjem. Det er en bøn efter Guds hjerte. Den hører han. Og han vil bevare enhver, der tager sin tilflugt til hans nåde i Jesus.

Lad os derfor med frimodighed bede som Guds hjælpeløse børn:

Fuldtro hyrde, jeg barnlig beder: Følg og led mig, følg og led mig altid du, at frem jeg iler med dig for øje, indtil jeg hviler udi det høje!” (74)

Ja, jeg vil bede: Gør du mig rede, rede ved aften eller ved gry! At når du henter bruden, som venter, løft mig da op med dine i sky!” (63).

Kære Jesus, hold mig rede til dit møde hver en stund. Omend jord og himmel falder, står dog fast min frelses grund” (83).

Må jeg i dig, o Jesus, være fundet! Så går det vel i dødens skyggedal; thi du for mig har døden overvundet; den frier barnet ud af nød og kval. Bliv hos mig, Jesus, dagene heniler, du kære ven, som har mig dyrt genløst! I favnen hos dig trygt dit lam sig hviler, hensover glad og vågner ved din røst” (69).

Der, hvor den bøn er født i hjertet, der er den sande, frelsende tro.


1 Læs hele beretningen om, hvordan Jesus stoppede Kurt Henriksen op og ledte ham tilbage til sig i Nyt Liv 3-2015 eller i bogen ”Veje til Jesus” (s. 131-140).


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2021. Hele bladet kan læses her.