Mit håb står til dig! (Sl 39,8).
Hvor er vi mennesker dog hurtige til at miste fokus på Jesus, som jo har AL magt i himlen og på jorden.
I Bibelen læser vi, at israelitterne det ene øjeblik bliver meget bange og råber til Herren, da de stående foran det Røde Hav ser Farao og hans hær nærme sig. I det næste øjeblik vender de sig imidlertid om mod Moses, og siger til ham: ”Var der ingen grave i Egypten, siden du har ført os ud for at dø i ørkenen? Hvad er det, du har gjort imod os (…) vi vil hellere trælle for egypterne end dø i ørkenen!” (2 Mos 14,10-12).
Efter at have læst disse vers, kom jeg til at tænke på, hvor ofte jeg selv har kaldt på Herren og hans hjælp i forskellige vanskelige situationer, for så derefter at fortsætte min vej frem med akkurat lige så stor ængstelse for fremtiden som før.
Jesus indbyder os jo til at kaste alle vore bekymringer på ham (1 Pet. 5,7). Men hvor tit har vi ikke umiddelbart efter at have gjort det, taget vore bekymringer op igen og forsøgt selv at bære dem i stedet for at lade dem ligge på hans skuldre.
Engang til en gudstjeneste i vores kirke, opfordrede vores præst os til, at vi, når vi skal til at bede, lige et øjeblik prøver at tænke efter, hvem det egentlig er, vi nu skal til at bede til!
Ham, som vi beder til, er jo ham, som har skabt himmel og jord. Ham, som i Getsemane have bad sin far om at tage lidelsens bæger fra sig, men som for at frelse os faldne syndere sagde: ”Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil” (Mark 14,36). Ham, som netop nu hører råbene fra de tusinder af forfulgte kristne, som sidder fængslet i de nordkoreanske fangelejre osv.
”Glem ikke hans velgerninger!” (Sl 103,2).
”Ham, som kan stormen binde, hvem bølgen lyde må, han kan og vejen finde, hvorpå din fod kan gå!”
”Hvorfor RÅBER du til mig?” siger Gud til Moses, endskønt vi ikke hører noget om, at Moses kaldte på Gud. Ja, Herren hører netop sukket i det hjerte, der oprigtigt søger ham og hans frelse. ”Han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje” (Rom 8,27).
Moses´ hilsen og opfordring til folket, efter at de ved det Røde Hav har skældt ham ud, er: ”I skal ikke være bange! Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag (…) Herren vil føre krig for jer, og I kan tie stille!” (2 Mos 14,13-14).
Hvor forunderligt at vi trygt og af hele vort hjerte må lægge vor hånd i Guds almægtige hånd.
Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind (Sl 37,5)
Udgivet af
Henriette Juul Larsen
Henriette Juul Larsen, Helsinge, lærer.