Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Ordet skal aldrig miste sin kraft

Rom 1,16-17. Om hvordan forkyndelsen kan beholde sin kraft – også i vores tid.

For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: ”Den retfærdige skal leve af tro”.

(Rom 1,16-17).

For nogle år siden skrev jeg en lille bog, som hed Ordet skal aldrig miste sin kraft. Jeg ville vise, at der er en kraft, der bor i Guds ord, og dermed bidrage til tro og tillid til, at Skriftens ord også i dag kan virke sådan, at det frelser mennesker.

I denne artikel bliver vinklingen noget anderledes end i bogen. Jeg spørger, om det virkelig er sådan, at Ordet aldrig kan miste sin kraft?

Så længe vi sætter lighedstegn mellem Ordet og Skriften er svaret klart. Skriftens ord kan aldrig miste deres kraft. Men sætter vi derimod lighedstegn mellem Ordet og forkyndelsen, så må vi sige, at forkyndelsen ikke altid har guddommelig kraft i sig.

Det spørgsmål, der skal forfølges i denne artikel, bliver da: Hvordan kan forkyndelsen beholde sin kraft også i vores tid?

Tegn og undere

Skal vi svare på dette spørgsmål, må vi først vide, hvad Guds kraft i Ordet består i. Hvad vil det sige, at der findes en kraft i Guds ord? Her svarer Skriften følgende: Forkyndelsens kraft består i evangeliets budskab. Teksten fra Romerbrevet siger jo netop, at evangeliets budskab er en Guds kraft. For at vide, hvad Guds kraft er, må vi derfor vide, hvad evangeliet er.

For at finde svar på dette spørgsmål, skal vi gå til 1 Kor 1,18. Her bruger Paulus lidt andre ord, end han bruger i Rom 1,16-17, for her siger han, at Ordet om korset er en Guds kraft. Før det skriver han, at Ordet om korset er en dårskab for dem, der fortabes, dvs. for dem, der spørger efter tegn og visdom i stedet for korsets budskab.

Med ”tegn” kan der her sigtes til undere og iøjnefaldende hændelser. Mennesker lægger mærke til sådan nogle ting, og mange tænker derfor, at tegn og undere er afgørende for, at kristendommen skal virke troværdig eller attraktiv for mennesker.

Denne måde at tænke på viser, at man egentlig ikke har tro på, at evangeliets budskab i sig selv har virkekraft; at man betragter det som en dårskab og egentlig ikke tror på det for sin egen del. Man kræver undere og tegn, og får man ikke det, vil man ikke tro.

Jesus selv blev mødt med den slags holdninger fra mange – og han afviste det (Joh 6).

Dette viser, at det er muligt at tænke forkert om Guds undergørende kraft. Vi skal slet ikke afvise, at Gud kan gøre undere, men vi må have det helt klart for os, at denne kraft ikke kan – og ikke skal – erstatte den kraft, der er i evangeliets budskab.

Derfor skal der ikke fokuseres på undere og tegn i offentligheden. Vi skal derimod bede for syge mennesker i det stille og i mindre grupper, sådan som det står beskrevet i Jakobs Brev 5,14ff.

Visdom og retorik

Med udtrykket ”visdom” sigter Paulus sandsynligvis til den tænkning, der gjorde sig gældende i hans samtid, om hvordan man skulle gå frem for at meddele et budskab på en overbevisende måde. Den såkaldte retorik.

Min forkyndelse svarer ikke til verdens visdom, siger Paulus. Han forsøger ikke at overtale folk til at tro ved at bruge smarte ord. Faren ved at gå frem på den måde er, at det budskab man skulle forkynde, taber sit egent-lige indhold. Det budskab, som Gud har givet os at forkynde, lyder nemlig ikke specielt smart i almindelige og moderne menneskers ører. Det lyder derimod som en ”dårskab”, dvs. som noget enkelt og naivt.

Derfor var det, dengang som nu, fristende for nogle at holde selve hovedsagen i det kristne budskab tilbage. Men holder man det budskab tilbage, at Jesus døde for vores synder, så borttager man det, som er forkyndelsens kraft. Da bliver budskabet tomt og netop kraftesløst.

Skal forkyndelsen nå sit mål, må den have kraft i sig, og skal forkyndelsens kraft virkelig være der, må den have det indhold, som faktisk, set fra et retorisk synspunkt, ikke er anbefalelsesværdigt. Der må forkyndes et dårskabens budskab, nemlig at Jesus Kristus, Guds evige og almægtige søn, blev korsfæstet for vores synders skyld.

Ikke brug for evangeliet?

Det underlige er, at mennesker som regel ikke synes, at de behøver evangeliets budskab. Derfor må det også forkyndes sådan, at de, der hører, bliver overbevist om, at de har brug for det. Og det betyder, at det, vi kalder lovens budskab, må forkyndes.

Lovens budskab skal forkyndes sammen med evangeliet, men aldrig udgives for at være evangelium. I loven tales der om, hvad Gud kræver af mennesker, men loven skal alligevel aldrig forkyndes sådan, at mennesker får tro på, at de kan opfylde dens krav. Derimod skal den forkyndes sådan, at de, som hører, kører fast og må indse, at de ikke kan opfylde Guds krav.

Ved loven rives menneskets retfærdighed og visdom ned. Ved loven skabes behov for evangeliets budskab om tilgivelse for synd.

Den, der lægger vægt på at forkynde dette budskab, risikerer at blive betragtet som forsimplet og naiv. Man risikerer måske også at høre, at man er ensidig i forkyndelsen. Faren for at blive ensidige skal vi tage alvorligt. Den er der for alle og enhver, og vi skal derfor lægge vægt på at forkynde hele Guds råd til frelse.

Det at forkynde evangeliet som det centrale budskab i den kristne tro står imidlertid ikke i modsætning til at forkynde hele Guds råd. Hele Guds råd til frelse kan nemlig ikke forkyndes ret, uden at budskabet om Jesus og hans frelse er bestemmende for de forskellige emner, der forkyndes.

Problemet i vores tid er ikke, at evangeliet om Jesu kors forkyndes for ofte, men at mange er optagede af at tage alle mulige slags (perifere) emner op i forkyndelsen. Ikke så få føler sig ganske udsultede, åndeligt talt. Flere oplever, at deres kristenliv bliver uden kraft, og at tjenesten for Jesus overskygger alt, hvad han har gjort for at frelse os.

Jeg tror, at en af de vigtigste grunde til, at det er blevet sådan, er, at evangeliets budskab ikke forkyndes så ofte, som vi egentlig trænger til det.

Guds kraft i dit liv

Som kristne bliver vi ofte fanget af spørgsmålene om, hvad vi skal være og gøre for Jesus, og vi glemmer så let, hvad han har gjort for os.

Derfor trænger vi til åndelig kraft i vores liv, og den rette kraft ligger altid i evangeliets budskab.

Dette budskab er derfor ikke bare en kraft, som fører ikke-troende mennesker til tro. Det er, ifølge det Paulus skriver, en kraft netop for dem, der tror. Altså, en kraft for dig, som er kristen. Du trænger til evangeliets budskab for at blive bevaret som kristen, og du trænger til det i din tjeneste. Gennem dette budskab virker Gud, når du vidner eller taler om det. Det er med andre ord ikke den kraft, der bor i dig, der skal virke, men den kraft, der er i det budskab, Gud har givet os at forkynde.

Lad os derfor overveje nøje, hvordan vi taler om Jesu kors, død og opstandelse. Lad budskabet lyde frit og ofte. Lad det høres, at der er sonet og gjort op på korset for alle mennesker, ja selv for den værste og dybest faldne er der gjort op.

Og – lad os frimodigt indbyde alle, som hører dette budskab, til at tage imod det og leve i det. Lad os sige, at netop du, som hører, må tro det og glæde dig over det, og at det gælder uden undtagelser – også for trætte og slidte kristne. Alle må tage imod det, uanset hvordan de nu føler sig.

Og dersom vi ikke giver plads til dette budskab, da taber forkyndelsen sin kraft.


Oversat af Henrik Gren Hansen fra arnehelgeteigen.weblogg.no


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2012. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Arne Helge Teigen

Arne Helge Teigen, lærer ved Fjellhaug Misjonshøgskole.

Arne Helge Teigen

Arne Helge Teigen, lærer ved Fjellhaug Misjonshøgskole.