Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Om bønnen

Joh 16,23-24. Om hvordan vi må forstå og leve på Guds store løfter om bønhørelse.

Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen (Joh 16,23-24).

1: Bøn til løftets Gud

Martin Luther har sagt, at bønnen er en kristens embede. Som smeden smeder jernet eller en skomager laver sko, sådan beder en kristen.

Hvis Gud havde været vores arbejdsgiver, havde vi nok for længe siden fået sparket, så dårligt som vi har passet vores embede.

Men bønnen er ikke – i hvert fald ikke i sig selv – et arbejde, som vi skal gøre af tvang. Bønnen er et kristens privilegium. Det er en kristens ret at tale og kommunikere med Gud.

Mener Gud det?

Et venskab kølnes let, hvis den ene af vennerne forsømmer at holde kontakten. I forholdet mellem Gud og mennesker er Gud aldrig den, der først bryder kontakten. Initiativet til det kommer altid fra os. I vores bønneembede møder vi nemlig mange vanskeligheder, som truer med at udslukke bønnens brændende lue.

Når arbejdsmarkedsforhandlinger mislykkes, er den mest almindelige årsag, at der er et brist i tilliden. Man kan godt samtale og snakke sammen, men den ene part vil ikke lade sig overbevise om det berettigede i den andens ønsker.

Gud har givet os mennesker et klart og enestående tilbud: “Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det” (Joh 16,23).

Men hvor indviklet, uklart og misforstået fungerer de ord ikke i vores liv!

“Har Gud virkelig ment det? Hører han virkelig min bøn? Jeg er så usselt et menneske, at det ikke kan være mig, han mener. Jeg må have forstået hans løfte forkert!”

Løftet

I sin bog “Pilgrimsrejsen” beretter John Bunyan om to mænd, der havnede som kæmpen Fortvivlelses fanger i Tvivlens borg. Kæmpen behandlede dem dårligt, ja så dårligt, at en af dem besluttede at gøre en ende på det hele. Han kunne ikke tro, at Gud hørte hans bøn fra fængslets mørke. Han mente, at han på grund af ulydighed selv havde brudt den direkte forbindelse med Gud, og at han nu led sin velfortjente straf. Det var bedst, hvis han døde snarest muligt, så pinen ikke skulle forlænges.

Men så kom han i tanke om noget. Og pludselig indså han klart sin egen dårskab. Hvorfor havde han dog fundet sig i at ligge i sådan et fangehul, når han lige så godt kunne have gået omkring som en fri mand? I lommen havde han jo en nøgle, der hed Løfte. Og den lover enhver, som bruger den, at der ikke findes nogen lås og ingen jern- eller egetræsdør, som ikke kan åbnes med denne nøgle.

Og sådan blev det. Alle døre åbnede sig, og mændene slap ud i friheden. Nøglen beholdt sin kraft, selvom den hvilede i synderes urene hænder.

Den, som har behov for hjælp

Syndere er altså aldrig noget problem for Gud. Problemet er forhærdede og ubodfærdige syndere. Løftet “Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det” er nemlig givet til fattige sjæle, der har behov for hjælp. Et selvhjulpent og egenretfærdigt menneske har ikke brug for sådan et løfte. Kun den, der kender sit behov og virkelig ønsker at få noget af Gud.

Et bevis på, at Gud hører vores bønner, er Jesu ord: “De raske har ikke brug for læge, det har de syge” (Luk 5,31). Gud har tiltænkt bønnen som en mulighed netop for de svage, der kæmper med deres problemer og ser deres egen magtesløshed.

Et hjælpeløst menneske er som en envinget fugl, der ikke kan flyve. Men når et menneskes hjælpeløshed får Guds almagt som vingekammerat, kan han svinge sig op over alle de vanskeligheder, som før holdt ham i sit frygtelige greb.

Selvom vi synes, at vores vej er endt i en blindgyde, kan Gud i sin almagt åbne vejen for os. Og hvor Gud lukker op, kan ingen lukke i. Gud afviser aldrig at hjælpe den, som har behov for hjælp, og i sin almagt er han mægtig til at opfylde alt, hvad han har lovet.

Hvis Gud ikke vil bønhøre os, hvorfor har han så befalet os at bede? Hvorfor skulle han befale og så lade være med at give? Det ville jo være en mærkelig konge, der indbød tiggeren til aftensmad og så sparkede ham ud.

Eller hvorfor lærte Jesus os at bede fadervor? Ved ikke at bønhøre må Gud jo fornægte sit eget ord. Gud ville være en løgner, hvis han lærte os, at bøn er som en leg med ord. Men Gud er ikke løgnens, men sandhedens Gud. Det, der udgår af hans mund, står fast, og Jesus markerer det her i Johannesevangeliet med et “sandelig, sandelig”!

Jesu underfulde kærlighed

Jesus kom ikke for at lade sig tjene, men for at tjene. Når vi giver agt på vores frelsers fodspor fra krybben til korset, mærker vi, hvor stor kærlighed han havde til den faldne menneskeslægt. Jairus’ datter blev opvakt fra de døde. Bartimæus fik sit syn. Lamme gik, og spedalske blev rene. De onde ånder blev uddrevet, og syndernes forladelse blev forkyndt. Og før sin død ville Jesus, som vores tekst siger, at hans disciple skulle have en fuldkommen glæde. Alt dette gjorde han i stor kærlighed til os.

Lige så underfuld er Jesus i dag. Han er “den samme i går og i dag og til evig tid” (Hebr 13,8). Når han for 2000 år siden helbredte syge, gør han det også i dag. Når han dengang forlod mennesker deres synder, så gør han det samme også i dag. Og når han dengang bønhørte de største syndere, bønhører han dem i dag også.

Jesus er den uforanderligt barmhjertige. Ordene “Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen” er sagt også til vores tid. Jesus vil ikke, at vi skal mangle noget på nogen måde. Han gjorde ikke sine sidste gode gerninger mod sine første disciple, eller mod os, da vi blev døbt. Nej, han vil endnu gøre godt mod os. Vi skal blot fortælle ham om, hvad vi mangler, så vil han hjælpe os i vores nød. Jesus kom, for at vi skal have liv og liv i overflod.

2: Bøn i Jesu navn

Da jeg gik i skole, lærte jeg en gammel dame at kende, som jeg ind imellem besøgte i frokostpausen. Ordet “Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det” hørte til hendes kæreste bibelord. Men der var én ting, hun funderede meget over: “Hvorfor har jeg aldrig hørt nogen prædike over det ord?”

Hun spurgte engang en præst om dette og fik det mærkelige svar: “Jeg vover det ikke.”

En præst vover ikke at prædike over ord, som hører til de mest trøsterige i Bibelen! Kan det være sådan, at det menneske, som virkelig har forstået dette løftes storhed, ikke kan rumme det i sit hjerte? For måske forstår man, hvad ordene betyder, men man kan ikke fatte, hvordan Gud kan bekymre sig om en syndig ormesæk som mig. I de ord loves jo alt: både de jordiske og de åndelige goder.

Jordiske og åndelige ting

Der er nogle mennesker, der kun beder om de høje og åndelige ting, og som mener, det er unødvendigt at besvære Gud med, hvor man skal finde de kontaktlinser, man har forlagt et sted.

Men Jesus siger ikke: “Beder I Faderen om noget åndeligt og himmelsk i mit navn, skal han give jer det.” Nej, han siger: “Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.”

I bønnen fadervor beder vi også: “Giv os i dag vort daglige brød.”

Og så er der andre, der overhovedet ikke bekymrer sig om de himmelske skatte, men regner den kristne tro og bøn for at være en fidus til at vinde fremgang og penge.

Til dem siger Jesus: “Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift” (Matt 6,33).

Tro på Gud!

Derfor: Hvis du mangler noget, hvad det så end måtte være, så bed Gud om det. Han hører dig. Det har han selv sagt i lignelsen om enken og den uretfærdige dommer. Hvis dommeren på grund af enkens påtrængende bønner giver hende det, hun vil have, “skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat?” (Luk 18,7).

Tro altså fast, at du får det, du beder om, eller får noget endnu bedre, langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår (Ef 3,20). Uden tro er bønnen tom snak og gudsbespottelse. Vi beder Gud om noget og tror alligevel ikke på, at han kan opfylde bønnen. Skriften sammenligner sådan nogle bedere med havets bølger, der rejses og brydes af vinden (Jak 1,6). De skal ikke bilde sig ind, at de får noget af Herren.

Så strengt dømmer Gud bedere, som ikke tror, for at de i stedet frimodigt skal fæste lid til ham. Gud vil ligesom tvinge mennesker til at tro på hans løfte: “Tro nu endelig, mit kære barn! Du må ikke beskæmme mit navn gennem din vantro, for jeg hedder den store Hjælper.”

Ikke i egen kraft

Bønnen opfyldes aldrig gennem egen kraft, men i Jesu navn. Der er nogle, der gør bønnen til menneskers egen fortjeneste, som bliver et surogat for Kristus. “Hvis jeg bare beder tilstrækkeligt inderligt, så behager jeg Gud.” Eller: “Når jeg beder tilstrækkeligt meget, bliver jeg frelst og salig.”

Men israelitterne reddede ikke deres førstefødte fra at dø i Egypen ved at bede meget, men ved at stryge Lammets blod på dørstolperne. Bønnen er en kristens åndedræt, ikke selve livet. Livet er Kristus. Åndedrættet, bønnen, er et tegn på liv. Hvis livet dør, stopper åndedrættet. Men så langt hjertet slår, ånder mennesket også.

Bøn i Jesu navn betyder altså, at vi ikke stoler på noget hos os selv, men på Jesus. Den eneste bønnerøgelse, der er en liflig duft for Herren, er den, der er bestænket med blodet fra Golgata. En bøn i vores eget navn er for Gud det samme som røgen fra et slukket stearinlys.

Vent ikke på at blive værdig

For Jesu skyld kan vores uværdighed heller ikke være en hindring for bønhørelsen. For Jesu skyld får alle hjertets sukke samme værdi for Gud.

Luther siger: “Hvis du ikke kan få dig selv til at bede, inden du er blevet mere værdig, bliver det aldrig til noget. Derfor må du bede nu med det samme – så uværdig, som du føler dig – uden tanke på værdighed eller uværdighed. Og selv hvis du falder i synd lige før bønnen – skulle det så hindre bønhørelsen? Aldeles ikke! Du må bare falde på knæ og bede: ‘Kære Far, tilgiv mig og frels mig.’ Gør det, inden Satan styrter dig dybere ned, så du bliver evigt ulykkelig. Du må bede midt i døden og alle slags ulykker, og så meget inderligere, jo dybere nød du er havnet i.”

Så langt Luther. Peters og Paulus’ bønner er altså ikke mere værdifulde end vores, for vi har samme Kristus som dem.

At bede dårligt

Bønnen i Jesu navn betyder også, at vi ikke beder om noget, der strider imod Skriften og den kristne næstekærlighed. Beder vi om noget, der ville blive til skade for vores næste, eller som ville give os ære og berømmelse, eller som ville blive til skade for evangeliets udbredelse, kan vi være sikre på, at Gud ikke bønhører os. Hvordan skulle Jesus, som er alle menneskers frelser og velgører kunne tilfredsstille vores begær på andres bekostning? Jakobs Brev advarer os: “I beder og får alligevel intet, fordi I beder dårligt, kun for at ødsle det bort i jeres lyster” (Jak 4,3).

Når vi råber om hjælp mod synden, bliver vi helt sikkert hørt. Men når vi med vilje opsøger selskab og steder, hvor det syndige begær og de urene tanker vækkes til liv, er det ikke mere end rimeligt, at vi falder. Da har vi fristet Gud. Vi har ikke i tro holdt os til det løfte: “Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I få” (Matt 21,22). For hvis vi i tro havde holdt os til det løfte, havde vi handlet anderledes. Troen ligner aldrig det flygtige skum på fadøllen, men er en levende kraft, som påvirker vores liv. Troen gør, at vi efter bønnen tager os i agt for ting, personer og steder, som vores kød drager os hen imod.

Men hvis vi uforvarende kommer galt af sted, må vi stole på Gud og på, at han holder os på den rette vej. Tænk for eksempel på præster og andre, som har til opgave at tugte og advare mod synden. På embedets vegne havner de ofte i svære situationer, men de gør det ikke på grund af egensindighed eller hårdhed, men på Guds befaling.

At bede konkret

Hvad så, hvis vi beder i overensstemmelse med Guds vilje, og det alligevel ser ud som om, Gud har høreværn for ørerne?

Måske kan det hænge sammen med, at man har bedt om noget, som man ikke selv kan sætte navn på. Man har bare bedt nogle almene bønner om fred i verden eller stop for hungersnøden. Og det er der ikke noget galt i. Der er behov for sådan nogle bønner. Men hvis vores bønsliv stopper ved det, går vi glip af de glædelige og trosstyrkende oplevelser, som opfyldte bønner skænker os.

3: Når Gud tøver

Hvorfor venter Gud med at bønhøre?

Gud bestemmer tiden og måden

Det er sagt, at Guds kværn maler langsomt. Men det er ikke sandt, at Guds kværn maler langsomt. Det er kværnen i vores hoveder, der maler alt for hurtigt!

Vi må snarere sige, at himlens og jordens ure ikke går i takt. Vi vil se hurtige resultater og få alt, hvad vi ønsker os med det samme. Men Gud ved, hvad der er bedst for os. Hans kværn maler lige præcis så mange korn hver dag, som der er brug for. Hvis Guds kværn malede hurtigere, ville det blive en fristelse for os at proppe i os, så vi ville få mavepine som køerne, når de til foråret slippes ud på de grønne græsmarker.

Vi skal ikke i vores bønner bestemme over tid og sted for Guds bønnesvar. Han svarer os til den tid og på den måde, han finder for godt. Ellers ville vi blive hovmodige og behandle Gud som vores stikirenddreng, selvom det jo er os, der er hans tjenere. Det er nyttigt for os at lære og erfare, hvor afhængige vi er af Gud i alt i livet.

Gud vil styrke os i troen

En anden grund til, at Gud tøver med at bønhøre os, er, at vi skal øve os i at tro uden at se. Når vi tålmodigt må vente, styrkes vores tro, og jo længere Gud lader os vente, jo mere vil han i sin kærlighed nære vores tro.

Ventetiden kan virkelig være lang. I Lukasevangeliets første kapitel tales om Zakarias og Elisabeth, Johannes Døbers forældre. Det fortælles, at Zakarias længe havde bedt om, at hans hustru skulle blive gravid og føde ham en søn, der kunne fortsætte som præst efter sin far. Men nu var de blevet gamle, og Zakarias’ håb om en arving var for længe siden døet ud.

Tænker vi på, at de jødiske piger i almindelighed blev bortgiftet i 13-15-årsalderen, må Zakarias have ventet i mange årtier, inden hans bøn blev opfyldt.

Men samtidig fandt Gud, at ægtheden i hans tro var “mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild” (1 Pet 1,7). Zakarias viste sig at være manden, der bestod prøven. Jakobskampen var ført til ende og vundet: Gud velsignede sin tjener.

Det er helt sikkert, at Zakarias ikke havde villet bytte en eneste dag væk. Ganske vist føltes det som elendige tider, mens det stod på, men når han så dem i bakspejlet, lignede det den himmelske Fars kærlige leg med sine børn. Gud havde trods alt handlet efter sit barns bedste.

“Salige er de, som sørger, for de skal trøstes” (Matt 5,4).

Gud er Gud for hele verden

Uden Zakarias’ venten var hans barn heller aldrig blevet den, der beredte vejen for Jesus. Han var blevet sin fars efterfølger, en præst. Johannes ville have frembåret de sædvanlige ofre og tændt røgelse for Herren. Han kunne have været død, før Jesus var blevet født, og han kunne være blevet forhærdet af farisæernes undervisning i en grad, så han ikke kunne genkende Jesus som Messias. Men Gud ville, at Johannes skulle blive den, der beredte vejen for Herren, en røst, der råber i ørkenen.

Ind imellem må vi vente, helt enkelt fordi – og det er den tredje grund – Guds planer må gå i opfyldelse også for andre mennesker. Gud er ikke kun min Gud, men også hele verdens opretholder. Ganske vist hører Gud vores bønner, men hvis han opfyldte dem med det samme, ville andre mennesker måske ikke få nytte af det. Derfor er det trøsterigt, at Gud gør, som han selv vil.

Gud ved bedst

For det fjerde: Nogle gange føles det, som om det aldrig gik, sådan som vi havde tænkt og bedt. Gud synes at handle lige tværtimod.

Men du skal ikke gruble over det! I Romerbrevet står der: “Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud (…) Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” (Rom 8,28.32).

Hvis Gud ikke giver os det, vi har bedt om, giver han os det, der er endnu bedre. Hvis vi uforvarende beder om en sten, giver han os et brød. Har vi i vores dårskab bedt om en slange, giver han os honning.

Afslutning: Vent dig store ting af bønnen!

Forstår du nu, kære læser, hvem det er, der fylder dit hjerte med tanker om, at dine bønner er værdiløse?

Det er Djævelen, sjælefjenden. Hvor listigt forvandler ikke den usle bedrager Guds godhed til et brændejern for sjælen! Han hvisker i øret på dig: “Gud hørte dig jo ikke! Du fik ikke det, du bad om! Gud elsker dig ikke, han hader dig! Du mangler tro! Du hører til mit rige! Derfor forkastede han din bøn.”

Skriften siger noget helt andet: “Gud gjorde ikke efter din bøn, fordi han elskede dig. Han ville ikke give dig den der gamle, hvislende slange, du bad om. Allerede det er et tegn på hans kærlighed. Men dertil kommer, at han i sin kærlighed gav dig det, som du ikke havde bedt om, men som virkelig blev dig til nytte og glæde.”

Djævelen fordrejer og skævvrider Skriften. Tag dig i agt for, at du ikke falder i hans net! Bed Gud om nåde til at se, hvilken elskende, barmhjertig og vidunderlig Gud, du har. Uden åbnede øjne falder du ned i Satans faldgruber som en stok synker i mosen.

Når vi beder, må vi vente os noget stort. Når Jesus er den samme i går og i dag og til evig tid, kan de samme ting ske i dag, som skete ved vores tidsregnings begyndelse. Også store undere. “Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.”

Det største under, som berører alle kristne, er dog allerede indtruffet: Vi er blevet døbt og lever i dåbens nåde. Troens tilblivelse og bevarelse er Guds største under. Alle andre undere med undtagelse af de onde ånders uddrivelse kan sjælefjenden efterabe, men ikke dette, det ædleste og største: skabelsen og opretholdelsen af den tro, som alle kristne overalt i verden er delagtige i.

Oversættelse: Henrik Gren Hansen


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2019. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Timo Laato

Timo Laato, dr. theol. i Det Nye Testamente, ansat på Församlingsfakulteten og Lutherstiftelsen i Göteborg

Timo Laato

Timo Laato, dr. theol. i Det Nye Testamente, ansat på Församlingsfakulteten og Lutherstiftelsen i Göteborg