Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

O du forunderlige Gud!

Om det store under at få sine synder forladt og hvile ved Guds hjerte - midt i al syndens daglige plage.

Sange med hjertet XVIII

Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.

1. Vor store Gud gør store under,
det største har han gjort mod mig
den dag, han kasted’ mine synder
i nådehavet bag ved sig
og mig udvalgte til sin brud.
O du forunderlige Gud!

2. Jeg fattig er og syg og såret
fra hovedisse indtil fod,
dog har han mig til brud udkåret,
og renset er jeg i hans blod.
Jeg, som til Helved skyldig var,
er Jesu brud, og Gud min far.

3. Nu kan jeg hvile ved hans hjerte
og klage dér al sorg og nød.
Her er så meget, som vil smerte,
i ensomhed min tåre flød.
Men siger jeg det til min ven,
så bliver alting godt igen.

4. Jeg ofte er i frygt og fare
og tænker, alt er selvbedrag.
Jeg synes, livet ej vil svare
til det, jeg ser som hjertets sag.
Hvor skal jeg hen med denne nød?
Jo, ile til min frelsers skød.

5. Så længe jeg er her på jorden,
jeg plages daglig af min synd.
Jeg ringe var, er værre vorden,
ser stadig mer’ af hjertets dynd.
Dog må jeg være Jesu brud.
O du forunderlige Gud!

6. Min kære Gud, du mig bevare
i ydmyghed for hver en dag.
Her er så fuldt af fald og snarer,
og fjenden slår mig slag på slag.
O gem mig, hjælp mig i al nød,
så tror jeg bliver til min død.

7. Og når jeg hjemme står for tronen,
min brudgoms ansigt skue får,
når han mig rækker sejerskronen,
og jeg med fryd min harpe slår,
da skal jeg evig synge ud:
O du forunderlige Gud!

Hvad er det største under, Gud kan gøre for et menneske?

Det spørgsmål svarer Per Nordsletten (1837-1923, norsk prædikant og sangforfatter) ganske enkelt på her i sangen. Det er ikke hverken at vinde i lotteriet eller at blive helbredt for en dødelig sygdom. Nej, det er at få sin synd forladt og kastet i havets dyb og at blive udvalgt til hans brud.

For tænk hvilke perspektiver der er over det!

At vinde i lotteriet giver ganske vist nogle her-og-nu-muligheder, som er helt fantastiske, og at blive reddet fra en dødelig sygdom frier fra en lang række bekymringer og ubehageligheder; men begge dele er noget, der ikke varer ved, men som er kortvarige. En dag får begge dele under alle omstændigheder ende.

Underet over alle undere

Gud har gjort store undere imod os, konstaterer han; men kun ét kan betegnes som det største: at få sin synd forladt. For da er det kastet i nådehavet. Med det vil han have frem, at så er synderne totalt væk. For nådehavet er bundløst.

Det andet billede, han bruger, er at blive udvalgt til Jesu brud. Det står i modsætning til at være en forkastet luder. Og det er egentlig helt overraskende, når han tænker på, hvordan han er. For han er både fattig, syg og såret over det hele. Og så alligevel har Gud selv udkåret ham til at være hans brud. Han får lov til at stå renset i Jesu blod. Han, som var skyldig til Helvede, får nu lov til at have Gud som sin himmelske far.

Og det har nogle herlige følger: Tænk, han får nu lov til at hvile – hvile ved Guds hjerte; det vil sige ved det inderste i Gud. Og han kan betro sig til Gud med alle sorger og bekymringer, ja, klage over det, som gør ondt. Han indrømmer, at han faktisk ofte har grædt. Men så siger han det til Jesus, og så bliver alt godt igen.

Så går han videre til at beskrive, hvordan situationen er for ham fortsat: Han oplever sig faktisk fattig og syg og såret, ikke bare sådan pletvis, men over det hele. Og så alligevel er han blevet den udvalgte brud, der står renset og ren i Jesu blod for al synd. Selv om han endog er skyldig til Helvedes ild.

Hvile i nøden

Hvad følger nu heraf?

Jo, så kan han hvile ved Guds hjerte – det inderste i Gud – og klage dér al sorg og nød. Han indrømmer, at der er så meget i livet, som gør ondt. Han kender til at sidde ensom og græde. Men der er en vej ud af tristheden: at sige det hele til Gud. Så bliver alting godt igen.

Så tænker han på noget, som ofte knuger ham: Hvad nu, hvis det hele er selvbedrag?! Og det hænger sammen med, at livet som kristen ikke rigtig svarer til det, som han gerne ville, at det skulle være.

Hvad stiller han op med det? Jo, han kender én løsning: at skynde sig til frelseren.

Så kommer han til det værste. Daglig oplever han, hvordan synden gør sig gældende. Ja, den er en plage for ham. Men der er noget, der er værre. Det er, som om han bliver en stadig større synder. Han ser i hvert fald stadig mere af det, han kalder for ”hjertets dynd”. Det vil sige noget, der aldrig forsvinder. Tværtimod, jo mere han kradser i det, jo mere hvirvles der rundt.

Så kommer det overraskende: Dog må han fortsat være Jesu brud! På trods af alt! Da må han udbryde: ”O du forunderlige Gud!”

Ja, hvad passer sig bedre?

Sejrskronen

Hvis ikke det hele skal ende galt en dag, så er der ét, der er nødvendigt, og det er, at Gud bevarer ham i ydmyghed hver eneste dag. For der er så mange farer, og fjenden (Djævelen) sejrer over ham gang på gang. Derfor har han én bøn: at Gud hver dag bevarer ham i al nød, så han aldrig forlader Gud.

Til sidst ser han frem mod Evighedens dag, hvor han skal se Gud ansigt til ansigt. At se Gud ansigt til ansigt er noget ubeskriveligt stort. Det udtrykker det fuldstændig uhindrede og umiddelbare fællesskab mellem Gud og menneske. Da skal han få sejrskronen, og han skal slå sin harpes strenge. Da skal han synge det evigt nye tema ud, og det er: O, du forunderlige Gud! Det er klimaks!

Per Nordsletten skrev denne sang som 54-årig. Det vidner om, hvad der fyldte hans hjerte og sind i en forholdsvist tidlig alder. Det er et eksempel til efterfølgelse for os andre.

Claus Munk skrev dette vidnesbyrd fra sygesengen og sendte det til redaktionen 17 dage før, han blev hentet hjem til Gud d. 9. februar 2018.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2018. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Claus L. Munk

Claus L. Munk (1948-2018) var forkynder, forlagsleder m.m. i Luthersk Mission.

Claus L. Munk

Claus L. Munk (1948-2018) var forkynder, forlagsleder m.m. i Luthersk Mission.