Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Nytten af Jesu lidelser

Matt 27,20-51. Om at se budskabet til mig i det, Bibelen beretter om Jesu lidelse, død og opstandelse.

Men ypperstepræsterne og de ældste overtalte skarerne til at bede om at få Barabbas løsladt og få Jesus henrettet. Og da statholderen spurgte dem: ”Hvem af de to vil I have, at jeg skal løslade jer?” svarede de: ”Barabbas!”

Pilatus spurgte dem: ”Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?” De sagde alle: ”Han skal korsfæstes!” Han spurgte: ”Hvad ondt har han da gjort?” Men de råbte blot endnu højere: ”Han skal korsfæstes!”

Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: ”Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag.” Hele folket svarede: ”Lad hans blod komme over os og vore børn!” Da løslod han dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

Da tog statholderens soldater Jesus med sig ind i borgen og samlede hele vagtstyrken om ham. Og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød soldaterkappe om ham, flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, gav ham en kæp i højre hånd og faldt på knæ foran ham, hånede ham og sagde: ”Hil dig, jødekonge!” Og de spyttede på ham og tog kæppen og slog ham i hovedet. Da de havde hånet ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors. Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata – det betyder Hovedskalsted – gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem. Så satte de sig dér og holdt vagt over ham. Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: ”Det er Jesus, jødernes konge”. Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: ”Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!”

Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde: ”Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn.”

Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde.

Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: ”Elí, Elí! lemá sabaktáni?” – det betyder: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: ”Han kalder på Elias.” Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke. Men de andre sagde: ”Lad os se, om Elias kommer og frelser ham.”

Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden.

Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede (Matt 27,20-51).

Forskel på evangelisterne

Evangelierne giver forskellige billeder af Jesu lidelseshistorie. Det betyder ikke, at der er nogen af dem, der er forkerte. Når vi ser dem sammen, får vi det fulde billede. Men der er en grund til, at evangelierne er skrevet, som de er skrevet. Og det er ikke altid, vi skal være så optagede af at have det fulde billede. Det er meget godt at have det – og især at have det i baghovedet. Men nogle gange må vi dykke ned i det billede, som vi får i ét af evangelierne, for hvert evangelieskrift har sin vigtige forkyndelse af evangeliet.

Her i Matthæusevangeliet får vi vel nok umiddelbart den mørkeste skildring af Jesu lidelseshistorie. Det eneste korsord, vi får fra Jesus her, er: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Og så råber Jesus igen – vi hører ikke, hvad det er – og så opgiver han ånden.

Det er ikke en fejl af Helligånden, at vi ikke har det hele med i alle evangelierne; at vi ikke for eksempel har alle syv korsord i alle fire evangelier. Hver enkelt af evangelierne har sit perspektiv – som er sandt.

Og Matthæus’ perspektiv er, at han virkelig fordyber sig i Jesu lidelse. Det skal vi også gøre nu. Vi må blive stille for, hvad Jesus led. For det er en vigtig del af påskens budskab, og der gemmer sig også et stort evangelium i det, selvom det er grusomt at læse om.

Soldaternes kæp

Som en af mange detaljer i Jesu lidelseshistorie læser vi, at soldaterne giver Jesus en kæp i hånden. Den kæp skal forestille at være et scepter. Den skal forestille at være et tegn på magt. Netop derfor giver de Jesus kæppen i hans højre hånd. Den højre hånd symboliserer styrken og magten, og det er med den hånd, man holder sit kongescepter.

Når vi synger salmen ”befal du dine veje”, slutter vi med at synge: ”Gud monne sceptret bære, og alting vel han gør.” Det er trygt, at det er Gud, der regerer – over verdenshistorien, hvor der sker ting og sager lige nu. Det er trygt, at det er Gud, der regerer over dit og mit liv, hvor der måske også sker ting og sager. Det er trygt og godt, at det er Gud, der bærer sceptret, for han har al magt, og han vil os det bedste med alt, hvad han gør, og alt, hvad han fører os igennem. Det er vidnesbyrdet fra ”befal du dine veje” af Paul Gerhardt, hvor der står om det her scepter.

Soldaterne giver Jesus en kæp i hans højre hånd som et tegn på hans magt, ligesom de giver ham en krone på hovedet, kaster sig for fødderne af ham og siger: ”Hil dig, jødekonge.”

I Kristushymnen i Filipperbrevet læser vi, at ”i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære” (Fil 2,10-11).

Det er den bekendelse, vi her ser vendt om – i et satanisk modbillede. For soldaternes tilbedelse er jo en hån. Og så snart de har bøjet knæ, rejser de sig op og spytter på Jesus – tager kæppen ud af hans højre hånd – og slår ham i hovedet med den.

Symbolikken i det at blive slået i hovedet med kongescepteret er modbydeligt satanisk. Dertil kommer selve det at blive slået i hovedet med en kæp – rent fysisk. Det må jo have været forfærdeligt. Måske har Jesus fået en hjernerystelse. Hvis man forstår sig lidt på det soldatermiljø, hvor man kan behandle en fange, som de her behandler Jesus, så har de ikke bare tjattet lidt til ham med kæppen; de har virkelig slået igennem. Og så er der tornekronen, der borer sig ned og ind i hovedbunden og gør smerterne endnu mere uudholdelige.

Det vigtige spørgsmål

Det er ét lille aspekt af den lidelse, som Jesus gennemgår her langfredag. Og man kunne fortsætte med at trække detaljer frem. Det ville der på mange måder være god grund til: at blive stille for, hvad Jesus faktisk led – på alle måder.

Men der er en ting, som vi først og fremmest må gøre os klart, når vi taler om Jesu lidelse. Det er et spørgsmål, som Martin Luther har stoppet mig op for.1 Luther spørger: Hvilken nytte har du af Jesu lidelser? Hvad gavn har du af, at Jesus led?

Det virker måske underligt at bruge ordene ”nytte” og ”gavn” i forbindelse med så voldsomme lidelser. Men det her med, hvilken gavn og nytte, vi har af det, vi læser i Bibelen, det er et ordvalg, som man faktisk ganske ofte støder på i kirkehistorien i opbyggelseslitteraturen fra efter reformationen og nogle hundrede år frem.

For eksempel er der også i Erik Pontoppidans katekismusforklaring Sandhed til gudfrygtighed et spørgsmål til de børn, der skal oplæres i den kristne tro, der lyder: ”Hvad nytte har vi af Kristi opstandelse?” Og lidt senere bliver der spurgt: ”Hvad nytte har vi af Jesu himmelfart?” Og kort efter igen: ”Hvad nytte har vi af, at Kristus sidder ved Guds højre hånd?”

Det var sådan en type spørgsmål, børnene skulle kunne svare på i 1700-tallet, før de blev konfirmeret.

Og det er faktisk blevet en vigtig påmindelse for mig, at man spurgte sådan dengang: ”Hvad nytte har vi” af det og det i Bibelen? Jeg tror, vi har noget at lære her.

Mange af os er vant til at læse romaner og se film. Mange er også vant til at læse skolestof, hvor vi skal tilegne os viden; vi skal indlære ting og sager, så vi husker det til eksamen.

Men hvordan læser vi Bibelen?

Hvis vi læser Jesu lidelseshistorie som en roman eller ser det for vores indre blik som en film, så kan vi blive vældigt bevægede. Hvis vi virkelig lever os ind i Jesu lidelser, så kan vi blive grebet af en dyb medlidenhed og forfærdelse. Der kan komme store bevægelser i vores sind. Og så føler vi måske, at vi virkelig bliver påvirkede af at læse i Guds ord – ligesom man kan være i en helt særlig stemning, når man har været helt opslugt af at se en film.

Hvis vi læser Jesu lidelseshistorie som en skolebog, kan vi blive dygtige teologer, der kan se, hvordan de enkelte dele af Jesu lidelse og død er forudsagt i Det Gamle Testamente. Vi kan tilegne os viden om den jødiske påske og om det romerske styre – og vi kan få et væld af ahaoplevelser og spændende ny viden. Dét kan der også være noget medrivende i, og vi kan føle, at vi bliver berigede, fordi vi er blevet klogere på nogle ting i Skriften.

Og jeg vil gerne slå fast: Der er ikke noget forkert i at leve sig ind i Jesu lidelser. Og der er ikke noget forkert i at tilegne sig viden om Jesu samtid og især da ikke om profetierne fra Det Gamle Testamente. Det er slet ikke forkert! Jeg har selv fået meget stort udbytte af at læse teologi og også af at læse bibelhistoriske romaner. Begge dele har bidraget til, at jeg har fået en meget stærkere fornemmelse af Gud som historiens Gud og af de bibelske personer som virkelige mennesker, der har levet på et virkeligt sted og i en virkelig tid. Og det er godt!

Men ligesom viden og indlevelse kan være med til at lukke Bibelen op, kan det faktisk også være med til at lukke Bibelen i. For det kan bidrage til – hvis vi ikke passer på – at vi glemmer det væsentlige spørgsmål: Hvad siger det her til mig? Hvad nytte har jeg af Jesu lidelse? Hvad vil Gud sige til mig – i min situation – med Jesu lidelse, som jeg skal tage med mig og leve på og leve af?

Luther siger: ”I den hellige Skrift finder du ikke bare ord at læse – som i alle mulige andre bøger – du finder ord at leve efter og leve på. Ord, som ikke er talt, for at man skal gøre sig højtflyvende filosofiske tanker, men ord, som er talt til liv og virkelighed.”

Vi siger, at Guds ord er et nådemiddel, fordi Gud handler med os gennem det; Gud taler til os og giver os troen gennem sit ord. Det er det, Gud vil, når vi åbner Bibelen. Og det er det, Gud vil, når vi læser Jesu lidelseshistorie.

Formålet med Jesu lidelse

Hvordan siger Luther så, at vi kan få nytte og gavn af Jesu lidelse?

Det har han flere svar på. Men der er ét svar, som får en særlig vægt hos Luther. Og når jeg hører det svar, så kan jeg ikke lade være med at tænke på: Er der er perspektiv her, som vi har mistet?

Det er jo det store formål med at læse kirkehistorie. Vi må læse, hvad ”de gamle” siger med åbenhed over for, at de havde et lys over Guds ord, som vi måske er ved at miste, eller som er ved at blive svækket.

Før du læser Luthers svar, vil jeg gerne opmuntre dig til at blive stille for, hvad du selv vil svare på spørgsmålet: Hvad nytte vi har af Jesu lidelse? Hvad gavn har vi af at læse om, hvad Jesus led?

Luthers svar lyder sådan: ”Næsten hele formålet med Jesu lidelse beror på, at mennesker ved den må komme til selverkendelse, forfærdes over sig selv og blive sønderknuste. Når et menneske endnu ikke er kommet dertil, har han endnu ikke fået den rette gavn af Jesu lidelse.”

Næsten hele formålet med Jesu lidelse er, at du må blive forfærdet over dig selv!

Hvorfor det, Luther – hvad mener du dog med det?

Det er jo ret vigtigt, det vi taler om her: at vi må få den rette gavn af Jesu lidelse. At den enkelte af os må høre: Hvad vil Gud sige til mig, når jeg læser om Jesu lidelse?

Luther forklarer det lidt nærmere: ”Forfærdelsen kommer, når du ser Guds strenge vrede og urokkelige alvor, der retter sig mod synden og synderne. Det er så streng en vrede og så urokkelig en alvor, at han ikke vil se igennem fingre med synden, selv ikke for sin egen elskede søns skyld.”

Og så citerer Luther Esajas 53, vers 8: ”For mit folks synd blev han ramt.”

Det er vigtigt, siger Luther, at du ”indprenter dig det ord dybt i hjertet. Du må ikke være et øjeblik i tvivl om, at det er dig, som volder Jesus den smerte, som du læser om. For det er dine synder, der har gjort det.”

Den skyldige

Så langt Luther – i første omgang. Vi venter snart tilbage til ham.

Men lad os blive lidt ved det: Hvem var skyld i Jesu død?

Når vi læser her fra Matthæusevangeliet 27, så bliver det spørgsmål jo rejst. Det er et tema, der er underliggende i første del (fra v.20). Der ser vi, hvordan ypperstepræsterne og de ældste overtaler skarerne til at bede om at få Jesus henrettet i stedet for Barabbas. Og det gør folkeskarerne. Og da Pilatus vasker sine berømte fingre og siger: ”Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag,” så svarer folket: ”Lad hans blod komme over os og vore børn!”

Guds ord rejser spørgsmålet gennem evangelisten Matthæus: Hvem er skyld i Jesu død? Er det ypperstepræsterne og de ældste, der jo støber kuglerne? Er det folkeskarerne, der råber ”korsfæst ham”? Er det Pilatus, som er fej og giver efter, der i virkeligheden har skylden? Er det soldaterne, der spotter Jesus og eksekverer henrettelsen? Er det Judas, forræderen?

Nej, siger Luther med Skriften i hånden. Det er i virkeligheden ikke nogen af dem. For dem, der umiddelbart var forbryderne, var i virkeligheden bare tjenere og redskaber for dine synder. ”I virkeligheden”, siger Luther, ”er det dig, som ved dine synder har korsfæstet og myrdet Guds søn!”

Du var der. Dine synder var på Jesu skuldre. Det var dem, der dræbte Jesus.

Lad os prøve at blive stille for det.

Det var dine vrede ord til din ægtefælle eller til din kollega, der var en kæp i hovedet på Jesus. Det var dine materialistiske og egoistiske prioriteringer af alt muligt overflødigt luksus, der var piskeslagene på Jesu bare ryg. Det var alt det, du undlod at gøre for din næste, som ikke blev gjort for Jesus. Det var dine bagtalende ord om en fra menigheden, der faldt som hammerens slag, der sømmede Jesu hænder og fødder fast til korset. Det var din facadejagt, dit fromme kristne hykleri over for dig selv, over for Gud og over for andre, der var den svamp med den sureste eddike, der blev rakt op til Jesus for at forfriske ham. Det var din inderste kerne af ondskab, der stod og råbte hujende og spottende mod Jesus i hans dødstime.

Luther siger: ”Hvis du har et hjerte, der er så hårdt og goldt, at Kristi lidelse ikke forfærder dig og fører dig til selverkendelse, så skal du tage dig i agt og frygte.”

Hvis du ikke frygter og forfærdes over det, du læser her i Matthæusevangeliet om Jesu lidelse – hvis du ikke tager det til dig, at det i virkeligheden er dig, som ved dine synder – hverdagssynder – har korsfæstet og myrdet Guds søn – så er der for alvor grund til forfærdelse og frygt. Kan du ikke være forfærdet over andet, så vær forfærdet over, at du kan læse om Jesu lidelser uden forfærdelse.

Da apostlen Peter på pinsedag forkynder for jøderne i Apostlenes Gerninger 2, gør han det klart for dem: Det er jer, der har korsfæstet Jesus! Det er jer, der har korsfæstet Jesus, Guds søn!

Og det er den forkyndelse af Peter, der rammer de tilstedeværende jøder så stærkt, at tre tusinde mennesker på den samme dag forfærdede og bævende siger til apostlene: ”Hvad vi skal gøre, brødre?”

Hvad skal vi gøre?

Det var virkningen, da Helligånden kom pinsedag: en vækkende forkyndelse, der gjorde det klart, at det er din synd, der har korsfæstet Jesus. Det er dig, der har myrdet ham.

Dit forhold til synden

Derfor er det både et påske- og et pinseanliggende at stille spørgsmålet: Hvordan forholder du dig i din hverdag til synden?

Lever du fredeligt med din synd? Lever du et uanfægtet liv i adspredelse og sikkerhed, så har du ikke hørt, hvad Gud vil sige til dig om Jesu lidelse og død. Så har du ikke fået den rette gavn af Jesu lidelse.

Luther fortæller om Bernhard af Clairveux – en af kirkefædrene fra 1100-tallet – at han gik rundt og mente om sig selv, at han var sikker, og at han med sin livsstil var så tilpas i den gode ende i forhold til andre mennesker, at han ikke var anfægtet og ikke var bange. Han siger selv: ”Jeg kendte ikke noget til den evige dom, som var udsagt over mig i Himlen.”

Men så kom der et vendepunkt i Bernhards liv: ”Så så jeg Guds eneste søn forbarme sig over mig, træde frem og overgive sig selv for mig i den dom, som hvilede over mig.”

Og så – da han så Guds søn forbarme sig og træde frem i lidelse for at give sig selv for ham – så tænkte Bernhard: ”Ve mig! Nu er det forbi med at gå rundt og være glad og uanfægtet.” For nu så Bernhard den alvor og dom, der var over hans synd. Nu så han, hvor vred Gud var over hans synd, gennem Jesu lidelser. Og på den måde fik Bernhard gavn af Jesu lidelse! For den rev ham ud af en sikkerhed, der efterhånden havde hobet sig op i hans sind – en sikkerhed, som var falsk.

Er det det eneste, der er at sige om vores nytte og gavn af Jesu lidelse og død?

Nej, det er det ikke. Men det har været utroligt tankevækkende for mig, at Luther kan formulere det sådan, at ”næsten hele formålet med Jesu lidelse er, at du må blive forfærdet over dig selv!” Forfærdet over din synd!

Jeg tror, Luther siger det, fordi han vil være sandheden tro i kærlighed; fordi han ved, at det er den forfærdelse over os selv, vi har så let ved at hoppe over i vores kristne liv. For den er jo ikke rar. Og der er noget i os, der hele tiden vil støde den ud, fordi vi vil have lov til at leve, som vi nu lever.

Jeg vil have lov til at blive vred. Jeg vil have lov til at fastholde, at jeg ikke vil tilgive dén person, der har gjort det mod mig. Jeg vil have lov til at se det, som alle andre mennesker ser i fjernsynet. Jeg vil have love til at prioritere min tid og mine penge, som alle andre prioriterer. Jeg vil have lov til at være i fred.

Vi er af natur hele tiden på flugt fra den hellige Gud. Og af natur tilpasser vi os hele tiden den verden, vi lever i. Vi forsvarer synden.

Når vi møder Guds finger på noget i vores liv, som vi skal gøre op med, så er vi lynhurtige til at bortforklare det.

Men hvis jeg flygter fra den hellige Gud og fra anfægtelsen ved at se på, hvad min synd gjorde ved Jesus, så flygter jeg ikke bare væk fra loven og Guds hellighed; jeg flygter også bort fra evangeliet og Guds kærlighed – og jeg ender i frafald og formørkelse.

Død for os

Derfor vil Luther – og Bibelen – have os ind i anfægtelsen over vores synd: fordi den vil holde os til Jesus og give os glæde og trøst i ham. Det er grunden!

Når Gud vil tale med os om vores synd, og når han gør synden stor for os, så er det ikke, fordi han vil drive os ud i fortvivlelse. Så er det, fordi han vil gøre Jesus større for os og lære os at elske ham og at have vores alt i ham.

Som Luther siger netop i denne forbindelse: ”Dit hjerte må blive styrket og stadfæstet i Jesus alene.”

Det er det, det går ud på. Det er derfor, det er så vigtigt, at du ved Jesu lidelse må komme til selverkendelse, som Luther siger, og blive forfærdet over din synd. Du må lære dig selv nøjagtig så godt at kende, at du kommer til at tie stille – som Samuel sagde til Saul. ”Ti stille” (1 Sam 15,16). Men Saul fortsatte med at forsvare og forklare sin synd, og han fortsatte med at ville bevare sin facade, over for sig selv, over for andre og over for Gud. Han bekendte ikke sin synd.

Jesu lidelse må lære dig at tie stille. Du må blive stille, når du ser, hvordan Jesus går sin smertensgang til Golgata for dine synders skyld.

For når stilheden indtræffer – når du indser, at det er dig, der har gjort det – at det er dig, der har myrdet Guds søn med dine synder, og du kan ikke forklare dig ud af det – så er du der, hvor du kan høre evangeliet:

Jesus døde for ugudelige syndere (Rom 5,6).

Herren lod al vor skyld ramme ham (Es 53,6).

På sit legeme bar han selv vore synder op på korset (1 Pet 2,24).

Ham, der ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham (2 Kor 5,21).

Du er forbryderen – ja! Men så sandt som det var dine synder, der dræbte Guds søn, så var det også dine synder, han bar med sig op på korset.

Og der på korset tilintetgjorde Gud dit gældsbevis. Han fjernede det ved at nagle det til korset med Jesus.

Opstået for os

I Matthæusevangeliet har vi ikke ordene ”det er fuldbragt”, men vi har noget lige så godt. Vi har nemlig skildringen af, hvordan forhænget i templet flænges i to dele, fra øverst til nederst. Og det betyder, at Jesus med sin død har fjernet det, der var mellem dig og Gud. Han har taget det alt sammen med sig i graven.

Men graven kunne ikke holde på Jesus. Dødsrigets porte blev sprængt. Og op stod Jesus som sejrherren over synd og død.

Hvad nytte har vi af Jesu opstandelse?

Paulus siger: ”Jesus blev oprejst til retfærdighed for os.

Hans opstandelse er det endegyldige bevis på, at dine synder ikke kan fordømme dig, lige meget hvor store og vedholdende de er, når du lever i lyset og ikke vil gemme dig i mørket for Guds dom.

Hans sejr er din sejr! For det er din synd, og det er din død, der er opslugt og besejret gennem Jesu død.

I al min urenhed er jeg ren og hellig for Gud i Jesus.

Djævelens skjulte gerning

Gud vil ”styrke og stadfæste dit hjerte i Jesus alene”. Det er sådan, Gud vil arbejde med dig gennem hele dit liv, så du bliver mindre, og Jesus bliver større. Så du lærer din synd og uværdighed mere og mere at kende – men samtidig lærer at elske Jesus mere og mere som din frelser.

Når Gud arbejder sådan med dig, føles det ikke opbyggeligt. Det føles som om, det går den fuldstændigt forkerte vej med dig. Du får ikke fred med dig selv, og du får ikke et særligt harmonisk indre, for du lever hele tiden i kamp med noget i dig selv, som du ikke kan få til at gå væk.

Når Gud arbejder sådan med dig, og du lever i kamp med synden, så får du også noget med Djævelen at gøre. Det er igen noget af det, der har slået mig, når jeg har læst Luther, og når jeg har læst kirkehistorie: hvor meget der står om Djævelen, og hvor reel en virkelighed, Djævelen er for det enkelte menneske.

Hvor meget fylder det med Djævelen for os i dag?

Vækkelsesbevægelserne i 1800-tallet reagerede mod den nye lærebog i kristendom, som skulle være i skolerne, fordi der ikke stod et eneste ord om Djævelen i den. Og når der ikke stod et ord om Djævelen, så var det et symptom på, at den nye lærebog havde reduceret kampen mod synden til en kamp for at være ”et godt menneske”, der lever op til samfundets idealer. Man var blevet mere fornuftige, og Djævelen stod mere og mere som en middelalderlig overtro.

Lyder det bekendt?

Jeg er bange for, at der, hvor vi ikke kender noget til Djævelen som fristeren og anklageren, der er det ikke, fordi Djævelen har opgivet os; men der er det, fordi Djævelen har set, at det bedste, han kan gøre, er at arbejde skjult med os, så vi lærer at forsvare vores synd og flygte fra den hellige Gud og samtidig regne os for at være kristne på vej til Himlen. Så mærker vi ikke, at vi har med Djævelen at gøre. Men det er Djævelens skjulte gerning i os, som er dødbringende farlig og leder os i frafald, uden at vi opdager det.

Anklageren

Når Guds ord åbenbarer din synd for dig – når du får åbnet øjne og ører for, hvad Gud sætter fingeren på i dit liv, som du skal gøre op med – så kommer du til at kende Djævelen. For det første: som fristeren, der igen og igen – og alt for let – lokker dig til den synd, som Gud vil, du skal gøre op med. Og for det andet lærer du Djævelen at kende som anklageren, der siger, at du umuligt kan være kristen, sådan som du er.

Jeg tror, mange mennesker først rigtigt vil lære Djævelen at kende som den anklager på dødslejet. Der er mange beretninger om mennesker, der har levet et umiddelbart pænt og ordentlig kristenliv og er kommet i missionshuset osv. Men så på dødslejet kommer anfægtelsen! For så passerer livet revy, og så ser du alle de ting, som du kunne have gjort anderledes, og som du skulle have gjort. Du ser dine svigt og dine mange, mange fald i synd, og det fratager dig frimodigheden. Du bliver bange for Helvede. Lige om lidt skal du dø: Er troens liv i dig – eller har det bare været en kultur og en teori? Skal du tilbringe evigheden i himmel eller helvede?

Når Djævelen kommer til dig på den måde, er det, du må have gavn og nytte af at se på Jesus på korset.

I den sammenhæng har jeg mødt noget hos Luther, som jeg har studset meget over; nemlig hvordan Luther ligesom gør grin med Djævelen.

Vi skal ikke misforstå det: For Luther var Djævelen en frygtelig virkelighed.

Men når han mødte Djævelen som anklager, så lærte han sig en sang, som han hånende sang mod Djævelen. Og den sang stod bl.a. i Salme 118 i Bibelen, hvor der står: ”Herrens højre hånd er løftet, Herrens højre hånd bringer sejr! Jeg skal ikke dø, men leve og fortælle om Herrens gerninger” (v. 16-17).

Og Luther siger: Forstår vi os rigtigt på den sang, så snyder vi Djævelen, så han ingen vegne kommer med os! For når jeg synger den sang, så frigør jeg mig helt fra mig selv og fra alt, hvad der er mit eget, så jeg frimodigt kan sige til Djævelen: Hvor er det, du tror, du kan ramme mig? Søger du gode gerninger, og vil du anklage min hellighed for Gud? Jamen jeg har jo ingen! Min styrke er ikke min egen! Det er Herren, der er min styrke.

Eller er det min synd, du vil anklage mig for? Jamen synd har jeg jo heller ikke!

Og så bruger Luther Salme 118 og siger: Her har du Herrens magt – den kan du anklage, så længe du har lyst til. Men jeg ved ikke af nogen som helst synd eller hellighed hos mig. Det er Herrens højre hånd, der bringer sejr.

Luther bruger et billede mere, som er utroligt trøsterigt.

Han taler om den fattige husejer, der midt om natten møder en tyv i sit hus. Og da han møder tyven, begynder han at gøre grin med ham. Han siger: Du er godt nok en dum tyv! Tror du virkelig, at du kan finde noget af værdi herinde i nattens mørke, når jeg selv ikke engang kan finde noget af værdi ved højlys dag?

Det er et fantastisk billede på det forhold, vi som retfærdiggjorte ved troen på Jesus må have til Djævelen.

Det er det med at vide: Jeg er fattig! Jeg har ingenting hos mig. Men se dér på korset: Der hænger ham, som er min fred. For han betalte prisen fuldt ud. Han har tømt Guds vredes bæger så helt og fuldt, at der ikke er en dråbe tilbage til mig, men jeg må være Guds barn for hans skyld alene.

Per Nordsletten skriver:

Når Djævelen siger: Du er ej sådan,
at nåden i Kristus dig tilhøre kan,
da råber dog navnet: Men sådan er jeg,
at jeg vil benåde en synder som dig.

En evangelisk kamp

Det er, når du ser den kærlighed fra Jesus til en ugudelig synder, du får kraften og modet til at kæmpe mod din synd. For så ved du, at din frelse ikke afhænger af, hvor godt det går i din kamp. Din frelse afhænger af, hvordan det gik med den kamp, Jesus kæmpede i dit sted.

Når du ser det, bliver du knyttet til Jesus. Og det er det, Gud vil. Gud vil styrke og stadfæste dit hjerte i Jesus alene.

Hvad nytte har du af Jesu lidelse, død og opstandelse?

Du må lære at tie stille, når du forsvarer og forklarer din synd. Så du kan høre, hvad Gud siger. Gud siger: Din synd har myrdet Jesus. Så alvorlig er din synd!

Gud vil, at du i din hverdag skal kende dig selv som en synder. Han vil, at du skal leve i en mærkbar og konkret kamp mod det onde i dig. Men det vil Gud ikke, for at du skal blive fortvivlet – og det vil Gud ikke, for at Djævelen skal få et let bytte i dig.

Nej, det vil Gud, netop fordi han vil gøre dig til en uindtagelig fæstning mod Djævelens angreb. For når Djævelen kommer og siger: Du er ej sådan, at nåden i Kristus dig tilhøre kan – så kan du jo give ham ret: Det er rigtigt, at det var mine synder, der myrdede Jesus. Men! Det var mine synder, Jesus tog! Hvilken af mine synder er det helt præcist, du vil sige, Jesus ikke har taget med sig i graven? Peg på en af dem. Er det den synd, jeg kæmper med, som jeg ikke kan overvinde? Er det en stor og forfærdelig ting, jeg engang har gjort, som bliver ved med at plage min samvittighed?

Kunne Jesus ikke bære det på sin ryg? Blev det for meget for Jesus? Blev dét dråben, der gjorde, at han smed korset og sagde: ”Jeg vil ikke mere. Jeg kan ikke mere.”

Nej, Jesus tog al min synd. Og det er jo så sandt, som folkeskaren spotter Jesus for: ”Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.”

Jesus kunne ikke frelse sig selv, for han ville frelse dig. Jesus kunne ikke undgå Guds vrede og forbandelse, for han ville frelse dig for den.

Sejren

”Jesus tog al min synd.” Det lille ord ”al” er og bliver en torn i øjet på Djævelen, når han angriber, og det er et ord, der står i Bibelen, Guds eget ord, som er Åndens sværd mod Djævelen.

Og så må du minde Djævelen om, hvor Jesus tog al din synd hen. Han tog den med sig ned i dødsriget. Og så stod han op igen som sejrherren. Du må minde Djævelen om hans nederlag. Djævelen kunne ikke holde på Jesus i dødsriget. Djævelen er overvundet! Og han ved det godt, men han prøver på at lade som om, han ikke ved det.

Det eneste, vi skal gøre, når Djævelen kommer og vil anklage os, er at minde ham om, at han er besejret. Min synd lå på Jesu skuldre som Guds skyldfrie sonofferlam, der gik alene i døden for mig. Og min synd – så ufatteligt vedholdende, som den er – var ikke stærk nok til at holde Jesus i dødsriget. Jesus var stærkere, og han har vundet for mig.

Jeg har vundet, Jesus vandt;
døden opslugt er til sejer,
Jesus mørkets fyrste bandt,
frihed jeg ved Jesus ejer;
åben har jeg Himlen fundet,
Jesus vandt, og jeg har vundet!


1 Jeg citerer her og løbende herefter fra andagtsbogen ”Så fast en borg” (undertiden lidt frit).


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2021. Hele bladet kan læses her.