Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Når Fristeren lokker

Hebr 2,1. Om presset udefra og indefra for at forlade troens vej og tilpasse os tidens nye tanker.

Derfor må vi så meget mere give agt på det, vi har hørt, så vi ikke glider bort fra det (Hebr 2,1).

Er du en af dem, der er så velsignet, at du har fået lov til at lytte til Guds ord om, at du er frelst fra din egoisme og synd, da Jesus døde i dit sted på korset – da er du et lykkeligt og frelst menneske, som Gud vil føre hjem til sig i sin herlighed, når tiden er inde. Hvis det er sådan, siger Hebræerbrevets forfatter, da skal vi give agt, tage vare på det, for ellers er der fare for, at vi kan glide væk fra det.

Mange af os har sikkert flere mennesker omkring os i vores dagligdag. Det kan være nære familiemedlemmer, måske voksne børn, venner og bekendte og trossøskende i en menighed. Mennesker, vi elsker og støtter os til. Men både vi selv og disse vores nærmeste lever alle i en verden, hvor vi bliver påvirket af snart det ene og snart det andet. Fristeren er der overalt, og hans ånd er hele tiden på udkig efter, om der mon skulle være noget nyt, som han kan lokke os med. Alt sammen for at få os væk fra det, vi har hørt, og som er blevet vor tro.

Selv om vi mener, vi er opmærksomme på det, så er der en reel fare for, at vi glider mere eller mindre væk fra det, vi har hørt. Vi lokkes så let til at synes, at der skal ske noget nyt og spændende, for – tror vi – at vores tro kan vokse og bære mere frugt.

Stemmen i vort indre lyder: Vi bør lytte til vores omgangskreds af gode mennesker, så vi ikke stivner i vort eget, men bliver fornyede i vores kristenliv ind i den verden, som forandres. Vi synes, at vi må tilpasse os dette og forholde os til den nye virkelighed. Og når disse fornyende ideer kommer fra måske vores allernærmeste og dem, vi elsker og holder af, kan det være menneskeligt vanskeligt, at gå imod, selv om der måske nager en tvivl om, at det er rigtigt. Kærligheden til nære familiemedlemmer og fortrolige venner kan gøre det vanskeligt at gå imod ting, som man egentligt godt ved, at man skulle gå imod. På den måde får Fristeren ofte held med sin lokken.

I Matthæusevangeliet 10,37 kan vi læse nogle alvorlige ord om, hvor vi skal rette vores kærlighed hen, også selv om det synes svært og udfordrende. Der står nemlig: ”Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.” Det er Guds ord. De er virkelige – og de er alvorlige og tunge – men det er det, vi hører i Guds ord, og dem skal vi agte, holde os til, for ellers kan vi glide væk fra det, som skal redde os, og give os en evighed sammen med Jesus.

Det er som om, vi i vores tid er blevet meget fokuserede på at være på udkig efter noget nyt. Vi synes måske ikke, at udviklingen i kristenlivet går, som den skal, og der gribes ud efter snart det ene og snart det andet, som vi altså skal lade os inspirere af. Alt med den begrundelse, at vi skal have et mere fuldgyldigt og frugtbart kristenliv. Og når disse toner lyder fra vores nærmeste i familien og i menigheden er frimodigheden måske ikke så stor, og vi glemmer måske, at vi først og fremmest skal agte på Guds ord og holde fast i troen på det, fremfor at lade os lokke til både det ene og det andet, som ikke har sin forankring i det, vi har hørt og læst i Bibelen.

Om netop det at være optaget af det nye kan vi læse i bl.a. Prædikerens Bog, hvor der står: ”Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen” (Præd 1,9).

Men Fristeren lokker, og derfor er vi ofte mere opmærksomme på at gøre, hvad vi kan for at have det godt med alle og ikke støde dem fra os, end på at følge Guds ord. Det, som vi har hørt, og det, som vi bør agte og værdsætte. Fristeren vil hele tiden sætte vor tro på prøve, og kan han bruge nogle af de mennesker, som står os nærmest i livet, så gør han det. Når han bruger denne metode ved han, at han har gode muligheder for at lykkes med sit forehavende.

Lad os vende os i bøn til Jesus, han har omsorg for os, og han vil også give os det mod, vi behøver, for at holde fast i hans ord og agte på det. Han er vor Frelser. En frelse, som han giver os gennem sit blod ved sin død på korset. Den frelse, og alene den, kan føre os hjem til ham i Himlen.

Fristeren og Jesus”

Mel.: Der er en port, som åben står

1. Der er en Frister hos dig nu,
han lokker, og han kalder.
Kom du til mig, ja hører du:
Hos mig der ingen falder.
O kære ven, har du ej hørt,
at Jesus fristet blev for dig?
For dig, for dig –
din Jesus, Frelseren.

2. Du siger: Svigte kan jeg ej,
de er dog mine kære.
Du lever med og går den vej,
som Fristeren dig lære.

3. Men hør nu her, hvad Gud har sagt,
hvis du hos ham vil være,
da må du være helt på vagt
og følge Biblens lære.

4. Ja, Fristeren dig lokke vil
og vil, at du skal slippe
det ord, at nåden rækker til.
Må det for dig ej glippe.

5. Hvis kærlighed til verden er
din næstes kendemærke,
så følg ej med på vejen der,
det ende vil i smerte.

6. At følge Jesu egen mund
og ikke egen tanke,
gi’r salighed i samme stund,
når du den vej vil vanke.

7. Kun Jesus og hans død og blod
gi’r frelse til en synder,
og mangler du det fulde mod,
hans omsorg der begynder.
O kære ven, han elsker dig,
og vil dig føre hjem til sig!
Til sig, til sig –
din Jesus, Frelseren.

Thorkil Ambrosen


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2022. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Thorkil Ambrosen

Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.

Thorkil Ambrosen

Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.