Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Miss Perfect

Om hvordan Trine Rasmussen Aybar kom til tro på Jesus.

Sådan kom jeg til tro XVII

Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.

trine-aybarEn  forårsdag

Det var en varm forårsdag sidst i april 2006. Det skønne vejr afspejlede Trines sindsstemning. Hun var så glad som nogensinde. Hun gik i 2. g på et teknisk gymnasium i Aarhus og klarede sig fantastisk godt både i skolen og i de ting, hun i øvrigt engagerede sig i.

Hendes liv var en succes, og nu var det blevet helt perfekt. Hun havde fået en skøn kæreste. De havde det fantastisk godt sammen, og de skulle altid være sammen.

På vej ind i gymnasiets kantine blev Trine opmærksom på to mænd, som stod ved døren og delte noget ud. De fleste elever afslog og rystede på hovedet. Det var nogle små, blå bøger.

Da Trine passerede mændene, fik hun rakt en bog og tog imod den. Den var jo gratis. Hvorfor sige nej til noget, der var gratis? Bag sig hørte hun sine klassekammerater sige ”nej tak”.

Da hun kom ind i kantinen, undersøgte hun bogen nærmere. På dens ryg stod der med små guldbogstaver tre ord: Det Nye Testamente. Hun var ikke helt klar over, hvad det var, men vidste, at det var noget kristent, vist nok en del af Bibelen.

Bogen var for fin til at smide ud, syntes hun, og den var så lille, at den uden problemer kunne være i hendes jakkelomme, så hun beholdt den. ”Jeg kan altid kigge i den, hvis jeg skulle få lyst”, tænkte hun. Den kunne få plads på hendes bogreol sammen med den salmebog, hun havde fået til sin konfirmation. Bogen var jo i grunden nydelig; den ville pynte.

Hun tvivlede dog på, at hun nogensinde ville læse i den. Kristendom interesserede hende ikke.

God start

Trine var drevet af en overbevisning om, at lykken lå i at præstere og opnå det perfekte. Hun syntes, hun havde gode betingelser for at lykkes med projektet. Når hun så tilbage på sin barndom, vurderede hun, at hun havde fået en nærmest ideel start på livet. Hun var vokset op i en familie, hvor hun mærkede sig elsket af sin far og mor og havde et godt og tæt forhold til sin halvandet år yngre lillebror. Hendes barndom var én stor boble af glæde og tryghed.

Tidligt fandt Trine ud af, at hun havde særlige anlæg for at svømme og tegne. Den lille familie var ofte i svømmehallen, og hver sommer var de i sommerhus ved stranden. Trine elskede vandet, og om sommeren tilbragte hun og hendes lillebror masser af tid på stranden med at bade, lege og bygge sandslotte. Trine var også glad for at lave tegninger, især af de dyr, hun så, når familien var ude på gåture: fugle, egern, harer, ræve. Hun opdagede, at dyrene blev mere og mere livagtige, jo flere hun tegnede.

De voksne roste hende, når hun havde gjort sig særligt umage med en tegning. Det var en god følelse: at præstere noget godt og blive rost for det.

Da Trine var fem år gammel, besluttede hendes forældre at gifte sig. Nok mest fordi bedsteforældrene syntes, det var godt at få orden på tingene. Det blev et godt og solidt ægteskab, som på afgørende måde bidrog til at give Trine en tryg barndom.

Forældrene var kulturkristne i den forstand, at børnene blev døbt og konfirmeret, og i en vis periode blev der også læst bibelhistorie for børnene, men en personlig tro på Gud og et håb, der rakte ud over døden, var man fremmed over for. Trines far var ingeniør, og hjemmet var præget af en naturvidenskabelig tilgang til livet.

På et tidligt tidspunkt begyndte Trine at gøre sig tanker om døden og om det, som kom efter. Midt i sit trygge og glade barneliv oplevede hun dødens mørke dør som en skræmmende virkelighed. Hvad sker der, når man går gennem døren? Forsvinder man? Er det tomhed? At man skulle blive til intet, var en ubærlig tanke.

En aften, da hun blev puttet af sin far, spurgte hun ham: ”Hvad sker der, når man dør?”

Svaret gav ingen trøst. Det bekræftede og forstærkede bare hendes frygt: ”Det er, som når man sover, bare uden at drømme og uden at vågne.”

Det rystede hende, at der ikke var noget bedre og mere trøstende at sige.

Dødens virkelighed kastede en mørk skygge ind over alt det gode og glædelige i Trines barneliv. Hvordan skulle livet kunne blive perfekt, når døden var der, og når alt endte med død og tomhed?

Sine tanker om døden holdt hun imidlertid for sig selv. Udadtil var hun ubekymret og glad for sit gode liv. I tiltagende grad arbejdede hun selv med på denne illusion.

Måske var det den eneste medicin mod dødsangsten: at fokusere på det positive i livet og arbejde på at få så godt og perfekt et liv som muligt.

Det planlagte liv

Tanken om selv at kunne planlægge sit liv lå dybt i Trine. Det meste af hendes barndom blev skemalagt og stramt styret med faste tidspunkter for bestemte aktiviteter; og hun nød det. Når hele hendes liv var planlagt, behøvede hun ikke bekymre sig hverken for dagen i morgen eller for det, som lå længere fremme.

Efterhånden som hun blev ældre, blev struktur og planlægning som en krykke for hende. Kun ved hjælp af struktur og stram planlægning kunne hun nå alt det, hun gerne ville, og præstere det optimale inden for det, hun engagerede sig i. Med et tæt program blev der også mindre tid til at tænke over meningen med livet og det, som kom efter.

Svømningen blev hendes største lidenskab. I svømmeklubben fik trænerne tidligt øje for hendes talent, og som 12-årig blev hun rykket op på eliteholdet. Her skulle hun træne to timer om dagen med svømmere, som for de flestes vedkommende var ældre end hun selv.

Hun var stolt af sin dygtighed og ikke mindre stolt, når hun efter stævnerne vendte hjem med medaljer. I begyndelsen tog hun medaljerne med i skolen for at vise dem til klassekammeraterne. Men de andre elever delte ikke hendes begejstring og lærerne heller ikke. De opfattede hende selvcentreret og pralende. At de havde ret, ville hun ikke se i øjnene.

Svømningen bidrog til at isolere Trine fra de andre elever. Hun havde kun få veninder og var i ringe grad afholdt. Hendes reaktion var en yderligere bestræbelse på at blive den bedste. Hun skulle vise dem! Hendes hverdag blev en krig, hvor nederlag ikke blev tolereret.

Den selvdisciplinering og fokusering, Trine lærte som svømmer, blev overført på skolearbejdet. Hun udviklede en stærk evne til at lukke alt ude og koncentrere sig intenst om en opgave, til den var løst. Tiden blev planlagt og udnyttet optimalt. Fjernsynet blev ignoreret og computeren ligeså. Hun begyndte at bruge frikvartererne til at læse lektier til næste dag. Mens drengene spillede fodbold, og pigerne sad i grupper omkring hende og snakkede, sad Trine alene og læste lektier.

Det hårde arbejde bar frugt. Gradvist forsvandt fejlene i hendes skoleopgaver. Hun begyndte at blive god til alle fag. Til sidst var hun en af de bedste. Så meget mere sved det, når hun en sjælden gang lavede en fejl. Hun hadede det og reagerede ved endnu mere målrettet at arbejde på at opnå perfektionisme i alt, hvad hun foretog sig.

Hvis hun aldrig fejlede, ville ingen have noget at udsætte på hende, og så ville de måske kunne lide hende bedre?

I sin egen verden

Når Trine en sjælden gang havde tid, der ikke var planlagt, læste hun bøger, der førte hende ind i eventyrverdener med magiske dyr og smukke mennesker. Fantasien var hendes ven. Nogle gange slap hun bogen og digtede videre på historien med sig selv som heltinde. Hun elskede at sidde alene på sit værelse og tænke sig til sine egne eventyr.

Når hun sad der, var det muligt for hende at lukke virkeligheden ude. Det var rart.

Evnen til fordybelse var med tiden med til at udvikle hendes kunstneriske evner. De billeder, hun mødte i løbet af en dag, kunne hun lagre i sit hoved og senere sætte sig ned og tegne: et træ, en plante, et dyr, et ansigt. Hun fortsatte med tegningen, til den svarede præcist til det billede, hun havde i sit hoved. Hun tillod aldrig noget mindre end den perfekte afbildning.

Når hun tegnede, var hun i sit es. Hun var i sin egen verden og glemte alt omkring sig. Tidligt vidste hun, at hun ville leve af at tegne.

I skolen blev hendes tegninger beundret. Hun var dygtig. Det vidste alle, og hun var stolt af det. Men det gjorde det ikke nemmere for hende at blive afholdt. Det bidrog snarere til, at de andre i endnu højere grad trak sig fra hende. Hun forstod ikke hvorfor.

Konfirmation

Som 14-årig blev Trine konfirmeret. Hun mente, at der sandsynligvis var en Gud. Det var mere tvivlsomt, om han havde skabt verden. Hvis han var der, var det en given ting, at han var for mennesker og med mennesker. Hun tænkte om Gud som en slags julemand, der boede i skyerne, og var til for hjælpe mennesker og give dem det, de bad om.

Trine var overbevist om, at der var mere mellem himmel og jord end det, man kunne se. I hvert fald ønskede hun, at der var en himmel, når man døde. Det ville være fantastisk. Så endte det ikke med mørke, tomhed og intethed. Men hun havde svært ved at tro det.

Det faldt hende ikke ind at overveje, om der var et helvede. Præsten havde aldrig talt om det. Hvis der var et helvede, så var det kun for de virkeligt onde mennesker som Hitler og sådan nogle. Det var ikke en fare for hende. Hun var et godt menneske – i hvert fald bedre end de fleste. Hun var ikke perfekt, men hvem var det? Hvis nogen var tæt på at være perfekt, var det hende.

Måske kunne Gud bruges, når man var ked af det? Som en slags usynlig bedstefar, der altid gav hende ret og klappede hende på skulderen, når alle var imod hende. Hvis Gud var sådan, ville hun gerne give ham sit ja på konfirmationsdagen.

Trine førte trofast dagbog, men der blev ikke skrevet meget om Gud på konfirmationsdagen, og allerede dagen efter gled han igen ud i periferien. Da Guds navn næste gang dukkede op i dagbogen, var det i en forbandelse. Trine forbandede Gud, fordi hendes liv var gået i stykker.

Men det lå endnu adskillige år ude i fremtiden.

Pres

Trine nød at være den bedste. Det gjorde hende stolt, og stoltheden var hendes glæde. Som teenager fik hun et øgenavn, som efterhånden også blev brugt, når hun hørte det: Miss Perfect. Det var det, hun stræbte efter at være. De andre i klassen så det, og det var ikke noget, hun skammede sig over. Hun ville være fejlfri.

Der fulgte et stærkt pres med. Hun måtte til stadighed overgå både de andre og ikke mindst sig selv. Der fulgte også vrede og hidsighed med, når hun ikke levede op til sine forventninger. Vreden blev vendt mod hende selv og mod hendes forældre, men den kunne også blive vendt mod dem, der så og bemærkede hendes fejl.

Den mindste fejl kunne ødelægge hendes dag. Hun sukkede efter anerkendelse, accept og respekt. Hun ønskede ikke at være populær, men at de andre skulle se op til hende. Derfor måtte alle fejlene væk. Inderst inde var det noget andet, hun længtes efter: nærhed, fortrolighed, kærlighed. Men det vidste hun ikke.

Hun var ensom, og i ensomhedens stilhed var det umuligt at holde de mørke tanker om dødens mørke og livets tomhed på afstand.

Tomhed

Det gik op for hende, at den statistiske chance for, at netop hun skulle være blevet til, var forsvindende lille. Lige netop hendes forældre skulle mødes, så hun kunne blive undfanget i det rette øjeblik, og det samme gjaldt deres forældre og deres forældre i et uendeligt antal generationer tilbage i tiden. Hun kunne ikke benægte, at livet var en gave.

Men hvorfor havde det så intet formål? Handlede det bare om overlevelse? Hun indså, at verden bevægede sig fra ingenting til ingenting. Der havde intet været, før universet og hun selv blev til – og det ville slutte med intet igen, i hvert fald for hende. Når det begyndte og sluttede med tomhed, kunne der ikke være andet end tomhed imellem.

Men i to år var al følelse af tomhed blæst væk i Trines liv. I slutningen af 1. g oplevede hun den gengældte kærlighed og erfarede den som et under af mening, glæde og livslyst. Der var en, som hun kunne åbne sig for og være afslappet sammen med. Han sagde, at han elskede hende. Sammen med ham følte hun ikke, at hun skulle præstere. Hun nød hver eneste dag og så med fryd frem til det liv, de skulle dele. Altid skulle de være sammen.

Det var et følelsesmæssigt dødsstød, da han slog op. Han var den første, som hun følte havde elsket hende, præcis som hun var. Nu gik han fra hende og efterlod hende både knækket, knust og alene.

Da han slog op, var Trine begyndt på arkitektskolen. Hun var gået direkte fra 9. klasse til gymnasiet og direkte fra gymnasiet til arkitektskolen. Det gik fantastisk med studiet. Udadtil var hendes liv fortsat en succes. Men indadtil var det lagt i ruiner. Al mening var væk, og der var kun mørke, sorg og tomhed tilbage.

Indsæt citat

Hun længtes og hulkede, og hun påførte sig selv fysisk smerte for at lette smerten indeni. Og så var det alligevel ikke tabet af kæresten, der var det værste. Det værste var oplevelsen af total og uendelig meningsløshed og tomhed. Hun havde livet foran sig. Tyve år gammel havde hun måske 60 eller 70 år at leve i endnu. Men til hvad nytte? Der var ingen mening med noget. Livet var bare én lang venten på døden, som uundgåeligt ville komme – som et sort punktum for en grå tilværelse.

Var det virkelig værd at leve? Der var mere sorg og smerte i livet end glæde. Hun følte sig træt og færdig med livet, før det for alvor var begyndt. Hun levede kun for ikke at skuffe sin familie. Hun kæmpede sig gennem én dag ad gangen og så sig selv som en, der klatrede op af en stejl klippeskrænt med det yderste af neglene uden at kunne se toppen, men med en dyb afgrund under sig, som med sit mørke trak hende nedad, uanset hvor mange kræfter hun brugte.

Trine tørrede tårerne af, prøvede at se fremad og fortsatte sit normale liv med studier og svømning. Andre tænkte, at hun var ved at få det bedre. Men indeni var livsleden kvælende. ”Livet er møg, og så dør du!” var en tanke, som bed sig fast i hendes sind. Det er tomt og meningsløst, og der er intet håb.

En skelsættende aften

Hvad Trine ikke vidste, var, at hun var genstand for forbøn. Der var to kristne på arkitektskolen, David og Melinda, som begge bad om, at de måtte være vidner om Jesus på studiestedet. Melinda havde specifikt bedt for Trine, selvom hun tænkte, at det var umuligt, at Guds ord skulle nå hende. Men en aften i november 2009 skete der noget skelsættende.

Trine sad på arkitektskolen og arbejdede med et projekt. Der sad nogle få andre på tegnesalen med hver deres lampe tændt. Døren gik op, og David kom ind sammen med anden dreng, Alain. De talte om en film, som gik i biografen. Trine kunne ikke undgå at høre, hvad de talte om. Filmen hed ”2012” og handlede om verdens undergang.

Deres ord gjorde det umuligt for Trine at samle tankerne. De talte om det, som var hendes største og stadige rædsel: at det hele slutter en dag.

Det er en skræmmende tanke, at det skal ende i ild, sammenbrud og undergang,” sagde Alain. ”Men du er jo kristen, David. Hvad siger Bibelen om det her?”

David havde sin Bibel med. Han slog op to steder og læste. Ordene nåede Trine med en uforklarlig kraft. Det var, som om de gav svaret på det, som hun hele sit bevidste liv havde spekuleret over: Hvordan ender det, og hvad kommer der bagefter?

Men Bibelens svar gjorde hende mere angst end nogensinde:

Men Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig, som det, det er. Da nu alle disse ting må gå i opløsning, hvor helligt og gudfrygtigt bør I da ikke leve, mens I venter på, ja, fremskynder Guds dages komme, da himlene skal gå op i luer og elementerne komme i brand og smelte” (2 Pet 3,10-12).

Om tider og timer har I ikke brug for, at der skrives til jer, for I ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når folk siger: ’Fred og ingen fare!’ da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke undslippe” (1 Thess 5,1-3).

Ordene ramte hende som piskeslag. Hun havde aldrig forestillet sig, at der kunne stå sådan nogle ting i Bibelen. Det værste var, at ordene virkede umiddelbart overbevisende. Netop sådan ville det ske. Det var virkelighed – hendes virkelighed!

David fastholdt det samme over for Alain: ”Det gælder for dig, Alain! Du må ikke tro, at du kan komme til Gud, når du vil. Det er ikke sikkert, at du har tre år. Når verden går under, kommer dommedag, og da er det for sent. Du må omvende dig nu.”

Trine så måbende på David, men på en uforklarlig måde stod det hende klart: Han løj ikke. Han havde netop sagt sandheden.

Hvad siger du, Trine?” spurgte Alain. Hun krympede sig. Hun ønskede ikke at komme med i samtalen, men svarede det første, der faldt hende ind: ”Jeg er nok også en slags kristen. Jeg er jo døbt og konfirmeret. Men jeg er ikke kristen – som David.”

David så ikke engang på hende, men sagde stille: ”De mennesker, som det er sværest at overbevise, er dem, der påstår at være kristne uden at være det.”

Trine forstod budskabet, og det rystede hende. David sagde, at hun ikke var kristen. Kunne det være sandt? Hvorfor oplevede hun pludselig, at det var kolossalt vigtigt, om det var sandt?

Samtalens ord fulgte Trine, da hun gik hjem. Hun var bange som aldrig før. Det var ikke tanken om verdens undergang, der var det værste, men tanken om en dommedag: at hun skulle møde Gud og dømmes af ham.

De skal ikke undslippe”, stod der i en af de tekster, David havde læst. De ord fulgte hende. Ordene vakte et spørgsmål: Var det muligt at undslippe?

Mail om hjælp

Da Trine kom hjem, fandt hun ingen ro. Hun mærkede, at hun havde brug for hjælp, og valgte at skrive en mail til David:

Hej David! Ang. det vi snakkede om med Alain i skolen i dag, så skal du vide, at du ikke talte for døve øre. Jeg har tænkt over det, du sagde, og erkendt, at jeg muligvis har et problem. Jeg har altid set mig selv som kristen, men de ting, du fortalte om i dag, har jeg aldrig hørt om før, og det har fået mig til at tvivle på, om jeg overhovedet er kristen. Jeg har aldrig rigtig læst Bibelen, men nogen må have læst op for mig, da jeg var lille, for jeg kender de fleste af historierne.

Jeg tænkte på, om du kunne lokkes til at fortælle mig noget mere om alt det, vi talte om i dag med Alain, for jeg er temmelig forvirret og ved ikke, hvad jeg skal tro.

På forhånd tak

Trine

Svaret kom hurtigt:

Tak for din mail. Jeg er glad for at høre, at du har tænkt over det, jeg sagde. Det er Gud, der kalder på dig. Det er vigtigt, at du bliver klar over, hvor du står i forhold til ham. For dagen kommer, hvor han skal dømme os alle sammen. Også dig. Det er der ingen, der kommer uden om. Du må sætte din lid til Jesus. Der er mange, der påstår at være troende, som jeg også sagde i går, men det er de færreste af dem, der rent faktisk er frelst.

Jeg har vedhæftet et link til en video til mailen her. Den er med en prædikant, som jeg mødte i sommers. Han taler til en forsamling af unge om netop de her ting. Jeg vil anbefale dig at se den, hvis du er i tvivl, om du er frelst. Vi kan tale om dens indhold senere på skolen, hvis du vil.

Mvh.

David

Trine så, at prædikenen var på 58 minutter. Hvis hun gik i gang med det samme, kunne hun nå at se den, inden hun skulle i seng.

Prædikanten var en amerikaner, Paul Washer. Han talte til en stor sal med unge. Hun syntes, han virkede trist og næsten genert. Umiddelbart fik hun ondt af ham.

Men da han begyndte at tale, faldt hans ord med en enestående tyngde og kraft. Hun ville aldrig glemme dem.

En rystende prædiken

I aften vil jeg tale til jer som en døende mand,” begyndte han. ”Jeg vil tale til jer, som en døende mand til døende mænd og kvinder. Jeg vil tale til jer ud fra Matthæusevangeliet 7, vers 13-27.

Men først vil jeg sige jer noget (…) Om hundrede år vil de fleste af jer med al sandsynlighed befinde jer i Helvede! Så mange er bedraget. De tror, at de er frelst, fordi de bad en bøn engang. De kalder sig kristne, men opfører sig ligesom resten af verden. De morer sig over de ting, som Gud hader, klæder sig sensuelt og er ikke anderledes end andre mennesker.

Frelse kommer alene ved tro på Jesus Kristus (…) Og det medfører en længsel efter – ikke at være som verdens idoler, ikke at være som Britney Spears – men efter at være som Jesus Kristus!”

Mængden hujede og klappede af taleren, hvis stemme nær var knækket over, da han udtalte den sidste sætning. Da klapsalverne endnu ikke var ovre, løftede han igen mikrofonen til munden. Nu med fuldstændig rolig og fast stemme sagde han:

Jeg ved ikke, hvorfor i klapper – jeg taler om jer.”

Med ét blev salen tavs. Der var dødsens stille. Også Trine selv følte sig en smule chokeret, selvom hun sad alene foran sin computer.

Jeg kom ikke her for at få applaus. Jeg kom ikke for at fortælle jer ting, der ville gøre jer glade eller ting, I ville kunne lide at høre (…) Test jer selv for at se, om I er i troen. Sammenlign jer selv med Skriften.”

Manden læste nu med stor alvor op fra Bibelen. Teksten handlede om en bred vej og en smal vej. De, der gik ad den brede vej, var fortabte.

Dernæst talte han om et træ, der bar god frugt og et, der bar dårlig frugt. Det træ, der ikke bar god frugt, skulle hugges om og kastes i ilden.

Trine mærkede igen den frygt, hun havde oplevet dagen forinden, da David havde talt om dommedag.

Der er én vej, én Gud, én mægler mellem Gud og mennesker, og det er Jesus Kristus. Hvis du bliver frelst her i aften, er det udelukkende, fordi Jesus Kristus bar dine synder på det træ. Du blev født radikalt fordærvet og fortjener Guds vrede. Ikke alene er porten smal. Vejen er smal – og få finder den! Der findes ingen ’kødelige kristne’ – enten er du frelst eller også er du ikke! (…)

Hvis du virkelig er en kristen, født på ny, vil du vandre ad den smalle vej (…) Men hvis du påstår at have passeret gennem den snævre port og alligevel lever på den brede vej ligesom alle andre, så ønsker Bibelen, at du skal vide, at du burde være forfærdeligt, forfærdeligt bange!”

Taleren talte om det liv, som kommer indefra, når man har en levende tro på Jesus. Trine så sig afsløret. Hun var lagt væk fra dette liv, hun var fremmed for det. Taleren sluttede med at kalde de unge til omvendelse og frelse hos Jesus, og så bad han: ”Åh, herre! Frels disse unge mennesker!”

Han græd, mens han bogstavelig talt bønfaldt Gud: ”Please God! Please … please!”

Sådan havde Trine aldrig hørt nogen bede. Det virkede ægte, skræmmende ægte. Hvis hun havde været i tvivl før denne prædiken, var hun det ikke længere: Hun var ikke kristen, og det var forfærdeligt. Det var intet mindre end Guds dom og Helvede, som ventede hende.

Hvordan kunne hun blive frelst? Taleren havde talt om at tro på Jesus. David havde gjort det samme. Men hvordan kunne hun lære Jesus at kende og komme til tro på ham? Hendes blik gled hen til bogreolen, til en lille blå bog.

Dømt af Guds Ord

Trine rakte ud efter bogen og satte sig i et hjørne af sin seng med den. Den var stiv i omslaget, fordi den aldrig havde været åbnet. Hun måtte holde den åben med begge hænder.

Matthæusevangeliet”, læste hun, da hun slog op på første side. Hele den første side var én lang opremsning af Jesu slægt, begyndende med Abraham og kulminerende med Jesus.

Det andet kapitel handlede om Jesu fødsel. Hun kendte historien: Jomfru Maria var blevet med barn ved Helligånden. Josef overvejede at lade sig skille fra hende. Men Herrens engel viste sig for ham i en drøm og fortalte om barnet, som skulle have navnet Jesus, fordi han skulle frelse sit folk fra deres synder.

Aldrig før havde hun tænkt over, at Gud havde en specifik grund til, at Jesus skulle fødes: for at frelse mennesker fra synden! Trine var ikke blevet afklaret, men hendes angst var aftaget; hun fornemmede et håb og faldt i søvn med den lille blå bog på hovedpuden.

Det var den første aften. Næste aften læste hun endnu et eller et par kapitler, og det blev mønsteret. I to måneder skrev hun ikke i sin dagbog. I stedet læste hun hver aften et langt afsnit i Bibelen.

Allerede den anden aften læste hun noget, som ramte hende hårdt.

Johannes Døber talte til nogle mennesker, farisæerne, som hun ikke vidste, hvem var, men som hun af en eller anden grund identificerede sig med. Da Johannes Døber så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem:

Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: ‘Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden’” (Matt 3,7-10).

Det var det samme, som manden i videoen havde talt om. Om træer, som skulle fældes, hvis de ikke bar god frugt! Hun vidste, at træerne var mennesker – som hende. Hun læste videre, hvad Johannes Døber sagde:

Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. Han har sin kasteskovl i hånden, og han skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes” (Matt 3,11-12).

Hun vidste, at Johannes Døber her talte om Jesus som ham, der skulle komme efter ham. Men det kom bag på hende, hvordan Jesus blev omtalt. Det var en advarsel! Der var noget ildevarslende over ordene.

Billedsproget var ikke til at tage fejl af. Der var hveden, og der var avnerne. Hun tolkede det straks som to slags mennesker – hveden ville Jesus samle sammen, men avnerne ville han brænde!

Sådan havde hun aldrig tidligere hørt Jesus omtalt. Da hun fortsatte sin læsning, blev det billede, hun havde haft af Jesus fra sin barndom, brudt ned for hvert ord, hun læste. Den Jesus, som Bibelen beskrev, var en Jesus, hun aldrig havde kendt, en Jesus, som talte om dom og straf:

Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i himmeriget” (Matt 5,19).

I har hørt, at der er sagt til de gamle: ’Du må ikke begå drab’, og: ’Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.’ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen (…) Den, der siger: Tåbe! Skal dømmes til Helvedes ild” (Matt 5,21-22).

I har hørt, at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer” (Matt 5,43-44).

Skyldig i alt

Hele livet havde Trine kæmpet for at undgå at stå som den, der havde fejlet. Hun havde hadet dem, der havde påpeget fejl hos hende og havde reageret med vrede mod dem. Nu så hun sig dømt for netop dette sind.

Hvor ofte havde hun ikke været vred? Hun havde ikke tal på de gange, hvor hun i hidsighed havde råbt og skreget af andre, ja sågar slået dem. Hun havde jo hadet andre. Hun havde ikke elsket andre end dem, som havde elsket hende – og da slet ikke en fjende.

Når hun var blevet hidsig, var ederne væltet ud af hende. Hun havde tilbragt sin ungdom med at skubbe andre til side, ringeagte andre, lyve og bagtale. Alt havde drejet sig om hende selv, om hvordan hun kunne komme frem i verden, hvordan hun kunne blive Miss Perfect – uden tanke på, hvem hun trådte på undervejs.

Af alle de bud, Jesus fremsagde, havde hun ikke holdt ét eneste. Hun følte sig anklaget og dømt af hvert et ord. Langsomt begyndte hun at begribe omfanget af sin synd. Hun, som ikke ville være skyldig i noget, var skyldig i alt. Hvad havde hun overhovedet gjort af gode gerninger? Hun følte sig overvældet af skyld. Alligevel sagde Jesus til hende:

Bed, så skal der gives jer; søg, så skal i finde, bank på, så skal der lukkes op for jer” (Matt 7,7).

Frels mig!

Så læste hun noget, som rykkede ved det inderste i hende på en måde, hun aldrig havde troet mulig. Hun var nået til en historie, som mange gjorde grin med – om Jesu vandring på vandet. Hun læste om, hvordan disciplene var i havsnød, og hvordan båden kæmpede med bølgerne i nattens mørke, mens vinden var imod.

Pludselig kom Jesus gående til dem på søen. Disciplene blev skrækslagne. De skreg af frygt. Men så talte Jesus til dem: ”Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!” (Matt 14,27).

Jesus kaldte Peter ud på vandet. Men Peter blev bange, han sank ned i vandet og måtte råbe til Jesus om at frelse ham. Da rakte Jesus sin hånd ud, greb Peter og frelste ham.

Billedet var så tydeligt i Trines hoved: det mørke vand og stormen. Sådan oplevede hun nu hver eneste dag under Guds ords tiltale og dom – en umulig kamp mod stormen og det oprørte, sorte hav.

Men Jesus kom til Peter på vandet! Han kaldte ad Peter, og selvom Peters frygt var større end hans tro, så rakte Jesus sin hånd ud, greb ham og frelste ham. Et enkelt ord, en enkelt bøn var alt, der kom fra Peter: ”Herre, frels mig!” (Matt 14,30).

Da Trine læste det, erkendte hun, at ordene i Bibelen ikke bare handlede om Jesus og Peter, men om Jesus og hende selv. Skulle hun frelses måtte Jesus gøre det samme mod hende, som han havde gjort mod Peter. Han måtte frelse hende, han alene!

Spørgsmålet var nu ikke længere, om hun troede på Gud eller ej. Hun troede på Gud. Spørgsmålet var, hvordan hun kunne blive frelst.

De seneste dage havde været de mest intense i hendes liv. Hver aften havde hun ligget vågen med den lille blå bog i hånden og grublet over dens indhold. Hver aften havde hun følt det, som om Jesus havde siddet ved hendes side og talt direkte til hende fra siderne i bogen. Når hun læste ordene, var han der. Han talte sine ord personligt til hende.

Jesu ord havde vist hende, hvor langt hun var fra Gud, hvor uren og syndig hun var, og hvor meget hun havde fortjent Guds vrede. Samtidig havde ordene skabt en længsel i hende efter at få fred med Gud. Da hun havde læst om Jesus og Peter og stormen på søen, gjorde hun noget, hun aldrig for alvor havde gjort før; hun bad til Gud. Hun ikke blot bad, hun tryglede:

Kære Gud, vor herre, Jesus Kristus! Jeg er dig ikke værdig, men vil du ikke nok frelse mig, herre? Åh, Jesus, jeg beder dig; frels mig!”

Hun sad længe med foldede hænder og lukkede øjne. Tårerne pressede på indefra. Hun løftede en hånd og tørrede dem af. Hun var fortabt. Det vidste hun. Jesus var hendes eneste håb.

Frelst af Jesus

Mellem jul og nytår var Trine nået til Johannesevangeliet. Tre gange havde hun i de foregående evangelier læst om Jesu lidelse, død og opstandelse. Hun oplevede det, som stod hun selv ved foden af Jesu kors. Hun var endnu ikke sikker på, hvorfor Jesus frivilligt havde ladet sig arrestere, piske, håne og korsfæste, men hun vidste, at der var en grund til det. Gud havde bestemt det sådan.

Der var ingen, der kunne fortælle hende, hvordan hun skulle forstå og fortolke det, hun læste. Hun lod Bibelen selv forklare det. Da hun begyndte på Johannesevangeliet, var det som om, hun fik en tolkningsnøgle til alt det, hun havde læst forinden:

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud” (Joh 1,1). ”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” (1,14).

Trine forstod, at der var tale om Jesus. Han havde i begyndelsen været hos Gud, for han var Gud. Han var manifestationen af Guds ord. I Jesus var Gud var kommet til jorden som et menneske. Fordi Jesus var Gud, kunne han gøre det, som var umuligt for mennesker.

Da Trine nåede til kapitel 3 i Johannesevangeliet, læste hun Jesu ord om, hvordan et menneske kan komme ind i Guds rige: ”Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige” (Joh 3,3).

Da hun læste det, lukkede hun øjnene og bad om, at netop dette under måtte ske med hende: at hun måtte fødes på ny. Da hun igen åbnede øjnene, faldt hendes blik på Jesu ord og den frelse, han selv skulle fuldføre:

Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde.

For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud” (Joh 3,16-17).

Målløs lagde hun bogen fra sig. Han havde gjort det! Jesus havde gjort det! Derfor var han blevet menneske! For at frelse verden! Derfor var det meningen, at han skulle dø på korset! For at frelse verden! For at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham!

Hun troede på Jesus! Hun hadede mørket, som var i hende, hun hadede alt det, hun gjorde, som Gud hadede, fordi det skilte hende fra ham. Hun hadede sin synd, for det var den, som Jesus var blevet straffet for i hendes sted.

Hun elskede Jesus! Han var død, for at hun kunne få evigt liv i ham. Så meget elskede Gud hende, at han var blevet menneske og var død for hende! Jesus havde frelst hende fra dommen! Hun var frelst gennem tro på ham.

Hun var frelst! Grædende og smilende takkede hun Jesus igen og igen.

I to måneder havde Trine intet skrevet i sin dagbog. Kort efter nytår skrev hun for første gang igen. Det var et enkelt bibelvers, ikke andet:

Den, der vandrer om dagen, snubler ikke, for han ser denne verdens lys. Men den, der vandrer om natten, snubler, for lyset er ikke i ham” (Joh 11,19).

Det var hendes historie. Hun havde vandret i mørket og var snublet med alt i sit liv. Nu havde hun mødt ham, som var verdens lys og frelser. Det var blevet dag i hendes liv. Jesus var hendes lys, hendes glæde og trøst. Nogle dage senere skrev hun i dagbogen: ”Hvor kraftigt skinner lyset ikke for en blind, som ser solen for første gang?”

Et nyt liv

Nu var de tre kristne på arkitektskolen. Melinda og David hjalp og støttede deres nye søster i troen på Jesus. Siden blev også Alain kristen. De fulgtes ad til møder, bibelstudier og gudstjenester.

For Trine forblev Bibelen imidlertid den vigtigste kilde til åndelig opbyggelse, afklaring og fornyelse i troen på Jesus. Hun kunne ikke forstå det, når hun mødte unge, som bekendte sig som kristne, men som sagde, at de ikke læste i Bibelen. Hun måtte gøre det. Der var ingen, der havde sagt til hende, at hun skulle gøre det. Det var et dagligt behov for hende og en kilde til en stadigt større syndserkendelse og en stadigt større glæde over Jesus.

Hendes familie kunne ikke kende hende. De kunne se, at der var sket noget fantastisk godt for hende. Hun var et nyt menneske. Samtidig var hun blevet fremmed for dem i forhold til det, som var det største og det vigtigste for hende. Det var Trines højeste ønske, og er det fortsat, at hendes familie må komme til at forstå hende indefra – gennem en fælles tro på Jesus som frelser.

I forbindelse med sit studium skulle Trine på et praktikophold i udlandet. Hun endte med at få en plads i Barcelona, og hendes kristne venner hjalp hende med at finde en god, evangelisk menighed i byen. Hun glædede sig over navnet: Iglesia Evangelica de la Gracia – Nådens Evangeliske Kirke.

I denne menighed mødte hun Mario. Han var fra Caribien og var i gang med en masteruddannelse som tandlæge. De blev gode venner. Trine var ikke på udkig efter en ægtemand, men der var noget ved Mario, som talte til hendes hjerte.

Trine satte ord på det for sig selv: Mario havde sin glæde i Herren, og han byggede sit liv på klippen, Kristus. Han skjulte ikke sine synder, var aldrig selvretfærdig eller selvhævdende, men ydmyg af hjertet. Han erkendte sin konstante afhængighed af Herrens nåde.

Trine indså, at en sådan mand langt bedre ville kunne lede hende og en eventuel familie, end en mand, som havde lært mere af Skriften udenad og på overfladen var mere moralsk, men som indeni ikke var afhængig af Guds nåde. At blive ledt af en mand, der desperat klyngede sig til Kristus, ville hjælpe hende selv til at forblive i den livgivende afhængighed af nåden i Kristus.

Trine og Mario skiltes som venner, men efterfølgende begyndte de begge at bede Gud vise dem, om han ønskede, at de skulle være mere end det. I den følgende tid voksede en tanke sig stadigt stærkere og klarere i Trines sind: Hun ønskede sig ikke blot en mand som Mario – hun ønskede sig Mario som sin mand. Et tilsvarende ønske voksede sig stærkt og klart i Marios hjerte. I december 2015 blev de gift, og Trines efternavn blev Rasmussen Aybar. 

Tak, at I kom!

Mens hun var i Barcelona, tog Trine sig tid til at skrive et brev, som hun vidste, at hun måtte skrive – et takkebrev til de to mænd, som i april 2006 var kommet til hendes gymnasium og havde rakt hende den lille blå bog. Hun fandt ud af, at mændene måtte høre til Gideonitterne, en organisation der har til formål at uddele Bibler og Nye Testamenter. Derfor sendte hun brevet til kontoret for denne organisation. Her fortalte hun, hvad der var sket, og vidnede om Guds store nåde mod hende:

Gud forbarmede sig over mig og retfærdiggjorde mig, selvom jeg var så langt fra Ham og ikke søgte Ham. Jeg hånede, forbandede og levede et liv i fjendskab med Gud, mens jeg forsøgte at herliggøre mig selv. Jeg levede i verden og jeg levede i synd.

Det var hans nåde, at han knækkede min stolthed, så jeg kunne indse, hvor fuldstændig fortabt jeg var. Jeg bar ingen god frugt og befandt mig på den brede vej mod evig straf. Han fik mig til at indse, at min frelse alene beror på Ham, på Hans gerninger, Hans retfærdighed og Hans uendelige nåde. Kun han kunne sone min synd, fordi han var uden fejl. Al min skyld blev lagt på ham, og derfor er jeg tilgivet (…)

Jeg var i mørket, men Herren hentede mig ud, så jeg i lyset fra hans Ord så – og stadig ser – min synd og min Frelser (…) Han er i sandhed den gode Hyrde, der leder mig til Sit kors dag efter dag (…) Han må ydmyge mig mere, så Han må blive ophøjet (…)

Jeg vil vise Ham min lydighed og vise verden, at jeg tilhører Ham – at Han har retfærdiggjort mig, renset mig for synd og købt mig fri af verden med sit blod (…)

Se jeg gør alting nyt,” siger Han i Johannes’ Åbenbaring. Det er sådan en velsignelse at leve i det håb, at jeg har evigt liv i Ham og intet skal frygte hverken i denne verden i eller den kommende.

Det var mit vidnesbyrd om, hvad Herren har gjort for mig i mit liv. Jeg håber, det vil være en opmuntring for jer, der jo deler Guds Ord ud (…)

Det er nu seks år siden, jeg modtog Det Nye Testamente, men jeg har aldrig fået en større gave.

Guds ord vender ikke virkningsløst tilbage” (Es 55,11).


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2016. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.