Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Mine får hører min røst

Joh 10,22-31. Om forskellen på den gode Hyrdes røst og lejesvendene.

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang.

Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: ”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.”

Jesus svarede dem: ”Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.”

Atter samlede jøderne sten op for at stene ham (Joh 10,22-31).

På denne tid af året samler Helligånden os først om de store begivenheder i påsken, hvor Gud ofrede sin søn til forsoning for hele verden. Dernæst kommer pinsen, hvor Helligånden kom ned til jorden for at lære os at kende betydningen af det, som Jesus fuldbragte for os i påsken.

I dag beskriver Jesus, hvem det er, han er blevet alt det for, som Gud har bestemt ham til at blive. Hvem det er, der har del i alt det store, som han fuldbragte i påsken. Dermed siger han også lidt om, hvordan vi får del i det. Han siger sådan om dem: ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.”

Sådan udtrykker han den velsignelse, han velsigner med, og som er den store og herlige frugt af de gerninger, han fuldbragte. Han giver dem evigt liv, så de i al evighed ikke skal fortabes. Han holder dem fast i sine hænder, og ingen skal rive dem ud af hans hænder. Når han skal sige, hvem disse store ord gælder, siger han: ”Mine får hører min røst, og de følger mig.” Med så enkle ord kan de beskrives, som har del i alt det store, Kristus fuldbragte i påsken.

Den gode hyrdes røst

Hvad er det for en røst, de følger? Det har han nævnt tre gange forud for vores tekst, hvor han siger sådan: ”Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.” Lidt efter gentager han: ”Jeg sætter mit liv til for fårene.” Dernæst gentager han det tredje gang: ”Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage (…) Og det har min fader påbudt mig at gøre.”

Når han siger det tre gange, så er det ikke tilfældigheder. At sige noget tre gange lige efter hinanden er som at aflægge en ed på det, man siger. Sådan som det hedder i loven, at ved to eller tre vidners udsagn skal enhver sag stå fast. Tre gange gentager han det: ‘Jeg sætter mit liv til for dem, sådan som Faderen har påbudt mig at gøre.’

Det er denne røst, de hører, som han kalder ”mine får”. Det er denne røst, de hører, som har evigt liv. De, som aldrig i evighed skal fortabes. De, som er i hans hænder og er velsignede af ham, og som aldrig kan rives ud af de hænder. Den røst, som taler dette til dem, har givet sit liv for dem.

Når de ser efter i Skriften, hvad der skænkes dem ved at lytte til denne røst, kalder Skriften det for ”lægedom”. Andre steder kalder Skriften det en ”Guds kraft til frelse”. Atter andre steder kalder Skriften det en ny ånd og vished i hjertet. Men ligegyldigt hvad Skriften kalder det, er ordet ”lægedom” altid dækkende. Sådan som Esajas siger det: ”Vi fik lægedom ved hans sår.”

Evangeliet for ulvehjerterne

Længere henne i teksten siger Jesus til nogle mennesker: ”I hører ikke til mine får.”

Disse ord er så alvorlige, at ethvert menneske burde fortvivle, fordi Jesus dermed har sagt: ”I går fortabt.” Grunden til det er, som han siger et andet sted: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge.”

Når disse mennesker hører hans røst – at han satte livet til for dem – finder de ingen lægedom i de ord. For der er ingen sår, som læges derved. Disse ord bliver heller ikke en Guds kraft til frelse for dem. I stedet søger de kraft i alt andet, som ikke giver lægedom til evigt liv.

Men dem, han kalder ”mine får”, hører den røst, som taler om, at han satte livet til for dem. Den røst er som lægedom for de sår, de bærer på inde i deres sjæl, og som ingen andre bærer på. Kun hans får bærer på de sår, som har lægedom i, at han satte livet til for dem.

Disse sår, som Jesus forud for vores tekst har talt om, stammer fra to ting; de stammer fra ”ulven” og ”lejesvendene”.

Med ”lejesvendene” mener Jesus de mennesker, der prædikede Guds lov. Dem var der mange af, og de stod bestandigt i vejen for hans røst. De prædikede ganske vist også både frelse og nåde hos Gud, men de talte altid om, hvad vi skal gøre. De talte altid om, hvad Gud vil gøre os til. De talte altid om, hvad Gud krævede – og kræver – af os og vores tro. De talte altid om, hvad der skal bo i os, og hvad der kræves af os, hvis vi er hans.

Men når så ”ulven” kom: Når døden og synden i kødet vågnede og hindrede mig i at gøre det, jeg skulle; når loven i mit kød hindrede, at min tro blev til det, som den skulle blive til, var der ingen hjælp at hente hos lejesvendene. For så lod loven mig være alene med mine forsømmelser og alle mine mangler. Så kunne den ikke gøre andet end at blive ved med at tale om, hvad jeg skal gøre, og hvad jeg skal blive. Eller lejesvendene sagde, at det ikke var ret med mig, og at jeg var forbandet af Guds lov.

Sådanne sår sidder de med, som hører Jesu røst og følger ham. Hos lejesvendene hørte de altid om, hvordan de skulle tjene Gud. Og fulgte de denne røst, kunne de godt for en tid føle sig glade og godt tilpas i hjertet. Men snart opdagede de, at de var i trældom med den tale. At de inde i sig selv havde ulvens sind, som ikke havde lyst til at tjene og give sig selv, som de skulle. Det sind ville loven byde over; det sind krævede loven forandret hos dem. Men ulven derinde lod sig ikke forandre. Og hverken Guds lov eller Guds Ånd kunne gøre noget ved det. For som Rosenius siger det engang:

Kødet er vel ringe,
men det lader sig ej tvinge,
til lydighed ej bringe.
Om Moses med sin hammer
det både slår og rammer,
så er det før, han sluttet har,
endnu som før det var.

Da hørte de den gode hyrdes røst. Den røst talte til dem om, at Jesus ikke var kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som en løsesum for mange. Med sin røst førte han dem med ulvehjerter ud til Golgatas kors. Og der så de, hvordan ulven sønderrev ham i deres sted. Som deres gode hyrde satte han livet til for dem.

Og derude, hvor han blev sønderrevet under vores synder, tilintetgjorde han ulvens magt. Sådan som Hebræerbrevet siger det: ”Med sin død gjorde han ham magtesløs, som har dødens magt,” så han nu kan udfri alle dem, der af frygt for denne død, som de kender i sig, har levet i trældom hele deres liv.

Helligånden – Jesu Kristi ånd

Det er netop dette, Jesus gør med sin død. Han gør alt det magtesløst, som vi frygter og lever i trældom med. Så jeg nu ikke længere frygter den død, der bor i mig og hindrer mig i at blive det, jeg skal blive. Så jeg ikke længere frygter den trældom, som mit kød lever i. Så jeg ikke længere frygter alle de mange sår, som ulven bestandigt river i mit kød og i mit liv. Så jeg ikke længere frygter alle de forbandelser, som Guds lov bestandigt sender ind over mit liv.

Her er en røst, som siger til mig: Du har fået lægedom ved mine sår. Jeg har udfriet dig fra syndens og dødens lov ved at give mig selv hen for dig. Jeg lod mig sønderrive under lovens forbandelse og forløste dig fra forbandelsen.

Sådan taler min gode hyrde. Den røst er så stærk. Den er en helt ny ånd i hjertet. Den er en ånd, som gør vis, som gør glad, og som gør mig rig på frelse. Det er godt at være hos ham med det kød, jeg bærer på. For her, hvor den røst lyder, skal jeg intet gøre, intet være. Han er alt for mig.

Den ånd kaldes Helligånden. Den kaldes også Jesu Kristi ånd. Den kommer nemlig fra ham. Den drager til ham ved at herliggøre ham. Der er hvile i den ånd. De, som hører den røst, oplever her den hvile, Hebræerbrevet taler om, når det siger: ”Den, som er gået ind til hans hvile, har opnået hvile fra sine gerninger.” Alle de gerninger, som lejesvendene ville holde ham trælbundet under. Hans røst giver hvile fra dem alle. Fordi den fører mig derop, hvor én gerning giver mig livet: Den gerning, som er fuldbragt for mig! Det er hellig Ånd.

At hvile i Skriften

Den hvile er så tryg. Hans røst taler nemlig ikke – som lejesvendene – om alle de mange ting, der skal til, hvis det skal lykkes for mig at få del i alle Guds løfter. Den taler ikke om alt det, jeg skal gøre fremgang i. Den taler ikke om alt det, jeg skal gøre for at komme videre frem, højere op og nærmere Gud. Den røst er helt anderledes end lejesvendenes. Den taler nemlig om det, som jeg altid har og altid er hos Gud i Jesus Kristus.

Den taler om det, som ingen kan rive fra mig, fordi jeg er i de hænder, hvorfra ingen kan rive mig bort. Det er så trygt, det han giver os med sin røst. Det, han giver, er alt for os, og det er evigt. De, som er hans får, har alt i denne røst. Det er derfor, de hører den og følger den. Det er i den, de har alle gaver fra Gud. Det er i den, de har alle deres store, glade håb. Det er i denne røst, de har al deres fred og al deres glæde.

På samme måde hørte Abraham Guds røst og kaldte sig ”far til mange folkeslag,” fordi Gud havde sagt, at han skulle blive far til mange folkeslag. Og det skønt han i mange år efter, Gud havde sagt det, ikke havde ét eneste barn. Men Abraham hørte Guds røst, og i tillid til det, han hørte, kaldte han sig Abraham, som betyder ”far til mange folkeslag”. Han hørte røsten, uanset hvad øjnene så.

Sådan er det at høre hans røst, som gav sig selv hen for os. De, som hører den røst, har intet i sig selv. Hans røst giver dem alt, hvad de trænger til. Det er deres kendetegn; de hører sig til alle deres goder. Og han, som taler om, at han satte livet til for dem, er gået forud for dem. Den røst, vi hører, handler om ham, som er opstanden, og som nu er ved Guds højre hånd.

Alt, hvad han er nu, er han forud for os, som Skriften siger det. Han er vores tros banebryder, og han er vores tros fuldender. Vi har det alt sammen i ham. Vi har ikke bare en røst; vi har ham selv. Vi har ikke bare en røst om forløsning, men vi har ham, som gik ind bag forhænget med sit eget blod og vandt os en evig forløsning. Vi har ikke bare en røst om det, vi ejer, deroppe. Vi har det. Det er ikke bare ord. Han er levende, ham vi har. Det er det, som fik en til at synge:

Hvad jeg skyldte,
han opfyldte,
min opstandne Herre Krist;
vredens luer
mer ej truer,
Gud min Fader er for vist;
dræbt er døden,
endt er nøden,
og forhindret Satans list.

Evig sejer
nu jeg ejer
altid, Herre Krist, i dig;
jeg har vundet,
du har fundet
fuld retfærdighed til mig,
skyld foruden
vover bruden
nu at vise sig for dig.

Amen.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2021. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Frank Jacobsen

Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.

Frank Jacobsen

Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.