Normalt streger jeg ikke samme linje i min bibel under med mere end én farve. Dette vers er dog blevet én af få undtagelser:
Rædsler er vendt mod mig, min værdighed er blæst bort som af vinden, mit håb om frelse er forsvundet som en sky (Job 30,15).
“Min værdighed er blæst bort som af vinden.”
Allerede på vej hen under de 8 ord var ham, der førte linealen og den blå kuglepen, blevet klar over, at det nok ikke kunne slå til alene med farven, som står for de bemærkelsesværdige vers til eftertænksomhed. Den nåderige farve måtte også på banen!
Og hvorfor så det? Hvordan i alverden kan sådanne triste og tungsindige Job-ytringer fremkalde glæde og jubel i læserens hjerte?
Findes der mere velsignede øjeblikke i vore kristenliv, end når vores egen værdighed blæses bort af vinden?
Personligt må jeg erkende, at jeg aldrig har set Lyset og evangeliet så klart i mit liv, som når jeg har oplevet mig selv allermest fattig og ussel. Allermest uværdig. Allermindst værdig. Og derfor kunne jeg heller ikke lade være med at sidde og smile inde i hjertet, da jeg læste Job 30,15; for midt i Jobs næsten uigennemtrængelige tugte-mørke, var det som om, at skæret fra fyrtårnet ude i horisonten ramte mit hjerte med utrolig styrke:
Hvor er det fantastisk, når “min værdighed er blæst bort som af vinden”! For når Gud har blæst min (u)værdighed bort, kan han blæse sin værdighed ind i mig!
Væk med Filips (såkaldte) værdighed – ind med Jesu fuldbragte værdighed!
Jesus sagde: “Det er fuldbragt.”
Frelsen er fuldbragt!
Værdigheden er fuldbragt!
“Altså: Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker. For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed” (Rom 5,18-19).
Udgivet af
Filip Kofod
Filip Kofod, København, taxachauffør.