Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Med hånd og mund

Om hvordan Christian Maymann kom til tro på Jesus.

Sådan kom jeg til tro III

Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.

MaymannChristian Maymann kan ikke fortælle om sin vej til Jesus uden at fortælle om de problemer, som prægede hans barndom. Det var problemerne, der førte ham til nogle kristne, som viste både menneskelig og åndelig omsorg for ham.

Problemerne begyndte allerede ved Christians fødsel. Han blev født for tidligt, med navlestrengen om halsen, og kort efter fødslen fik han en blodforgiftning. Den svære fødsel gav ham en hjerneskade, som bl.a. ramte talecenteret og gav ham varige taleproblemer.

Straks efter fødslen blev Christians mor og far skilt, og Christian kom ikke til at se sin far igen. Hans mor stod alene med ansvaret for den lille dreng, og det var ikke nemt for hende. Hun boede i det indre København i en lejlighed og måtte arbejde mange timer hver dag for at få økonomien til at hænge sammen. Da Christian kom i børnehave, tydede meget på, at han ikke trivedes. Han var urolig, og intet af det, hans mor gjorde, syntes at hjælpe.

På friskole

Børnehavens pædagoger vurderede, at Christian ikke ville kunne klare at begynde i en almindelig folkeskole efter børnehaven. Han var for sårbar og havde brug for et mindre og tryggere skolemiljø. Derfor anbefalede de, at moren fandt en lille skole til ham.

Christians mor lagde vægt på, at det skulle være en skole, som det var nemt at bringe Christian hen til og hente ham fra. Derfor var det et stort plus, da hun fandt en friskole, som havde en lille skolebus til at hente elever i. Busordningen betød, at Christian kunne stå på fortovet foran sin trappeopgang om morgenen og blive samlet op lige der. Denne ordning var afgørende for, at Christian blev indmeldt på den kristne friskole Jakobskolen.

På dette tidspunkt var der endnu ingen, som havde talt med Christian om Gud. Ingen i hans familie bekendte sig som kristne, og han havde aldrig oplevet, at der blev sunget aftensang eller bedt med ham. Det var derfor en helt ny verden, der åbnede sig for ham på Jakobskolen. Han lyttede, når der blev fortalt bibelhistorie, og tog imod med åbent hjerte, og han sang glad med på de kristne sange.

Christian havde det godt på friskolen, men det var ikke ensbetydende med, at han havde det godt med sig selv. Skolens lærere så mange symptomer på, at han havde det svært indadtil. Det endte med en indlæggelse på en børnepsykiatrisk afdeling, hvor han skulle undersøges og udredes. Jakobskolens lærere fulgte med i forløbet og bad om, at Christian måtte få den hjælp, han havde brug for. Hospitalets undersøgelser mundede ud i en beslutning om, at Christian skulle på behandlingshjem.

Han var på det tidspunkt ni år, og beslutningen betød, at han skulle tilbringe de næste tre år på et børnehjem.

På børnehjem

Den første børnehjemsplads, der blev ledig, var på et behandlingshjem lidt nord for København. Hjemmet hed Strandberg og var oprettet af to ugifte søstre, som forsat ledede hjemmet, da Christian kom dertil. De to søstre var kristne, og det var deres erklærede mål, at børnehjemmet skulle vise omsorg for børnene både menneskeligt og åndeligt. Børnene skulle have det godt og trygt, og så skulle de møde et klart vidnesbyrd om Jesus som deres frelser.

De tre år på Strandberg blev en god og helt afgørende tid for Christian:

Jeg stortrivedes. Jeg husker hele denne tid som en glad tid. Lederne gav mig en oplevelse af at være værdsat og elsket. Det var trygt at være der, og vi havde en fantastisk masse gode oplevelser. Vi lavede sæbekassebiler, satte drager op, klatrede i træer, legede dåseskjul i sneen om vinteren og lærte at cykle. Behandlingshjemmet havde et sommerhus, hvor vi tog op om sommeren, og det var supergodt. Vi var ude på aftenfiskeri, fangede krabber i havnen, spillede kroket i haven og skak og matador – jeg elskede at spille matador.”

Hver aften blev der bedt aftenbøn og sunget med hvert enkelt barn for sig. Hvis børnene ikke ønskede det, kunne de blive fri. Men Christian var lykkelig for det. Hver aften blev der sunget ”Nu lukker sig mit øje” ved hans seng og bedt med ham. Der var bordvers før hvert måltid, og så blev der indbudt til børnemøder, hvor der blev fortalt bibelhistorie og vidnet om Jesus. Også det var frivilligt, men Christian var med hver gang:

Der var nogle fantastiske bibelfortællere, og de brugte flonellograf til at illustrere det, de sagde. Jeg sugede til mig alt, hvad jeg kunne. Det var tydeligt, at lederne ville mere end bare fortælle. Det var deres ønske, at vi kom til tro på Jesus. Jeg ved, at de bad for os. Det har jeg hørt sidenhen. Det var en fast del af deres ledersamlinger, at de bad for os børn.”

De tre år på Strandberg var imidlertid også en tid, hvor Christian satte ledernes tålmodighed på prøve:

Jeg var en rod, ganske enkelt, en uregerlig unge. Når der var ballade, kunne du være sikker på, at jeg var der. Jeg kortsluttede strømmen og bestilte telefonvækning til forstanderen og stak af på cykel fra hjemmet, og så måtte jeg sidde i flere timer og skrive: ‘Jeg må ikke cykle alene uden at spørge om lov‘ – på det ene papir efter det andet.

Jeg havde det godt med at være på tværs, og så havde jeg et forfærdeligt temperament. Jeg tror, der var stor sandsynlighed for at jeg var endt på den forkerte side af den kriminelle grænse, hvis jeg ikke havde mødt kristne, som havde taget sig af mig.

I dag fungerer jeg ind imellem som domsmand i retten. Og når jeg sidder der i retten og ser de kriminelle, så kan jeg ikke lade være at tænke, at dér ville jeg have været, hvis ikke…”

Under opholdet på Strandberg blev det på et tidspunkt klart for Christian, at han ville være kristen. Han ville tro på og leve med den Jesus, han havde hørt om. Fra da af begyndte han selv at læse i Bibelen og prøvede at få så meget ud af den som muligt. Mange år efter hørte han, at en af de to søstre, der ledede hjemmet, havde bemærket, hvad der var sket med ham, og havde kommenteret det: ”Den dag, Christian gav sit liv til Jesus, da begyndte det at gå fremad!”

Men selvom det gik fremad, var der fortsat lang vej igen.

Hjælp fra en ven

Da Christian kom tilbage til sin mor, havde han to ønsker. For det første ville han tilbage til Jakobskolen, og for det andet ville han fortsætte i børnehjemmets børnekreds. Det sidste lod sig gøre, fordi nogle ledere fra børnehjemmet hver uge kom forbi i en bil og hentede ham.

Det første faldt også på plads, men ikke helt som Christian havde ønsket det. Han måtte gå ét klassetrin ned i forhold til den klasse, han tidligere havde gået i. Det var han ked af.

Men det var helt klart Guds ledelse. For i den nye klasse kom jeg sammen med Andreas, og han har været min bedste ven i 23 år. Han har haft utroligt stor betydning for mig både menneskeligt og åndeligt. På Jakobsskolen var jeg jo stadigvæk helt umulig. Jeg var enormt hidsig og flippede jævnligt helt ud. Men så var Andreas der, og han var jo en del større end mig og havde dyrket sport. Så han kom med sine store arme og tog fat om mig bagfra og lagde mig ned, og så blev han liggende der med mig, indtil jeg var faldet til ro.”

Efter nogen tid begyndte Christian at følges med Andreas i juniorkreds og på lejre og sidenhen i ungdomskreds. Christian var enebarn, men i Andreas fik han den bror, han aldrig havde haft.

Hjælp fra en skoleleder

På Jakobskolen var Christian en stor udfordring for lærerne, og der kunne i flere omgange have været grund til at smide ham ud af skolen:

Jeg var på mange måder helt ved siden af og provokerede ind imellem helt vildt. Når jeg fik en eftersidning, kunne jeg finde på at rive sedlen i stykker lige foran øjnene på læreren. Og så havde jeg et forfærdeligt sprog, når jeg blev sur. Men de holdt utroligt nok ud med mig.

Det betød virkelig meget, at vi havde en skoleleder, Jens Kofoed-Nielsen, som havde en fantastisk evne til at forstå, hvad jeg havde brug for. Han kunne skælde mig ud, så du tror, det er løgn, og der var god grund til det. Men han knoklede samtidig med mig, for at jeg skulle opleve nogle sejre og få noget selvtillid.

Vi havde motionsløb, og min hjerneskade har påvirket den måde, jeg går og løber på. Så da vi skulle vælge mellem 3 og 5 og 10 kilometer, så var det ret oplagt, hvad jeg mente, at jeg skulle vælge. Men så var Jens der og støttede og motiverede mig til at tro på, at jeg kunne mere end det minimale, og det endte med 10 kilometer. Det var helt vildt. Jens støttede alt det, han kunne.”

Brydningerne og konfrontationerne i skolen var ingen hindring for, at Christian med åbent hjerte lyttede til lærernes vidnesbyrd og undervisning om Jesus. Han var en rod, men en rod, som elskede at høre om Jesus, og som tog budskabet til sig.

Hjælp fra en prædikant

Da tiden på friskolen var forbi, trådte en ny person til som en støtte for Christian på vejen frem. På en nytårslejr, da Christian var 15 år, mødte han en ung prædikant, Lars Rømer Olsen, som brugte lang tid på ham, og som i forlængelse af lejren spurgte, om han havde mod på at være ung leder på en juniorlejr. Christian var målløs:

Jeg mener; jeg var jo selv et pædagogisk tilfælde. Jeg fattede ikke, at han turde spørge mig, og jeg er ikke i tvivl om, at han har fået klø for det. Men det var stort, at han gjorde det. Bagefter tog Lars mig med på evangelisationsopgaver, og jeg opdagede, at jeg kunne bruges i kristne opgaver. Lige så stille begyndte jeg at vokse i det.

Lars var der også for mig, når det hele brasede sammen. På et tidspunkt røg jeg ind i en rigtig alvorlig krise og ringede til Lars om det. Han sagde lige med det samme – ’Nu tager du S-toget op til Hillerød. Så står jeg på perronen og tager imod dig, og så kommer du hjem og bor hos os et par dage.’ Det var lige, hvad jeg havde brug for.”

På bibelskole

Efter gymnasiet tog Christian på bibelskole, og her fik det afgørende betydning, at han fik gennemgået Romerbrevet:

Det var dér evangeliets frihed gik op for mig. At det hele er gjort én gang for alle af Jesus. Bagefter var det det evangelium, jeg havde allermest lyst til at fortælle videre til andre. Jeg kan huske, at jeg kort efter skulle holde en andagt for nogle unge, og det blev over Romerbrevet 3,21-31. Og det er jo alt for lang en tekst til en andagt, men det er bare så godt! Den første prædiken, jeg holdt, var over samme tekst. Og da jeg skulle skrive speciale på mit teologistudium, blev det også over Rom 3,21 og de følgende vers. I dag underviser jeg selv i Romerbrevet på en bibelskole, og det er guld, når vi kommer til det her afsnit!”

Troskrise

Efter bibelskolen læste Christian teologi i København. Her oplevede han sin første alvorlige troskrise:

Den kom til sidst i studiet, og den handlede ganske grundlæggende om Bibelens trovær-dighed – om det er Guds ord eller bare noget, mennesker har fundet på. Jeg var tvunget til at læse en masse bibelkritisk litteratur, og det går ind.

Lidt efter lidt oplevede jeg, at jeg ikke længere havde noget fast at holde i. Uanset hvad jeg tog fat i, så smuldrede det mellem hænderne på mig. Jeg var langt ude på det tidspunkt. Sådan oplevede jeg det selv. Men så en dag, hvor jeg sidder og læser noget, som en eller anden tysker har skrevet, så står det lige pludselig lysende klart for mig: Jesus er opstået! Det står fast, det kan du holde dig til!

Og det var skelsættende. Da havde jeg fundet et fast holdepunkt for min tro, og derfra begyndte jeg så at få hele troens indhold tilbage og Bibelen som Guds ord.”

Bibelskolelærer

Kort efter denne oplevelse blev Christian ringet op af Hans Erik Nissen, som var forstander på Luthersk Missions Højskole i Hillerød. Han spurgte, om Christian ville tage imod et kald til at være lærer på højskolen.

Jeg sagde til Hans Erik i telefonen, at hvis han havde ringet et par måneder tidligere, så havde jeg svaret nej. For da oplevede jeg ikke, at jeg havde en sikker grund for det, jeg troede på. Den grund havde jeg fået nu, og derfor sagde jeg ja.”

Siden 2002 har Christian fungeret som højskole- og bibelskolelærer i Hillerød.

I 2007 blev han gift med Elin.

Hun er fantastisk. Det er vildt, så godt vi har det sammen.”

Og sammen har de fået datteren Emma, der nu er halvandet år.

Hun er også fantastisk, og en kæmpe opgave …”

Hjælp fra menigheden

Den lille familie har allerede mødt mange og til dels svære udfordringer, men igen har hjælpen vist sig i form af kristne, der har vist omsorg med både hånd og mund:

Der er et ægtepar i vores menighed, som er trådt til på en helt fantastisk måde og er blevet reserve-bedsteforældre for Emma. Det er lige til at tude over, og det gør jeg så også, når jeg fortæller om det. I det hele taget har vi fået en utrolig hjælp fra menigheden.”

Gensyn

På højskolen i Hillerød er der hvert år i februar en uge, hvor man åbner dørene for gæster og indbyder til møder med bibelsk forkyndelse og undervisning. Ved et af disse åbne møder så Christian for et par år siden en kvinde, som han syntes, at han havde set før. Han valgte at præsentere sig, og det blev snart klart, at det var rigtigt, at de havde mødt hinanden før – for længe siden, på behandlingshjemmet Strandberg.

Kvinden var en af de ledere, der havde bedt for Christian og havde vidnet for ham om Jesus. Nu stod hun over for ham 20 år senere og kunne høre ham fortælle, at han troede på Jesus og havde det som sit kald at vidne om ham. Hendes spontane reaktion var at tilbyde Christian at samle en gruppe af de gamle ledere, så de kunne få lov at møde Christian og dele glæden; og sådan blev det.

Det blev en rig aften. Christian fik anledning til at sige tak til lederne, og lederne fik anledning til at takke Gud for, at de fik lov at se en frugt af, at de havde vidnet om Jesus – med hånd og mund.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2011. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.