Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Manden på bænken

Om hvordan Tony kom til at tro på Jesus.

Sådan kom jeg til tro VII

Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.

tony-og-greteTony er lige blevet 61 år. Han er gift med Grethe, som er syv år yngre. De mødte hinanden og blev kærester i 1990. Men forholdet holdt ikke, og først 20 år senere fandt de sammen igen. I 2010 blev de gift. Ingen af dem havde været gift før.

Det er opmuntrende og berigende at høre deres historie. Men den er vævet sammen med en anden historie, som er endnu mere opmuntrende og berigende – historien om, hvordan Tony blev fundet og frelst af Jesus.

Børnehjemsbarn

Da Tony var et år gammel, blev hans forældre skilt. I forlængelse af skilsmissen fik hans mor leukæmi, og bare to år senere døde hun. Som treårig kom Tony på børnehjem. Han kom til det nye hjem sammen med sin bror, der var halvandet år ældre.

Forholdene på børnehjemmet var ualmindeligt barske, og Tony kunne i høj grad have brug for at blive beskyttet. Men broren havde nok at gøre med at passe på sig selv:

På børnehjemmet gjaldt det bare om at klare sig selv. Der var intet, som hed kærlighed og omsorg. Til gengæld var der straf for alt, hvad man gjorde forkert. Jeg var Emil fra Lønneberg-typen og gjorde mange ting forkert. Så jeg fik mange tæsk. Jeg blev låst inde i mørke skabe og på små mørke rum og fik forbud mod at gå ud og lege med de andre. Når jeg havde lavet noget galt, skulle jeg blive på sovesalen hele weekenden. Så kunne jeg stå ved vinduet og se de andre tage hjem til deres familier eller lege udenfor. Det var hårdt. Straffene var det værste ved børnehjemmet. Jeg blev usikker og nervøs af det.”

Tony mistede hurtigt enhver erindring om sin mor. Før sin død havde moren strikket og købt tøj til de to drenge, så de kunne være godt klædt på gennem den første del af barndommen.

Men da de kom til børnehjemmet, blev tøjet taget fra dem. Alt tøj skulle være fælles. Når drengene én gang om ugen fik bad, smed de alt deres tøj i en bunke. Efter badet stillede drengene sig i kø og fik det tøj på, der lå øverst i tøjbunken.

Hvis man brokkede sig, fik man én over nakken. Det endte med, at vi gik i laser og pjalter.”

Indbyrdes mellem børnene var det jungleloven, der rådede. De stærkeste bestemte og brugte vold mod de mindste. Ingen greb ind.

Fortalte man til de voksne, at man fik tæsk, så gav de voksne en flere tæsk oveni og sagde, at man skulle passe på sig selv. Jeg prøvede bare at overleve, så godt jeg kunne. Jeg havde ingen venner og stolede ikke på nogen. Det påvirkede mig psykisk. Jeg blev ustabil og havde mange nedture. Men jeg turde ikke fortælle det til nogen af frygt for at blive straffet. Med tiden lærte jeg selv at bruge vold – at slå først og spørge bagefter.”

Kun én gang oplevede Tony at få ros af børnehjemmets forstanderinde, der blev kaldt plejemor. Det var den dag, han blev smidt ud af skolen.

Jeg havde pandet en lærer én på hovedet, og så var det ud. Det var i 7. klasse. Da plejemor hørte om det, sagde hun, at hun var stolt af mig: ’Nu har du lært at klare dig selv!’ Det er det eneste positive, hun har sagt til mig.”

Far

De første seks år på børnehjemmet anede Tony ikke, at han havde en far. Så en dag stod han der. Han var kun hos Tony i to timer, men lovede, at han ville komme igen 14 dage senere.

Det gjorde han ikke. Der gik fem år.

På sin konfirmationsdag så Tony sin far sidde nede bagerst i kirken. Efter konfirmationen ville faren have Tony med sig. Men da var Tony blevet hård. Han ville ikke med. På det tidspunkt var hans indre usikkerhed blevet til vrede.

Jeg havde det ikke godt. Jeg havde en indre vulkan i mig, og den kunne gå af med stor kraft, værre end Etna.”

Efter børnehjemmet kom Tony på en ungdomspension, hvor han boede på sovesal med 15 andre drenge. De fleste havde en fortid som børnehjemsbørn. Her fik Tony sine første venner:

Vi hjalp hinanden. Hvis én havde lavet ballade, stod vi sammen – alle for én.”

Tony blev på ungdomspensionen i fire år, mens han blev uddannet til autosadelmager.

Da han var færdig med sin uddannelse, tog Tony imod et tilbud fra faren om at flytte hjem til ham:

Det er det dummeste, jeg har gjort. Min far var perfektionist, og alt skulle se ud og foregå på én bestemt måde. Jeg gjorde alt galt – drak vand på en forkert måde, hang håndklædet op på en forkert måde, havde forkerte ting på mit værelse og så videre.“

Konfrontationerne endte i en eksplosion og et endeligt brud. Tony måtte pakke sammen og flytte ind hos en arbejdskollega på et lille værelse.

Druk

Da han var midt i tyverne, lærte Tony en pige at kende, som han blev kæreste med og flyttede sammen med. Han var selv glad for forholdet, men efter tre år forlod kæresten ham uden varsel. Hun havde mødt en anden mand og så sig ikke tilbage.

På det tidspunkt boede Tony i et nyt lejlig-hedsbyggeri i Frederikssund. I stueetagen var der en købmand, og uden for købmanden stod der ofte en gruppe mænd og drak øl:

Den gruppe kom jeg med i. Efter fyraften stod jeg og drak sammen med dem.”

Ikke længe efter fik Tony arbejde på en saftevandsfabrik. Han kom med på natholdet, og det blev en vane for ham at gå direkte fra fabrikken sammen med nogle arbejdskammerater på værtshus. Her begyndte de med noget morgenkaffe, hvorefter de drak øl og spillede billard, indtil de skulle hjem og sove. Derefter var det på arbejde igen.

Tony drak mere og mere. Det udviklede sig til et misbrug.

På et tidspunkt lukkede man natholdet på saftevandsfabrikken, og Tony blev fyret. Herefter kom misbruget til at fylde hele hans liv: ”Alt handlede om at få alkohol, piller og andre stoffer. Det gamle mønster med at bruge alle kneb for at klare mig vendte tilbage. Jeg snød, svindlede og bedrog, så meget jeg kunne. Jeg drak mig fra alt, hus og hjem og alt. Til sidst stod jeg på gaden og havde kun en plasticpose med mine ejendele. Min 30-årsfødselsdag holdt jeg på gaden.”

Bænken

I vinteren 1981-1982 havde Tony mistet alt. Han var hjemløs og levede for alkoholens bedøvelse. Samtidig var alkoholen i gang med at nedbryde hans krop og sind. Den onde spiral virkede endeløs.

En dag havde Tony lagt sig på en offentlig bænk for at sove. Han havde det elendigt, og søvnen var en flugtvej.

Han vågnede, ved at nogen talte til ham. Han slog øjnene op og så et midaldrende ægtepar, som kiggede opmærksomt på ham:

Er du syg? Har du det dårligt?”, spurgte de.

Jeg har det ikke så godt”, svarede Tony.

Har du ikke et sted, du kan gå hen og sove?”, spurgte de videre.

Tony rystede på hovedet: ”Nej.”

Du må godt komme hjem til os og sove i nat”, tilbød de. ”Så kan vi tales ved i morgen.”

Tony havde ingen tillid til andre mennesker, så han var skeptisk og på vagt. Men han mente ikke, at ægteparret kunne være værre end bænken, så han fulgte med dem hjem til deres hus. Her fik han en seng i kælderen og lagde sig til at sove.

Hjælp

Næste morgen fik Tony morgenmad af ægteparret. Han regnede med, at han derefter skulle ud på gaden igen. Men ægteparret satte sig ned ved siden af ham og spurgte ham ligeud:

Vil du hjælpes?”

De understregede, at Tony var fri til at gå, og at han også var fri til ikke at svare på deres spørgsmål. Men Tony ville gerne svare. Han havde intet at miste:

Jeg vil gerne have hjælp!”

Hjælpen fik et omfang, som Tony ikke havde drømt om. De næste ti år boede han hos ægteparret. De hed Lilly og Svend Meldgaard og hørte til Indre Mission i Frederikssund.

Tony kendte godt deres missionshus. Han var tit gået forbi det og havde i fuldskab råbt mod det og kastet flasker gennem vinduerne. Nu sad han ved siden af missionsfolkenes lokale formand.

Svend ønskede som det første at få klarhed over, hvad Tony havde af gæld. Det viste sig, at han havde en stor gæld. Men Svend gik ind og betalte hele gælden ud. Så tilbød han, at Tony kunne arbejde i hans firma, og at han langs ad vejen kunne betale af på gælden. Imens kunne han bo og spise hos Lilly og Svend. Det ville Tony gerne.

Lilly og Svend havde stadig hjemmeboende børn, men både forældre og børn lukkede i den følgende tid Tony ind i familien. Tony selv var fortsat mistænksom og på vagt. Han havde alt for ofte oplevet at blive skuffet og svigtet, når han viste andre tillid. Derfor tog det år, før den indre vagtsomhed fortog sig og gradvist blev afløst af tryghed:

Efterhånden kom jeg til at betragte Lilly og Svend som mine reserveforældre. De vandt min tillid, fordi de var gode ved mig og tålmodige med mig.”

Fortsat misbrug

I tiden hos Lilly og Svend fortsatte Tonys alkoholmisbrug.

Der var dårlige perioder og mindre dårlige, men han drak til stadighed så meget, at hans krop blev ødelagt. Han registrerede, at hans krop hver morgen rystede af abstinenser, og at han måtte fylde sig med alkohol og stesolider for at komme igennem dagen. Men han fortsatte i det destruktive spor. Til sidst kunne han hverken mærke sine hænder eller sine fødder.

Så gik han til læge. Lægen undersøgte ham og konkluderede:

Du har ét eneste problem, Tony. Du drikker for meget. Fortsætter du på den måde, dør du inden for seks måneder.”

Tony havde svært ved at tro sine ører: ”Er det rigtigt?”

Ja!”, lød det korte svar.

Tony vaklede hjem: ”Jeg tænkte, at jeg måtte hjem og sove på det.” Men Tony fik ikke sovet meget:

Jeg havde det rigtig dårligt den nat. Næste morgen gik jeg op til Svend og sagde, at der var noget, jeg gerne ville have, at han skulle gøre for mig. Jeg bad ham om at finde et tidspunkt, hvor jeg ikke var hjemme. Så skulle han gå ned på mit værelse i kælderen og fjerne alt mit sprut og alt mit tobak og smide det ud. Jeg kunne godt mærke på ham, at han ikke rigtig troede på, at jeg kunne stoppe. Men fra den dag holdt jeg op med at drikke.”

Det var d. 1. juni 1989.

At Tony stoppede med at drikke var ikke ensbetydende med, at han fik fred i sit sind, nærmest tværtimod. Alkoholen havde dæmpet de svære, vrede og smertelige følelser inde i ham. Nu kom de tilbage og var ledsaget af stærke abstinenser.

Men Tony valgte ikke den nemme løsning. Han gik ikke tilbage til alkoholen. Det var mod alle odds, men der var en familie, som bad for ham. Og de bad ikke kun for Tonys kamp mod alkoholen. De bad først og sidst for hans frelse. Det havde de gjort fra den første dag, han kom ind i familien.

Navnet Jesus

Livet i familien Meldgaard havde nogle faste rytmer. Dagen begyndte med en morgenandagt, hvor hele familien var samlet om et andagtsstykke og en bøn, og dagen sluttede på samme måde:

Hver aften kom en af børnene ned til mig og sagde, at om fem minutter skulle vi slutte aftenen sammen. Så blev der læst et andagtsstykke og bedt en bøn, og bagefter var der aftenkaffe. Så sad vi der og talte sammen om, hvad der var sket i løbet af dagen.”

Når familien tog af sted til møder i missionshuset og til gudstjenester, blev Tony hjemme. Men om sommeren fulgte han med, når familien tog på sommerlejr. Han opfattede det mest som en rekreation. I det hele taget tænkte han ikke på, om Guds ord gjorde noget ved ham. Ikke før han en dag gjorde noget uventet:

Jeg gik nede på mit værelse i kælderen, og pludselig begyndte jeg at synge en sang. Det var sangen ’Navnet Jesus blegner aldrig’. Jeg blev helt bange og nervøs og skyndte mig ovenpå for at spørge dem, hvad det var, der skete. De sagde, at det var Gud, der arbejdede i mig; at Gud kaldte ad mig. Jeg spurgte, om det var farligt, for jeg var jo bange. Men de sagde, at der ikke var noget at være bange for. Det var kun godt.”

Efter denne oplevelse blev Tony bevidst om, at han gerne ville lære mere om Gud.

Hvis du mener det alvorligt”, sagde Svend, ”så skal du tage på bibelskole.”

Hvor lang tid tager det?” spurgte Tony.

Et halvt år,” lød svaret.

Det er udelukket“, forklarede Tony. ”Det klarer jeg aldrig!”

Jo”, svarede Svend. ”Når du har Gud med på din vej, klarer du alt.”

Ikke længe efter, i januar 1990, stod Tony med sin bagage på Børkop station og spurgte om vej til byens bibelskole. Han havde en helt ny bog med – en Bibel.

Bibelskolen

Tiden på bibelskolen var hård for Tony. Den indre uro og smerte gjorde det svært for Tony at samle sig om undervisningen: ”Jeg havde det psykisk meget dårligt. Jeg havde angst og hallucinationer og alt muligt dårligt indeni. Vulkanen var der stadig. Jeg havde et voldsomt temperament, og det kom de andre til at mærke. Nogle af eleverne var bange for mig og gik i en lang bane uden om mig. Det gjorde det ikke nemmere, at jeg havde fortalt dem lidt om min historie og mit liv. Men et par af gutterne turde godt komme ind på mit værelse og fik mig med til fodbold og sådan noget. Det var en stor hjælp. Men det mest afgørende var, at jeg mødte Grethe.”

Tony og Grethe var begge noget ældre end de andre elever. Det gjorde det naturligt, at de fandt sammen og talte sammen. Det udviklede sig snart til et godt venskab:

Grethe ville gerne hjælpe mig, men jeg hjalp også hende. Det betød meget for mig, at jeg kunne mærke, at der var en, som havde brug for mig.”

Sammen med Grethe bad Tony for første gang til Gud:

Det var meget svært for mig. Jeg var meget genert og vidste ikke, om jeg kunne bede på den rigtige måde. Jeg kunne jo ikke alle de der fine ord, professorord og bibelord, som de andre brugte. Men efterhånden fandt jeg ud af, at det ikke kom an på det. Så gjorde jeg det bare, så godt jeg kunne.”

For Tony udviklede forholdet til Grethe sig til mere end et venskab. Han var dybt forelsket og håbede, at de kunne blive kærester.

Men det kunne de ikke. Grethe havde det anderledes. Hun var meget glad for Tony, men hun blev slidt af at være sammen med ham. Derfor var der ikke basis for mere end et venskab.

Det var svært at forstå for Tony, men han måtte acceptere det. Ved opholdets afslutning tog han alene tilbage til Frederikssund.

Omvendelsen

Efter bibelskolen begyndte Tony at opsøge og lytte til kristen forkyndelse. Han begyndte at komme i den nystartede lutherske frimenighed, som familien Meldgaard var en del af. I foråret 1991 var han med på frimenighe-dens lejr.

Den første aften sagde menighedens præst, Bent Ryborg, at det var muligt på lejren at bekende, at man gerne ville tro på Jesus og leve med ham. Hvis nogen ønskede at aflægge denne bekendelse, kunne de gøre det dagen efter, og så ville nogle af menighedens ledere bede for dem.

Tony oplevede, at det var Guds kald til ham, og sagde, at han gerne ville stå frem dagen efter. Samme aften fik han det forfærdelig dårligt:

Jeg havde det frygteligt om natten. Det rev og flåede i mig med alle de dårlige følelser indefra.” Tony sov på værelse med Lillys og Svends søn Lars, og midt om natten måtte han bede Lars hente sin far. Men Lars mente, at det var det samme, om Svend kom eller ej. Der var næppe den store tvivl om, hvad det var, der skete: Det var djævelens sidste angreb:

Han har hørt, at du vil give dit liv til Jesus i morgen, og derfor raser han i dig”.

Tony måtte lægge sig i Jesu hænder og bede ham om at bære ham gennem natten. Med den besked lagde Tony sig igen.

Næste dag trådte Tony frem for menigheden og bekendte, at han ønskede at tilhøre Jesus. Han knælede, og tre ledere fra menigheden lagde hænderne på ham og bad for ham. To af dem var Svend Meldgaard og Bent Ryborg:

Da Bent bad for mig, forsvandt den indre uro og smerte. Det skete i ét nu, som når man slukker for en kontakt. Da jeg gik ned fra forbønnen, havde jeg det, som om jeg var blevet født på ny. Jeg frygtede, at djævelen ville angribe mig igen, og jeg talte med Lilly om det. Hun gav mig et godt råd: ’Når djævelen kommer til dig, så sig til ham: Vig bort, satan! Jeg er renset i Jesu blod!’ Det var en stor hjælp for mig. Jo mere jeg sagde det, jo mere styrke fik jeg.”

Efter omvendelsen fik Tony et helt nyt forhold til Bibelen, og ét bibelord blev i særlig grad til trøst for ham, Johannesevangeliet 3,16: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”

Det vers er fortsat en kilde til glæde og tak for Tony:

Tænk, at Jesus er kommet for at frelse sådan en som mig. Jeg, der har sagt så meget dårligt om kristne, og har gjort så meget ondt mod Jesus og andre mennesker. Alligevel vil Jesus kendes ved mig over for sin far. Gud gør ikke forskel på, om man er rig eller fattig, dum eller klog. Og man kan ikke gøre sig fortjent til noget. Jesus tager sig af det hele. Det budskab er bæredygtigt for mig.”

Grethe

Otte år efter sin omvendelse mødte Tony Grethe igen. Det skete på Mørkholt bibelcam-ping. De var begge berørte ved gensynet, og Tony kunne mærke, at han fortsat havde det som på bibelskolen:

Jeg var stadig lige forelsket i hende.“

Men de kunne stadig ikke fungere sammen som mere end gode venner, så deres veje måtte skilles igen.

I 2002 flyttede Tony til Jylland, og to år senere fik han arbejde som pedel på en institution for børn med indlæringsvanskeligheder. Han trivedes i det nye arbejde, og hans leder satte pris på ham.

I 2007-2008 blev han tildelt en plads på et ”mønsterbryderkursus”. Under kurset skulle deltagerne lære noget om kommunikation. En af øvelserne gik ud på, at man i en gruppe skulle lade en tuschpen gå på omgang. Kun den, der havde tuschpennen i hånden, måtte tale.

Det kunne Tony på ingen måde respektere. Han blandede sig, brød ind og snakkede løs helt uden hensyn til, hvem der havde tuschpennen – og han blev ved med det.

Til sidst kogte kursuslederen over og gav Tony en harmdirrende overhaling i alles påhør:

Nu holder du din mund!“

Det var en skelsættende oplevelse for Tony:

Da fandt jeg ud af, hvad der var mit problem. Jeg kunne ikke høre efter! Jeg snakkede konstant og havde løsninger på alt. Der var ikke plads til andre end mig. Jeg kunne ganske enkelt ikke tie stille og lytte.

Det var det, der var problemet mellem Grethe og mig. Det havde jeg aldrig forstået, men der gik det op for mig. Da jeg fandt ud af det, ville hun gerne have mig.”

I 2009 blev Grethe og Tony endelig kærester, og i 2010 blev de gift. Ved Tonys side i kirken sad Svend Meldgaard.

Jeg har utrolig meget at være Lilly og Svend taknemlig for. De har bedt for min frelse fra første dag, de mødte mig. Jeg har svigtet dem gang på gang, men de har ikke slået hånden af mig. De har haft en utrolig tålmodighed med mig, og så har Gud brugt dem. At alt dette skulle ske for mig, det kan jeg kun være Gud taknemmelig for.”


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2013. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.