Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Lyset i mørket

Om hvordan Torben Bitsch kom til tro på Jesus.

Sådan kom jeg til tro XXII

Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.

Morfar

Gennem hele barndommen var morfaren det store forbillede for Torben Bitsch. ”Han var en høj og stor mand med en fantastisk rank holdning. Jeg var stolt, når andre så os sammen. Jeg tilbragte rigtig meget tid sammen med ham. Vi gik ture sammen og spillede minigolf og snakkede. Morfars og mormors hus var mit andet hjem. Det var et gammelt hus, hvor der ikke var indlagt varmt vand, men der var højt til loftet og en særlig duft. Jeg elskede at være der.

Når det blev aften, og jeg skulle i seng, samledes vi i morfars og mormors soveværelse. Så knælede morfar og jeg på den ene side af sengen og mormor på den anden, og så bad morfar. Han bad længe, meget længe. Ind imellem tænkte jeg: ’Får det aldrig nogen ende?’ Når han så havde bedt, lagde de en madras til mig på gulvet ved siden af mormor, og så lå hun og holdt mig i hånden, indtil jeg faldt i søvn.

Morfar læste i Bibelen med mig. Det var en gammel billedbibel med Dorés raderinger. Nogle af billederne var meget alvorlige. Billederne af syndfloden gjorde stærkt indtryk. Morfar og jeg talte om det, og det blev klart for mig, at der er en fortabelse og et evigt liv. Nogle oplevede morfar forstokket, men alt, hvad jeg mødte fra ham, var præget af kærlig omsorg. Han havde et stort hjerte. Jeg elskede ham over alt på jorden, og jeg tror også, at jeg havde en særlig plads i hans hjerte.

Morfar havde i en periode været formand i byens IM-samfund, og som pensionist var han tit på besøg på det lokale plejehjem for at vidne for de gamle. Så fulgte jeg med. Jeg husker tydeligt, at jeg sad under pulten ved hans fødder. Jeg var klar over, at han talte til forsamlingen, men han talte også til mig. I de år blev der lagt noget ind i mit sind, frø af Guds ord, som fik helt afgørende betydning for mig senere hen.

En anden ting, som jeg tror, har været afgørende for mig, er morfars bønner. Han har bedt mange og lange bønner for mig, ikke mindst i de mørke år af mit liv.”

Hjemmet

At Torben var så glad for at være hos sin mormor og morfar, skyldtes ikke, at han havde det dårligt i sit eget hjem. ”Jeg havde en god familie og et godt hjem. Jeg er vokset op på landet i Them ved Silkeborg med min mor, far og storebror. Noget, der altid var nok af, var arbejde, kartofler og kærlighed.”

At kartofler udgjorde en væsentlig del af føden, hang sammen med en stram økonomi. Familien havde et lille landbrug, men for at forsørge familien måtte Torbens far arbejde dobbelt. Ved siden af landbruget arbejdede han på den lokale maskinstation. Derfor var han sjældent hjemme.

Min far sled sig op. Han brændte sit lys i begge ender for at brødføde os. Han fik sin første blodprop allerede som 40-årig. Som 48-årig døde han af sin fjerde blodprop. Hans system stod af. Det var i maj 1984. Jeg var 16 år.

Jeg husker min far som utroligt rar. Han var et mildt menneske, en spasmager, munter og en meget kærlig far. Han var tillidvækkende. Mange ønskede at snakke med ham og være sammen med ham. Der kom altid mange mennesker i vores hjem, og far tog imod dem med stor hjertelighed.”

Torbens mor og far var enige om at bekende sig som kristne. Men de tilhørte en generation, hvor mange lagde afstand til deres forældres kristendom, fordi de betragtede den som for alvorlig og konservativ. Sådan var det for Torbens mor:

Jeg tror, mor ønskede, at der skulle være mindre strenghed og mere frihed. Vi bad altid bordbøn, men jeg husker ikke at have set en andagtsbog i hjemmet. Som jeg husker barndommen, var det mest ved juletid, Bibelen kom frem, når vi skulle læse juleevangeliet. Men der blev sunget godnatsang for mig hver aften, og så bad vi Fadervor.

Min far var fra et hjem, hvor den kristne tro ikke fyldte mere end hos os. Han videreførte nok det, han selv havde mødt. For far handlede det at være kristen mest om, at man skulle være et ordentligt menneske, behandle andre godt og hjælpe, hvor man kunne. Det levede han selv efter, og det samme gjorde hans seks søskende. De var altid gode mod andre, hjælpsomme og rare at være sammen med.”

Vendepunktet

I 8. og 9. klasse kom Torben på efterskole. Skolen havde et kristent grundlag, men der lød ingen vidnesbyrd eller forkyndelse, der kunne lede de unge til tro på Jesus. For Torben førte de to år ham længere væk fra Guds ord. Han kom på afstand af sin morfars kristendom. I stedet gav han plads for andre tankegange og et andet liv.

Den weekend hans far døde, var Torben hjemme fra efterskolen hos sin far og mor. ”Lørdag aften kom jeg hjem fra et besøg hos en kammerat. Min far var ved at sprede nyt grus i gårdspladsen. Han spurgte mig, om jeg ikke ville hjælpe ham med at blive færdig. Jeg svarede ham med et bandeord, at det gad jeg ikke. Midt på natten fik han et hjerteanfald og blev hasteindlagt. Han døde søndag eftermiddag, uden at jeg fik lejlighed til at sige undskyld. Det var et stort slag. Jeg husker tydeligt, at jeg blev utroligt ulykkelig.

Efter at jeg er blevet kristen, har jeg tænkt meget over min fars sidste tid. Jeg tror, han vidste, hvad der var på vej: at han skulle dø. De sidste uger inden han døde, søgte han virkelig Guds ord. Han læste og læste i Bibelen, stregede under og tog noter. Han læste også i Hjemlandstoner og stregede under. Der kom noget helt nyt og anderledes ind over ham til slut. Jeg tror, han fandt Jesus, og jeg ser det som et svar på morfars mange bønner for mor og far.”

Men i 1984, da han som 16-årig stod ved sin fars grev, oplevede Torben, at han havde taget afsked for altid og på den mest forfærdelige og ulykkelige måde. Farens død blev begyndelsen på de mørke år i Torbens liv.

Mørket

De følgende 5 år blev set i bakspejlet de værste år i mit liv. Jeg gled ind i dårligt selskab, hvor alt, hvad der kunne drikkes, blev skyllet ned. Vi var en flok på 20 unge, som drak tæt. Der blev kørt spirituskørsel mindst en gang i ugen først på knallert og siden i bil. Mens jeg tog min uddannelse som landmand, tog drikkeriet til. Jeg kan huske en episode efter en ferie i Løkken. Jeg kom hjem fra ferien og skulle på arbejde igen, men hele min krop rystede af abstinenser, så jeg var nødt til at køre ind omkring tanken og købe noget sprut, så jeg kunne få styr på det hele. Jeg var dybt ensom. Jeg følte mig forladt og venneløs. Drukfællesskabet var bare et surrogat og et middel til at glemme det hele. Med tiden begyndte jeg at drikke alene, og alkoholen tog mere og mere overhånd.”

I den periode, hvor mørket tog til i Torbens liv, skete det modsatte for hans mor, men først efter en meget svær tid:

Min mor fik det utroligt svært i tiden efter min fars død. Hun var knækket og tynget af sorg. Han var hendes holdepunkt, og nu var han væk. De fleste, som kendte min mor, tænkte, at hun nok ville sælge gården. Men hun beholdt den og knoklede for at få det til at løbe rundt. Hun tog arbejde på en systue. Hver morgen inden hun tog på arbejde, gik hun i stalden, og hver aften efter aftensmaden gik hun i stalden igen. Hun var presset til det yderste. Oven i alt det andet var hun så vidne til det, som skete i mit liv, og hun var dybt ulykkelig over det. Hun forsøgte at tale med mig om det, men jeg ville ikke høre på hende. Når jeg var hjemme, drak jeg mig i hegnet og brugte dagen efter på at sove rusen ud. Jeg husker, hvordan jeg tit om aftenen kunne høre mor græde sig i søvn.

Men på et tidspunkt valgte mor at sælge gårdens køer. Så fik hun bedre tid til andet end arbejde og hun begyndte at gå til gudstjeneste hos Frank Jacobsen i Silkeborg. Her hørte hun en forkyndelse, hun ikke havde mødt før. Hun hørte en klar forkyndelse af evangeliet, og det blev åndeligt guld for hende. Mor fandt fred i evangeliet, og hendes evangeliske afklaring bragte ro ind i hendes liv. Hun forsøgte at dele evangeliet med mig, men jeg var bedøvende ligeglad.

Et sted i mit sind bar jeg på min morfars ord og vidnesbyrd, og jeg vidste, hvordan jeg havde det med Gud, og hvilken evighed jeg var på vej imod. Men jeg ønskede ikke at tænke på det, og alkoholen hjalp mig til ikke at gøre det. Mit misbrug blev bare værre og værre. Når jeg så kom hjem fra værtshuset, kunne jeg høre mor bede og græde.”

Lyset

Sommeren 1989 var Torben fodermester på en gård. Han passede sit arbejde, men han mødte ofte frem i beruset tilstand, og nogle gange gik han direkte fra flaskerne til arbejdet uden søvn. En morgen mødte han frem i stærkt påvirket tilstand. Han havde været til fest, havde drukket tæt hele natten og havde ikke sovet. Han gik ud i stalden, men faldt straks om på gulvet og kastede op, voldsomt og ustyrligt:

Og der lå jeg så i min brandert, på staldens gulv, omgivet af mit opkast. Jeg ved ikke, hvor længe jeg lå der, men der gik et stykke tid. Og så pludseligt, og det var meget pludseligt, var der helt lyst omkring mig. Det var bare lyst, lyst, lyst, helt hvidt. I samme øjeblik er jeg fuldstændig og totalt ædru, og jeg er slet ikke i tvivl om, hvad det er, jeg oplever – at Gud er kommet til mig. Jeg rejser mig, finder min chef og beder ham tage min vagt. Det var han ikke begejstret for, men der var ingen vej udenom. Jeg måtte hjem, og da jeg var kommet hjem, tog jeg først et bad, og så fandt jeg min konfirmationsbibel frem, støvede den af og satte mig ned for at læse i den. Det var første gang siden min fars død, at jeg læste Guds ord.

Jeg husker tydeligt, at alle følere var ude, da jeg slog op og læste Salme 31. Den talte utrolig stærkt til mig og især vers 8-9: ’Jeg vil juble og glæde mig over din miskundhed; thi du har set min nød, agtet på min sjælekvide. Du gav mig ikke i fjendens hånd, men skaffede rum for min fod’ (1931-oversættelse). Jeg forstod, at Gud havde grebet ind i mit liv for at frelse mig. Det var en opvågning af de helt store. Den morgen var helt fantastisk. Det var bare Gud og mig og intet andet i hele verden. Jeg sad over Bibelen hele dagen, jeg læste og læste og græd og græd, jeg græd mine øjenæbler ud. Jeg var helt færdig, men jeg vidste, at det, jeg har fat i her, det er der liv i – virkeligt, virkeligt liv. Alt det, som var blevet lagt ind i mig som barn, alt det, min morfar havde fortalt mig fra Bibelen, det kom frem til overfladen nu og begyndte at give mening.

Den første uge var simpelthen fantastisk, men så blev det svært, meget svært. Gamle Adam begyndte at røre på sig. Alkohollysten var der stadig, og jeg faldt i. Gamle venner gjorde det ikke nemmere. Jeg kunne ikke håndtere det, og jeg anede ikke mine levende råd. Jeg følte, at jeg var blevet rykket op med rode fra mit gamle liv, men at jeg ikke var blevet plantet igen i et nyt liv. Til sidst gav jeg mig til at bede: ‘Vis mig den vej, jeg skal gå, for det her magter jeg ikke.’ Gud besvarede min bøn og tog lysten til alkohol fra mig.

Bibellæsningen blev i den følgende tid en fast del af Torbens liv. Der var særligt ét vers, som han så sig selv i, og som gav ham trøst. Det var Jesu ord i Johannesevangeliet 6,37: ”Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.”

Bente

I foråret 1990 var der elevstævne på Torbens efterskole. Torben havde ikke været på skolen, siden han var elev, men nu havde han lyst til at møde frem:

Da jeg kom til efterskolen, så jeg en pige, som jeg havde gået i klasse med. Da jeg så hende, tænkte jeg: ’Hold da op, det er sådan én, jeg mangler!’ Vi talte sammen hele dagen, og vi talte bare rigtig godt sammen. Så tog vi hjem igen, og så gik jeg der med tankerne: ’Skal det være? Skal det ikke være?’ Så ringede hun og spurgte, om jeg havde lyst til at besøge hende. Det ville jeg meget gerne.

Det var en stor beslutning for Bente at lukke mig ind i sit liv. Hun er vokset op i en troende familie, og for hende har livet med Jesus altid været et liv indefra. Nu mødte hun mig, som havde levet et helt andet liv. Men hun vovede at have tillid til mig, og det blev starten på en vandring med det dejligste menneske, jeg kender. Vi blev kærester, og efter 10 måneder blev vi gift.”

De første 2,5 år boede Bente og Torben i Viborg og kom sammen i den lokale gruppe af Indre Missions Unge:

Det var meget småt og kanon godt.”

Fra Viborg flyttede de til Vridsted syd for Skive, hvor de fik deres første barn. Vridsted var på mange måder en åndelig udørk. Her blev det værdifuldt for Bente og Torben, at de kunne nære sig selv åndeligt ved at læse i Bibelen. Men der var en anden faktor, som også fik stor betydning for familiens åndelige liv. Der var en indremissionær, som jævnligt kom på besøg og forkyndte evangeliet for dem:

Det var guld værd. Han var årsag til, at vi blev holdt åndeligt i live. Det har jeg fortalt ham og sagt ham tak for. Vores tro blev næret af Bibelen og af de besøg, vi fik.”

Når Torben ser tilbage over de 30 år, som er gået, siden Gud standsede ham i stalden, er der ikke kun én indremissionær, men tre, som hver især har haft afgørende åndelig betydning for ham og familien. Indremissionærernes trofaste omsorg, besøg, vidnesbyrd og åndelige støtte har hjulpet familien gennem svære tider og trange passager. Husbesøgene var en kilde til åndelig berigelse og bevarelse i troen på Jesus.

Da tiden kom, hvor Bentes og Torbens første barn snart skulle begynde i skole, opstod en krise. Det var tungt for dem at tænke på, at deres barn skulle være alene kristen i en skole med 700. Men hvad var alternativet?

Jeg bestemte, at vi ikke skulle bo der mere. Der var bare ét problem: Jeg havde glemt at tage min hustru med på råd. Hun havde et godt arbejde, som hun trivedes med. Men jeg lagde tryk på og blev sur på alt ved byen. Alt var galt. Jeg blev utålelig at bo sammen med. Det stod på i et års tid, og det var hårdt for Bente.

Så en dag siger Bente pludselig til mig: ’Torben, uanset hvor vejen går hen, så følger jeg med!’ Da hun siger det, får jeg det sådan: ’Gud, hvad er det dog, du har givet mig her?’ Jeg kunne slet ikke være i mig selv af taknemlighed. Da tror jeg, det for første gang gik op for mig, hvem jeg var blevet gift med. Jeg har den dybeste respekt for hende. Hun har været utroligt god for mig. Hun har været stabil, når jeg ikke har været det.

Under en ferie kom vi kørende gennem Videbæk, og Bente sagde så: ”Her er der en kristen friskole.” Det afgjorde sagen. I efteråret 2000 flyttede vi til Videbæk, hvor vore to yngste er født, og hvor vi bor i dag. Her mødte vi kristne folk, som villigt tog imod os og ville gå sammen med os på troens vej. Her er vi blandt troende brødre og søstre. Her er vi blevet velsignet og holdt fast i troen på en levende frelser.”

Evangeliets solopgang

Når Torben skal sætte ord på det, som er mest dyrebart for ham som kristen i dag, er det evangeliet om Jesu fuldbragte frelse:

Det er min trøst: Den fuldbragte frelse. At alt er gjort af Jesus, og at jeg ikke skal føje noget til eller trække noget fra. Min frelse i Jesus er konstant. Det er det, som giver mig ro, og det er det, jeg gerne vil dele med andre mennesker.”

Men evangeliet om den fuldbragte frelse i Jesus åbnede sig kun langsomt for Torben. Lyset fra Gud i stalden var der i ét nu, men lyset fra evangeliet kom som en langsom solopgang i Torbens liv:

Jeg tror, Gud ved, at jeg ikke er så hurtig. Jeg har nok et langsomt sind. Jeg kan ikke tage så store bidder ad gangen. Evangeliet åbnede sig for mig i små nøk, lidt efter lidt. Det at blive et troende menneske har været en årelang rejse.”

I de senere år har Torben fundet stadig større glæde ved at læse bøger og høre prædikener, som understreger, at Jesu frelse er vundet for os og står fast for os uden for os selv:

Det trøster mig meget at høre, at min retfærdighed er i Himlen. Hvorfor skal den være i Himlen? Jo, for dér bliver den bevaret ren og fuldkommen – uafhængigt af mig. Det er godt at høre. Sådan et budskab giver mig liv på en helt speciel måde.”

Når Torben vidner i menigheden og underviser unge kristne, er det en hjertesag for ham at tale om det kristne ægteskab. Han oplever, at der er en nær sammenhæng mellem evangeliet og livet i ægteskabet. ”Når jeg ser på Jesus og hører Bibelens vidnesbyrd om ham, hvad er det så for nogle ord, der kommer til mig? Det er betingelsesløs kærlighed, barmhjertighed og nåde. Det er det, jeg selv har mødt hos Jesus. Det er det samme, jeg er kaldet til at møde min ægtefælle med. Og det er netop ved, at jeg selv lever i evangeliet, at det bliver muligt for mig at møde min ægtefælle med noget af dette. Når jeg beskæftiger mig med, hvad der er mit kald i ægteskabet, bliver jeg også mindet om at prioritere min ægtefælle og min familie. Når jeg er for meget væk hjemmefra, er der nogen i familien, som mister noget. Det mærker jeg, og det er kommet til at betyde mere og mere for mig. Det, jeg selv har fået syn for, det vil jeg gerne give videre.”

Hjørnet

Torben er en læser. Han er først og fremmest bibellæser:

Da vi flyttede til Videbæk, tog det for alvor fart med bibellæsningen. Den blev mere og mere værdifuld for mig. Jeg oplevede, at jeg havde kæmpe huller i min kristne tro og forståelse, og jeg ville gerne fylde dem allesammen ud. Når jeg havde læst ét bibelord, ville jeg gerne læse to mere. Jeg slugte alt, hvad jeg kunne, og jeg blev beriget ved det. Jeg oplevede, at Gud opfyldte bønnen i Salme 119 vers 18: ’Luk mine øjne op, så at jeg kan iagttage underne i din lov.’ Gud viste mere og mere af frelsen for mig.”

I dag er Torben meget taknemlig for Bibelen Ressurs som en hjælp til at forstå bibelteksten, og han kan arbejde i timevis med enkelte ord. ”Det kan blive en hel åbenbaring for mig. Tag sådan et ord som ”tjener”. Det er det ord, der er brugt i vores danske oversættelse, men det ville være mere præcist at oversætte med ordet ”slave”. Jesus har betalt alt for os og købt os til at være sine slaver. Hvordan vi har det med Jesus, viser sig i vores forhold til Guds ord. Vi er slaver af Guds ord. Det er det sind, vi må have over for Guds ord. Vi må tage det, som det er, og sige det, som det er. Det er også det, vi må forvente af vores forkyndere. Vi er afhængige af, at de er tro mod Guds ord. Hvis de først begynder at trække noget ud af Guds ord, får det ingen ende. Til sidst står vi med ingenting.”

Torben læser også mange kristne bøger. Han nævner selv C.O. Rosenius, Asbjørn Aavik og Carl Fr. Wisløff som nogle af de kristne forfattere, der har givet og hjulpet ham mest:

Jeg har pløjet den ene bog efter den anden. Jeg bliver inspireret af det, jeg hører, til at læse. Jeg bliver lynhurtigt nysgerrig. Bente er ved at få pip af alle de bøger, der ligger åbne. Men hun har fundet en løsning. Hun har givet mig et hjørne af stuen med en stol og et bord. Der kan jeg have mine bøger. Der starter jeg dagen. Klokken 5.00 har jeg en time i hjørnet, før arbejdsdagen begynder. Det er den gode tid. Det er der, jeg får mit daglige brændstof.”

Guds omsorg

Fra sin barndom har Torben arbejdet hårdt. Det har mærket kroppen. Han har to dårlige hofter, to dårlige knæ, slid i begge hænders pege- og tommelfingre og kroniske rygsmerter. Han har fortsat et fysisk arbejde, nu som pedel på en stor virksomhed:

Hver dag, jeg er i stand til at stå op, ser jeg som et udtryk for Guds omsorg og hjælp. Jeg har døjet med smerter i mange år. En aften blev der bedt for mig i bibelkredsen. Smerterne forsvandt som dug for solen. Det var jeg selvfølgelig glad for. Så fulgte der en tid, hvor det fysisk gik rigtig godt for mig. Men så skete det underlige, at Gud tog helbredelsen fra mig igen, og det var svært at forstå. Men da jeg fik smerter igen, begyndte jeg at se tilbage, og så kunne jeg se, at den tid, hvor jeg havde været smertefri, havde været en tid, hvor jeg gradvist var kommet mere på afstand af Gud. Det gik jo så godt. Da smerterne vendte tilbage, fik jeg brug for at bede til Gud, og så vendte mit nære liv med Gud også tilbage.

Det er stort for mig at vide, at Gud kan fjerne smerterne. Det har han vist, at han kan. Når han ikke gør det, er det, fordi det er bedst for mig. Gud holder mig fast på sin egen måde, og nogle gange kan det gøre ondt at blive holdt fast. Jeg ved, at verden i dag gør alt, hvad den kan, for at få mig bort fra Kristus og håbet i ham. I mit liv bruger Gud smerterne til at bevare mig og til at gøre det stort for mig, at jeg har alt i Kristus.

Jeg har erfaret, at det er sandt, hvad der står i Romerbrevet 8,28: ’Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, som elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.’ Det er det, som ingen vil høre. Men jeg har erfaret, at min tro bliver stærkere af, at Gud ikke helbreder mig. Jeg ved også, at Torben Bitsch nemt kan blive hovmodig. Gud bruger sygdommen til at ydmyge mig. Så det gør mig ikke noget, at jeg ikke bliver helbredt. Det tjener til mit bedste.”

Morfar og mor

Året før Torben blev standset i stalden af Guds lys, ragede han uklar med en arbejdsgiver. Han tog en hurtig beslutning og bestilte en flybillet til Island. Han ville blive der et halvt år og arbejde. På det tidspunkt var Torben så hård som nogensinde, og mørket i hans liv totalt. Hans morfar mødte frem i lufthavnen og tog afsked med ham. Da var morfaren 90 år. Det var usikkert, om de to nogensinde ville se hinanden igen. Afskeden tog hårdt på morfaren:

Min morfar græd som pisket den dag, jeg tog af sted.”

Men morfaren fik endnu nogle år. Han blev 98 år, og han fik lov at se Torben komme til tro på Jesus:

Det var en stor glæde for ham. Og i de sidste år af hans liv havde vi et særligt åndeligt fællesskab, når vi var sammen. Men det var jo i de første år af mit nye liv. Min tro har udviklet sig siden da. Vi ville have fået rigere og dybere snakke sammen i dag.”

Torbens mor fik imidlertid lov at vandre længere sammen med Torben. Derfor fik de også mulighed for i højere grad at dele glæden over evangeliet. Torbens mor døde på hospice i 2007:

Ligesom min fars død var begyndelsen på min vej væk fra Gud, sådan var min mors død en slags afrunding på min vej tilbage til Gud.

Den sidste gang, Bente og jeg besøgte hende, var hun skind og ben. Jeg satte mig ved hendes seng, og så læste jeg versene i Andet Timotheusbrev 4,6-8 for hende: ’Mit blod skal snart udgydes, og tiden er inde, da jeg skal bryde op. Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen. Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den retfærdige dommer, på den dag vil give mig – og ikke mig alene, men alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst.’

Da jeg havde læst det, bad min mor mig om at læse det én gang til. Det gjorde jeg. Så takkede jeg min mor for den mor, hun havde været for mig, jeg takkede for vores fællesskab i troen på Jesus, og så kunne jeg sige som det sidste med stor tryghed og glæde: På gensyn, mor!”


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2019. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.