Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Livets brød

Joh 6,35-51. Om den sande betydning af ordet 'vækkelse' - og hvordan det kan være, at mennesker søndag efter søndag kommer for at høre evangeliet.

Jesus sagde til dem: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort; for jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig. Og hans vilje er, at jeg ikke skal miste noget af alt det, han har givet mig, men oprejse det på den yderste dag. For min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.

Jøderne stod og skumlede over ham, fordi han havde sagt: Jeg er det brød, som er kommet ned fra himlen. Og de sagde: ”Er det ikke Jesus, Josefs søn, hvis far og mor vi kender? Hvordan kan han så sige: Jeg er kommet ned fra himlen?”

Jesus svarede dem: ”I skal ikke stå dér og skumle! Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ’Alle skal være oplært af Gud.’ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv.

Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden (Joh 6,35-51).

Hvad er vækkelse?

Der er et ord i kirkehistorien, som for mig står med en ganske særlig glans, og det er ordet ”vækkelse”. Og måske netop derfor kan det gøre ondt at se, hvordan det ord så ofte er blevet misbrugt i forskellige sammenhænge. For man har ukritisk kaldt det for vækkelse, når et eller andet kirkeligt fremstød har haft succes. Derfor vil jeg gerne til at begynde med gøre helt klart, hvad det egentlig er at blive vakt, at vågne, at stå op af søvne.

Er det bare at blive kristeligt og kirkeligt interesseret? Er det at blive optaget af åndelige spørgsmål, efter man måske i lang tid har levet i åbenbar synd? Eller man har primært levet for penge, velfærd og tryghed, og pludselig bliver man kirkeligt interesseret. Er det vækkelse?

Ja, sådan har ordet af og til været brugt. Men vækkelse er noget andet og noget meget mere præcist. At blive vakt er at få øje på den dag, som er den sidste for mig. Sådan at alt det, som har betydning på den dag, begynder at fylde mine tanker og gribe mit sind, så jeg stiller spørgsmål og søger svar. For jeg søger nu at kunne bestå på min sidste dag.

Den sidste dag

Jesus taler i dag om det, der hedder den yderste dag. Og dermed tænker han på den dag, hvor vores tidsalder slutter, nemlig ved hans genkomst. Da står det hele stille, og da begynder en helt ny tidsalder.

Men den dag, hvor Jesus kommer igen, er nøje forbundet med den sidste dag, jeg skal leve her. For som jeg er på min sidste dag her, sådan skal jeg møde ham, når han kommer igen. Når mit liv her er forbi, har jeg ikke mere mulighed for at ændre en tøddel ved det, som jeg er. Når jeg siger farvel til denne jord, er der kun den yderste dag tilbage; og da skal jeg møde ham, sådan som jeg var på min sidste dag.

Hvad er det da for et spørgsmål, som er det eneste vigtige den dag, jeg skal se Jesus komme igen? Det er: Skal jeg få lov at møde ham oppe i skyen sammen med de Hellige og blive lukket ind til evigt liv? Eller skal jeg stå tilbage på en jord, som skal dømmes af ham og forgå?

Jeg sagde, at ordet vækkelse for mig står som et herligt ord. For hvad kan være herligere, end at et menneske, som hidtil har levet fuldstændig uden sans for, at en dag er den sidste, pludselig opdager, at den dag måske slet ikke er så langt borte. At den sidste dag i hans liv faktisk findes. Tænk hvad det betyder, at et menneske pludselig opdager, at der er en dato, som er min ”den sidste”, og at det på den dag er helt bestemte ting, der gælder. Ikke hvor mange penge jeg har, ikke hvor stort et hus jeg lever i, ikke hvor fint jeg går klædt. Men der gælder alene spørgsmålet: Skal jeg lukkes ind til det evige liv, eller skal jeg lukkes nede i mørket?

Tænk hvad det betyder for et menneske at vågne og se, at den dag måske ikke er så forfærdelig langt borte. Vi skriver en bestemt dato i dag og har læst den på vores kalender. Der sidder måske en af os, som læser den dato for sidste gang – og så er han ikke mere.

Hvad gælder da? Hvor går han hen?

Vist vil det vække uro, hvis du pludselig opdager sådan noget, mens du lytter til Guds ord. Vist vil det vække sult, tørst og længsel efter at få fred og få klarhed. Men jeg er lykkelig på dine vegne; for du er vågnet. Du går ikke mere i blinde. Du går ikke mere sanseløs gennem livet. Du ved, hvad du styrer imod. Du kan få afklaring på spørgsmålet. Det er i sandhed en lykkelig dag for dig.

Og jeg kan ikke andet end glæde mig hver eneste gang, jeg møder både unge og ældre, som kommer med spørgsmål, der gælder den sidste dag i deres liv. Er der noget, jeg ønsker for os alle sammen, så er det, at vi må blive en menighed af vakte, hvor vi alle lever for den dag, som er den sidste. Da var vi sandelig en menighed med en levende tro.

Når jeg ønsker det, så er det naturligvis fordi, det er betingelsen for, at vi kan blive frelst. Det er betingelsen for, at alt kan blive sandt for os.

Det er derfor, Paulus taler om, at menigheden i Thessalonika, dengang den blev omvendt, ikke bare blev omvendt til at tjene den levende Gud, men til ”fra Himlene at vente hans søn.”

Da er man omvendt, når man er begyndt at vente den sidste dag. Peter taler om, at den, som glemmer, at Herren kommer igen, mister sit fodfæste. Så glider vi bort. Og der er ikke noget, der rigtig bliver sandt og levende for os, hvis den dag forsvinder – den sidste og yderste dag.

Hvordan kan det være, det er sådan? Det er fordi, det først er, når vi lever i lyset af den dag, at det, som er os til frelse, bliver stort for os. Det, som frelser os på den sidste dag, synes så småt, og det bliver aldrig stort, før vi er inde i den dags lys.

Satans forførelser

Det er ulykkeligt, at så mange mangler dette lys. Der er så mange andre ting, som ser meget større og vigtigere ud for os. Set med vore sanser og følelser er der så mange andre ting, der synes langt større og langt herligere for evigheden end det, som er til frelse.

Og det er dette, Satan bruger til at forføre mennesker, siger Jesus. Han forfører ikke med småting, men med store åndelige ting i Jesu navn. Sådan at mennesker kan gribes af disse åndelige ting og vandre fremad i den tro, at de bliver frelst. For dette må da føre til herlighed. De står måske en dag og har profeteret i Jesu navn og uddrevet ånder i Jesu navn, har helbredt i Jesu navn og gjort kraftige gerninger i Jesu navn. Men når de så er helt fremme, siger han: ”Jeg har aldrig kendt jer.” Det var helt forkerte ting, som var store for dem, fordi de skønnede efter deres egne sanser og ikke i lyset af, hvad der gælder på den sidste store dag.

På den anden side oplever vi også, at der er mennesker, som uden den sande vækkelse i hjertet holder fast ved, at vi frelses af nåde. Men frelsen betyder så lidt for dem, og de har så svært ved at tro, at de kan nå igennem. De er så lette at rokke og gøre usikre og urolige; fordi dette store lys om den sidste dag og det, som gælder der, er væk. Og så bliver frelsen noget småt for dem, og de siger: ”Kan jeg overhovedet nå frem?”

Derfor skal vi prise Jesus for hans ord – ikke mindst i teksten i dag – for her afslører han, hvem det er, han til sidst giver evigt liv. Her siger han, hvem de er, som Skriften kalder de ”hensovede i Kristus”; hvem de er, som ved Herrens komme skal kaldes ud af gravene og samles med ham i Herligheden.

Hvad gælder på den yderste dag?

Måske du nu sidder med vækkelsens bævende hjerte, fordi du endnu lever i en falsk tro og tit er bange for, at det ikke slår til. Det store spørgsmål for dig er, hvad der kommer til at gælde på den yderste dag, og hvad han skal kende de beredte på den dag?

På én ting: at Jesus er livets brød for dem.

Jeg vil give mit kød til liv for verden,” siger Jesus. Af det brød, hans kød, spiser de, som Herren vil oprejse på den store dag og give herlighed. Dette brød er verdens liv. For denne mads skyld kommer de til ham, og de holder sig til ham i tro, selv om det ser ringe ud i verdens øjne.

Hans kød, givet til liv for verden, er så vist ikke noget herligt at se på. Det er jo det, som gang på gang bliver foragtet og udskældt, som om det ikke slog til. Så de, der holder sig til det, kan komme i den dybeste anfægtelse på grund af falske brødre, som ringeagter dette brød.

Hvad får et menneske til at spise af det evangelium, at Jesus har givet sit kød til liv for os? Det gør den kendsgerning, at de ingen herlighed og intet liv finder hos sig selv. Det er deres lidelse, hunger og tørst. Det er deres bestandige anfægtelse, at de ikke finder livet hos sig selv. Og når de møder nogen, som har liv i sig selv, kommer det straks op i dem: Sådan skulle jeg være. Så glad, så rig, så levende, så hengiven til Gud, skulle jeg være. Men de finder det hos andre – bare ikke hos sig selv.

For deres egne øjne ser det ud, som om dette trosliv – hos alle dem, der har liv i sig selv – må føre til herligheden. Skulle noget føre til herligheden, må det være dette blomstrende, rige liv, som de har i sig selv. Når de så kommer hjem og ser på sig selv, finder de intet liv i hjertet, som kan føre til herligheden. Og så kommer de i anfægtelse. Kan noget føre til liv, så må det da være det, der er rigt, og ikke det, som er fattigt.

Kan noget fattigt da føre til liv? Nej, så vist kan intet fattigt føre til liv. Men der er noget andet, som kan. Og dette andet findes kun der, hvor der er fattige hjerter. Derfor kunne Jesus sige det: ”Salige er de fattige i ånden.”

Ja, det er netop, fordi de kender sig uden liv, at den tro, som fører til frelse, findes i dem. For det er denne tilstand, som gør det til deres hjertes mad, at Jesus har givet sit kød til liv for dem. Ofte er det vanskeligt for dem at prise det ret; men de kan ikke se noget andet håb, og derfor griber de om det med en blanding af tvivl og tro.

Tør jeg tro det, Herre Jesus, at du gav dit kød til liv for mig? Det er så vanskeligt at tro, at jeg, som er så død herinde, har fået mit liv i dette kors på Golgata. Er Jesus virkelig død til liv for mig? Er det rigtigt, at mig til fred kom straf over dig? Er det rigtigt, at din død er mit liv, at din sejr er min forløsning? Det er mit eneste håb, som jeg prøver at gribe med vished.

Sultne og tørstige kommer de med deres tomme kar for at blive fyldt af det ene: at han har givet sit kød til liv for dem. Ringe er det unægtelig at se til, og foragtet bliver det så vist også. Og dog er det dette, der fører til herlighed.

Det er ikke for ingenting, at frelsens evangelium kaldes for ”ordet om korset”. For det er dén gerning ude på korset, som fører mig til evigt liv. Det er dén, som må være mad for mig, hvis jeg skal være levende for Gud og nå frem. Da må jeg spise af Golgatas kors hele vejen. Hans død er mit liv.

Ringeagtet på jorden – stort i Himlen

Det er unægtelig rigtigt, at du, som kommer for at spise, er fattig. Men din frelse, dit liv, er ikke noget ringe. For vel kan du føle det tit, at det er så ringe, så du må sige: ”Mon det er nok? Skal der da ikke mere til? Skal der ikke noget til, som er herligt, noget, der er sprudlende, noget, der er levende? Skal der ikke mere til?”

Hvordan kan det være, du føler, det er så ringe? Det er fordi, du finder det ringe i forhold til de andre, hvad du har – eller rettere sagt – mangler i dig selv. Derfor føler du det ringe. Men hvis du en stund ville forlade dine følelser og gå til Herrens ord, så vil du se, at han, som drager dig med sin død, ikke er noget ringe.

Ham ser vi, fordi han led døden,” siger Skriften, ”kronet med herlighed og ære”. Hvis du gennem den hellige Skrift får løftet dit blik op, hvor han er, som er korsfæstet for dig, vil du se, hvordan hele Himlen omgiver hans trone og tilbeder Lammet, det slagtede. Deroppe ærer de hans død den dag i dag. De priser Guds Lam den dag i dag. ”For du har med dit blod købt mennesker til Gud,” siger Skriften.

Selv om det ikke er æret her på jorden, har du ingen grund til at sukke over, at du er hos Guds Lam; for oppe i Himlen er det æret, prist og tilbedt. Sandelig, det er ikke en ringe ting, at du holder dig til Guds Lam, som gav sit kød til liv for dig. Det er så evigt stort, at denne ene ting er din genløsning. Og denne forsoning på korset er så stor, at Himlen ikke tåler én ting ved siden korset. Så snart nogen føjer bare én ting til Jesu kors, er han forbandet ifølge Skriften. For Jesu kors er noget stort.

Tænk engang på den frelste skare omkring tronen, denne sejrende, hellige, glade skare, for hvis frelses sang, Himlens engle falder ned i tilbedelse. Da en af Himlens ældste spurgte Johannes: ”Hvem er de?” så bad Johannes om, at englen selv ville sige det.

Hvorfor bad Johannes om det? Vidste han ikke, hvem de var, som stod i den store, hvide skare deroppe? Jo, jeg tror, han vidste det. Men hvorfor ville han så ikke sige det? Af den grund, at forskellen på dem, som han ser stå der i herligheden, og dem, som han så vandre på jorden, er alt for stor til, at Johannes kan tro, det er de samme.

Hvem er de da? Jo, englen siger sådan: ”Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.”

Her på jorden gik de ikke som den sejrende og jublende skare. Her gik de i stor foragt og i trængsel, fordi de ikke havde andet at leve af og leve ved end at vaske deres klæder i Lammets blod. Til Lammet måtte de søge med deres plettede klædning. Og jeg siger igen, sådan som Skriften lærer det: Takket være at deres klædning var så plettet, at de ikke kunne lade sig forføre, forblev de en ren Lammets brud. Paulus taler om, at netop fordi synden var så stor, fik nåden herredømmet ved retfærdigheden til evigt liv i Jesus Kristus. Ved Lammet, det korsfæstede, forblev de.

Synderes eneste mad

Hvor jeg kender den brud, der langs vejen måtte vaske sig i Jesu blod! Jeg har af og til siddet over for mennesker og talt med dem om ham, som har kastet vore synder i nådens hav. Jeg har talt om, hvordan han blev knust for vore overtrædelser. Og så har jeg oplevet, hvordan der dybt inde fra hjertet kom et befrielsens suk: ”Han er død for mine overtrædelser.” Og så kom det igen: ”Ja!” Man kunne høre, at dette var lægedom for hjertets sår. Det var mad for en sulten sjæl. Det var hvile for et fredløst hjerte. ”Han er død for mig – ja!”

Men selv om det ikke altid er lydhørt, så kender jeg dog denne brud også fra anden sammenhæng, og jeg priser Gud for det. Søndag efter søndag prædiker vi dette evangelium. Søndag efter søndag sidder de samme mennesker og hører det. Søndag efter søndag dækker vi den hellige nadver, hvor det samme prædikes om blodet, der er givet for os. Søndag efter søndag kommer de samme mennesker.

Jamen, har de da ikke snart lært det? De, der bliver ved med at komme, de, som ikke tørster efter andre ting end dette evangelium om Jesus, der har givet sit liv til liv for dem; har de da ikke snart lært det?

Jovist har de lært det. Men det er deres mad. De kommer for at spise deres mad. Der er intet andet, som kan stille hjertets hunger. Der er ikke andet, som kan give hjertet glæde og fred. Ugen igennem oplever de, hvordan hjertet er dødt. Da kender de deres fattigdom og deres plettede klædning. Til stadighed anfægtes de af falske brødre, som har liv i sig selv. Men så må de tage den fred ind i hjertet igen, at der bare er ét, der gælder den sidste dag: at Jesus er død for mig. At han har sonet mine synder og gjort mig ren for Gud.

Ringe ser det ud; men hvis du holder det frem i lyset af den yderste dag, siger Jesus til dig: ”Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort.”

Det gælder også på den yderste dag. Aldrig skal du kastes ud, der hvor sjælen skal hungre og tørste for evigt, når det er din mad, at Jesu blod er givet til liv for dig.

Så ringe det synes at være, så er det dog dette, der fører dig gennem syndens verden til herlighed sammen med Kristus, når han kommer igen. Lad derfor hans Ord alene vise dig, hvad der er stort på den sidste dag, så du kan fryde dig derover og holde det i ære. Salig er den synder, der har Jesus som sin eneste mad. Amen.

Prædikenen er indskrevet og bearbejdet til artikelform af Jens Kristian Kristensen, Kjellerup.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2020. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Frank Jacobsen

Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.

Frank Jacobsen

Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.