Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Kvinden i farisæerens hus

Luk 7,36-50. Om Jesu forløsende ord for synderinden, der var dømt af alle, inkl. sig selv, men som ikke magtede at forandre sig selv.

En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien.

Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: “Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.”

Jesus sagde da til ham: “Simon, jeg har noget at sige dig.” Han svarede: “Sig det, Mester!”

En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?” Simon svarede: “Den, han eftergav mest, vil jeg tro.” Jesus sagde: “Det har du ret i.”

Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: “Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.” Og han sagde til hende: “Dine synder er tilgivet.”

De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: “Hvem er han, som endog tilgiver synder?” Men han sagde til kvinden: “Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!”

Der var sket noget nyt i denne kvindes liv. Der var kommet noget helt nyt til, som havde forandret alt for hende. Paulus udtrykte faktisk det nye, som var sket, da han skrev: ”Kristus er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror.”

Der var noget, som var ophørt, og der var noget andet, som var kommet til. Eller vi skulle nok snarere sige det i omvendt rækkefølge; for det var jo sådan, det skete: Der var kommet noget nyt til, og dermed var der noget gammelt, som var ophørt. Det nye, der var kommet til, var Jesus. Det gamle, som var ophørt, var loven. Og det er det, vi skal se på nu.

Fanget i synden

Hun var en synderinde i byen. Sådan var hun kendt af alle mennesker, og sådan kendte hun sig selv. Og vi vil med det samme bemærke, at hverken Jesus eller Skriften tager hende i forsvar for at gøre hende til noget andet. Der er ingen, der siger, at det var med urette, hun var kendt som en synderinde i byen. Nej, de lader hende beholde den ”ære”. Hun var en synderinde, og der var ikke andet at sige om hende. Det var al sandhed om hende, og det var al hendes ære. Hun var “sådan en slags menneske”, det var hendes kendetegn.

At være en synderinde er altid at være omgivet af dom. Alle mennesker fordømte hende for det, hun var. Hun vidste også, at alt det, der stod i Guds Hellige Skrift, fordømte hende for det, hun var. Og inde i samvittigheden fordømte hun sig selv for det, hun var. Selv om hun måske af og til havde trang til at forsvare sig over for andre, så var det egentlig ikke, fordi hun havde lyst til det. Hun vidste nemlig godt, at de havde ret. Hun havde bare sådan en trang til at forsvare sig selv. Selv om alle havde ret, når de fordømte hende.

Hun ved også, at både Gud og mennesker har ret, når de forventer, at hun skal forandre sig og skikke sig lidt anderledes. Men det sker bare ikke. Selv om en synderinde er omgivet af dom, så forandrer det hende ikke.

Ikke fordi hun ikke gerne vil forandres, men fordi hun er fanget. Fordi hun er lænket. Hun er bundet af lænker, som hun ikke kan bryde. Dét er at være en synderinde: Man bliver ved med at være den samme, selv om hjertet tørster efter forandring og plages af at være under dom fra alle sider.

Hun hørte anklager fra alle sider: Guds hellige bog anklagede hende, de frommes forsamling anklagede hende, og ganske almindelige mennesker anklagede hende for det liv, hun levede.

De var ikke uden virkning, disse anklager. Dybt i det indre menneske anklagede hun også sig selv. Men det var også alt, hvad hun formåede – at være en synderinde, der bare kunne jamre og sukke over, at hun nu var den, hun var. Aldrig troede hun, at det skulle blive anderledes.

Og så blev det dog anderledes. Men på en måde, som hun aldrig havde tænkt sig det muligt.

Lovens ophør

Det nye kom fra Jesus. Her hørte hun helt nye toner. Når alle de andre talte om hendes synd, talte de også om hendes dom. Men når Jesus talte om hendes synd, talte han om hendes forladelse. Han nægtede aldrig, at hun var en synderinde, men han fremhævede aldrig dommen over hende. Når han talte om, at hun var en synderinde, fremhævede han altid, at hendes synder var hende forladt.

Han fremstillede hende aldrig som en, der skulle forandres. Han fremstillede hende altid som en, der var benådet. Og hun forstod, at det ikke bare var billige ord, han brugte, men at der var en god grund til dem.

Grunden til den nåde, som eftergav hende al synd, var ikke det håb, som alle andre så som hendes eneste udvej – at hun så også forbedrede sig. For det var farisæernes vejledning: ”Jo, der er syndernes forladelse for dig, men på den betingelse, at du så går hen og forbedrer dig bagefter.”

Jesus havde en anden grund til at fortælle hende om syndernes forladelse. Han havde nemlig den grund, at han selv var det offerlam fra Gud, som skulle sone synden på et kors. Det var grunden til, at han talte om hendes synder som noget, der var hende forladt. At han var kommet til verden for at bære hendes synd og råde bod på den. Han skulle bære den dom, som omgav hende. Derfor var han kommet.

Hun havde for altid en gerning, som betød, at al synd var hende forladt. Og den gerning skulle hun få at se på det kors, hvor han hang. For evigt ville hans navn være lyset for hendes tro. Et lys, som næsten udråbte det til hende hver eneste dag: “Synderinde, der er ingen fordømmelse for dig. Der ér ingen fordømmelse.”

Da tændtes lyset i hende, og hun så ind i en helt ny verden, en verden som var uden fordømmelse for en synderinde. Hun så ind i en verden, hvor hun var elsket af Gud. Hvor der var en, som ofrede sig for hende, for at hun skulle have fred. Hun så ind i en verden af nåde. Den verden var oplyst af ét eneste navn: JESUS! Det var hans værk, det var hans rige. Og da skete det, som Paulus skriver: Da ophørte loven.

Det ord, der tænder håb

Nuvel, der var stadig mennesker, som ikke havde andet kendskab til loven, når det kom til stykket, end det, synderinden havde haft. De blev ved med at tale om, at synden var hende til dom. Det kunne hun ikke forandre, og det kunne Jesus heller ikke forandre. Der var nogle, som aldrig kom længere end til at kende Guds lov og dens dom.

Men selv havde hun lært noget nyt at kende. Noget så herligt og godt, at det overstrålede alt, hvad mennesker havde af fordømmelse. Ja, det overstrålede endda al Guds lovs fordømmelse. Det, som overstrålede det alt sammen, var det navn, ”med nåden i favn, al jorden til salighed givet”. Kristus blev lovens ophør.

Hvem kan regne med alt, hvad loven siger, når Jesu nådes lys skinner over en synderinde? Når nåden lyser ind over alt det syndige hos mig, så kan jeg ikke regne med nogen fordømmelse mere – heller ikke fra Guds lov.

Det var så saligt og godt et lys for hende, at hendes synder var hende forladt. Før havde det altid lydt: ”Din synd vil blive dig forladt, hvis du holder op med den.” Men aldrig lyste de ord for hende. Aldrig tændte de ord noget håb hos hende. For hun vidste, at hun var alt for bundet til, at der var fremtid for hende i en sådan tale: ”Du skal få synden forladt, hvis du bliver en anden.” Den tale var der intet lys i.

Men det lys, som Jesus bragte hende, stillede hende over for en vidunderlig kendsgerning, som aldrig ville rokkes af, at hun var en synderinde:

Kvinde, ved du hvad din synd er? Den er dig forladt. Ved du, at den altid er dig forladt? Ved du, at din synd nemlig er min? Og ved du, at den synd altid vil være på mit kors? Ved du det? Altid forladt. Aldrig tilregnet dig, altid min.”

Tilgivet var den. Og glæden brød frem i hendes indre. Hun elskede det navn, som havde gjort så store ting imod hende og bragt hende så stort et lys. Sådan var hendes reaktion på evangeliet. Hun græd, og hun elskede, fordi hendes synder var hende forladt. Fordi hun – en synderinde – levede i så stor nåde hos Gud.

Én ting skal vi lægge mærke til i den forbindelse: Hun tænkte ikke, da hun hørte, at hendes synder er hende forladt: ”Så, nu kan jeg rigtig slå mig løs i synd og alt, hvad der er dårligt.”

Det var så sandelig ikke synden, hun kom til at elske. Det, hun elskede, var syndernes forladelse. Og hun elskede ham, som var blevet så herligt et lys for hende; ham, der havde bragt hende så velsignet en kendsgerning, og så urokkelig en kendsgerning.

Når Jesus holder dom

Så gør Jesus en sammenligning. Han sammenligner en, som aldrig har frydet sig over evangeliet, med denne synderinde. En sammenligning, som under loven altid ville falde ud til Simons fordel. For ham var der ingen, der ville kalde en syndig mand. Alle kaldte Simon en retfærdig mand, en gudfrygtig mand, en from mand, en hellig mand. Det var altid til Simons fordel, når mennesker sammenlignede ham med synderinden.

Nu sammenligner Jesus ham med synderinden. Og det, som Jesus fremhæver i Simons liv, er dette:

Simon, fordi du kun har fået lidt forladt, elsker du kun lidt. For lige fra jeg kom ind i dit hus og indtil nu, har du behandlet mig med et minimum af opmærksomhed. For der var intet i dig, som elskede mig. Der var intet i dig, der havde brug for mig, ligesom synderinden havde det.

Ved du, hvad der er din fejl, Simon? Du er ikke en synder. Du har ikke ret meget, der skal forlades dig. Du kender intet til Guds anklage over dig. Du har ikke fattet, hvor meget du har til fælles med denne synderinde. Og det føler du, er din fordel, Simon.

Nu skal jeg sige dig, hvordan det er i Guds rige: Jeg kunne ønske for dig, Simon, at du havde lige så meget, der skulle forlades dig, som denne synderinde. Så ville du nemlig elske mig meget, og så var du frelst. Men nu har du kun så lidt at få forladt, at du ikke kan elske mig. Og så kan du ikke blive frelst.”

Sådan holder han dom, Jesus. Hvis han spørger om noget i dit liv, så spørger han: ”Har du meget synd? Har du stor synd?”

Her er det på sin plads at minde om, at det var dét, loven skulle – gøre synden stor. Guds lov kom jo ikke for at gøre synden mindre; men – som Paulus siger – den ”kom til, for at faldet skulle blive større”. For hvor faldet blev større, ”der blev nåden end mere overstrømmende rig.” Og det er dét, Gud vil.

Jeg ved ikke, hvordan du bruger Guds lov. Jeg ved ikke, hvilke virkninger den har. Men jeg håber, at loven har den virkning, at synden ikke bliver mindre i dit liv, for det var skæbnesvangert. Så gik du fortabt. Men at synden blev så stor, at du kunne begynde at elske Jesu navn, som har bragt dig syndernes forladelse, for det er der frelse i: at elske ham.

Amen.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2019. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Frank Jacobsen

Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.

Frank Jacobsen

Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.