Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Kun Jesus er stor

Joh 3,25-26. Om de mislykkede forsøg på at blive en ”stor” kristen.

Fra evangeliernes skatkammer VI

Frank Jacobsen var præst i Mariehøj Sogn i Silkeborg i mere end 30 år. En gang om måneden skrev han en kort artikel til lokalavisen, hvor han forkyndte evangeliet ud fra søndagens tekst. Vi bringer et udvalg af disse artikler.

Nu kom Johannes’ disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: ”Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.”

Johannes svarede: ”Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre.

Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.”

(Joh 3,25-36).

I mere end 1000 år har der været kirker i vort land, og dog er det stadig kun få, som kender Guds glædesbudskab, Evangeliet.

Skulle mennesker give svar på, hvad kristendom drejer sig om, vil langt de fleste svare noget i den retning: at det drejer sig om, at vi skal blive bedre mennesker – at vi skal elske hinanden.

Derfor viger også mange tilbage for at kalde sig med kristennavn. For de synes ikke, at de kan leve op til det. Og de, som vover at kalde sig ved det navn, kalder man hyklere. For dybt nede i dem ligger det, at en kristen – en virkelig kristen – skal være noget stort.

Rigtige kristne

Jeg husker, hvordan jeg som ung læste biografier om ”store”, kristne mænd og kvinder, og hvordan jeg ønskede og bad om at måtte blive en kristen, som de var det – en kristen, hvis hele liv bar præg af kristentroens hellige Ånd.

At Gud havde et andet mål var fjernt fra min tanke. Og dog var det sådan.

Herom taler teksten fra Johannesevangeliet. Guds mål var nemlig, at Jesus blev stor for mig. Som Johannes siger det: Gud sendte sin Søn til verden, for at Han skulle blive stor.

Han skulle vokse som min frelser. Hans betydning skulle blive større for mig. Hans frelsesgerning skulle vokse for mig, indtil den blev den eneste gerning, som min tro så hen til og så noget stort i.

Kort sagt: Verdens Frelser skulle vokse i det: at blive min Frelser, så al min tro så hen til ham, som i Skriften kaldes ”gaven i det ene menneske, Jesus Kristus”.

Men for at det kunne ske, måtte Gud gøre noget andet: gøre mig mindre; lade min egen kristendom mislykkes; lade min kamp mod synden mislykkes; gøre det tydeligt, at min vilje ikke hørte Gud til, som den burde, og at lystfølelsen i mig tit havde langt større lyst til det, som var Gud imod, end til det, som jeg vidste, Gud egentlig ville af mig.

Jeg ved, at mange har både lidt og undret sig over, at det gik dem sådan, når de nu så gerne ville være ”rigtige” kristne.

Og så var det netop for at gøre os til ”rigtige” kristne, at Gud gjorde sådan. For en rigtig kristen er en synder, som tror på Jesus – en fortabt over for Gud, som har lært i troen at regne med Jesus alene og den frelsesgerning, som Han fuldbragte, da han døde og opstod til gavn for os.

Troens glæde over frelsen

På vidunderlig måde er denne tro udtrykt i profeten Esajas’ bog:

På den dag skal du sige: Jeg takker dig, Herre; du var vred på mig, men din vrede lagde sig, og du trøstede mig. Gud er min frelse, jeg er tryg, jeg frygter ikke, for Herren er min styrke og lovsang, han blev min frelse. I skal øse vand med glæde af frelsens kilder.

På den dag skal I sige: Tak Herren, påkald hans navn! Kundgør hans gerninger for folkene, forkynd, at hans navn er ophøjet! Lovsyng Herren, for store ting har han gjort, det skal hele jorden vide. I, som bor på Zion, skal juble og råbe af fryd, for Israels Hellige er stor iblandt jer hvor troen takker Gud for frelsen” (Es 12,1-6).

Også Esajas havde kendt det, som om Gud vrededes på ham. Sådan kendes det, når Guds Ånd gør os mindre. ”Men din vrede lagde sig, og du trøstede mig”, siger han så videre – hvorpå der kommer en lovprisning, som ikke gør Esajas stor, heller ikke troen stor, men Herren stor og hans gerning.

Tak Herren”, hedder det. ”Påkald hans navn! Kundgør hans gerninger.”

Og videre: ”Lovsyng Herren, for store ting har han gjort” (…) I, som bor på Zion, skal juble og råbe af fryd, for Israels Hellige er stor iblandt jer.”

Ja, dét er troens tale om Jesus og hans gerning på Golgatas kors. Intet menneske er stort i en kristen menigheds midte. Det er alene Kristus. Ingen gerning – ingen mennesketjeneste er prist i en kristen forsamling, men alene hans.

Og hvor dette endnu ikke sker, der vil en menighed hurtigt ende i suk og klage over sin egen ringhed og tale om, hvor anderledes det skulle være med den. Og kommer der så falske kristne, som sværmer op i luften og taler store ord om, hvad Gud har gjort dem til – ja, så ser vi ofte kristne haste bort fra deres egen ringhed og sværme med i en salig rus over, hvor godt det nu er blevet med dem.

Ak, ak. De skulle bare vide, hvor langt de netop da er fra den kristne tro – den, som kun Jesus er stor for. Den tro, som har mistet alt, hvad han kan rose sig af, har ved Evangeliet alt. Alt, hvad Kristus har lidt og stridt og udrettet, har han gjort for ham.

Nej, salig, det var Johannes, som kunne sige: ”Jeg er ikke Kristus – jeg er ikke lyset – jeg er ikke noget andet stort”, men som i stedet for at anfægtes over, hvad han ikke er, peger på Jesus og siger: ”Her er Han, som alene er stor for mig.”


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2013. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Frank Jacobsen

Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.

Frank Jacobsen

Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.