Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Kun de sidste ti minutter

Om hvad det vil sige at være en rig menighed. Om hvad materialisme og ”Mammons ånd” kan gøre ved gudsforholdet.

Våg I

”Våg!” er en skønlitterær serie, som vil lede vores tanker hen på alvoren i, at vi snart skal stå for Guds domstol. Vi følger forskellige familier og personer med tilknytning til den nye og aktive frimenighed, som er oprettet ud fra det gamle missionshus ”Laudes”. Ingen af personerne er uden fejl. Alle skal de møde Gud. Men hvem er rede?

De havde efterhånden været igennem den obligatoriske runde til vidnemødet. Kjeld havde lavet sin egen lille konkurrence: Hvem kommer op næste gang? Indtil videre havde han ramt syv ud af ni rigtige. En skam man ikke kunne oddse på den slags.

Det var de sædvanlige ildsjæle fra menighedens arbejdsgrene, der fortalte om sorger og glæder og bedeemner og takkeemner fra deres tjeneste. De var nået vidt omkring, for det var efterhånden meget arbejde, der udgik fra menigheden, efter at den var blevet frimenighed.

Og nu havde Einar lige været oppe. I falsk beskedenhed altid som den sidste. Måske var det også, fordi han vidste, at ingen turde stille sig op, når han havde været der. Eller fordi han ville have patent på det indtryk, der stod tilbage efter vidnemødet. Alvor, alvor, alvor. Forkastelig letfærdighed, dans og trommer og letpåklædte piger. Utroligt som han bed mærke i de piger, Einar. En slem hykler havde han alle dage været.

Kjeld sukkede for sig selv og flyttede lidt utålmodigt på benene. Der var landskamp i aften. Der var nok lige fløjtet til pause derovre i Parken. Nu kunne mødelederen vel også regne ud, at det var tid at slutte aftenen af.

Jo, den langlemmede skikkelse på første stolerække begyndte ganske rigtigt med et lidt prøvende smil at dreje hovedet og strække halsen som en struds for at få overblik over, om der skulle være flere på trapperne.

Kjeld prikkede sin datter Isabel på skulderen og gav sin kone Malene et let klem i hånden: ”Vi går hurtigt hjem i aften, ikke?”, sagde det rastløse håndtryk. Malene sukkede lidt opgivende, men gav et lille klem tilbage. Hun var nok klar over, at det var fodboldkampen, der trak. Efter 18 års ægteskab var mandens fjernsynsforbrug og navnlig sportsinteresse ikke længere til debat, men blot stilfærdigt accepteret som en naturnødvendig kilde til irritation.

Malene fik et lidt fastere klem i hånden. Hun kiggede op. Nej, mødet var åbenbart ikke slut endnu. Nede fra bunden af salen kom Frederik, den tidligere missionær, med langsomme, tunge skridt op mod mikrofonen. Han lignede et menneske i voldsom konflikt med sig selv, som han gik der med tungen presset ind mod den højre kind og et stift indadvendt blik rettet fast ned i gulvet.

Kjeld tog sig uvilkårligt til hovedet. Og så lige i aften hvor Isabel var med. Hun kom jo ellers mest til ungdomsmøderne.

Siden dengang, de havde inviteret Frederik og familien til middag, havde hun været ualmindeligt indelukket og bekymret. Kjeld havde egentlig ikke bevidst tænkt tanken før, men jo, det var nok helt siden den aften for fire måneder siden, at Isabel havde valgt at tillægge sig sin nye fåmælte facon.

Isabel havde spurgt og spurgt om aftenen, da besøget var ovre. Om hvordan man kunne vide, at man var en rigtig kristen. Og om der ikke ligesom var et eller andet, der manglede hjemme hos dem.

Malene forsøgte at berolige hende, men hun blev også noget usikker ved de mange spørgsmål. Så det var op til manden i huset at slå fast, at der ikke var noget galt. Vi har jo forskellige måder at være kristne på, og det er jo ikke alle, der skal kaste sig ud i en tjeneste som missionærer. Der er jo for eksempel også brug for, at der er nogle, der tjener penge, så der kan være en solid sendemenighed for dem, der er rejst ud for evangeliets sag.

Så havde Isabel minsandten dristet sig til at spørge til, hvor mange procent af hans direk-tørløn, der egentlig gik til missionen. Som om man absolut skal gøre sådan noget op i procenter, så kan det jo hurtigt komme til at lyde småt. Selvfølgelig havde han givet hende besked på, at det ikke var en sag, der kom hende ved.

Men den aften var der ligesom noget mellem dem, der var gået tabt.

Det var egentlig ikke, fordi det havde været en dårlig aften med Frederik og Marianne. De havde da hygget sig. Og fået nogle gode missionærhistorier. Og så havde de delt bekymringerne sammen om den sygdom, Marianne havde fået dernede, og som havde tvunget dem hjem før tid.

Der var plads til lidt optimisme den aften, for da var de lige blevet beroliget af lægerne, som mente, at det blot var et kraftigt maveonde, som ville forsvinde med tiden og med den rette kur.

Men det havde siden vist sig, at det ikke var så enkelt alligevel, og nu havde hun ikke været med til møde de sidste par måneder. Måske var det hendes situation, vidnesbyrdet skulle handle om …

Frederik var omsider nået frem til mikrofonen. Han drejede den lidt op, så den passede bedre til ham. Den var stadig lidt for lav, men det ville nu næppe blive noget problem at høre ham.

Kjeld rynkede panden. Det var ret uforudsigeligt, hvad der ville komme nu. Men det ville sikkert blive en længere historie.

Det gav et sæt i ham, da Frederik til sidst fik begyndt at tale. Stemmen var så forandret. Det var som om, der var gået fire år og ikke fire måneder, siden han sidst havde hørt den stemme. Den havde fået en dybere, men også fastere og mere fyldig klang, som sammen med det grånende hår og de let udstående kindben gav indtrykket af en mand, der var kendt med afsavn og prøvelser.

Kærlighed til penge er roden til alt ondt,” lød ordene med vægt. En ubehagelig vægt.

Kærlighed til penge er roden til alt ondt, siger Paulus. Hvad kan han mene med det?”

Blikket blev nu løsrevet fra gulvet og gik spejdende rundt i lokalet.

Nej, det kan ikke bortforklares. Du sidder og tænker, at – det må nok være en overdrivelse! Men nej. Det er den skinbarlige virkelighed. Kærlighed til penge er roden til alt ondt. Kærlighed til det, du kan for penge – er roden til alt ondt. Kærligheden til de midler, vi er i besiddelse af, eller kærligheden til de midler, vi ville ønske, vi var i besiddelse af; den kærlighed er under Guds dom og Guds vrede.

Den bliver en vedvarende anledning til synd i dit liv. Afstandtagen til Gud. Løsrivelse fra ham. Du klynger dig til dig selv. Du klynger dig til det, du selv magter at udtænke og planlægge og gennemføre her i livet, som kan give dig velvære og velstand og gøre dig stor i dine egne og i andre menneskers øjne.

Det er Mammons ånd, jeg taler om her. Hvad gør den ved os, Mammons ånd, som er så påtrængende iblandt os? Ja, for en ydre betragtning sætter den os på tronen og passer og plejer os og spiller fanfare for os. Men i det stille håner den os og piner os og gør os rådne og forhærdede indeni. Mammons ånd æder mange sjæle iblandt os. Den æder os – både derhjemme i stuerne ved middagsbordet eller foran fjernsynet … Og her, når vi er samlet som menighed.”

Missionæren gjorde en lille pause og rømmede sig. Hans blik blev mere febrilsk, som om han ikke rigtigt vidste, hvordan han skulle komme videre. Kjeld lod sine øjne vandre rundt i forsamlingen. Alle havde deres øjne rettet mod den store mand ved mikrofonen. Indtil vandringen stoppede ved Isabel. Hendes øjne hvilede på ham, og hun slog ikke blikket ned, da de fik øjenkontakt.

Det var ellers ikke meget øjenkontakt, de havde haft siden … dengang. Hun så forbavsende voksen ud. Ubehageligt voksen. Han følte nærmest, at han stod skoleret for de blå øjne. ”Nu hører du vel efter, far?” ville de ligesom forsikre sig om. Og samtidig var der noget hjælpeløst hos hende – som om hun ville sige: ”Men vi er i samme båd, far. Jeg har også brug for hjælp.”

Kjeld rettede hurtigt blikket mod Frederik, da han begyndte at tale igen.

Jeg… Jeg har gået med det her længe. Jeg har ikke turdet sige det, for nu at være ærlig. Jeg har ikke følt mig berettiget til at sige det. Men nu tror jeg, jeg skal sige det. Det er ligesom om, Gud har vist mig i aften, at jeg slipper altså ikke udenom. Jeg kan ikke flygte fra det. Selvom jeg godt kunne have tænkt mig at komme med første skib til Tarshish …”

Frederik rankede sig lidt, som om han tog sig sammen.

I Afrika … Der var tingene mere … enkle end de er her,” begyndte han tøvende.

I den tid vi var ude, nåede vi at komme ud til tre stammer, som aldrig havde hørt evangeliet før. Vi oplevede ingen store vækkelser af den slags, som vi holder så meget af at høre missionærerne fortælle om. Men i den sidste af stammerne lod Gud os få en velsignet indgang hos en af familierne. Vi mødte familiens overhoved uden for landsbyen, hvor han var kommet til skade med sit ben på en jagt. Vi samlede ham op i vores jeep, forbandt ham og kørte ham tilbage til landsbyen – og så fortalte vi ham om Jesus og læste i Bibelen sammen med ham.

Det var en meget fjendtlig stamme, fuld af forfædredyrkelse og sort magi; der lå ligesom en mur mellem os og dem. Men denne jæger og hans familie tog imod Jesus!

Troen på Jesus kostede for den familie. I gør jer ikke begreb om det enorme pres, der ligger på en familie, der skiller sig ud på den måde.

Det var et tab af tryghed. Fjendtligheden var at spore overalt.

Det var et tab af identitet. For der måtte ske et fuldstændigt radikalt brud med den kultur og den hedenske tankegang, der lå dem i blodet, fordi de var vokset op med den.

Hvor der før var fællesskab, var der nu kun trusler og kolde skuldre. Hvad der før var et hjemsted, blev nu omdannet til et minefelt.

Det var af Guds nåde, der ikke skete nogen fysiske overgreb mod dem, og at de kunne blive boende relativt ugenerede i deres lille hytte. Guds engle stod vagt.

Og det var af Guds nåde, at vi kunne holde gudstjeneste der hver søndag og flere gange om dagen læse i Bibelen sammen, bede og synge for Guds ansigt.

Af Guds nåde skete det også, at det gode budskab spredte sig til én anden familie i landsbyen.”

Frederiks øjne blev våde og glinsende ved det gode minde.

Vi var ikke en menighed, der så ud af noget som helst. Vi var ikke nogen stor og velklædt forsamling. Vi var i allerhøjeste grad, som vi kunne læse om, hvordan korinthermenighe-den var i begyndelsen: ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme.

Men vi var glade for at læse videre i Korin-therbrevet, at det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud.

Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning, for at den, der er stolt, skal være stolt af Herren, som der står skrevet.

Vi havde ingenting i den lille hytte, vi samledes i. Ingen penge at bygge kirke for. Ingen stole at sidde på. Ingen musikinstrumenter at spille på, intet fint og flot overhovedet. Vi havde bare en lerhytte og en bibel. Vi var en menighed, der for en ydre betragtning manglede alt

Men vi havde Jesus. Vi var stolte af ham. Og derfor var det et velsignet fællesskab. Det var velsignet – for vi vidste, hvem vi var sammen om. Vi vidste, at Guds enbårne søn var midt i blandt os med sin fred.

Og så kunne Satan rase udenfor som en brølende løve med trusler og besværgelser, vi kunne rammes af sygdom og pines under fattige kår – men vi havde en fred og en glæde, der stak dybere end vores ydre forhold. Og vi levede i håbet om, at Jesus snart ville komme igen i synlig herlighed; at han ville komme og udfri os og løbe os i møde, som vores frelser og bror, der gik i forvejen for os for at gøre en bolig rede til os i vores rette hjem, det ny Jerusalem.”

Frederik stoppede op og missede lidt med øjnene. Han havde talt usædvanligt stille, men gradvist mere og mere engageret, og til sidst strålede hans øjne i et triumferende lys vendt mod menigheden, der velvilligt hørte på missionærens historie.

Nu forsvandt lyset brat, og øjnene blev igen tomme og stirrende, rettet mod gulvet.

Vi kom hjem igen. Som nogle af jer ved, har Marianne det stadig meget dårligt, og lægerne kan ikke finde årsagen til det. Men det er ikke det, jeg vil sige noget om nu.

Det er hårdt med Mariannes sygdom. Det var hårdt at rejse derudefra og efterlade dem dernede. Men vi klarer os, for vi er bundet til menigheden dernede med et bånd, der aldrig i evighed skal brydes, og vi beder for hinanden hver dag. – Det, jeg vil sige noget om …”

Frederiks stemme blev nærmest forlegen. Kunne han overhovedet gennemføre det? Kjeld vekslede et utålmodigt blik med sin hustru, som blot gav ham et lille klem og virkede lidt nervøs. Hun tænkte vel på Isabel og på de spørgsmål, der kunne dukke op igen i det lille sarte sind.

Det, jeg vil sige noget om, er det at komme hjem.” Frederik gjorde et uventet kast mod hovedet, og hans øjne skød lyn ud mod forsamlingen. Han havde fundet styrke til at sige, hvad der skulle siges.

Hjem til en menighed, der er stor og gennemtænkt og flot. Vi er blevet en frimenighed, fri for al vrang lære. Vi har ansat en ung og hamrende dygtig præst. Vi har fået et lovsangsband op at køre, der spiller på alle tangenter for at få os revet med i sangen. Vi har bygget til og har fået professionelle lydanlæg og behagelige sofaer at nyde kaffesnakkene i.

Og jeg må sige, at det er en imponerende indsats, vi hører om i aften. Jeg er ikke i tvivl om, at der er mange her i blandt os, der har hjertet på rette sted og ønsker at gøre det hele så godt.

Jeg har nærmest aldrig hørt om en menighed som vores, der gør så meget for at nå mennesker, der hvor de er.

Der er tilbud til alle og enhver – til kirkefremmede, til babyer, børn, juniorer, konfirmander, teenagere, unge, halvvoksne og seniorer. Der er celle- og interessegrupper, hvor man kan melde sig på præcist det, der er ens interessefelt, om det så er bibellæsning eller volleyball eller socialt fællesskab. Der er blevet organiseret et utroligt velkoordineret netværk af arbejdsgrupper, der skal gøre menighedens samlinger festlige og varierede og sikre, at nye bliver taget godt imod.

Der er ikke en, der kan føle sig glemt – ikke en, der ikke kan føle sig tilgodeset – ikke en, der ikke kan føle sig velkommen. Det gamle missionshus ”Laudes” er virkelig på alle måder blevet fornyet, både indvendigt og udvendigt.”

Missionæren gestikulerede gratulerende med armene op mod de nye designerlamper, hen mod det elektroniske trommesæt og ud mod den nye tilbygning med de knaldrøde sofahjørner.

Engagementet var smittende. Kjeld kunne ikke lade være med at sidde og blive lidt stolt af den menighed, han kom i. Der var da virkelig sket noget på de år. Der var nogen, der havde været gode til at tage initiativer. Og der var nogen, der havde været trofaste og offervillige til at spytte i kassen.

Det var klart, at det var ansættelsen af Joakim som præst, der havde betydet den helt store forskel. Kjeld så hen på den unge mand, der sad let foroverbøjet med armene over kors, og opmærksomt lyttende indsamlede gløderne fra bålet deroppe. Han var et regulært geni, den knægt.

Men hvad ville Frederik egentlig med det, han sagde? Ord og tonefald lød rosende, men der lå noget andet og lurede bag de skinnende øjne.

Nu blev tonen igen en helt anden efter den lille pause. Indtrængende og så sagte, at mange sad på det yderste af stolen for at få det hele med.

For en ydre betragtning er vi blevet en menighed, der har alt …”

For en ydre betragtning …? Kjeld spærrede øjnene op og kunne mærke hårene rejse sig på armene, da noget i ham løb i forvejen for at fuldføre den sætning, der måtte komme, og som alligevel ikke måtte komme. Det ville jo være vanvid at … Det skulle i hvert fald formuleres som et spørgsmål –som en hypotetisk situation, der kunne give nogen noget at tænke over …

Kjeld var også kommet ud på det yderste af stolen, så han kunne høre den nærmest hviskende fortsættelse:

Men vi mangler Jesus,” kom det. Helt uden modifikationer. Helt uden forbehold og nuancer. Helt uden hensyn og almindelig høflighed.

Men ordene kom med tårer i øjnene.

Vi mangler Jesus. Når vi kommer sammen her for at prise ham … Så er det i virkeligheden vores menighed, vi priser; vores musikere, vores præst, vores nye lokaler … Det er os selv, vi lovpriser. Det er os selv, det handler om. Det er os selv, vi er stolte af.

Tænk over, om det ikke er sådan. Når du får dine kuldegysninger under lovsangen – handler det så om, at du møder din frelser – eller handler det om, at du frydes over vores egen vellyd?

Hvad taler du om til kaffepausen, og når I kører hjem i bilen? Hvad tager du med dig ind i hverdagen?

For du ved vel, at det er hver dag, der er en gudstjeneste? Lever du ikke med Gud i din hverdag, så går du fortabt!

Jeg har set noget, efter at jeg er kommet hjem til Danmark. Og det jeg har set, det er, at tusinder af danskere lever i en illusion om, at de er kristne. Og den illusion får de fra den ugentlige gudstjeneste. Gudstjenesten bliver et boost, der forsikrer dem om Guds kærlighed og forsikrer dem om, at de er på rette vej, for de kommer i de rette sammenhænge, og de er endnu i stand til at blive rørt af stemningen.

Det er nødvendigt med sådan et boost – for når det kommer til hverdagen … Så er Gud der ikke. Så er huset og haven der. Så er arbejdet der. Så er fjernsynet og internettet og den gode middag der. Så er alt det, vi kan få for vores kære penge der, til at jage Gud på porten.

For hvad skal vi med ham? Vi klarer os jo fortrinligt uden ham!

Vi har jo ikke Satan som en brølende løve gående udenfor, sådan vi oplevede det i Afrika. Vi har jo ingen grund til at tro, at Jesus snart vil komme igen, og at alt det, vi har bygget op hernede, det skal smadres og jævnes med jorden. – JO, VI HAR!”

Frederiks øjne stod i lys lue nu. Der var en begyndende rumsteren rundt i salen. Nogle var allerede begyndt at trække ud mod garderoben, og der lød demonstrativt høje lyde fra bibelomslagene, der blev lynet i med faste bevægelser.

Kjeld ville til at gøre det samme, men Isabel greb hans arm med et fast tag og lynende øjne.

Jesus kommer snart igen! Er du rede til at møde ham?” løb råbet fra den store mand bag mikrofonen. ”Eller er du som den rige bonde, der samler i lade, og hvis største kvaler i livet er, at han ikke har plads til sin høst … Men så løser han problemet: Han bygger da bare nogle større lader.

Han vokser og vokser. Han sikrer sig for fremtiden. Så han kan leve uden bekymringer og ikke være begrænset af nogen snærende bånd. – Men i nat siger Gud til dig: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?”

Mødelederen havde været nede ved Joakim og ført en hviskende samtale med den unge præst. Nu rejste han sig og gjorde tegn til Frederik om at fatte sig i korthed. Missionæren så sig fortvivlet rundt på det begyndende opbrud i salen.

I skal ikke rejse jer og gå! Please! Lad være! Jeg ved, det er blevet sent, og at nogen af jer skal gå … Men går du for at flygte fra Guds røst ind i dit liv? Går du i forhærdelse? Går du, fordi der ikke er nogen, der skal stille spørgsmålstegn ved, om du har din sag med Gud i orden?

Så må jeg sige til dig, at – uden for døren venter helvede! Flammerne og den evige tænderskæren venter lige udenfor! Du må ikke udskyde at komme til Jesus – for han kommer snart. Og du må gøre op! Gøre op med det tomme liv. Gøre op med dine skatte på jorden, for de hindrer dig i at få skatten i himlen!

Ser I da ikke det spind, Satan har viklet jer ind i?

Gudstjenesten er blevet en adspredelse for jer. I møder ikke Gud her. Og når I møder ham, så flygter I ud ad døren!

Det er nøjagtig som med teenmøderne, som min egen søn har været med til. Han fortæller mig, at det er ikke Guds sande ord, han hører der. Han har hørt om Guds kærlighed, Guds kærlighed, Guds kærlighed, og lederne forsøger at bekræfte ungerne i, at de er gode nok, som de er, og når de begynder at få kvalme af at høre om det, så lokker de dem med chips og cola og konkurrencer og …”

Mødelederen var kommet op til missionæren. De var omtrent lige høje, men mødelederen var betydeligt mere ranglet, og han ville ikke kunne få held til at skubbe rundt med Frederik. I stedet stjal han mikrofonen ud af stativet.

Vi vil gerne bede om respekt for det arbejde, der bliver gjort blandt vore unge,” sagde han med knækket stemme. ”De arbejder knaldhårdt for at få de unge med, kan jeg sige dig.” Hans kone var en af teenlederne.

Det er ved at være sent, og vi skal til at slutte, men jeg tror måske, Joakim har et par afsluttende kommentarer.”

Frederik stod som forstenet og rokkede sig heller ikke af stedet, da præsten med sin ubevægelige mine og faste skridt kom op ad gulvet. Forsamlingen ventede spændt, da den unge mand tog mikrofonen. Det var lidt af en byrde at lægge på skuldrene af sådan en knægt. Men han kunne nu bære lidt af hvert …

Jeg vil ikke sige så meget til det, du har sagt, Frederik, men du skal have tak for dit vidnesbyrd fra missionsmarken, det tror jeg, vi var mange, der var glade for at høre om. Jeg vil gerne bede dig om på menighedens vegne også at tage en hilsen med hjem til din kone og sige, at vi beder for hende og for jer begge to i de vanskelige omstændigheder, I er i.

Angående din kritik – kan vi vist godt kalde det – af menigheden her, så vil jeg sige to ting: For det første er vi taknemmelige for din tydeligvis dybfølte advarsel til os mod materialismens farer.

Det er klart, at du med din baggrund kan se nogle aspekter af det, som vi hurtigt kan komme til at lukke vores øjne for i Danmark. Det kan hurtigt blive en selvfølge for os med Guds gode gaver – men det er jo netop Guds gode gaver.

Og det er den anden ting, jeg vil sige: For mig at se stiller du en falsk modsætning op mellem på den ene side at være afhængig af Jesus og leve i håbet om hans snarlige genkomst og på den anden side at være taknemmelig for og gøre brug af de velsignelser, Gud har skænket os her i livet.

Gud har i rigt mål velsignet denne menighed med mange nådegaver, og det må vi kun være ham inderligt taknemmelige for, for det er Guds gode gaver, som han vil bruge for vores frelses skyld.

Nu er det jo et vidnemøde og ikke et debatmøde, så jeg må hellere slutte her, og så siger vi tak til alle, der kom og delte det, de havde på hjerte med os.

Jeg tror, vi kan blive enige om, at vi er mange forskellige mennesker herinde, og det er en stor styrke. Det må vi holde fast ved – og vi skal ikke gå og lave om på hinanden og tro, at vi alle sammen skal leve ud fra én bestemt betoning af kristenlivet.

Joakim kiggede lynhurtigt på først Einar og siden Frederik, men skyndte sig videre, vel af frygt for at blive afbrudt:

Men netop fordi vi er forskellige, kan vi jo lære af hinanden, og jeg vil slutte med at bede Gud om at give os åbne og lydhøre hjerter for hinanden, så vi også lærer at have respekt for hinandens forskelligheder og får en sund ydmyghed ind over vores liv. Vi må frem for alt vogte os for selvretfærdighedens fare. Lad os bede …”

Der var stille på bagsædet. Men Kjeld kiggede kun én gang i bakspejlet på hjemturen. Der mødte han et par store blå øjne. Tavse, men afventende.

Det forekom ham, at nu var det gyldne øjeblik, hvis han skulle på talefod med Isabel igen. Et par gange trak han vejret ind, som om han ville sige noget. Men det blev ikke rigtigt til noget. Øjeblikket kom vel også igen. Og hvad skulle man egentlig sige?

Man må sige, det var lidt af en ildprøve for vores præst i aften. Men han kom nu rigtig godt ud af det. Der er ikke nogen tvivl om, at han har pæren i orden, den knægt …”

Ordene var henvendt til Malene, som sad med de samme store blå øjne og kiggede tomt ud ad forruden. Ved den sidste bemærkning drejede hun alligevel hovedet og skulle til at protestere, men hendes mand kom hende i forkøbet.

Ja, altså, og hjertet på rette sted, mener jeg. Det kræver dyb åndelig visdom at manøvrere i sådan en situation.”

Og du syntes, han manøvrerede det rigtige sted hen?” Malenes stemme var tonløs.

Ingen tvivl om det. Han var god til at høre, hvad der var Frederiks anliggende – og så samtidig …”

… og så samtidig pille brodden fuldstændigt ud af det,” røg det ud af Isabel fra bagsædet.

Kjeld tog et irriteret tag i rattet med begge hænder. ”Nej, men samtidig gøre det, som Joakim har et stærkt blik for; at få skabt den rette balance i tingene, så der også blev en brod, der vendte ind mod Frederik og Einar og de der selvretfærdige typer. De vil jo bare have os alle sammen til at være ens – nærmere bestemt lige som dem selv.

Men der er altså noget, der hedder en konkret virkelighed, der siger, at vi er skabt forskellige og … Ja, altså, vi kan jo ikke alle sammen gå rundt og bo i negerhytter, vel?”

Isabel tav. En tåre trillede ned ad hendes kind deromme, men hun drejede hovedet, og ingen så det. Heller ikke da hun borede ansigtet ind i ruden med en styrke, så det smertede i pande og næse.

Du kører for stærkt, Kjeld,” sagde Malene træt efter et minuts tavshed.

I den gode sags tjeneste. Jeg ved jo, du skal tidligt op i morgen, skat.”

Og så kan du vel også lige nå lidt af kampen?”

Nåja, det kunne også tænkes at spille ind … Men jeg havde jo tænkt, jeg skulle se hele 2. halvleg. Nu bliver det kun de sidste ti minutter, takket være de missionærhistorier. Er det okay, jeg lige hører lidt i radioen på vejen? Isabel?”

Der stod 0-0. Men det var jo mod det stærkeste hold i puljen. Og det var stik imod spil og chancer. Danmark havde været på hælene. Så alt i alt ville det være et okay resultat. Hvis det altså holdt hjem. Det resultat kunne man godt have solgt kampen for på forhånd.

En behagelig fred sænkede sig over Kjeld, da den sølvgrå BMW lod sig fylde af hujende tilskuere og skarpsindige kommentatoranalyser i et orgie af spænding og fodboldfryd.

Endelig hjemme …


Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde (Luk 16,19-31).

Og vist er det, at gudsfrygt sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv; for tomhændet kom vi til verden, og tomhændet skal vi gå ud af den; har vi føde og klæder, skal vi lade os nøje med det.

Men de, der vil være rige, falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse. For kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter.

(1 Tim 6,6-10)

Og nu I, som er rige! I skal græde og jamre over den elendighed, der skal komme over jer. Jeres rigdom er rådden og jeres klæder mølædte, jeres guld og sølv er dækket af rust, og den rust vil vidne mod jer, og som en ild vil den fortære jeres kød.

I har samlet jer skatte til de sidste dage; tænk på, at den løn, I har unddraget arbejderne, der har høstet jeres marker, skriger til himlen, og høstfolkenes råb har nået Hærskarers Herres ører. I har levet mageligt og overdådigt her på jorden, I har fedet jer selv op til slagtedagen! I har dømt og dræbt den retfærdige, mod jer er han værgeløs.

(Jak 5,1-6)


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2012. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads