Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Kristent familieliv

Om hvad Bibelen siger om de vigtigste mål og værdier i familielivet. Om forældrenes kærlighed og det svære i, når børnene fravælger kristendommen.

Ikke så få har oplevet at blive overrasket ved at bladre rundt i familiens fotoalbum eller billedarkiv på computeren. Pludselig ser man sig selv kravle rundt på gulvet sammen med sine børn, som omfavner familiehunden. Man begynder at tælle årene, siden hunden døde – otte år.

Hvor er alle de år blevet af? Børnene er mere eller mindre flyttet hjemmefra. En er flyttet i lejlighed, en anden er på efterskole. Den sidste er da hjemme endnu – men i 8. klasse.

Hvor er alle årene blevet af? Så melder spørgsmålene sig: ”Brugte vi tid nok på vore børn? Hvad vil de se tilbage på som det vigtigste i hjemmet? Er de nået frem til evangelisk afklaring?”

Uanset vores stilling i samfundet eller vore opgaver i menigheden, så kan vi ikke vige fra Paulus’ ord: ”Den som ikke sørger for sine egne, og særlig for sin egen husstand, har fornægtet troen og er værre end en vantro” (1 Tim 5,8).

Vi er på vej – i livet

Et menneskeliv har forskellige stadier: barn, ung, voksen og gammel. Ikke alle får lov til at blive gamle. Ligesom alle andre veje slutter på et tidspunkt, sådan slutter også livsvejen en dag. For enden af vejen er der et mål: Du skal møde Gud!

Det gælder alle: Om man er kristen eller ikke-kristen, om man er barn eller voksen, ung eller gammel. Du skal møde din skaber en dag, og han vil kræve dig til regnskab (Præd 12,13-14).

Hvordan kan næste generation, vore børn, blive rede til at møde Gud? De grundlæggende betingelser for slægtens videreførelse både her i tiden, men også med tanke på evigheden, lægges i familien.

Hvad var det vigtigste for en familiefar i et jødisk hjem? Det var at fortælle om blodet og Guds lov!

Noget af det, som en familiefar i et jødisk hjem var optaget af at give videre til næste generation, var to skelsættende ting. Det var lovens vigtighed og dens forpligtende alvor og så blodets betydning ved udfrielsen af Egypten.

Læg jer de ord, jeg her siger, på sinde; I skal binde dem om jeres hånd som et tegn, og de skal sidde på jeres pande som et mærke. Lær jeres sønner dem, fremsig dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte, for at både I og jeres børn må leve længe på den jord, som Herren lovede jeres fædre at give dem, ja, så længe himlen hvælver sig over jorden” (5 Mos 11,18-21).

Denne dag skal I have som mindedag [udfrielsen af Egypten ved blodet], og I skal fejre den som en fest for Herren. Som en eviggyldig ordning skal I fejre den, slægt efter slægt” (2 Mos 12,14).

Et af budene fremhæver også det at være far og mor. Det fjerde bud handler om mennesker, som står over en – far og mor. ”Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig” (2 Mos 20,12).

Du skal lægge mærke til, at der ikke står ”elsk din far og mor”, men ”ær”.

Med ordet ære, sigtes der til, at der er nogen, som står over dig, og som har fået en opgave betroet, før du blev født. Den grundlæggende ansvarsfordeling i hjemmet kan ikke aftales mellem børnene og de voksne. Den er givet på forhånd som en ordning fra Skaberen.

Den position, den opgave og det ansvar, forældrene har, er ikke givet af mennesker, men af Gud!

Det fjerde bud er gældende for alle mennesker. Buddet – og efterlevelsen af det – er en forudsætning for hele det menneskelige fællesskab i verden. Der er knyttet en straf og velsignelse til det fjerde bud: ”Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden” – og løftet: ”for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig” (2 Mos 21,15.17).

Vi er på vej – i ægteskabet

Efter barndommen og undervejs i ungdommen skulle vi gerne have fået en grundvold at leve på i det generationsled, som vi selv tilhører. På et tidspunkt begynder tanken om selv at stifte hjem naturligt at melde sig, og vi ser os om efter en ægtefælle.

Her kunne der siges meget om det at finde den rette ægtefælle. Jeg vil blot nævne nogle få ting.

Valget af ens ægtefælle er ikke styret at det seksuelle og sanselige begær. Vi kaldes til at finde vor ægtefælle ”i hellighed og ære og ikke i sanseligt begær som hedningerne”(1 Thess 4,3-5).

At få den rette ægtefælle er en gave fra Herren: ”Den som har fundet en hustru, har fundet lykken, og har fået en god gave fra Herren” (Ordsp 18,22 norsk oversættelse).

Bibelen sætter ægteskabet højt, og alligevel gør den ikke ægteskabet til et mål i sig selv. Mange unge har det mål at blive lykkelig gift. Det er livets højdepunkt og endelige mål, tænker man!

Bibelen sætter ikke ægteskabet op som et mål i sig selv. Bibelens mål for os mennesker er, at vi skal frelses, helliges og fuldbyrde tjenesten, som er givet os. Nogle kaldes og udrustes til at leve i et ægteskab og andre til at leve enligt (1 Kor 7,7). Ægteskabet er ikke evigt. Det består kun i denne verden. Det er jordisk og timeligt. Derfor kan det ikke blive et mål i sig selv (Matt 22,30).

Dette hjælper den, som er gift, til ikke at stille ægteskabet på førstepladsen i livet. Og det hjælper de ugifte til ikke at få komplekser og tro, at livet er spildt, fordi de ikke er gift.

Vi er på vej – med børn

På et tidspunkt sker for de fleste ægtepar det vidunderlige, at man venter et barn. Det er stort at få børn. Hvorfor? Fordi det er en gave: ”Sønner er en gave fra Herren, moderlivets frugt er lønnen” (Sl 127,3).

Barnet er skabt ved Kristus og til ham: ”I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt” (Kol 1,16).

Der er vel ikke noget, som ændrer hverdagen mere end at få børn. Tiden er ikke længere ens egen, en stor del af ens opmærksomhed flyttes fra ægtefællen til børnene. Det gør noget ved os. Derfor er det vigtigt, at man ser børnene som en Guds gave og er taknemlig for dem.

Vi er på vej – som familie

Winston Churchill sagde: ”Det er lettere at styre en nation end at opdrage tre børn!”

Man kan styre mange ting med magt! Men man kan ikke tvinge ens børn til at gå i den retning, man ønsker.

Selvom Bibelen taler om, at vi alle har samme værdi over for Gud, og at alle mennesker står lige i forhold til ham, så siger den samtidig, at vi ikke har samme funktion. I livet her på jorden har Gud sat nogle til at udøve autoritet over andre – mand over hustru; forældre over børn; arbejdsgivere over arbejdstagere.

I forældre-børn-forholdet betyder det, at forældrene er sat til at være myndige vejledere for deres børn. Det fjerde buds hensigt med at børnene skal ære forældrene er, at børnene skal være lydige mod deres forældre (Ef 6,1; Kol 3,20). Lydighed indebærer, at man tager imod hjælp og tilrettevisning samt følger de påbud, forældrene giver. Denne ordning kan misbruges af forældrene, og derfor advarer Paulus os mod et sådant misbrug (Kol 3,21; Ef 6,1).

Vi lever i en tid, hvor mange forældre ikke er bevidste om, hvad der ligger i deres forældrerolle og opdragerrolle, og trækker sig tilbage fra deres ansvar. Det betyder, at børnene indtager forældrenes plads som dem, der sætter dagsordenen. Det får ikke bare betydning for det enkelte hjem, men vil påvirke både samfundet og menigheden.

Jeg giver dem drenge som ledere, lømler skal herske over dem. Folket skal slås indbyrdes, den ene mod den anden; unge sætter sig op mod gamle, ringeagtede mod fornemme” (Es 3,4-5).

I mange hjem er det de 10-12 årige børn, som fremtræder som kaptajner på familieskibet. Hjemmet må indordne sig efter de krav og holdninger, som børnene kommer med, for at bevare den daglige fred. Forældrene er gået i maskinrummet for at arbejde eller op på soldækket for at dyrke deres egne interesser.

Dermed har man overladt børnene til selv at finde vej i livet. De voksne vejledere er ikke til stede, når børnene efterspørger råd og vejledning. Ingen er til stede og kan vise vej, når der spørges til nogle af livets store spørgsmål. Derfor overtager børnene selv forældrerollen!

Det kræver tid, kræfter, kærlighed, nærhed og åbenhed for at skabe tillid til hinanden i familien. Atmosfæren er utrolig vigtig for at få en åben og fortrolig samtale omkring spisebordet!

Hvor er det vigtigt, at man føler sig elsket og afholdt af sine forældre. Vi har fået tre børn konfirmeret. Til afslutning i min tale til børnene har jeg sagt: ”Skulle I lave noget dumt, så er hjemmet altid åbent.” Jeg tror, det er vigtigt at få det sagt.

Vi er på vej – i tiden

Ligegyldighed over for Guds ordninger gør, at mange hjem i disse år går i opløsning. Tidens individualisme gør, at man ikke ser hjemmet som en livsnerve i samfundet, men som et sted, hvor man kan få stillet nogle af sine individuelle behov. Tidens tankegang er et opgør med familietanken.

Her er det vigtigt, at Bibelens budskab om hjemmet – om forholdet mellem mand og kvinde, mellem forældre og børn, og om opdragelsen – kommer frem i undervisning og forkyndelse.

Det er de færreste, som ser Guds kald i det at være hjemme ved børnene, når de er små (Tit 2,4-5). Vore prioriteringer er ofte i modstrid med Bibelens vejledning. Familien er ofte det sidste punkt på ugeplanen! Prioriteringen hedder: arbejdet, fritidsaktiviteter og så familielivet.

Når vi ikke bruger mere tid sammen med familien, hænger det ofte sammen med, at vi føler, at vi altid kan udskyde det. Det kan vi nå i morgen. Hvor mange gange har børnene ikke hørt ordene: ”senere, i morgen, i næste uge …”

At være et kristent hjem

Vore liv kan råbe så højt, at børnene ikke kan høre, hvad vi siger.”

Hvad ser dine børn? Er der konflikt mellem det, du siger, og det, du gør?

Rosenius siger: ”De kristnes ord er som søm” (og søm er en god ting, når man skal bygge – også bygge et kristent hjem op), ”men”, fortsætter Rosenius, ”det er vore gerninger, som slår sømmene i.”

Hvor mange børn er ikke opvokset i den tro, at kristendommen er regler og love? Børnene får det indtryk, at kristendom bare er krav, man skal opfylde. En livsform. Der er intet liv og ingen glæde over syndernes forladelse for Jesu skyld.

Hvilke konsekvenser kan det få for næste generation? Det vil virke som en vaccination over for Guds ord og evangeliet. Vi kan risikere, at vore børn fravælger kristendommen og det kristne fællesskab, når de flytter hjemmefra. For der var intet liv og ingen glæde i den tro, som de mødte i hjemmet.

Et andet ”råb”, som kan virke nedbrydende på næste generation er vores livsstil. Flere kristne hjem er blevet som verden. Nok siges der pæne ord om næstekærlighed, om at være gode og handle ret, men i de daglige valg handler man ligesom verden. Her kan du bedrage dig selv og dine børn.

Hvad ser dine børn, når de ser på dig? Er dine børn i tvivl om, hvad det betyder for dig, at du er en kristen? Er der nogen i dit hjem, som er i tvivl om, hvad der har førsteprioritet? Er jeres børn i tvivl om, hvad der er vigtigt?

Hvad fylder mest? Det timelige, det materielle, arbejdet – eller Jesus og det evige liv? Er det uddannelse, stilling og status, som står øverst på dit visitkort?

Ser dine børn, at man godt kan have et arbejde, uden at man bliver opslugt af det? Ser dine børn, at I prioriterer anderledes med tid og penge, fordi det hedder ”Guds rige først”? Ser dine børn, at andagt og bibellæsning er vigtigt? Ikke for reglens skyld, men for det åndelige livs skyld?

Hvad hjælper det, at du hiver dine børn med til møde, når du i din hverdag prioriterer helt anderledes?

Hvad har førstepladsen i dit liv og dit hjerte, og hvad betyder allermest i hjemmet? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden og livet over med!

Hvordan er det så gået?

Jeg og mit hus vil tjene Herren” (Jos 24,15b). Det er sagt ved mange bryllupper. Det har været de nygiftes bøn og ønske fra dag 1.

På bedste vis har man forsøgt at efterleve det. Man har ønsket at skabe et godt forhold i ægteskabet, en god atmosfære og dialog i hjemmet. Børnene har man fået af sted til børnekreds, juniorkreds, teenklub og til sidst i ungdomsarbejde.

Hvordan er det så gået? Hvor er børnene i dag?

For flere hjem gik det ikke, som de havde ønsket. En smerte blev født i hjertet, da den ældste datter valgte at blive gift med en ikke-kristen ægtefælle. En anden valgte venner og bekendte, som levede langt fra hjemmets tro og Herrens veje, og flyttede på et tidspunkt sammen med en kæreste.

Også i Skriften møder vi tilfælde, hvor børnene vælger en anden vej end forældrenes. Vi møder en Kain, som forlader sit barndomshjem som en morder og med et nej til Herren (1 Mos 4). Vi møder Samuels sønner, der valgte ikke at fortsætte i forældrenes fodspor (1 Sam 8,1ff.). Vi møder en Davids søn Absalom, der vender ryggen til hjemmet og ender i et direkte oprør mod sin far (2 Sam 15-19).

Håbet!

Adam og Eva måtte se, hvordan deres søn Kain valgte at gå bort fra Herrens nærhed ved Edens have. Han forlod ikke bare Herren for en tid, men slog sig ned i landet Nod. Jeg ser for mig, hvordan Herren har stået på Kains mark og spejdet efter ham, set hvordan han forsvandt ude i horisonten – mon han vender om?

Findes der et håb i teksten om Kain? Er der håb for dem, som kender til nære relationer, som valgte at forlade Herrens vej? Ja. Håbet findes i det lille ord ”nej”.

Nej” siger Herren til, at nogen skal have lov at slå Kain ihjel. ”’Nej, hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes syv gange.’ Og han satte et mærke på Kain” (1 Mos 1,15).

Vi ved ikke, hvad det var for et mærke. Men jeg tror, at Gud har graveret et synligt mærke i Kains pande, som ikke kunne fjernes. Et uudsletteligt mærke og minde: “Jeg elsker dig”.

Siger det ikke noget om Guds evige kærlighed til os mennesker? Han glemmer os ikke. Selv efter Kains dybe fald vender han ham ikke ryggen. I stedet for at mærke hans pande med kærlighed, kunne Gud uden problemer have blændet Kains øjne som straf.

Men sådan er Gud ikke, heller ikke i dag: ”Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt” (Matt 18,14).

Gud vil også komme til den, som i dag vandrer mod Nod – bort fra Herren. Gud har sat et mærke på mange at vore nære venner, børn og familiemedlemmer, som er gået bort fra Herren. De fleste er døbt og mærket med det hellige korsets tegn på pande og bryst. Til et vidnesbyrd om, at Guds pagt står fast til evig tid.

Han glemmer ikke den, som er mærket. Mærket er et evigt minde: “Jeg elsker dig”.

Selv i de sværeste dage kan vi ved nådetronen finde en lille flig at hænge fast ved, som giver håb. Gud elsker den, som er mærket af ham! Sikkert er det, at Jesus, som ikke sparede sig selv, men gav sit liv for os, heller ikke i dag sparer sig selv. Han vil, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt!

Så må vi bede Gud om at bevare kærligheden til vore børn. Det kan være svært, når de vandrer ad veje, som vi må tage afstand fra.

David formåede dette, selvom hans søn Absalom gjorde oprør og krænkede sin far ved at tage kongemagten fra ham.

På et tidspunkt står de overfor hinanden, og krigen mellem dem er uundgåelig.

I det opgør møder vi en fars hjerte, som på trods af modstanden mod ham, elsker sin søn.

Han giver ordrer til hæren om ikke at gå for voldsomt til værks mod den unge Absalom (2 Sam 18,5). Krigen er brutal, og Absalom dør.

Da David får dette at vide, møder vi en far, som råber: ”Min søn, Absalom, min søn, min søn, Absalom! Gid det var mig og ikke dig, der var død!” (2 Sam 19,1).

Må Gud hjælpe os til at hvile i håbet om, at Han ikke glemmer den, som er mærket. Og må Jesu kærlighed fylde vore hjerter, så vi kan bevare kærligheden til vore børn til vor sidste stund på denne jord, så vi holder ud i bønnen til Gud om deres frelse.

Gud elsker dem og vil deres frelse – mere end vi. Det har han sagt i sit Ord og vist på Golgata.

Det er vores store trøst.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2013. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Thomas Beck

Thomas Beck, viceskoleleder, afdelingsformand i LM Vestjylland, Esbjerg

Thomas Beck

Thomas Beck, viceskoleleder, afdelingsformand i LM Vestjylland, Esbjerg