Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Kønnet i bibelsk lys

Om at det er Guds gode skaberordning, at vi er skabt som mand og kvinde. Om hvad der ifølge Bibelen er de to køns særlige gaver og karakteristika.

Kampen om kønnet (Del 2)

”Bibeltro, evangeliske kristne befinder sig ved begyndelsen af det 21. århundrede i en tid med historiske omvæltninger. I takt med, at den vestlige kultur er blevet stadigt mere efter-kristen, er den begyndt at redefinere, hvad det vil sige at være menneske. Tidsånden hverken værdsætter eller orienterer sig ud fra Guds gode ordning for det menneskelige liv. Mange benægter, at Gud har skabt mennesket til at ære ham, og at Guds gode vilje med os omfatter vores personlige og fysiske skabelse som mand og kvinde. Det er almindeligt at tænke, at vores menneskelige identitet som mand og kvinde ikke er en del af Guds gode plan, men snarere er noget, vi individuelt og autonomt kan vælge ud fra vores eget ønske (…)

Denne verdslige ånd i vor tid repræsenterer en mægtig udfordring for den kristne kirke. Vil vor Herre Jesu Kristi kirke miste sin bibelske overbevisning, sin klarhed og sit mod og blive opslugt af tidsånden? Eller vil den holde fast ved livets ord, hente mod fra Jesus og uden skam forkynde hans vej som livets vej? Vil kirken bevare sit klare og modkulturelle vidnesbyrd til en verden, som synes at gå målrettet mod sin egen undergang?”

Med disse ord indledes en fælles erklæring om køn og seksualitet, som i efteråret 2017 blev underskrevet af mere end 150 fremtrædende bibeltro evangeliske teologer, forfattere, undervisere og ledere. Blandt underskriverne var en række navne, som er kendt og værdsat af mange kristne i Danmark: John Piper, John MacArthur, R. Albert Mohler, D.A. Carson, R.C. Sproul, Wayne Grudem, Randy Alcorn, Mark Dever og Kevin DeYoung.

Erklæringen fik navnet ”Nashville-erklæringen”. Dens hensigt er at bekende og kalde til samling om det bibelske syn på mand og kvinde som to forskellige køn, der begge er skabt i Guds billede, lige i værdighed og ære, men med hver deres kald og hver deres særpræg. Der vil i det følgende flere gange blive refereret til Nashville-erklæringen.i

En åndskamp

I Nashville-erklæringen fremstilles kampen om kønnet som en åndskamp. Når der i vor tid løbes storm mod den bibelske forståelse af de to køn, så er det en kamp om intet mindre end vores tro og vores åndelige og evige liv. Hvorfor er det så alvorlige ting, der står på spil?

Som kristne er der en uløselig sammenhæng mellem vores forhold til Guds ord og vores forhold til Gud. Vi kan ikke trodse og tilsidesætte Guds Ord uden at trodse og tilsidesætte Guds selv. Forkaster vi Guds ord, så vil han forkaste os. Da vil vi møde den samme dom, som mødte Saul: ”Fordi du har forkastet Herrens ord, har han forkastet dig …” (1 Sam 15,23).

Troskaben mod Guds ord kan koste dyrt i forhold til vore omgivelser. Sådan har det til enhver tid været for Guds børn, men i de sidste tider vil presset blive forstærket. Den menighed, som Guds velsignelse hviler over i de sidste tider, er den, om hvilken det kan siges, at “du har holdt fast ved mit ord og ikke fornægtet mit navn” (Åb 3,8).

I mange årtier har den kristne menighed været under stærkt pres for at opgive den bibelske lære om forholdet mellem mand og kvinde. Nu forstærkes presset. Derfor er der grund til, at vi i som kristne opmuntrer, støtter og hjælper hinanden til at holde fast ved Guds ord på netop dette punkt også i vor tid.

Frimodigheden og viljen til at stå fast må vi hente fra evangeliet om nåden og frelsen i Jesus. ”Vær stærk ved nåden i Kristus Jesus!” (2 Tim 2,1). Det er værd at bemærke i hvilken sammenhæng, Paulus giver denne formaning til Timotheus. Det sker i en sammenhæng, hvor Paulus opmuntrer Timotheus til at holde fast ved det budskab, som Paulus selv har forkyndt. Paulus lægger ikke skjul på, at det har kostet ham modstand og lidelse at forkynde det. Han er blevet forladt af kristne venner, har lidt ondt og sidder nu i dødscellen (2 Tim 1,8-18). Men det budskab, Paulus har forkyndt, er og bliver frelsens og det evige livs ord. Skal Paulus dø for det, så bliver det for ham indgangen til det evige livs herlighed hos Jesus: ”For er vi døde med ham, skal vi også leve med ham; holder vi ud, skal vi også være konger med ham; fornægter vi ham, vil han også fornægte os” (2 Tim 2,11-12). Derfor: Vær stærk ved nåden i Kristus Jesus!

Når Djævelen frister os til at give køb på Guds ord, er han en mester i at formulere gode grunde. Det ser vi i hans fristelse af Jesus i ørkenen. Han er især en mester i at få begrundelserne til at lyde fromme og kristelige: Den bibelske lære om vores køn og om forholdet mellem mand og kvinde hører ret beset ikke til det mest centrale i Bibelen. Den handler ikke om det bærende i evangeliet. Der er også forskellige meninger om den sag i den kristne menighed. Er det ikke bedre at koncentrere sig om det centrale og væsentlige?

Satan ved langt bedre end vi selv, hvor umådelig central og bærende den bibelske lære om mand og kvinde er i Bibelen. Han ved, at det er umuligt at forstå helheden og dybden i den bibelske forkyndelse af evangeliet uden denne lære. Netop derfor vil han have os til at opgive den.

At vi er skabt som mand og kvinde er det mest basale i vores menneskelighed og gudbilledlighed (1 Mos 1,27). Mennesket er ifølge sin skabelse mand og kvinde, to forskellige køn, der er skabt til at supplere, berige og tjene hinanden og til at være lige i værdighed og ære (1 Kor 11,11-12). Mennesket i to køn er skabt i Guds billede til at have fællesskab med Gud, ære ham, tjene ham og afspejle ham – som mand og kvinde. Det klareste billede på Guds kærligheds væsen i denne verden er kærligheden mellem mand og kvinde i ægteskabet (Ef 5,25-28; Tit 2,4; 1 Joh 4,16).

Tilsvarende er det klareste billede i denne verden på Jesu frelse mandens selvopofrende tjeneste for hustruen i ægteskabet. Manden er lederen i ægteskabet, men han er kaldet til at være en leder, der giver sig selv hen i tjenesten for den elskede. Når han gør det afspejler og vidner han om Jesu selvopofrende frelsergerning for menigheden. Helt fra skabelsen ville Gud, at det skulle være sådan – for at vidne om og pege hen på Jesus som frelser (Luk 22,14-27; Ef 5,25-32).

Et af de bærende billeder i Bibelen på forholdet mellem Kristus og menigheden er billedet af brudgommen og bruden. Denne brud har brudgommen købt og vundet med den dyreste pris: sit eget blod. Derfor kaldes hun for ”lammets brud” (Åb 21,9). Bruden er vidunderligt klædt og smykket, ikke af sig selv, men af brudgommen (Es 61,10; Åb 19,7-8; 21,2). Her er vi inde ved det inderste i evangeliet, og nøglen til at forstå det er forholdet mellem mand og kvinde, brudgom og brud, som Gud fra skabelsen har bestemt det til at være. Mister vi dette forhold, mister vi nøglen.

Brudgommen og bruden har hver sit køn, de er mand og kvinde. Det er en skabelsesgave fra Gud, som vi må tage til os, takke for og værdsætte. Vores specifikke køn er grundlæggende for vores identitet, ære og værdighed som mennesker. Vi finder først os selv som mennesker, når vi villigt anerkender og vedkender os det køn, Gud har skabt os til. Vi kan kun leve ret med Gud og tjene ham ret, når vi gør det i pagt med det køn, Gud har skabt os til. At vi vedkender os vores køn og fremtræder tydeligt med det er ifølge Paulus ”ærefuldt”. At vi fornægter vores køn er ”vanærende” (1 Kor 11,14-15).

Fra skabelsen har Gud bestemt, at den seksuelle kærlighed skulle udfolde sig mellem én mand og én kvinde i et ubrydeligt ægteskab, og at denne kærlighed skulle bære frugt i afkom, børn, som kunne vokse op i en velsignet, tryg familie med en far og mor, der elsker hinanden og bliver sammen altid. Ægteskabet en af de mest dyrebare skabergaver, som består i syndefaldets verden. Derfor har den onde til enhver tid søgt at nedbryde muren om ægteskabet. I vor tid er han nået ned til murens grundsten: vores skabelse som to køn, mand og kvinde. Her står kampen nu.

Hvis vi skal modstå Satans angreb mod vores gudgivne kønsidentitet som mand og kvinde, må vi have fodfæste i Guds ord. Hvad siger og lærer Guds ord om denne sag?

Krop og køn

På tværs af den bibelske åbenbaring tales der altid og kun om to køn, mand og kvinde. Det forudsættes, at alle mennesker hører til enten det ene eller det andet af disse to køn, og at der er identitet mellem menneskets krop og menneskets køn.

Det sidste forhold er afgørende. Derfor skal vi se nærmere på det. Hvor i de bibelske tekster finder vi grundlag for tanken om, at der er identitet mellem vores krop og vores køn, dvs. mellem vores biologiske køn og vores egentlige køn?

Da Gud skaber mennesket, skaber han dem ”som mand og kvinde” (1 Mos 1,27). Går vi tættere på de hebraiske ord, peger de ifølge Marc Brettler, professor i jødiske studier, i retning af de to køns respektive kønsorganer. Ordet for mand er ”zakar”, som ifølge sin oprindelse synes at pege i retning af det mandlige kønsorgan. Ordet for kvinde er ”neqebah”, som ifølge sin rod betyder at trænge igennem. ”En overbogstavelig oversættelse baseret på ordenes oprindelse kunne gengive hver ”zakar” som ”en, der har en penis” og hver ”neqebah” som ”en, der gennemtrænges”.ii Så nært forbundet er krop og køn i Guds skabelse og i hans navngivning af mennesket som mand og kvinde.iii

Men er det fortsat sådan – efter syndefaldet? Ja, det bekræftes med stor tydelighed videre frem i den bibelske åbenbaring. Det sker bl.a. i de mange, mange bibeltekster, hvor et nyfødt barns køn identificeres straks efter fødslen. Så snart barnet er født, kan det fastslås, hvilket køn barnet har. Biologien viser kønnet.

”Adam lå igen med sin kone, og hun fødte en søn og gav ham navnet Set” (1 Mos 4,25).

”Sara blev gravid, og hun fødte Abraham en søn i hans alderdom” (1 Mos 21,2).

”Siden fødte hun en datter, som hun kaldte Dina” (1 Mos 30,21).

”Så blev hun igen gravid og fødte en datter” (Hos 1,6).

Det både forudsættes og bekræftes i disse bibeltekster, at der er identitet mellem kroppens køn og personens køn. iv Uanset hvad der måtte ske videre frem i livet for de nyfødte børn, og uanset hvilke tanker og følelser de senere måtte udvikle om deres køn, så har de fra fødslen et bestemt køn. De har det køn, som deres krop har.

Samme tankegang bærer de mange, mange bibelske tekster, som taler om, at kvinder har månedlig menstruation, bliver gravide og føder børn (2 Mos 21,22; 3 Mos 12,2; 15,19; Jer 4,31; 1 Tim 5,14). Hvis man har en krop, som er indrettet til at menstruere og til at blive gravid, så er man per definition ifølge Bibelen en kvinde. Tilsvarende er alle dem, som har sædafgang, per definition mænd (3 Mos 15,16; 22,4-6; 23,11).

At der er identitet mellem krop og køn, er den bærende tanke gennem hele Bibelen, og den tanke er præmissen for, at der kan gives klare og forståelige formaninger til henholdsvis mænd og kvinder om f.eks. klædedragt.

”Kvinder må ikke gå i mandsdragt, og mænd må ikke gå i kvindeklæder. Herren din Gud afskyr enhver, som gør den slags” (5 Mos 22,5).

Denne formaning er kun meningsfuld, hvis det er åbenbart og klart, hvem der er henholdsvis kvinder og mænd. Denne klarhed er kun mulig, hvis der er identitet mellem kroppens køn og personens køn.

Vi ved ikke, hvad der var motivet for, at nogle ville iklæde sig det modsatte køns klædedragt. Men det synes ikke at være afgørende for formaningens gyldighed. Formaningen har ifølge sin ordlyd almen gyldighed. Uanset begrundelsen må ingen kvinde gå i mandsdragt, og ingen mand gå i kvindedragt. Begrundelsen er, at det er afskyeligt i Guds øjne.

Når formaningen har almen gyldighed, må den også gøres gældende i forhold til dem, som indefra måtte ønske at høre til det modsatte køn. De må ikke iføre sig det modsatte køns klædedragt. Deres kald er at vedkende sig og klæde sig i overensstemmelse med deres biologiske køn.

Præcis den samme tankegang og vejledning møder vi i Det Nye Testamente. Paulus kalder de troende kvinder til at vedkende sig deres køn, klæde sig kvindeligt og have kvindelige frisurer. Tilsvarende kalder han mændene til at vedkende sig deres køn, klæde sig mandligt og have mandlige frisurer (1 Kor 11,4-15). Disse formaninger er kun meningsfulde, hvis det er åbenbart ud fra biologien, hvem der er henholdsvis kvinder og mænd.

Alle med en biologisk kvindekrop kaldes til at vedkende sig deres kvindelige køn og fremtræde kvindeligt. Alle med en biologisk mandekrop kaldes til at vedkende sig deres mandlige køn og fremtræde mandligt.

Paulus henviser som begrundelse for denne formaning til, at Gud har skabt manden og kvinden til forskellige roller (v.3), og at naturen lærer os, at det er godt, at kvinder optræder kvindeligt og mænd mandligt (v.14-15). At gå mod Guds ordning og naturen er ”vanærende” for den, der gør det, mens det er ”ærefuldt” at respektere Guds ordning og naturen.

På denne baggrund må det siges, at være i overensstemmelse med det bibelske syn på krop og køn, når Nashville-erklæringen fastslår:

”Vi bekræfter, at forskellene på mænds og kvinders kønsorganer ifølge Guds bestemmelse er grundlaget for vores selvforståelse som henholdsvis mænd og kvinder”.

Krop med uklart køn

Ikke alle nyfødte børn har klart genkendelige mandlige eller kvindelige kønsorganer. Det kan skyldes kromosomfejl, hormonfejl eller andre fejl i barnets biologi. Der er mange grader af uklarhed. I de lette tilfælde er det forholdsvis enkelt at definere barnets biologiske køn. I sværere tilfælde må definitionen af kønnet afklares gennem en afvejning af forskellige forhold, hvor vi i dag har mulighed for at inddrage bl.a. kønskromosomer og indre kønsorganer. I de fleste tilfælde vil de, som er født med uklare kønsorganer, være ude af stand til at få børn.v

På bibelsk tid var man ubekendt med kromosomer og hormoner, men til alle tider har man været kendt med, at nogle fødes med uklare og defekte kønsorganer og uden evne til at få børn. Jesus synes selv at tale om denne virkelighed: ”Der er dem, der er uegnede til ægteskab fra moders liv” (Matt 19,12). Jesus bruger her det græske ord ”eunouchos”, der er ført videre på dansk i ”eunuk”.

I bibelsk perspektiv må alle sygdomme og alle biologiske fejludviklinger ses som en konsekvens af syndefaldet. Sygdom var ikke en del af Guds oprindelige gode skabelsesorden. Men selv i syndefaldets verden og selv med forekomsten af mange tragiske sygdomme og biologiske fejludviklinger, gælder det, at alle mennesker er skabt i Guds billede (1 Mos 9,6; Jak 3,9).

At vi alle uanset vores biologi er skabt i Guds billede indebærer, at vi alle har samme værdi og ære. Vi er lige højt elskede af Gud og har samme adgang til frelsen i Jesus og til at tilbede og tjene Gud i hans menighed. En af de første, som gik ind i den kristne menighed, var en eunuk, den etiopiske hofmand, som Filip blev sendt til for at vidne for ham om Jesus som Messias (ApG 8,26-39).

Den bibelske forståelse af at være skabt i Guds billede indebærer og omfatter at være skabt som mand og kvinde: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem (1 Mos 1,27). På den baggrund må vi regne med, at alle mennesker uanset deres biologi er skabt til at være mand eller kvinde. Selvom det kan være svært for os at se, hvilket køn de har, så har de et køn, og Gud kender det.

I den vestlige verden har vi i lang tid betegnet folk med uklart biologisk køn som hermafroditter og pseudohermafroditter. I nyere tid er vi gået over til at betegne dem som ”intersex”-personer.

Den almindelige medicinske tilgang i behandlingen af børn med intersex-karakteristika har været at foretage et skøn om, hvilket køn der var dominerende og hormonelt ville sætte sig igennem i barnets pubertet. I forlængelse heraf har man juridisk tildelt barnet det dominerende køn og har medicinsk understøttet dette køn med hormonbehandling og evt. ved operative indgreb. I bibelsk perspektiv må denne tilgang betegnes som god og i samklang med den bibelske lære om to køn.

I de senere år har interessegrupper for seksuelle minoriteter presset på for ved lov at hindre tildelingen af køn til intersex-personer. Begrundelsen har været, at der ikke kun er to køn; der er mange, og intersex skal have lov at være et af dem. Det skal være lige så legitimt at have kønnet ”intersex” som at have kønnet ”mand” og ”kvinde”.

I bibelsk lys er denne tankegang udtryk for et oprør mod den skaberorden, Gud har givet os. At det i visse tilfælde kan være svært for os at se, hvordan enkeltpersoner passer ind i Guds orden, giver os ikke ret til at ændre ordenen. Som C.E. Lumley, Ph.d. i biologi og nu teologisk underviser, formulerer det i en indsigtsfuld artikel om dette spørgsmål: ”I denne verden, som ligger under for syndens kaos, vil der altid være tilfælde, som går på tværs af Guds gode orden, men undtagelser må ikke bruges til at skabe regler i strid med Skriften.”vi

I den kristne menighed må vi møde intersex-personer med kærlighed, respekt, omsorg og forbøn, og vi må støtte dem i at vedkende sig og leve i overensstemmelse med deres biologiske køn, for så vidt det kan identificeres.

I relation til intersex-problematikken fastslår Nashville-erklæringen:

”Vi bekræfter, at de, som er født med fysiske fejl i deres biologiske kønskarakteristika, er født i Guds billede og har samme værdighed og værdi som alle andre, der er skabt i Guds billede. De er omtalt og anerkendt af vor Herre Jesus i hans ord om dem, ’der er uegnede til ægteskab fra moders liv’. Sammen med alle andre er de velkomne som trofaste efterfølgere af Jesus Kristus og må vedkende sig deres biologiske køn, for så vidt det kan bestemmes (…)

Vi afviser, at fysiske afvigelser fra normalen (…) opløser den af Gud bestemte sammenhæng mellem det biologiske køn og selvforståelsen som mand eller kvinde”.

Forskellighed og helhed

I sin skabelse af verden lader Gud igen og igen to dele af sit skaberværk indgå i en helhed, hvor de supplerer og kompletterer hinanden: lys og mørke, himmel og jord, vand og land. Der er tale om en sammenhæng og et samspil mellem to dele, som er forskellige, men som tilsammen udgør den gudvillede helhed. Det samme mønster ser vi i skabelsen af mennesket.

Først er Adam ene, og selvom Gud skaber dyrene og leder dem hen til ham, kan de ikke afhjælpe hans ensomhed. Hvad gør Gud da? Han skaber ikke en anden mand. Nej, han skaber kvinden, som er af samme ben og kød som manden og som er hans lige, men som samtidig er helt forskellig fra ham. Det forunderlige er, at netop fordi de to er biologisk forskellige, kan de blive ét. De kan forenes seksuelt og få børn. Og netop fordi de er forskellige, kan de optræde i forskellige roller over for deres børn som far og mor. De supplerer og kompletterer hinanden, og det gør de også i deres indbyrdes forhold til hinanden. Deres forskellighed som mand og kvinde er en rigdom.

Hvori består denne rigdom? Hvad er ifølge Bibelen det særligt mandlige ved manden og det særligt kvindelige ved kvinden?

Kønsidentiteten formet i familien

En betydelig del af det, som Bibelen siger om dette spørgsmål, er knyttet til ægteskabet og familielivet. Manden og kvinden har ifølge Guds bestemmelse forskellige kald og roller i ægteskabet og familien. De forskellige kald og roller er i samklang med det, som særpræger henholdsvis manden og kvinden.

At den bibelske vejledning vedrørende mandlighed og kvindelighed i så høj grad er knyttet til ægteskab og familie, betyder ikke, at den ikke har noget at sige til den enlige.

For det første kalder Bibelen os til at leve i pagt med vores køn, mandligt og kvindeligt, også før og uden at vi bliver gift. Jesus blev aldrig gift, og han var den mest sundt maskuline mand, som har levet.

For det andet gælder det for os alle, at vores opfattelse af mandligt og kvindeligt grundlægges i barndommen og typisk i familien. Vi har alle en far og en mor, og de fleste af os er vokset op med et nært forhold til dem begge. I dette samspil med far og mor formes vores forståelse af vores eget køn. Hvis vores far og mor i deres ægteskab og familieliv lever i pagt med Guds vejledning for dem, så får vi i vores opvækst et sandt og godt billede af, hvad det vil sige at være henholdsvis mand og kvinde. Det vil forme vores egen kønsidentitet, så vi får den bedste hjælp til at gå ud i verden og leve sundt og godt som helstøbte mænd og kvinder, uanset om vi forbliver singler eller bliver gift.

Derfor har den bibelske vejledning for forholdet mellem mand og kvinde i ægteskab og familieliv ikke kun bud til de gifte, men til os alle.

Vi skal i det følgende i al korthed se på det mest centrale, Bibelen siger om sund mandlighed og sund kvindelighed.

Bibelsk mandlighed

”Det centrale i moden mandlighed er positiv villighed til at tage ansvar for at lede, sørge for og beskytte kvinder på de måder, som er passende afhængig af de forskellige relationer”. vii

Sådan sammenfatter den amerikanske teolog og forfatter John Piper den bibelske vejledning i sund mandlighed. Jeg vil tage udgangspunkt i hans sammenfatning som disposition i det følgende.

Mandens kald til at lede er et kald til at følge Kristi eksempel (Ef 5,25-27). Han ledte ved selv at gå den gode vej, ved sine ord og ved sin omsorg. Som leder satte han hensynet til sig selv og sit eget til side i omsorg for dem, han skulle lede. Han ofrede sig for dem. Dette er mandens kald i første omgang i ægteskab og familie, hvor han er hoved og leder (1 Kor 11,3; Ef 5,23-24). Mandens lederrolle i familien indebærer også et hovedansvar for at opdrage og oplære børnene i den kristne tro (1 Mos 18,19; 5 Mos 6,6-7; Ef 6,4). I menigheden er det ligeledes mænd, der kaldes til at være ledere (1 Tim 2,11-12; 3,1-7). I mødet med andre kvinder skal manden ikke have samme lederrolle som over for sin hustru. Men han må som mand beredvilligt indtage en selvopofrende og hjælpende lederrolle, når der måtte være behov for det og ønske om det.

Mandens kald til at sørge for er nært forbundet med hans kald til at lede, men det understreges specifikt i forlængelse af syndefaldet, hvor Gud definerer arbejdet med jorden for at skaffe føde som mandens særlige arbejdsfelt (1 Mos 3,17-19). Bibelen regner med, at begge ægtefæller arbejder for føden, hver på deres måde (Ordsp 31,1-31). Men manden har som hoved det endelige ansvar for, at familien trives på alle måder, også med føde (1 Tim 3,5). I arbejdet med at skaffe føde må han i kraft af sin stærkere fysik påtage sig det hårdeste arbejde (1 Pet 3,7). I menigheden har de mandlige ledere det overordnede ansvar for den åndelige føde (1 Kor 3,2; 1 Tim 3,1-7). I mødet med andre kvinder end ægtefællen vil en moden mand vedkende sig et kald til at bruge sine styrker til at hjælpe og sørge for kvinder, der måtte have behov for det og måtte ønske det.

Mandens kald til at beskytte fremgår i første omgang af, at han skal lede som Kristus, der ofrede sig selv for at beskytte menigheden mod Guds vrede og dom (Ef 5,25-28). Det fremgår endvidere af de mange steder i GT, hvor enker og faderløse nævnes som de mest sårbare og udsatte, fordi de mangler deres naturlige beskytter (F.eks. Jer 7,6; 49,11). I menigheden må de mandlige ledere være villige til at lide ondt for at beskytte menigheden mod falsk lære og bevare den ved evangeliet (2 Tim 1,8). Uden for hjem og menighed har manden et generelt kald til at beskytte kvinder, der måtte have behov for det. Det er dette kald, som ligger til grund for, at det i Bibelen er mænd, der kaldes til at gøre krigstjeneste (4 Mos 1,2-3). Det samme kald må vi i bibelsk lys se som basis for den traditionelle tanke, at kvinder og børn må reddes først i en nødsituation.

I tillæg til det, som John Piper fremhæver som mandens kald, vil jeg gerne betone mandens kald til i ægteskabet at elske sin hustru (Ef 5,25-29). Mandens forbillede på dette område er Kristus, hvis kærlighed til kirken fandt sit endegyldige udtryk i hans selvhengivende frelsergerning på korset. Men i Jesu samliv med disciplene kom hans kærlighed til disciplene også til udtryk i ord og handlinger, som kunne forvisse dem om og lade dem erfare, at han elskede dem. På samme måde er manden kaldet til i ord og handling at lade sin hustru erfare, at hun er elsket. Det gør han ved at vise hende opmærksomhed og lade hende føle sig værdig, skøn og værd at elske. Højsangens ord om og til den elskede kvinde må tjene til inspiration. I århundreder har denne bog været set som på samme tid et poetisk udtryk for mandens kærlighed til kvinden og et profetisk udtryk for Kristi kærlighed til kirken. I ægteskabet udfolder manden sin mandlighed ved at elske kvinden.

En sidste ting, som jeg vil fremhæve i relation til sund mandlighed, er det første, som betones i Bibelen vedrørende mandens skabelse. Gud har skabt manden til at behøve kvinden. Gud skabte ikke Adam komplet, men netop sådan, at han mærkede, at han havde behov for en anden, der var anderledes, men samtidig hans lige (1 Mos 2,18-24). Sådan er det fortsat, og det hører med til sund mandlighed at vedkende sig dette. Den sunde og modne kristne mand højagter kvinden. Han ser og vedkender sig, at han har behov for hende i sit liv. Det gælder, uanset om han er enlig eller gift. Jesus omgav sig med kvinder, og det var ikke kun ham, som gav dem noget. Som mand blev han også beriget ved det, som de bragte ind i hans liv. Vi ser det samme i Paulus’ liv. Det er den ugifte Paulus, der siger: ”I Herren er kvinden intet uden manden, og manden intet uden kvinden” (1 Kor 11,11). Sund og moden mandlighed værdsætter kvinden og vedkender sig, at han behøver at møde og beriges ved det væsen, det sind og de særlige gaver, som kvinden bringer med sig.

Når manden standser op for og tilegner sig det, som Gud har kaldet og bestemt ham til, så sker der noget med ham. Så formes hans selvbillede af det bibelske kald. Manden ser sig selv som en, kvinden har brug for til at lede hende, sørge for hende, beskytte hende og i ægteskabet elske hende. Men han ser også, at han selv har brug for hende med alt det, som hendes kvindelighed beriger ham med. I samme grad mandens selvbillede formes af det, som Gud har kaldet og bestemt ham til, i samme grad vokser en sund mandlig selvforståelse og identitet frem hos ham.

Når vi som mænd vedkender os vores bibelske kald og identitet, vil vi ønske at leve tydeligt som mænd, og vi vil i udgangspunktet forholde os positive og støttende til de kulturbestemte signaler på maskulinitet, når de kan forenes med Guds ords vejledning. Det kan f.eks. handle om klædedragt og frisurer (1 Kor 11,1-16). Men det kan også handle om meget andet som f.eks. traditioner for høflig opmærksomhed og hensynsfuldhed i forhold til kvinder. Kulturerne og traditionerne er forskellige fra sted til sted, og de veksler med tiden. Pointen er, at den modne kristne mand ikke vil ringeagte eller negligere, men tværtimod værdsætte, når kulturen giver ham mulighed for på en sund og god måde at udtrykke sin mandlighed.

Bibelsk kvindelighed

”Det centrale i moden kvindelighed er en befriende villighed til at bekræfte, modtage og fremelske styrke og lederskab fra værdige mænd på de måder, som er passende afhængig af de forskellige relationer”.viii

Sådan sammenfatter John Piper det centrale i den bibelske vejledning i sund kvindelighed. Som Piper fremstiller det, består kvindens kald i høj grad i at anerkende og understøtte manden i det, som er hans kald. Dermed er der ovenfor allerede sagt meget om kvindens kald. Når en mand på en god og sund måde tilbyder at lede, sørge for og beskytte kvinden, så vil den kristne kvinde med glæde og tak tage imod det. Herved vil hun støtte manden i hans kald, og de to køn vil finde deres respektive gudgivne roller i forhold til hinanden.

Gud har skabt kvinden fysisk svagere end manden (1 Pet 3,7). Det er ikke en fejltagelse eller en følge af syndefaldet. Det er en del af Guds gode skaberordning. Netop som den svagere skabning kalder hun det bedste frem i manden. Hun kalder på hans vilje, styrke og mod til at lede, sørge for og beskytte hende. Sund kvindelighed vedgår gerne sit behov for mandens styrke og hjælp. Adam klarede sig ikke godt alene i paradiset. Kvinden klarer sig ikke bedre alene. Den modne kristne kvinde er ikke bange for at vise, at hun har brug for manden med den hjælp, han kan give hende. Tværtimod udtrykker hun sin kvindelighed netop ved at være åben og glad for hans hjælp.

Den radikale feminismes bestræbelse på at gøre kvinder så selvstændige, selvberoende og selvtilstrækkelige, at de ikke længere har noget behov for manden, er i grundlæggende strid med Guds skaberordning og med sund, bibelsk kvindelighed.

At kvinden ikke klarer sig godt uden manden, kommer særligt klart til udtryk i ægteskabet, når hun ikke får lov at opleve sig elsket af sin mand. Da tømmes hun følelsesmæssigt for varme, glæde, tryghed og åbenhed i forholdet til manden – på alle planer. Derfor udtrykker hun også sund kvindelighed ved at være åben og ærlig om sit behov for mandens kærlighed. Når hun gør det, blotter hun sin svaghed og sårbarhed, men det er netop ved at være ærlig og åben om den, at hun kan kalde det bedste frem i sin mand – igen.

At kvinden er kaldet til med glæde at lade manden lede, sørge for og beskytte hende er identisk med hendes kald til at underordne sig under manden: ”Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt” (Ef 5,24).

Det er værd at bemærke ordlyden i det citerede bibelvers. Paulus betoner kvindernes kald til at underordne sig under deres egne mænd. Kristne kvinder skal ikke underordne sig under andre mænd på samme måde, som de underordner sig under deres egne mænd. Manden og kvinden har i ægteskabet et forhold til hinanden, som de ikke har til nogen andre. Den kristne kvinde skal ikke åbne sig for, knytte sig til og følge andre mænd som sin egen mand. I særdeleshed skal hun ikke modtage romantisk og intim kærlighed fra andre end sin mand.

Ikke desto mindre indebærer bibelsk kvindelighed en villighed til at modtage sund og god mandlig ledelse også fra andre end ægtemanden. I menigheden er de kristne kvinder kaldede til at underordne sig under det mandlige lederskab, og her må ingen kvinde udøve autoritet over en mand (1 Tim 2,11-12).

Uden for menigheden vil den modne kristne kvinde i mødet med menneskeligt sunde og gode mænd med glæde tage imod det, når de stiller deres fysiske styrke og andre kompetencer til rådighed for at lede, hjælpe og værne kvinden. Den kristne kvinde ønsker ikke at bytte disse roller om. Hun forstår og værdsætter, at de er en del af Guds gode skaberorden og dermed en velsignelse.

Når John Piper i citatet ovenfor betoner, at den modne kristne kvinde er kendetegnet ved en ”befriende villighed” til at lade sig tjene og hjælpe af menneskeligt sunde og gode mænd, så tilkendegives det, at anerkendelsen af Guds skaberordning er vejen til sand frihed for kvinden.

Den radikale feminisme definerer kvindelig frihed helt modsat, som en frigørelse for alle former for mandlig ledelse. Men en frigørelse fra Guds skaberordninger fører aldrig til sand frihed. Den fører tværtimod til trældom. Feministernes slidsomme og sammenbidte kamp for fuld lighed med mændene i forhold til at besætte fremtrædende, ærefulde, indflydelsesrige og magtfulde poster er et tragisk eksempel på ufrihed og trældom. Ingen burde se det som deres livs mål at opnå sådanne poster for posternes egen skyld, hverken kvinder eller mænd. Det er en kødelig jagt, som kun fører tomhed og trældom med sig.

”Det, som sættes højt af mennesker, er afskyeligt i Guds øjne” (Luk 16,15b). Det siger Jesus i relation til nogle, der stræber efter at være store i andres øjne. Om lederposter i verden og i menigheden siger han: ”Folkenes konger hersker over dem, og de, som øver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste iblandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den der sidder til bords eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer, som den, der tjener” (Luk 22,27).

Sand frihed i denne verden findes i forlængelse af Guds kald til at ydmyge sig og tjene andre mennesker i tro på Jesus og i pagt med hans kald til os. Det er vejen til frihed både for manden og for kvinden. Guds gode ordning kalder dem begge til at ydmyge sig. Manden kaldes til at være en selvopofrende og tjenende leder. Kvinden kaldes til at underordne sig under mandens lederskab. I både mandens og kvindens hjerter rejser kødet sig i protest mod Guds kald. Men får Ånden lov at råde, vil både manden og kvinden erfare, at tjenesten i pagt med Guds kald er frihedens sted. ”Hvor Herrens Ånd er, dér er der frihed” (2 Kor 3,17).

Centralt i det bibelske kald til kvinden står kaldet til at føde og opfostre børn. I forlængelse af syndefaldet definerer Gud barnefødslen som kvindens særlige kald og arbejde (1 Mos 3,16). I Det Nye Testamente bekræftes det, at den gifte kvindes største og mest ærefulde kald er at give liv til slægten (1 Tim 2,15; 5,; 5,14). Moderskabet bliver æret og værdsat højt i Bibelen, og det samme bør det blive i den kristne menighed.

Ikke alle kristne kvinder bliver gift, og ikke alle gifte får børn. Men det udelukker ikke, at de kan få stor og velsignet betydning for børn. Mange kristne kvinder, som ikke selv har haft børn, har været åndelige mødre for flere børn, end de ville have været i stand til at føde. I denne tjeneste udfolder de i høj grad deres kvindelighed, også den del, der har med moderfølelse at gøre.

Når det står klart for os ud fra Bibelen, at mandens og kvindens forskellighed er en gave og en velsignelse fra Gud, er det naturligt, at kristne kvinder i udgangspunktet forholder sig positivt og støttende til de kulturbestemte signaler på kvindelighed, når de kan forenes med Bibelen.

Det kan som tidligere nævnt handle om klædedragt og frisurer (1 Kor 11,1-16). I tidligere generationer var der klarere skel mellem mandlig og kvindelig beklædning end i dag. Men for den kristne kvinde må det fortsat være naturligt og ønskeligt at optræde kvindeligt i sin beklædning. Samtidig vil det være hendes ønske at klæde sig ærbart og ikke erotisk appellerende (1 Tim 2,9; 1 Pet 3,3). I Højsangen møder vi en vidunderlig lovprisning af kvindens erotiske skønhed. Den viser os, at det er naturligt for en kristen kvinde at glæde sig over, at hun med den krop og skønhed, som Gud har givet hende, kan glæde den mand, hun måtte blive gift med. I mødet med hans kærlighed og hans kærlige ord til hende bevidstgøres hun om den fysiske skønhed, hun har, og hvormed hun kan glæde ham (se f.eks. Højs 1,5; 4,16; 7,4). Men den kristne kvinde ved, at hendes erotiske skønhed er en gave fra Gud, som hun netop må gemme til og give videre til sin mand og ikke til andre (Højs 4,12-15). Derfor vil det være hendes ønske at klæde sig kvindeligt og på samme tid ærbart.

Kvindelighed kan også udtrykkes gennem de opgaver, en kvinde påtager sig. Her må vi imidlertid være opmærksomme på, at det i nogen grad er kulturelt bestemt og foranderligt, hvilke opgaver der opfattes som kvindelige. Indtil for få årtier siden var det almindeligt i vores kulturkreds at betragte madlavning som en kvindelig opgave. Det er ikke en tanke, vi møder i Bibelen. Her er der flere eksempler på mænd, der laver mad, end kvinder. Jakob, Gideon og Jesus er eksempler (1 Mos 25,29; Dom 6,19; Joh 21,9-13). Men for generationer af kristne kvinder var det en naturlig måde at udtrykke deres kvindelighed på. Det er der ingen grund til at se ned på. I de seneste årtier er der imidlertid sket en kulturforandring. Yngre generationer tænker og lever anderledes. Det betragtes nu i stadigt ringere grad som specifikt kvindeligt at lave mad. De to køn hjælper hinanden med det, og motivet er sjældent kønspolitisk, men praktisk. I sådan en situation er der for os som kristne ingen grund til at gå mod udviklingen. Vi kan følge den uden at gå imod Guds ord og ordning.

Anderledes forholder det sig med den gifte kvindes moderkald. Her er der tale om et kald, som ikke er kulturelt, men bibelsk bestemt. Det er et kald, som i dag er under stærkt pres fra kulturen. På dette punkt er de gifte kristne kvinder derfor kaldet til at gå mod strømmen, støttet af deres mænd. I det omfang, der er ressourcer til det og rammer for det i ægteskabet, er den gifte kristne kvindes prioritering af at føde og fostre børn en af de skønneste og rigeste måder, hvorpå hun kan udtrykke sin gudgivne kvindelighed.ix

Velsignet forskel

Som det er fremgået, er det en bibelsk grundtanke, at de to køn, mand og kvinde, har brug for hinanden. Både mand og kvinde er skabt med begrænsninger og behov, som kun den anden kan udfylde. Kvinden er fysisk set det svagere køn, og det kalder på mandens fysiske styrke. På andre områder repræsenterer kvinden en styrke, som udfylder mandens svaghed. Ingen af de to køn er mere komplette i deres udrustning end det andet.

For dem, som måtte tænke, at mænd generelt er stærkere udrustede end kvinder, kan det være værd at overveje de følgende statistikker for Danmark:x Der er mere end dobbelt så mange mænd som kvinder, der er alkoholikere;xi 75% af de hjemløse er mænd;xii der er ca. 6 gange så mange mænd som kvinder, som får frakendt deres forældremyndighed;xiii der er 10 gange så mange mænd som kvinder i de danske fængsler.xiv

Det er tåbeligt at hævde, at det ene køn er overlegent i forhold til det andet. De to køn har hver deres styrker og svagheder, og de er skabt til med netop disse forskelle på en vidunderlig og velsignet måde at supplere og komplettere hinanden.

John Piper formulerer og illustrerer det på følgende måde: ”Mænd og kvinder er forskellige på hundredvis af måder. En god måde at illustrere vores ligeværd og vores forskelle på er denne: Forestil dig alle mandens og alle kvindens såkaldte styrker og svagheder opregnet i to kolonner. Hvis du giver en numerisk værdi til hver af styrkerne og svaghederne, så vil summen i bunden af begge kolonner blive den samme. Hvad der end måtte være af minusser og plusser på hver side, vil indbyrdes afbalancere hinanden. Og hvis man så tager de to kolonner og lægger den ene oven på den anden, så vil de i overensstemmelse med Guds bestemmelse på en perfekt måde komplettere hinanden. På denne måde vil det blive klart, at når livet betragtes i sin helhed – og her taler jeg ikke kun om livet i ægteskabet – så er mandens svagheder ikke svagheder og kvindens svagheder ikke svagheder. De er egenskaber, som kalder på forskellige styrker hos den anden.”xv

Når Bibelen fremstiller forskellen på mand og kvinde som en rig og velsignet skabergave, skal vi ikke undre os, når vi finder forskellen på de to køn bekræftet af biologien. Det er emnet for den næste artikel.

Gå videre med artikel 3: Kønnet i biologisk lys


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2018. Hele bladet kan læses her.


i Nashville-erklæringen er udsendt af The Council on Biblical Manhood and Womanhood og kan læses på rådets hjemmeside: cbmw.org/nashville-statement.

ii # Marc Brettler, “Happy is the man who fills his quiver with them (Ps. 127:5): Constructions of masculinities in the Psalms”, artikel i “Being a Man. Negotiating ancient constructs of Masculinity”, ed. Ilona Zsolnay, Routledge, London & New York, 2017, 199.

iii Jeg takker Jan Bygstad for at have sat mig på sporet af denne pointe gennem sin bibeltime om Adam og Eva på Nyt Livs bibellejr 2010. Bibeltimen kan høres her: nytliv.dk/resource/bibellejr-2010-2-aftenmoede.

iv Jeg takker John Piper for denne pointe. Den fremføres i: Interview with John Piper, ”He or She? How Should I Refer to Transgender Friends?”, www.desiringgod.org.

v Cynthia W. Lumley, ”Male and Female Sex Differences”, artikel i “From Taboo to Delight: Ethics of sex”, ed. Gifford A.Grobien, Concordia Publishing House, St.Louis, 2016; Scott E. Stiegemeyer, “How Do You Know Whether You Are a Man or a Woman”, artikel I Concordia Theological Quarterly, Jan./April 2015, Volume 79:1-2, 19-48; Carsten Elmelund Petersen, “Kærligheden glæder sig ikke over uoverensstemmelsen!”, Lohse, Fredericia, 2015; medlineplus.gov/ency/article/001669.htm.

vi Lumley 2016, 24.

vii John Piper, ”A Vision of Biblical Complementarity”, artikel I “Recovering Biblical Manhood and Womanhood”, ed. John Piper & Wayne Grudem, Crossway Books, Wheaton 1991, 35.

viii Piper 1991, 46.

ix Om mænds og kvinders forskellige kald i hjem og menighed se endvidere: Nyt Liv 1/2013, 8-40; 2/2013, 69-78; 1/2014, 65-70; 1/2017, 67-78.

x Jeg takker John Piper for idéen til denne illustration: Piper 1991, 49.

xi Statistik om alkoholforbrug og alkoholmisbrug: blaakors.dk/viden/viden-om-alkoholomraadet/statistik.

xii Hjemløshed i Danmark – nøgletal og oversigt: sfi.dk/temaer/hjemloeshed.

xiii ”Mænd er bedre fædre end kvinder”, Berlingske Tidende, 5. juni 2005; Sofie Tholl, ”Myten om moren som den bedste forælder lever endnu”, Information, 13. jan. 2012.

xiv Kriminalforsorgens statistik 2015.

xv Piper 1991,49.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.