Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Knaldhård

Om hvordan Einar Stene kom til tro på Jesus.

Sådan kom jeg til tro VI

Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.

Einar-SteneEinar Stene er en meget smilende nordmand på 65 år. Når vi taler om hans liv og hans lange vej til Jesus, er der varme i stemmen og i blikket. Flere gange må han holde en pause for at tørre øjnene. Det kan være svært at forstå, at jeg sidder over for den person, som han fortæller om.

Oprør indefra

Einar voksede op i et kristent hjem, hvor man trofast gik til møderne i missionshuset. Han var den tredje i en søskendeflok på seks, men allerede tidligt skilte han sig ud fra de andre børn. Han var urolig og havde et ekstraordinært stort behov for at røre sig og være aktiv.

Det skabte især problemer, når der var samling om Guds ord i familien. Hver dag blev der læst op af Bibelen, uanset dagens øvrige program, og uanset hvor sent det blev.

Søndag var det værst. Da læste Einars far et langt stykke af den svenske prædikant C.O. Rosenius:

Jeg brød mig ikke om Rosenius. Det var langt og tungt, og jeg ville ud og lege. Men det måtte jeg ikke. Vi måtte ingenting om søndagen. Vi måtte ikke spille fodbold; vi måtte ikke så meget som tage en saks frem. Det skabte opposition i mig.

Vi var forskellige som børn, og det var uden tvivl mig, der oplevede det stærkeste oprør indefra. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor det skulle være sådan, og jeg havde svært ved at acceptere, at vi ikke fik nogen forklaring på det. Sådan skulle det bare være.

Vi boede på en meget konservativ egn, og det havde nok betydning for, hvordan det var i vores hjem. Det betød også meget, at far og mor frygtede, at vi skulle komme bort fra Jesus. Derfor ville de give os Guds ord. De handlede ud fra den bedste hensigt. Men selv i dag kunne jeg ønske, at det var sket på en anden og mere evangelisk måde.”

Det sorte får

Einars urolige sind og stærke temperament skabte problemer i hjemmet. Overskuddet til at tage hånd om ham var småt hos forældrene. Hans mor fik sit sidste barn, kort før hun fyldte 50 år, og hun var slidt. Hans far havde selv et kompliceret sind og var presset af en dårlig økonomi. Pladsen i hjemmet var trang, og der var mange børn at tage sig af.

Da Einar blev 13 år, stillede hans mor ham et ultimatum: ”Nu må du selv vælge! Enten flytter du ud i et år på en gård hos nogle folk, som vi har talt med, eller også overgiver vi dig til børneværnet.”

Det var en hård besked for Einar: ”Det er ikke rart at være familiens sorte får.”

Men der var ingen vej udenom. Han flyttede ud på gården, og i skolen fik alle nu at vide, at han var så vanskelig, at han ikke kunne bo hjemme. Det ene år forbedrede ikke forholdet til forældrene og heller ikke til deres kristendom. Tværtimod oplevede Einar en voksende bitterhed i forhold til forældrene og et ønske om at gøre sig fri af både dem og Gud.

Bruddet

Da han var 13-14 år signalerede Einar stadigt tydeligere, at han ikke ville med til møderne i missionshuset. I stedet begyndte han at bruge al sin fritid sammen med verdslige venner. Sammen med dem kunne han opleve noget andet end det derhjemme. Han begyndte at ryge og drikke og stod i fare for at komme ud i kriminalitet. På indersiden blev han stadigt mere hård.

Da han var 16 år, forlod Einar hjemmet og fik hyre på en tankbåd: ”Jeg ville væk og styre livet selv.”

Han mærkede, at forældrene blev bedrøvede over hans valg, men han forsøgte at lukke af for det. Når han var hjemme, oplevede han at være isoleret i familien:

Jeg så, at mine søskende havde et forhold til min far og mor, som jeg ikke havde. De blev også behandlet anderledes. Men der var ikke noget at gøre. Jeg ville og måtte bestemme selv.”

Einar anstrengte sig for fremstå afklaret og sikker i sit valg. Men på indersiden havde han det svært:

Inderst inde vidste jeg, at det ikke var dette liv, jeg ønskede. Jeg havde hørt så meget om livet med Gud i vores hjem, i missionshuset og på lejre, at jeg ikke kunne lukke det ude. Jeg viste, at det var sandt og ønskede dybest set at få det godt med Gud. Jeg ville det gerne og ville det alligevel ikke.

Kristen højskole

Da Einar blev 18 år, insisterede hans mor på, at han skulle på en missionsk folkehøjskole, hvor de havde en praktisk linje med vægtlægning på metalsløjd. Einar stillede som betingelse, at hun skulle skrive under på, at han havde forældrenes tilladelse til at ryge. Dengang var myndighedsalderen 21 år, og forældretilladelsen var en betingelse fra skolens side.

Moren ville ikke, men Einar stod fast på sit, og til sidst måtte hun give sig. Einar blev den eneste af skolens 80 elever med rygetilladelse.

På højskolen fik de på et tidspunkt besøg af vækkelsesprædikanten Arne Åno. Han holdt en møderække på skolen, og de elever, som Einar brugte mest tid sammen med, blev grebet af forkyndelsen og ønskede at omvende sig.

Einar blev selv revet med af stemningen. Han så en mulighed for at forlade livet med røg, alkohol og byture og begynde at følge Jesus:

Men der blev ingenting af det. For mig var det bare følelser og stemninger, som forsvandt igen. Bagefter havde jeg ingen lyst til at høre eller læse Guds ord. Hvis jeg påstod det, ville det være hykleri. Da skolen sluttede, gik jeg lige ud i verden og levede i verden med alt det, som verden kan give.”

Peter

Omtrent på dette tidspunkt blev Einars storebror, Peter, omvendt. Det skulle få stor betydning for Einar. Peter havde levet som en kristen i hele sin ungdom, men et kæresteforhold udviklede sig i en gal retning, og det endte med, at pigen blev gravid. Peter erkendte sin synd og var dybt anfægtet.

På en kristen sommerskole, trådte han frem og bad om forbøn for, at han måtte blive frelst. Han ville høre Jesus til og ville ikke gå fortabt.

I forsamlingen sad Einar: ”Det gjorde et kolossalt stærkt indtryk på mig, for jeg vidste jo, hvordan det stod til med mig selv.”

Peters anfægtelse endte ikke på sommerskolen, men under en møderække noget senere, hvor han kom til personlig tro på Jesus som sin frelser. Det førte til en åben kristen bekendelse over for mennesker.

Einar så det og vidste, at det åndelige liv, som Peter havde fået, det var han selv udenfor.

Astrid

På folkehøjskolen havde Einar fået en kæreste, som kom fra et kristent hjem. De mødtes, da hun var på besøg på skolen. Hun hed Astrid og var 16 år. Einar var på det tidspunkt selv 19 år. Forholdet varede et år, så brød Einar forbindelsen:

Jeg ville ikke binde mig. Jeg ville længere ud i verden.”

Astrid var ulykkelig og havde det meget svært i de efterfølgende tre år. Så fandt de sammen igen, men det blev Einar der lagde linjen for deres fælles liv:

Efter at vi fandt sammen igen, levede vi ude i verden. Vi var verdslige. I 1972 blev vi gift.”

Einar vidste, at det var ham, der havde trukket Astrid ud i verdsligt liv, og han mærkede, at hun ikke fandt ro i dette liv. Hun kom af og til i missionshuset, og da de fik børn, ønskede hun, at de skulle gå i søndagsskole. Hun ønskede også at få Einar med i missionshuset, men det lykkedes kun meget sjældent:

Jeg ville ikke, af én bestemt grund: Jeg var bange for Guds sidste kald. Hver gang jeg var i missionshuset, mærkede jeg, at det rørte sig i mig. Jeg mærkede, at Gud kaldte, men jeg ville ikke give efter. Samtidig var jeg rædselsslagen ved tanken om, at Gud skulle kalde på mig for sidste gang.”

Hårdere og hårdere

Hele familien bad for Einar, og ikke mindst hans bror Peter. Men der syntes ikke at være nogen åbenhed hos Einar: ”Peter så, at jeg bare blev hårdere og hårdere.”

Ægteskabet med Astrid gik ikke godt. Hun var bedrøvet over, at Einar drak, og over hans hårde levevis. Det plagede hans samvittighed, at han gjorde hende ondt, og han var bange:

Jeg vidste, at hvis jeg dør nu, så går jeg til helvede.”

Men han reagerede ved at gøre sig endnu hårdere og ved at vende sin frustration udad – mod Astrid.

I 1975 fik Einar ansættelse som fængselsbetjent i Trondheim og senere i Oslo:

Jeg kunne sagtens selv have været straffet, og så havde jeg ikke kunnet få arbejde i fængslet. Men selvom jeg havde været i kontakt med et kriminelt miljø, var jeg aldrig selv blevet dømt. Det var et godt arbejde for mig. Jeg fik afreageret på arbejdet, inden jeg kom hjem.”

De næste 30 år arbejdede Einar i fængselsvæsenet.

I 1987 flyttede familien tilbage til Astrids hjemegn, og hendes besøg i missionshuset blev mere regelmæssige. Hun tog også børnene med, og gradvist mærkede Einar, at Astrid og børnene udviklede en åndelig fortrolighed og et fællesskab, som han selv stod udenfor. Det plagede Einar, at han ikke selv kunne være til hjælp for sine børn i deres åndelige liv:

Det sled på mig, at jeg ikke kunne give mine børn noget på himmelvejen. Jeg kunne ikke tale med dem om Jesus. Jeg vidste, at jeg kunne dø når som helst. Så ville jeg gå fortabt, og jeg havde intet givet dem, som kunne hjælpe dem på himmelvejen. Det var så hårdt. Men jeg var selv hård, knaldhård.

Dødsangst

Einar levede med en stadig angst for at dø, og flere gange var det tæt på:

En dag da jeg cyklede hjem fra arbejde kom en stor lastbil med en anhænger forbi mig. Undertrykket under ladet var så kraftigt, at det fik fat i mig og begyndte at suge mig ind under bilen og ind mod hjulene. Jeg kom kun væk, fordi jeg sled mig væk. Det var en skrækoplevelse, for jeg vidste, at her kunne det have været slut, og så var det en evig fortabelse.

En anden gang var jeg i skoven med Peter for at hejse og flytte nogle store træstammer med et kranværk. Det var stammer på 4-5 meter, og de var kraftige. Pludselig var der en af stammerne, der rev sig løs og faldt ned mod os. Peter kastede sig væk, men min fod sad fast, så jeg ikke kunne flytte mig. Stammen faldt ned mod mig og strøg lige forbi mit ansigt.

Bagefter var der helt stille, og Peter og jeg kiggede bare hinanden i øjnene. Jeg ved, at vi tænkte det samme: Der kunne det have været slut.”

Møderække

I efteråret 1992 var der møderække i missionshuset med prædikanten Gerhard Fjelde. Astrid og børnene gik trofast med til møderne. Einar var med en af de første aftener og blev derefter hjemme.

Møderne strakte sig over to uger. En aften gik Astrid frem i salen og bad de troende om at bede for Einar, at han måtte blive omvendt.

Peter sad i salen, og han fortalte senere, hvad han tænkte, da svigerinden gik frem: ”Astrid, nu har du gjort det dummeste, du kan gøre! Når Einar hører det her, kan han blive så vred, at det kan koste dig ægteskabet. Det skulle du aldrig have gjort.”

Peter var skrækslagen for, hvad Einar kunne finde på at gøre. Han kendte hans temperament.

Einar nåede ikke at høre, hvad der skete i missionshuset. Han var hjemme med det mindste barn, som han havde lagt til at sove, og oplevede pludseligt at få det underligt indeni:

Noget i mig sagde, at jeg skulle gå ned til missionshuset for at tale med Gerhard Fjelde, så jeg kunne få hjælp i mit forhold til Gud.”

På det tidspunkt var klokken omkring 21, mødet var forbi og folk var ved at gå hjem. Men Einar gik mod strømmen, fandt Gerhard Fjelde, og sammen gik de ned i en stue under missionshuset. Einar husker ikke meget fra samtalen, kun at de talte om Jesus, at de knælede sammen, og at Gud handlede:

Jeg vidste, at det, der skulle ske, måtte Gud gøre. Ingen forsøg på selvforbedring kunne hjælpe mig. Den aften blev der født noget nyt i mig.”

Omvendt

Da Einar kom hjem, var der stille i huset. Alle børnene sov, og Astrid var taget af sted på nattevagt.

Einar ringede til hende: ”Astrid, jeg er blevet omvendt. Jeg er på himmelvejen!”

Den nat glemmer Einar aldrig: ”Det er første og eneste gang, jeg har oplevet helt konkret og levende, at Jesus var i rummet. Jeg talte med ham natten igennem og overlod alt til ham: ’Jesus, nu er mit liv dit. Nu må du tage styringen!’”

Næste aften var der møde i missionshuset igen. Einar var med, og Gerhard Fjelde spurgte ham forsigtigt, om han ville fortælle, hvad der var sket. Det ville han:

Peter sad der, da jeg gik frem og fortalte, at jeg var blevet omvendt. Det var nok det største øjeblik i Peters liv: Da hans bror blev hans bror også åndeligt. Han græd, og vi omfavnede hinanden og græd begge to.”

Dagen efter ringede Einar til sin mor og fortalte, at han var blevet frelst:

Der blev helt stille i telefonen. Så kunne jeg høre, at mor græd. Der var nogle folk hos hende, som så, at hun græd, og ville trøste hende, men hun forklarede, at hun ikke havde brug for hjælp: ’Den søn, som jeg har grædt så mange sorgens tårer over; nu er det glædens tårer!’”

Et nyt liv

Tiden efter omvendelsen var både rig og svær. Den var rig, ikke mindst fordi Einar nu havde fri samvittighed over for både Gud og mennesker og var ét med sin familie i troen på Jesus:

I 30 år havde jeg levet i frygt. Jeg vidste, hvad der var ret, men jeg ville det ikke, og jeg frygtede at gå fortabt. Nu var jeg frelst! I så mange år havde det plaget mig, at jeg ikke kunne give mine børn nogen åndelig hjælp. Nu var vi ét i troen. Tænk, at vi er sammen på himmelvejen! Er det ikke fantastisk?

Mine to ældste børn sad i missionshuset den aften, hvor jeg første gang bekendte troen. De var 17 og 13 år. Det er noget, vi kan huske og glæde os over sammen.”

Einar har også oplevet, at Gud har rørt ved hans sind. Barndommens og ungdommens bitterhed mod forældrene er væk. Han nåede at få talt godt med begge sine forældre, inden de døde.

Trangen til alkohol forsvandt med omvendelsen: ”Der har ikke været en dråbe alkohol i min mund siden den aften.”

Den indre hårdhed er afløst af ømhed i forhold til de nærmeste og i forhold til andre:

Jeg græd aldrig før. Nu græder jeg meget let. Der er nogle helt andre følelser nu i forhold til Astrid, børnene, mine brødre og søstre.”

En svær tid

Men der har også været store udfordringer:

Især de første to år var vanskelige. Jeg kom med i et mandskor for at markere, at et nyt liv var begyndt. Men så sang de nogle sange, som jeg ikke kunne være med på.

Jeg måtte tage afstand fra alt det, som mindede mig om mit gamle liv, og derfor oplevede jeg det, som at der blev stukket en kniv i mig med den musik.

På flere områder blev jeg frustreret over, at de troende i missionshuset ikke så ud til at tage Skriften alvorligt. Jeg læste selv kolossalt meget og fik klarhed over meget, men jeg oplevede ikke altid, at der var sammenhæng mellem det, jeg læste, og det jeg mødte i missionshuset.

Peter frygtede, hvordan det skulle gå med mig. Men han hjalp mig også til at se, at der er ting, som jeg ikke kan tage personligt ansvar for, og som ikke må ødelægge glæden over det, jeg har i Jesus.”

To brødre

De to brødre nåede at få 18 år sammen i troen på Jesus. De udviklede et ualmindelig nært og fortroligt forhold. Da jeg taler med Einar, er der gået lidt over et år, siden Peter døde. Det er tydeligt, at savnet stadig er stort og smerteligt:

Jeg savner ham så forfærdeligt! Peter vidnede om Jesus, til han lukkede øjnene. Han så frem til himlen og glædede sig til at se Jesus. Astrid er overbevist om, at han så Jesus, da han døde. Han døde med et smil, og bedemanden sagde, at han aldrig havde set et sådant ansigt før.

Peter hjalp mig i troens liv. Vi talte sammen om Jesus og bad sammen. I år 2000 hjalp Peter mig med at bygge på min hytte. Vi talte om, at den ikke måtte tage mit hjerte. Vi bøjede knæ der i sanddyngen og takkede Jesus for hytten og bad om, at den måtte blive til velsignelse for os og ikke føre mig væk fra Jesus. Jeg er så bange for at komme væk fra Jesus igen, for jeg ved, det kan ske.”

Evangeliet igen og igen

Einar ved også, at den afgørende hjælp til at blive bevaret i troen på Jesus findes i Guds ord og evangelium:

Før var det en rædsel for mig at komme i missionshuset, nu søger Astrid og jeg til stadighed efter steder, hvor vi kan komme hen og høre Guds ord. Jeg har brug for at høre det igen og igen: ’Det er ordnet for dig af Jesus! Du skylder ikke længere noget.’

Den dårlige samvittighed vender tilbage, men så må jeg høre det igen: ’Det er nok, det Jesus gjorde, og det står fast hos Gud. Vi er ustabile, men Gud er stabil.’

Det er underligt, at jeg har fået stor hjælp netop gennem Rosenius, som jeg havde det så svært med som barn. Han forkynder det så godt og frit: ’Din frelse hviler ikke på dig og dit, men på Jesus alene! Hans blod renser for al synd.’

Det evangelium gælder for mig, og så gælder det for alle. Det er mit vidnesbyrd: Når Jesus kan frelse mig, så kan han frelse alle!”


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2012. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.