Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Kirkens NEJ til det tværkirkelige

Om hvorfor det ikke er selvtilfredshed og snæversyn, når den sande kristne kirke siger nej til tværkirkelighed.

I en artikel for snart længe siden skrev en præst, at det skyldes “kirkelig selvtilfredshed“, at nogen siger nej til tværkirkelige initiativer. Det vil sige: initiativer, hvorigennem forskellige kirkeretninger og trossamfund tilkendegiver deres dybeste fællesskab og samhørighed i verden.

Det er faktisk ulykkeligt, at det virkelig er den eneste grund, en præst kan få øje på inden for sin horisont, til at mange siger nej til tværkirkelighed – især fordi den sandeste grund drejer sig om noget langt mere alvorligt.

Ikke min Jesus

Jeg talte for nogen tid siden med en ældre mand på Fyn, som havde et barnebarn med tilknytning til en nyere, åndelig bevægelse, som er nået til landet fra Sverige. Han sagde til mig, at når dette barnebarn udtrykte sin tro på Jesus, var det en helt anden Jesus, end han troede på. Som han sagde: “Det er ikke min Jesus.“

Dette viser i et glimt, hvad sagen drejer sig om.

Det er ikke kun forskellige kirker, der findes, men forskellige Krister, forskellige evangelier, forskellige dåb, forskellige former for og opfattelser af tro osv.

Den “snæversynede“ Paulus

Sådan har det været helt fra Det Nye Testamentes tid. Paulus kunne med en fortvivlelsens ironi skrive til den meget selvbevidste og “åndelige“ menighed i Korinth: “I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod“ (2 Kor 11,4).

Korintherne var i deres store “åndelighed“ åbenbart det, vi i dag vil kalde “tværkirkelige“, mens Paulus var “selvsikker“ og “selvtilfreds“ og “snæver“ – eller hvad man nu ellers kan pådutte sådan et nej til andre Krister, andre slags Helligånd, andre evangelier.

Hvad kirken står og falder med

Den Luther, som var den ydre årsag til, at den synlige kirke blev sprængt ved reformationen, sagde engang, at med denne ene sætning, at et menneske retfærdiggøres for Gud alene ved tro på Jesus, står og falder KIRKEN. Det vil sige: den rette, kristne kirke.

For ikke-kristne, der er ukendt med den sande, kristne tro, er denne sætning fremmed og en fuldstændig ligegyldig teori. Men for ham, der sagde de ord, og dem, der senere blev af samme tro som han, er den sætning slet og ret deres liv. I den er deres fred, deres salighed, deres frelse – ja, alt hvad der er godt for dem hos Gud. Hvert eneste ord har sin mening og sin rigdom for dem, der har deres tro udtrykt her.

Derfor lyder der et NEJ fra denne den rette kristne kirke til kirkefællesskab med de mange kirker, der afviger fra denne lære i prædiken og sjælesorg og sakramentforvaltning. Det er livets nej til døden. Det er sandhedens nej til løgnen. Det er dette nej, som altid har rejst verdens og den falske kristenheds vrede og forargelse.

Skøgekirken

Skriften har et godt og tydeligt billede på det tværkirkelige: Det er et skøgevæsen. Skøgen adskiller sig fra en ægte hustru derved, at mens hustruen kun siger ja til én mand, nemlig ham, som hun er blevet viet til, så siger skøgen ja til mange mænd, fordi hun har behag i dem alle – eller snarere: i grunden ingen.

Skøgekirken siger altså ja til de mange slags Krister, der findes, mens den kristne kirke siger ét eneste ja: til den ene Kristus, som vi kender fra Guds evangelium.

Så kan man kalde dét for snæversyn. Fra et skøgesynspunkt må det være sådan. I Skriften kaldes det tro.

Retfærdiggørelsen: troens lys

At dette er ukendt også i folkekirken, er ikke underligt. For det er ikke meget, evangeliet er blevet prædiket i vores kirke i de sidste 200 år mindst. Vi har haft det som vores kirkes bekendelse, men ikke som dens forkyndelse, og i dag mindre end nogensinde.

Derfor kan det heller ikke undre, når så mange og i grunden vidt forskellige kirker kan finde sammen og føle, at de prædiker det samme og vil det samme og i grunden også tror på den samme Kristus.

Det skal nok passe. Men bag dette ligger det faktum, som Guds ord har forudsagt: at den sandhed, som den sande kirke står og falder med, ikke mere er troens lys, troens liv og troens salighed.

Og her står vi med et stort og alvorligt spørgsmål: Mon det lys nogensinde mere vil vende tilbage til nogen af disse synlige kirkesamfund? Er det et af varslerne, som Jesus pegede på, om, at Kristus snart kommer igen?

Ingen ved det. Men spændende og dystert er det midt i forventningen om det store, som da skal ske.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2017. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Frank Jacobsen

Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.

Frank Jacobsen

Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.