Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Kendt af Gud

Om hvordan gravstenene på kirkegården råber for at få os til at nive os selv i armen med det påtrængende spørgsmål: Har du Livet?

Alt imensFra bogen Alt imens af Johannes Ringsmose (s. 22-24). Læs anmeldelse af bogen her.

Jeg var til konfirmationsfest i Hostrup Forsamlingshus. Det ligger lige ved siden af kirken. Da det var blevet tid at ”strække ben”, gik jeg en lille tur udenfor i det dejlige vejr.

Det var ikke, fordi selskabet kedede mig, men jeg havde – for mit vedkommende – lige netop nået det underfundige punkt på dagen, som man sommetider kan opleve, og det er der, hvor dén, man stod og talte med, lige er gået på toilet, og man har ikke lyst til at gå hen og kigge på gaverne, før der bliver lidt færre tilskuere rundt om bordet, end der er nu. Og dén, man har gået og tænkt på, at man lige skulle have drøftet det og det med, er travlt optaget med at snakke med en anden, og flere af de andre mænd er allerede gået udenfor for at trække frisk luft.

Sådan kalder man det også, selv om der ikke er en eneste ryger.

Det er for øvrigt helt usædvanligt, at der til en fest med 58 personer ikke er en eneste ryger. Det er imponerende – også selv om en halv snes af gæsterne slet ikke havde nået røgalderen endnu.

Nå, men jeg fandt mig altså selv stående udenfor. Der var imidlertid ikke andre at se, så jeg slentrede lidt rundt om huset, hen over parkeringspladsen, kiggede op, så kirken og fik lyst til at se nærmere på den og dens omgivelser, nærmere betegnet kirkegården.

Jeg slog et slag ind mellem en del af gravstederne, læste mange spændende inskriptioner. Hvor er de altså talende, sådan nogle gravstene. Hvis man står lige så stille, så kan man næste høre fortalt, hvilken historie der knytter sig til hver enkelt sten – nogle mere end andre; nogle med et velsignet budskab, nogle med et råb til en om en voldsom livshistorie, som man kunne lære meget livsvisdom af, hvis man var lydhør nok.

Nogle sten vidnede med deres næsten forsigtige indskrift og lille størrelse om et fattigt liv på jord. Så står man der og grunder: Hvorfor blev det ikke til mere end denne lille sten med den enkle skrift og i det hele taget så ydmyge fremtoning? Var afdøde ydmyge, eller var efterkommerne nærige eller fattige?

Her går man og erkender over for sig selv, at man kæmper en kamp i det daglige for sig selv og for sin familie og sin egen sfære og synes, at det er det mest livsbekræftende, man kan komme i tanker om, det mest virkelighedsnære, det mest realistiske – ja, tilværelsen – den er mig og alt lige omkring mig. Jo længere væk fra mig og mit, des mere virkelighedsfjernt bliver livet, og det gælder både med hensyn til fysisk afstand, til åndelig samhørighed og til distance i tid.

Samtidig går man rundt her blandt eftermælet af en flok mennesker, som man aldrig har kendt, men som hver især også har haft deres egen verden at leve midt i og at kæmpe for.

Tænk, hvad der er blevet af dem. Der er kun eftermælet og det i form af en gammel, snart forvitret gravsten, som kun har fået lov at stå siden 1800-tallet, fordi den er lidt særegen og har noget kulturelt over sig. Hvor er resten af den verden, som disse mennesker var centrum i? Hvordan kan sådanne liv, sådanne verdener forsvinde for altid?

Jeg går og kommer til at tænke på noget af det, som præsten sagde til konfirmanderne og til os alle. Det var ikke i Hostrup Kirke, det var i Sædden Kirke. Han læste bl.a. lidt fra et brev, som en ung, dødsdømt mand i Aarhus skrev til sine forældre, to timer før dommen skulle eksekveres. Han skrev trøsteord til far og mor og fortalte, at de ikke skulle være kede af det, for han selv var fuld af håb til det evige liv.

Præsten dvælede lidt ved at være i den situation, hvor man kun får stillet to timer mere af sit liv i udsigt.

Jeg tænkte på, at der er jo egentlig ingen af os, der har fået stillet mere end to timer i udsigt. Jeg ved ikke, hvornår min virkelighed pludselig bliver uvirkelighed. Bliver mit liv også til uliv? Er alle disse mennesker nævnt på stenene blevet til det modsatte af liv? Findes der noget fuldstændig modsat af liv?

På nogle af stenene stod der noget om støv. Har Gud endog styr på støvet?

Dette er i virkeligheden meget alvorligt. I virkeligheden! Det er faktisk livet om at gøre at få klarhed over dette. Jeppe måtte i en bestemt situation nive sig selv i armen for at konstatere, om han drømte eller var vågen. Hvor meget mere vigtigt er det da ikke at nive sig der, hvor man bør nive sig for at konstatere, om man lever eller ej! Hvor seriøst tager man så egentlig sit eget liv, hvis man ikke bekymrer sig om, hvad der sker, når ”de to timer” er gået?

På vej ud af kirken hørte jeg i øvrigt et par mænd, som tilsyneladende var pårørende til hver sin konfirmand, men som ellers kendte hinanden – jeg hørte dem kommentere præstens prædiken og hans tale til konfirmanderne i retning af: ”Nå, det var da ikke så alvorligt, som det plejer i kirken; det var da meget friskt med sådan lidt dagligdags noget indimellem.”

”… Ikke så alvorligt.” De har jo ikke forstået en brik af, hvad der foregik i kirken den søndag. Forfærdeligt. Hvad skal der til for at råbe mennesker op?

Jeg tænker her på Jesus, som siger om disciplene: ”Hvis disse tier, skal stenene dér råbe!”

Hvor mange skal på dommens dag få at høre: ”Du gik flere gange på kirkegården blandt sten, som råbte til dig om at nive dig i armen for at se, om du har livet, men du lukkede ørerne – ja, hvad værre var: Du lukkede hjertet. Du kunne være blevet frelst, om du havde lyttet.”

Nogle af stenene vidner derimod tydeligt om, at her ligger et menneske, som i tide havde nevet sig i armen, fordi alvoren trængte sig på, fordi uvisheden om liv eller død nagede ham. Fordi Gud havde kaldt ad dette menneske, og på et tidspunkt havde han ikke kunnet ”holde dette kald ud”, uden at måtte give op, give efter og lade Gud komme til med sin overbevisning om frelse og håb om evigt liv.

Så havde han fundet hvile i – to timer forinden eller 20 år forinden – at en dag ville han blive glemt, ville blive til støv, måske få et eftermæle med en forsigtig indskrift på en lille, undselig sten.

Så var det, jeg fik øje på en stor, buttet, utilhugget sten på en plæne et centralt sted. Den bar indskriften med store, sorte bogstaver: KENDT AF GUD. Andet stod der ikke.

Jeg standsede op. Dette var vel nok kontrasten til temaet over det, som ellers i tankerne lå nærmest på sådan en kirkegårdsvandring. Alle disse glemte liv (ja, var de for øvrigt ”kun” glemt?), alt dette støv på glemselens mark. Dette var sandelig et budskab lide midt på budskabernes hjemmebane. Kendt af Gud!

Hvorfor stod den sten der? Dens råb var jo som i brændpunktet i Ekkodalen. Jeg tænkte på, om det var en eller anden person, som i live havde bestemt, at sådan ville han mindes. Kan man imidlertid kalde det at blive mindet, når der ikke står andet på stenen? Hvis det var efterkommerne, som havde bestemt indskriften, var det jo nok sket i pagt med afdødes vilje.

Så tænkte jeg også på, om det var den såkaldte ”de ukendtes grav”, den stod på. Jeg funderede længe over, hvorfor den mon stod der, men det varede ikke længe, før jeg ”besluttede”, at det ville jeg ikke vide. Det ændrer ikke så meget i stenens råb, om jeg ved, hvorfor den står der, eller jeg ikke ved det.

Når alt kommer til alt – altså til syvende og sidst; på den store, dommens dag, hvor Gud skal skille bukkene fra fårene, så er det ligegyldigt, om jeg har været glemt af alt og alle, bare jeg er kendt af Gud!

Og det får jeg lov til at blive overbevist om – to timer før eller 20 år før. NU. Når jeg hører Gud sige til mig: ”Om en mor glemmer sit diende barn – jeg glemmer ej dig!” Det er at nive sig selv i armen for at konstatere, om jeg har livet eller ikke har det.

Er dét min store trøst, så skal Gud en dag, selv om min sten for længst er forvitret og borte, kalde ad mig (ad mit støv), ligesom han kaldte ad Lazarus: ”Lazarus, kom herud!”

For han holder sit løfte til mig: ”Jeg kender dig, du er min, og jeg kalder dig ved navn!”


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2016. Hele bladet kan læses her.


Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Johannes Ringsmose