De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne (ApG 2,42).
Den første kristne menighed vil til alle tider stå som et godt eksempel. Der rådede en broderlig samhørighed, som senere tider har længtes efter. Der siges blandt andet om disse kristne, at de holdt fast ved bønnerne og ved fællesskabet. Der var et sammenhold og en enighed, som var enestående.
I den engelske King James-bibel er ordet “enighed“ i v. 46 oversat med “with one accord“. Det er et fint og meget sigende udtryk. Som tonerne i en akkord ikke er de samme, sådan er der ingen af os, der er helt ens. At spille den samme tone tre gange giver ikke nogen akkord. Men selvom tonerne i en akkord ikke er ens, står de alligevel i et inderligt slægtskab med hinanden. De udfylder hinanden.
Sådan var livet i den første menighed.
Og sådan burde det også være i dag. Alle kristne har den samme frelser, den samme ånd, den samme opgave og den samme himmel. Gud vil, at hans menighed på jorden skal være et rart og godt hjem for kæmpende pilgrimme under rejsen mod Himlen. Det er derfor en alvorlig synd at skade menighedslivet. Den, der bevidst modsætter sig Guds menighed, synder ikke bare mod mennesker, men mod Gud.
Ordet til i dag viser os hemmeligheden ved dette rige menighedsliv. Der nævnes her de midler, Gud har givet os for at nære vores åndelige liv, og der står, at brødrene holdt fast ved dem.
Vi mangler ikke nogen af Guds gaver. Men hvordan skulle de blive os til hjælp, hvis vi ikke holder fast ved dem? Jeg ved, at der ligger mange vanskeligheder i vejen, og mange fjender arbejder imod. Men sådan var det også dengang. Netop derfor måtte de holde fast ved disse store gaver fra Gud. Hvis ikke nogen ville stjæle dem, ville det være unødvendigt at holde fast på dem.
Kristne søster og bror, du og jeg har ansvar her! Gud venter af os, at vi tager kampen op, så også vores menighed eller forsamling bliver et trygt og godt sted at være, et friskt og varmt åndeligt hjem.
Nyt Livs Forlag udgiver snart andagtsbogen “I kongens nærhed”. Det er en andagtsbog, der leder os igennem Det Nye Testamente på et år. Tormod Vågens andagter er præget af bibelglæde og vidner dag for dag om, hvor godt det er at leve med Jesus. Der er en frimodig og myndig tone i Tormod Vågens forkyndelse og vidnesbyrd, som vi savner i dag. Der er en hellig alvor – og en jublende glæde. Der er et klokkeklart og konkret kald til efterfølgelse – og samtidig vil stykkerne lede os hen til hvilen i Jesu fuldbragte værk, så vi kommer til at elske vores frelser og ven.
I november måned vil “ugens vidnesbyrd” på nytliv.dk være smagsprøver fra den kommende andagtsbog. Følg med på hjemmesiden og få besked om, når bogen er kommet fra trykken. Bogen kan også forudbestilles ved henvendelse til Nyt Livs Forlag på e-mail svag@info.dk eller tlf. 23 41 55 91. Prisen er 249 kr for 366 andagter.
NB: Vi har tidligere annonceret, at andagtsbogen blev trykt i december i god tid før jul. Vi kan desværre ikke garantere, at bogen bliver færdig til jul, men vi arbejder på at få bogen ud hurtigst muligt. Hvis du har spørgsmål ang. udgivelsen, kan du skrive til webmaster@nytliv.dk.
Udgivet af
Tormod Vågen
Tormod Vågen (1903-1970), tidl. generalsekretær for Norsk Luthersk Misjonssamband.