Gå nu! Jeg vil være med din mund og fortælle dig, hvad du skal sige (2 Mos 4,12).
Når Gud kalder til tjeneste, spørger han ikke efter din værdighed og dygtighed! Han spørger efter villighed og tillid. Villighed til at gå og tillid til hans ord. For spørgsmålet var jo ikke, hvad Moses skulle gøre eller være, men spørgsmålet var, om han ville høre Guds røst i tro. Deri lå hele kaldet. At ”gøre” var op til Gud alene! – og at ”høre” var op til Moses.
Men Moses mente ikke han havde ordet i sin magt. Han undskyldte sig og syntes, Gud skulle sende en anden end ham.
Hvor mange har ikke stået sådan foran Herrens kald til tjeneste og opgave gennem tiden? ”Herre, send dog en anden. En, som bedre kan sige det. En, som er bedre skikket, har mere kærlighed, visdom, styrke og evner osv.” Man så på sig selv, på egne evner og forudsætninger – og så mistede man modet.
Men her glemmer vi rent, hvem det er, som kalder. Det er jo Gud, himlens og jordens skaber. Ham, som har skabt tungen og alle lemmer og alt kød. Ham, for hvem intet er umuligt.
Sandheden er jo – og det skal vi mærke os – at hverken den fineste retorik, opfindsomhed eller frimodighed kunne skræmme eller påvirke Farao. Nå ind og få hans hjerte til at lytte og bøjes. Nej, hverken menneskelig dygtighed eller opfindsomhed kunne udfri Israel af Egypten! Her måtte langt mere til.
Her måtte guddommelig kraft og visdom til. Her måtte Guds ord til. For kun dette kunne – ikke bare udfri Israel af Egypten og bøje Faraos hjertes vilje – nej det kunne også bære Israel på Ørnevinger, undervise dem om Lammets frelsende blod og gøre dem til Guds ejendom.
Faktisk vi må sige, at Farao havde mere grund til at frygte for den gamle stammende Moses og hans bror Aron end den største kriger og mest karismatiske taler i hele Gosen. For når Moses talte, var det magt, der kom ud af hans mund. Som Guds tro tjener talte han plager, mørke, ild, død og ødelæggelse over Egypten, og frelse og udfrielse for Israel. Det er virkeligheden.
Det samme gjorde jo Gud med os, da Han ville frelse og udfri os fra syndens og dødens herredømme under denne verdens Farao, Satan. Da kaldte Gud sin største tjener nogensinde, sit hjertes juvel og skønhed: Jesus Kristus. Han var lydig og villig i kaldet, og Han elskede og stolede på Gud af hele sit hjerte. Hvilken tjener!
Jesus siger selv om kaldet, han fik: ”Herren har kaldet mig fra mors liv, fra fødslen kaldte han mig ved navn.” Og Gud siger: ”Se min tjener, ham støtter jeg, min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag. Jeg lader min Ånd komme over ham, og han skal bringe ret til folkene” (Es 49,1 & 42,1). Og villigt svarer Jesus: ”Da siger jeg: Se, jeg er kommet – i bogrullen er der skrevet om mig – jeg ønsker at gøre din vilje, Gud, din lov er i mit indre” (Sl 40,8-9).
Hvilken ufattelig lykke og hvile for os alle! Jesus tog imod kaldet til at gøre Guds vilje i dit og mit sted. Jesus blev Guds tro tjener i mit og alles sted. For han skaffede ret til folkene da han talte Guds straf, død, plage og lidelse over sit eget retfærdige legeme på Golgatas kors; og derefter da han, ved sit dyre blod og Guds kraftfulde ord, opstod til udfrielse og frelse for os – fra al synd, død og djævel.
Amen.
Udgivet af
Ruben Skov Jensen
Ruben Skov Jensen, Sverige, tavlemontør/elektriker.