Det var til vidnemødet ved afslutningen af festen i Guds Samfunds rummelige kirke.
En mand kom gående op ad den ene sidegang, uden at nøle, men også uden hast. Nogle hviskende stemmer suste som en sagte vind gennem stilheden i den store forsamling:
”Det er bådebyggeren!”
Nogle flyttede uroligt på sig og ville gå, men blev alligevel siddende. Andre bøjede sig frem og fulgte manden skridt for skridt med øjnene. Lederne, som sad øverst, så tvivlrådige på hinanden. Men så nikkede præsten, som om han ville sige: ”Lad ham bare komme.”
Manden, som var på vej til prædikestolen, var ikke ung længere, men heller ikke gammel. Der var noget underligt ved hans ansigt. Det lå måske i blikket. Der var en glød i det. Ikke en fortærende ild, men en mild varme, og alligevel fyldt med lys og kraft.
Han var middelhøj og spinkelt bygget. Men skikkelsen havde noget spændstigt og kraftigt over sig som hos en arbejdsmand.
Mens han gik, så han ned i Bibelen, som han holdt åben foran sig. Hænderne, som holdt den, var smalle, men senede og stærke. Endog da han gik op ad trinnene til forhøjningen og prædikestolen, så han ned i den. Det så ud til, at det, han havde fået øje på i bogen, interesserede ham så stærkt, at både forsamlingen og omgivelserne var ude af hans tanker.
Han begyndte at tale, før han nåede hen til prædikestolen. Stemmen var ikke høj, men den fyldte kirken til de fjerneste kroge, selvom den var en smule sløret. Den var varm og vedkommende.
Han rettede ikke først nogen henvendelse til forsamlingen. Han talte bare, som om han fortalte noget – uden bestemt adresse.
Alligevel følte de fleste af kirkegængerne, at han talte til dem personligt. Nogle sad forventningsfulde og stirrede på ham. Andre smilede overbærende eller nysgerrigt.
Manden på prædikestolen havde et drømmende udtryk, som om han så ind i en anden verden. Men hans ord var ganske hverdagsagtige og nærværende.
”Se, jeg står for døren og banker, står der. Kan man virkelig forestille sig det? At der noget sted skulle være et rum, som Jesus ikke fik adgang til?”
Egentlig var det ikke noget spørgsmål, han stillede. Han gav ligesom bare udtryk for en dyb forundring. Men i det øjeblik, han sagde ordet Jesus med en ejendommeligt ærbødig betoning, virkede det pludselig så dybt underligt: Jesus uden for døren.
”Han burde jo have været indenfor. Han burde have fyldt et menneskes hjerte, så der ikke var plads til andet – og så står han i stedet udenfor, hjemløs, fornægtet, udstødt.”
De sidste ord faldt enkle, men tunge. De var uden sentimentalitet. De konstaterede bare en kendsgerning, som han ventede, at alle var enige om.
”Men hvordan kan det være, at han er udenfor? Der var engang, jeg kom til en by en sen aften og gik ind på et hotel for at bede om et værelse. Dengang kom jeg ikke ind. Hvorfor? Jeg var ikke dårligt klædt. Der var ikke nogen, der havde hørt noget dårligt om mig. Penge havde jeg. Men jeg kom ikke ind. Hvorfor? Jo, hotellet var fuldt i forvejen. Pladsen var optaget.”
Det fyldte hotel stod med et på forhøjningen. Forsamlingen forvissede sig om, at der var nogen på alle værelserne, helt op til de øverste små værelser på loftet. Portieren stod der med et overbærende og beklagende smil og viste den rejsende ud i mørket. Jo, de så det: Der var ikke plads.
”Sådan var det, da Jesus kom til jorden første gang. Der var ikke plads i herberget. Det var sådan set ikke af ondskab, de henviste ham til stalden. Der var bare ikke plads andre steder.”
Også herberget og stalden på den anden side af den mørke gårdsplads så de klart, de lyttende tilhørere. Ikke fordi manden deroppe gestikulerede og gjorde fagter med hænderne. Nej, han stod roligt nok. Det var kraften i ordene, der gjorde det, og måske det, at han med en svag håndbevægelse ligesom slog ud i retning af hotellet eller stalden, mens han talte om dem.
”Og tænk så på, hvor stor en nåde det er, at han er blevet stående derude.”
Alle følte straks ændringen i hans måde at tale på. Før fortalte han dem noget. Nu talte han til dem.
”Ja, for han kunne jo være gået sin vej, forstår du. Han kunne have opgivet dig. Hør det nådens ord: Han kunne have opgivet dig!”
Egentlig hævede han ikke stemmen. Men der var nogle i forsamlingen, der følte det, som om et håb rungede i deres hjerter.
”Han er blevet stående i håb om, at der skulle blive plads hos dig.”
Mandens stemme blev endnu en smule lavere, men lige så tydelig som før.
”Og, kære synder, han står der endnu! Hør hvor han banker! Luk ham ind! Luk ham ind!”
Mange af de unge stirrede op med intense, opmærksomme blikke.
Bådebyggeren gjorde en synkebevægelse og holdt en lille pause. Gløden i hans øjne var lidt stærkere. Ellers var der ikke andet tegn på bevægelse hos ham. Nogen køn mand var han egentlig ikke. Dertil var hans mund for bred, selvom læberne var tynde og faste. Kindbenene stod lidt ud, for han var lidt for mager. Alligevel så man gerne på ham. For der var et hemmelighedsfuldt lys over hans ansigt.
Nu sagde han noget igen.
”Men her står han uden for en dør, hvor han før var indenfor. Hvordan kom han ud? Jo, ser I, der var så meget, der flyttede ind i dette hjerte, at der ikke blev plads til ham. Han blev skubbet ud ad døren. Er der nogen af jer, der har ladet andre ting tage hans plads i hjertet?”
Omtrent midt i lokalet sad en ung mand og en pige, side om side. De kastede et stjålent blik på hinanden. Så slog de øjnene ned.
En del skiftede stilling og ansigtsudtryk, som om de rustede sig til forsvar mod den brod, de følte ville blive rettet mod deres samvittigheder. Nogle lænede sig tilbage for at se ligeglade ud. Alligevel ville de ikke gå glip af nogen af ordene.
”Hvad er det, der har fået hans plads? En hemmelig synd? En ambition? Dit arbejde? Et andet menneske? Din kæreste? Måske er du faldet fra troen? Ingen ved det, udover dig selv – og Jesus. Men hør nu! Du skubbede ham ud. Men han standsede på trappen udenfor. Længere fik du ham ikke. Nu står han der og vil give dig den fred, du har tabt.”
En ung mand bøjede pludseligt hovedet dybt. De nærmestsiddende kunne se, at hans skuldre rystede, som om han hulkede. En ældre mand hviskede diskret til sin hustru:
”Se Arvid derovre.”
”Ja, og se Harald og hans pige,” hviskede hun tilbage.
Vidnet deroppe fortsatte:
”Men denne mand, som teksten handler om, havde fyldt sit hjerte med noget andet. Han havde fyldt det med sin egen kristendom. Hjertet fuldt af kristendom, men Kristus udenfor! Kan I se det?”
Præsten bøjede sig hen til en fra ældsterådet, der sad ved siden af ham, og sagde ind i hans øre:
”Hør, Leif, bliver det ikke lidt langtrukket?”
Leif rystede energisk på hovedet.
”Nej, lad ham endelig blive ved. Det her har vi vist godt af.”
Taleren fortsatte:
”Manden sagde om sig selv, at han var rig og havde i overflod. Men Jesus sagde, at han var fattig og ynkelig. Manden havde nok af gode gerninger og var særdeles aktiv i det kristne arbejde. Men der var ikke liv i det. For Livet stod uden for døren. Min ven! Det er et dårligt bytte at skifte den levende Kristus ud med død vanekristendom. Men lad os blive lidt ved tanken: Kunne man forestille sig en menighed …”
Med et ryk rettede præsten sig op, mens han stirrede vagtsomt op på prædikestolen. Forsamlingen ventede med en blanding af skræk og spænding på, hvad der ville komme.
”Kunne man forestille sig en menighed, som havde Jesus stående udenfor? Jesus uden for sin egen menigheds dør! Og han kan ikke komme ind, fordi der er så meget kristendom derinde!”
Der var ikke skyggen af ironi i bådebyggerens stemme eller i ordene. De kastede bare et lysstrejf ind over en forfærdende mulighed. Og størstedelen af forsamlingen følte levende, hvor fattig sådan en menighed måtte være – med Jesus uden for døren. Det var ikke underligt, at Jesus sagde, at manden og menigheden var fattig og ynkelig og nøgen.
”Hvordan er det med vores menighed?”
Nogle af lederne flyttede uroligt på sig. Man kunne høre, at der blev bladret i salmebøgerne. Flere så på uret og trippede utålmodigt. Præsten kastede et spørgende blik på sin sidemand, men fik en uvillig trækken på skuldrene til svar.
”Vi har en stor menighed. Den største i byen vistnok. Vi konstaterer det med en vis stolthed. Nogle af jer protesterer, kan jeg se. Men sådan er det. Vores sangkor er blevet kendt og anerkendt vidt og bredt. Vores arbejdsgrene er velorganiserede. Bedre end andres, tror jeg. Vi har det største af alting. Den største og fineste kirke. Den største menighed. Det største orgel. Den største søndagsskole. Vi har det bedste af alting. De bedste prædikanter. Den bedste struktur. Det er sandt, som manden sagde: Jeg er rig og har i overflod. Men hvad siger Jesus til det?”
I pausen, der fulgte efter spørgsmålet, gjorde præsten en bevægelse, som om han ville rejse sig op, men han tog sig i det og blev siddende. Hans ansigt havde fået mere farve, og øjnene flakkede uroligt. Mandens ord forekom ham at være taktløse i en offentlig forsamling. Og samtidigt prikkede og stak de i hans indre som rivende kløer i betændt kød.
”Vi har den rette lære,” kom det videre. ”Vores dogmer kæder sig logisk sammen som perler på en snor. Og det er godt! Men hvilken plads har Jesus i det hele med sit liv og sin kærlighed? Hvad siger han til det? Måske et smerteligt, hjælpeløst: Se, jeg står for døren og banker. Jeg står udenfor.
Tag nu bare den plads, alle de mange perifere arrangementer får i al vores kristelige virksomhed. Der er koncerter, basarer og underholdning for alle pengene. Vi konkurrerer med hinanden som ude i forretningslivet. Det kristelige maskineri fylder vores menigheder. Men hvor får Jesus plads mellem alle de ting? Står han …”
Pludselig begyndte en at synge. Folk for sammen og så sig forskrækkede omkring. Men efter et øjeblik faldt der ro over dem igen. Lidt efter lidt forenede flere og flere stemmer sig i sangen.
Bådebyggeren var standset. Først så han forundret og hjælpeløst ud over forsamlingen, mens den varme glød slukkedes i hans øjne. En mørk rødme bredte sig langsomt op fra halsen og ud over hans ansigt. Han strøg sig famlende over panden med sin senede hånd. Så vaklede han ned og gik med bøjet ryg hen til sin plads.
Men da de var midt i verset, rejste en midaldrende kvinde sig. Tårerne løb ned over kinderne på hende, uden at hun forsøgte at tørre dem væk. Da verset var til ende, sagde hun med skælvende stemme:
”Hvorfor synger I? Vil I da synge Jesus ud? I mange år har Jesus stået uden for min hjertedør, men i aften har jeg lukket ham ind. Hvorfor synger I?”
Forsamlingen var forbløffet, og der blev helt stille. Ingen fortsatte med at synge. Der blev en trykkende pause, mens kvinden satte sig ned og tørrede øjnene. Men præsten syntes at være situationen voksen:
”Vi glæder os over det, der er sket med vores søster i Herren,” sagde han med varme i stemmen. ”Mon ikke der er så mange til stede endnu fra sangkoret, at vi kan få en sang til slut?”
Han nikkede spørgende til dirigenten.
Den skaldede og tynde dirigent rejste sig og forsøgte at få overblik over situationen. Hans blik gik søgende og tællende rundt i kirken. Så vendte han sig ærbødigt til præsten:
”Jo, det skulle nok kunne lade sig gøre.”
Hans ord var signalet til opbrud. Hist og her i forsamlingen var der nogle, der rejste sig og kom frem på gulvet. Flere af de unge benyttede sig af sammenstimlingen til at rette lidt på tøjet og håret. Harald så for anden gang stjålent på sin pige. Der lå et spørgsmål i blikket. Hun gjorde et lille kast med hovedet. Så rejste de sig begge og gik af sted sammen med de andre.
Lidt efter stod de deroppe på forhøjningen, en flok smukke unge mennesker. Nogle kiggede på hinanden og grinede lidt nervøst. Andre så med professionel alvor hen på dirigenten.
Navnet på sangen, de skulle synge, gik som et stikord gennem koret, og der blev bladret ivrigt i sanghæfterne. Sopransolisten masede sig frem foran de andre. Hun var en engel at se på med langt, bølgende lyst hår og store, troskyldige øjne, der drak frimodighed fra venindernes lykønskende blikke.
Dirigenten løftede sin stav, og så sang det unge og stilrene kor med en perfekt vellyd deres store halleluja ud – om Lammet, som bar al verdens synd.
Uddrag af bogen I frafaldets tid, udgivet af Luthersk Missions Bibelskoles Elevforening og Nyt Livs Forlag i 2014. Læs anmeldelse og køb bogen her.
Udgivet af
J.F. Løvgren