Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Jeg vidste, det var alvor

Om hvordan Albert Nielsen kom til tro på Jesus

Albert-nielsenTroen på Jesus betyder, at jeg kan sænke skuldrene og ikke være bange for at blive afsløret som den løgner og bedrager og tyv, jeg er, for der er en anden, der har taget det på sig.”

Det var først i en moden alder, at Albert Nielsen mødte det kristne evangelium. På det tidspunkt var han en succesfuld skuespiller og teaterdirektør. Men på indersiden var han kørt fast. Han var nået til vejs ende i en livslang kamp for at blive god nok til at blive elsket.

Længsel efter kærlighed

Alberts barndom var fattig på kærlighed og omsorg, kristendommen var ikke-eksisterende. Han blev født i Frederiksværk, men flyttede en del rundt i barndommen. Faren var tjener på et passagerskib, der sejlede til verden rundt, og senere flyttede familien efter, hvor han fik job. Moren var alene med hjemmet og børnene i en lille baggårdslejlighed i det indre København, langt væk fra sin familie:

Min mor var kun lige 18 år, da hun fik mig, og 19, da hun fik min lillebror. Hun må have

følt sig svigtet, og jeg kan huske en fornemmelse af at være i vejen og ikke blive elsket. Det er ikke svært at forstå, at hun ikke havde megen kærlighed at give.”

Når faren var hjemme, havde han svært ved at finde sin rolle, han havde en svaghed for alkohol, og der kunne let falde en lussing. Efter flere års dårlig stemning i hjemmet blev forældrene skilt, da Albert var 13 år, og da han var 16 år, blev han sat i lære som tjener i København og måtte stå på egne ben. Det var en barndom, som satte sig spor:

Allerede som 10-11-årig forstod jeg, at jeg ikke kunne regne med andre. Jeg måtte klare mig selv. Jeg skulle ikke takke nogen for noget.

Samtidig havde jeg et dybt behov for at blive set og elsket. Jeg tror, det var derfor, jeg holdt af at optræde og endte som skuespiller.

Først som voksen opdagede jeg, at jeg ikke vidste, hvad ægte kærlighed er. Jeg troede, det handlede om at have succes hos det andet køn, og havde mange skiftende kærester, men jeg fandt ikke det, jeg søgte efter.”

Erfaringer med præster

Fra han var 23-29 år var Albert selvstændig restauratør på Jægerspris Slotskro.

Omtrent samtidig med, at han overtog kroen, begyndte han at gå i kirke. Han havde aldrig gået i søndagsskole og havde intet hørt om Gud hjemme. Men i skolen havde han været glad for bibelhistorierne, og han havde en følelse af, at det kunne være i det bibelske budskab, at han skulle finde svaret på sin længsel og søgen:

Der var noget, som drog mig. Men jeg blev skuffet, da jeg kom til kirken. Præsterne havde uld i munden. De sagde bare det, menigheden ville høre for at kunne fortsætte deres sorgløse liv.

Det slog hovedet på sømmet, da jeg deltog i en begravelse af en slægtning, som alle vidste, var et dybt ulykkeligt og ødelagt menneske. Han drak både på arbejdet og derhjemme, og ægteskabet var elendigt. Præsten kendte naturligvis intet til ham, men stillede sig ved begravelsen til rådighed for familiens ønsker, og fremhævede ham som en god familiefar, arbejdsom og god ægtemand, og at han nu var gået hjem til Jesus.

Jeg sad og tænkte: Hvad bilder han sig ind! I Guds hus! Mage til hykleri! Her skal jeg ikke komme mere.”

Albert vendte først tilbage til sognekirken, da han blev far og skulle have den nyfødte døbt. Men da præsten fortalte om dåbens mening, og at han skulle stille sig op i kirken og love Gud og menighed, at han ville opdrage sønnen i den kristne tro, måtte han melde fra: ”Det ville være blasfemi.”

Det endte med, at Albert meldte sig ud af folkekirken, og at den nyfødte kun blev navngivet. Selvom Albert kun havde hørt ganske lidt fra Bibelen, var der én ting, han havde forstået:

Jeg vidste, det var alvor.”

Albert havde endnu ikke opgivet ethvert håb om at kunne gøre brug af præsten.

På kroen kom der mange rodløse og ulykkelige alkoholikere. Kroen var for dem det tætteste, de kom på et hjem. Her var der nogen, som kendte dem og ville tale med dem, men Albert var klar over, at de havde brug for andet og mere end det. Han håbede, at præsten kunne give det:

Så jeg gik op til præsten og sagde det, som det var: ’Før i tiden gik præsten ud i hjemmene. På mit værtshus sidder der mange mænd, der drikker deres penge op, og har et sølle liv. Vi arrangerer udflugter og spil og fællesspisning. Men de har brug for noget mere end det. Kan du ikke komme og sige noget til dem?’”

Præsten var mildt forundret over forslaget og spurgte Albert, hvad han skulle sige til krogæsterne. Det mente Albert, at præsten bedst selv måtte vide. Men det viste sig, at han ikke vidste det.

Præsten sagde ganske vist ja til at komme, og der kom 40-50 mennesker til mødet på kroen for at lytte til ham. Men der var intet at hente i det, præsten kom med:

Det var en forfærdelig oplevelse. Jeg havde forsøgt at vække præsten til komme med noget til os – også til mig. Men han magtede ikke at forkynde Bibelens budskab i vores sprog. Jeg blev bare bekræftet i, at der ikke var noget at hente hos præstestanden.”

Teaterliv

Før perioden som restauratør havde Albert optrådt som sanger, og efter at kroen var afhændet, vendte han tilbage til at optræde. Hans første optræden var i Studenter-revyen i 1981. Siden fulgte en lang række andre engagementer på landets teatre:

Jeg kom ind i et miljø med fest fra morgen til aften, med en masse spændende mennesker og en masse fristelser.”

En ny livsfase begyndte imidlertid, da han i 1983 mødte Lisbet, som han siden blev gift med. Sammen startede de i 1984 Anemone teatret, der var banebrydende inden for børne-forestillinger. I en periode hvor teater til børn skulle være socialrealistisk og politisk opdragende, lavede Lisbet og Albert eventyrlige forestillinger, som handlede om tro, håb og kærlighed.

Teatret blev en stor succes hos børn og forældre, men det mødte modstand i børneteatermiljøet:

Vi blev elsket af børnene og hadet af kollegerne.”

Anemone teatret nåede allerede det første år op på at have 250 opførelser på turne og stationært i København. Albert fik en særdeles travl hverdag. Men han var glad og taknemlig:

Børn er det bedste publikum, man kan få. Det er et stort ansvar, og dét gør noget ved en. Man åbner sig og må forholde sig til sig selv og sin egen samvittighed. Børn kalder det ægte og sårbare frem.”

Filosofisk kristendom

I slutningen af 1980’erne havde Albert i mange henseender et godt liv. Han var direktør for et succesfuldt teater, havde et dejligt ægteskab og oplevede sit arbejde meningsfuldt og berigende.

Alligevel stoppede han op, da en ven en dag spurgte ham lige ud, om han havde tænkt over livets mening. Midt i den ydre medgang mærkede Albert, at han ikke havde fundet livets mening. Derfor lyttede han opmærksomt, da hans ven fortalte ham om et esoterisk kristent fællesskab, der dyrkede noget, som de kaldte ”praktisk anvendt filosofi”. Det handlede om at uddrage filosofisk livsvisdom af Bibelen og leve efter den:

Det endte med, at jeg tilbragte 17 år i dette fællesskab og lærte Bibelen rigtig godt at kende. Vi endevendte Bibelen for at finde den rigtige filosofi at leve efter.

Men problemet med hele den filosofiske kristendom er, at du skal frelse dig selv. Til sidst kom jeg til en bom. Jeg måtte erkende, at jeg var et stakkels menneske, der ikke kunne gennemføre de ting, der skulle til.

Vi hørte, at der var en kim til det gode i ethvert menneske, og at det gjaldt om at udvikle denne kim ved forskellige øvelser. Min bevidsthed skulle udvides, så jeg kunne leve ud fra mit sande væsen. Dybest set var det meningen, at jeg skulle blive til Gud.

Jeg prøvede af al magt, men til sidst måtte jeg smide håndklædet i ringen. Jeg mødte en mur og måtte erkende, at der ingen redning var for mig. Jeg var en uforbederlig synder, jeg var i fængsel, og jeg var fordømt, både nu og i evighed.

Det var meget smerteligt. Jeg fik at vide, at jeg bare skulle kæmpe mere og bedre. Men det var håbløst. Jeg var endt i en blindgyde.”

Netop da skete der noget skelsættende.

En vækkende prædiken

Lisbets bror blev alvorligt syg og lå for døden. Lisbet og Albert besøgte ham ved hans dødsleje og spurgte, om der var noget, de kunne gøre. ”I kan bede for mig!”, svarede han. Lisbet og Albert vidste imidlertid intet om bøn. Trods 17 år i et filosofisk kristent fællesskab kendte de intet til kristen bøn:

Der er ingen bøn hos esoterikerne. Bøn ses som et svaghedstegn. Den er et tegn på, at du ikke kan klare dig selv.”

Derfor så Lisbet og Albert ingen anden udvej end at vende sig til kirken, som Albert ellers havde haft så dårlige erfaringer med. Da de havde sommerhus i Nordsjælland, var det naturligt for dem at tage til gudstjeneste i Melby kirke. Her hed præsten Olafur Olafs-son.

Den første gudstjeneste i Melby kirke satte et skel i Alberts liv:

Benene blev slået væk under mig, da Olafur stod der på prædikestolen og sagde det ligeud: ’Vend om! Ellers er det for sent! Der er én, som har taget din synd og sonet den og fjernet den. Luk Jesus ind! Der er nåde for dig i Jesus!’

Jeg havde aldrig hørt, at vi kan blive frelst af nåde. Jeg havde aldrig hørt, at vi er syndere, som netop ikke kan frelse os selv, men at en

anden har frelst os. Så var der en vej frem også for mig, en helt anden vej: nåden!

Jeg var næsegrus forundret, og tænkte: ’Hvorfor er der aldrig nogen, der har fortalt mig det her?’ Olafur stod der som det ærligste menneske i verden og sagde det i klare ord: ’Hør, det her er alvorligt. Du skal vende om, og det skal være nu!’

Jeg var målløs. Fra den dag begyndte jeg at komme i kirke hver søndag.”

Modstand mod Ordet

Ikke længe efter blev Albert bekendt med, at der var en stærk modvilje mod Melby-præsten i menighedsrådet. Han hørte også fra et af medlemmerne af menighedsrådet, hvad modviljen handlede om:

Jeg kan ikke holde ud at komme til gudstjeneste hos Olafur,” sagde han. ”Han får mig til at føle mig som en synder.”

Albert var målløs over kritikken:

Jeg tænkte: ’Jamen, kære menneske, det er jo netop det, du har brug for! Kun ved erkendelse af vores synd kan vi blive tilgivet. Det er vejen til frihed!’

Det var det, jeg selv havde erfaret. Jeg oplevede det fysisk, som om en tung byrde var blevet løftet fra mine skuldre. Jeg havde levet et udsvævende liv i musik- og skuespilbranchen, og jeg havde virkelig følt mig, som den synder, jeg var. Men troen på, at Jesus Kristus tog min skyld med sig på korset, gjorde mig fri.”

I menigheden i Melby fandt Albert et åndeligt hjem, og i Olafur fandt han en åndelig bror.

Så meget mere ondt gjorde det på Albert, da modviljen og modstanden mod Olafur tog til i menighedsrådet og udviklede sig til regulær chikane. Albert besluttede at melde sig ind i folkekirken igen og stille op til menighedsrådet. Sammen med andre af Olafurs støtter blev han valgt ind, og i det nye menighedsråd kom han til at opleve modstanden på første hånd:

Det var så rædselsfuldt, at jeg aldrig har oplevet noget så ondt, hadsk og hyklerisk. Det anfægtede virkelig min retfærdighedssans. Olafur sagde jo bare, hvad der stod i Bibelen og fyldte kirken med ivrige tilhørere. Han kunne ikke gå på kompromis med Ordet. Det var den bedste forkyndelse, jeg havde hørt.”

Som Albert så det, ønskede Olafurs modstandere af al magt og med alle midler at forsvare kulturkristendommen, mens Olafur ville forkynde Guds Ord til vækkelse, omvendelse og tro på Jesus. De to retninger kunne ikke forenes, og efter adskillige års kamp måtte Olafur give op. Han blev sygemeldt og måtte forlade stillingen som sognepræst.

Tilbage stod en flok mennesker, som havde glædet sig over at lytte til Olafur. Hvor skulle de nu søge hen?

Gud gjorde det

Da Olafur Olafsson måtte forlade sit embede, var Albert endnu ny i troen. Ikke desto mindre blev han valgt som leder for en gruppe, som skulle undersøge muligheden for at danne en valgmenighed i Melby.

Det så ikke nemt ud. De var kun ganske få, de havde ingen penge, de havde ingen steder at være, de havde ingen præstebolig, og deres præst var sygemeldt. Men til deres store forundring fik de alt, hvad de havde behov for i løbet af bare tre måneder. Det var især for Albert en uhyre lærerig oplevelse:

Det kom til os af sig selv, som svar på bøn, ved Guds vilje. Det rystede mig i min grundvold. Det tog selvsikkerheden fra mig.

Jeg er et ’gør-det-selv-menneske’. Jeg har et stærkt gen for at lave planer og strategier og for kun at stole på mig selv. Jeg kan huske, at jeg udarbejdede en strategi-plan for, hvordan vi skulle få valgmenigheden op at stå, med annoncer og plakater osv., men da jeg præsenterede Olafur for planen, sagde han: ’Det er altså ikke et nyt teater, du er ved at etablere.’

Dét ramte mig. Det, vi har fået i valgmenigheden, kan ikke fodre min stolthed. Det er Gud, som har løst tingene for os, og vi har ikke gjort andet end at følge med. Det var vanvittig sundt for mig og fyldte mig med taknemlighed og ydmyghed.

Jeg fornemmer, at jo mere jeg slipper, jo mere får jeg. Det er præcis det modsatte af det, livet har lært mig, og det går helt imod min natur.

Alt arbejde i menigheden er frivilligt og drives af kærlighed til fællesskabet, og det har jeg aldrig oplevet andre steder. Man mærker det specielt under gudstjenesterne.

Jeg føler mig meget nært forbundet med de andre i menigheden og med Hans Erik Nissen, som er blevet præst for os efter Olafur. Hans Erik taler Guds Ord til hver enkelt af os. Vi føler med hinanden og lever med hinanden og er knyttet meget nært sammen som grene på det samme træ.”

Når alt leder til Jesus

Alberts erfaringer med forskellige præster har efterladt ham med en stor bedrøvelse over de mange spildte muligheder i folkekirken:

Jesus sagde til de skriftkloge og farisæerne, at de var en hindring for folks modtagelse af ham. Det er jo præcis det samme i dag: Præsterne hindrer folk i at komme til tro på Jesus. Det er forfærdeligt, det er det virkelig. Kulturkristendommen er, som den er, fordi det essentielle er væk: troen på Jesus.”

Samtidig har Alberts erfaringer tydeliggjort for ham, hvad der må være målet for enhver kristen menighed:

I et godt teaterstykke er det sådan, at hvert enkelt sekund og hvert enkelt ansigtstræk refererer til stykkets centrale budskab og morale. På samme måde må det være vores ønske og bøn i den kristne menighed, at alt, hvad der siges og gøres i menigheden, leder os hen til Jesus som vores frelser og bygger os op i troen på ham.”

I de senere år har Albert været plaget af parkinsonisme, som reducerer hans arbejdsevne og arbejdsmuligheder. Sygdommen har tvunget ham til at skrue ned for aktivitetsniveauet, men den har også åbnet for nye erfaringer i troens liv:

Hver dag åbnes nye døre for mig, og jeg oplever nye sider af Guds nåde og udrustning. Jeg er ikke bange for ikke at kunne leve op til mine egne ambitioner mere, for Jesus er blevet en del af mit liv, og fremtiden har jeg lagt i Guds hånd.”

Ved en gudstjeneste i påsken sidste år, trådte Albert frem og sang en sang, hvis tekst han selv havde oversat og bearbejdet, så den kunne blive hans eget vidnesbyrd:

Når alt er trist og livets byrder svære,
og min bekymring tynger sjælen ned.
Så venter jeg i tro og stilhed, Herre.
Da kommer du med håb og kærlighed.

Åh løft mig op, befri mig fra min smerte,
forlad min skyld, det er min stille bøn.
Jeg er svag, beskyt mit bange hjerte,
hjælp mig at modstå fristelser og synd.

Du ta’r min hånd, når jeg bliver væk i vrimlen,
og løfter mig, højt over min forstand.
Når jeg er hos dig, kan jeg skimte Himlen,
og bliver båret gennem ild og vand.

Du ta’r mig op, når alt omkring mig smuldrer,
befri’r mig fra min synd med nådens kys.
Som lammet hviler jeg på hyrdens skuldrer
og står på klippen i Vorherres lys.

Åh løft mig op, befri mig fra min smerte,
forlad min skyld, det er min stille bøn.
Jeg er svag, beskyt mit bange hjerte,
hjælp mig at modstå fristelser og synd.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2014. Hele bladet kan læses her.


Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.