Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

I forsvar for synden

1 Sam 15,10-35. Om hvad det var i Sauls forhold til synden, der gjorde, at han ikke kunne få tilgivelse, selvom han bad: "Tilgiv mig!"

En tekst i Det Gamle Testamente har for mig været med til at kaste lys over den dybe gru og glæde, som vi i påsketiden møder langfredag på golgatahøjen.

Det er ikke en tekst, vi normalt ville betegne som en påsketekst. Det er ikke en Kristus-profeti som Esajas 53 eller Salme 22. Alligevel er det sådan, at alt i Det Gamle Testamente på en eller anden måde vidner om og peger hen på Jesus (Joh 5,39). Og i beretningen om Saul, der konfronteres med sin synd gennem profeten Samuel, møder vi en side ved Guds væsen, som vi har brug for at kende for rigtigt at forstå og gribe om det store, der skete i påsken for 2000 år siden.

I de umiddelbart forudgående vers har vi læst om, at Gud gennem Samuel har befalet Saul at straffe amalekitterne og ødelægge dem. Gud har sagt det tydeligt, at Saul ikke må skåne nogen, hverken dyr eller mennesker. Men det gør Saul alligevel.

Da kom Herrens ord til Samuel: ”Jeg fortryder, at jeg har gjort Saul til konge, for han har vendt sig fra mig og har ikke holdt min befaling.”

Samuel blev vred, og han råbte hele natten til Herren. Næste morgen ville han gå Saul i møde, men fik at vide, at Saul var kommet til Karmel og havde rejst et mindesmærke der; derefter var han drejet af og gået videre ned til Gilgal. Da Samuel kom til Saul, sagde Saul til ham: ”Herren velsigne dig. Jeg har holdt Herrens befaling.”

Samuel spurgte: ”Hvad er det så for en brægen og brølen, jeg kan høre?”

Saul svarede: ”Det er nogle dyr, de tog med fra amalekitterne. Folkene skånede nemlig de bedste får og okser for at ofre dem til Herren din Gud. Men resten har vi lagt band på.”

Ti stille!” sagde Samuel, ”så skal jeg fortælle dig, hvad Herren har sagt til mig i nat.”

Sig det!” svarede Saul, og Samuel sagde: ”Selv om du i dine egne øjne er ringe, så er du overhoved for Israels stammer, og Herren har salvet dig til konge over Israel. Han sendte dig af sted og sagde til dig: ’Læg band på de syndige amalekitter, og gå til angreb på dem, indtil du har gjort det af med dem.’ Hvorfor adlød du ikke Herren, men kastede dig over byttet og gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne?”

Saul svarede: ”Jeg adlød Herren og drog hen, hvor han sendte mig. Jeg tog amalekitterkongen Agag med og lagde band på amalekitterne. Men folkene tog nogle får og køer af byttet, det bedste af det, der skulle lægges band på, for at ofre det til Herren din Gud i Gilgal.”

Da sagde Samuel: ”Vil Herren hellere have brændofre og slagtofre end lydighed mod Herren? Nej, at adlyde er bedre end offer, at lytte er bedre end vædderes fedt. Men genstridighed er som spådomssynd, trods som afgudsdyrkelse. Fordi du har forkastet Herrens ord, har han forkastet dig som konge.”

Saul sagde til Samuel: ”Jeg har syndet, for jeg har overtrådt Herrens bud og dine befalinger; men jeg var bange for folkene og føjede dem. Tilgiv mig nu min synd og vend tilbage sammen med mig, så jeg kan tilbede Herren.”

Men Samuel svarede: ”Nej, jeg vil ikke vende tilbage sammen med dig. Fordi du har forkastet Herrens ord, har han forkastet dig som konge over Israel.”

Idet Samuel vendte sig om for at gå, greb Saul fat i fligen af hans kappe, så den blev revet itu. Da sagde Samuel til ham: ”I dag har Herren revet kongedømmet over Israel fra dig og givet det til en anden, der er bedre end du; han, som er Israels herlighed, lyver ikke og angrer ikke, for han er ikke et menneske, så han angrer.”

Saul sagde: ”Jeg har syndet, men vis mig nu den ære over for de ældste i mit folk og over for Israel at vende tilbage sammen med mig, så jeg kan tilbede Herren din Gud.”

Så fulgte Samuel med Saul, og Saul tilbad Herren.

Derefter sagde Samuel: ”Før amalekitterkongen Agag hen til mig!”

Og Agag gik frimodigt derhen og sagde: ”Dødens bitterhed er i sandhed forsvundet.”

Men Samuel sagde: ”Ligesom dit sværd har gjort kvinder barnløse, skal din mor nu blive barnløs frem for nogen.”

Så huggede Samuel Agag ned for Herrens ansigt i Gilgal. Derefter gik Samuel til Rama, mens Saul drog hjem til Sauls Gibea. Til sin dødsdag så Samuel ikke Saul mere, for han var grebet af sorg over Saul. Herren havde fortrudt, at han havde gjort Saul til konge over Israel (1 Sam 15,10-35).

Guds vrede over synden

Beretningens anliggende er først og fremmest at forkynde Guds dom over kong Sauls synd. Men igennem Guds dom over Saul møder vi også Guds hellige vrede over al synd og uret.

Det er en side ved Guds væsen, som vi kan have det svært med at høre om i dag. Måske er der noget i tanken om Guds vrede, der ikke stemmer med vores billede af ham?

Ikke desto mindre er forkyndelsen af Guds vrede og dom over synden noget så centralt i Bibelen, at vi i virkeligheden intet forstår af Guds frelse og Guds gerning på korset, hvis vi ikke også forstår den domsforkyndelse, som fylder langt størstedelen af de gammeltestamentlige profeters budskab.

Det drejer sig i den forbindelse ikke bare om at forstå Guds vrede teologisk, med hovedet. Vi må kende til Guds vrede over synden som en personlig erfaring og anfægtelse. Det er, hvad domsprofeterne i Guds ord vil lægge ind over vores liv. Og som Guds Ånd har fundet det af største vigtighed at overlevere os al denne domsforkyndelse, så må det også være af største vigtighed for enhver forkynder af hele Bibelens budskab at leve sit eget liv med disse tekster og lade dem komme til orde i menighederne. Det er intet mindre end evangeliet, der står på spil her!

En domsforkynder med Guds hjertelag

Før vi lytter til Guds dom over kong Saul, må vi standse lidt op for profeten Samuel. Samuel er ganske vist bare en budbringer. Men som budbringer og profet står han som et forbillede for alle, der er sat til at forkynde og forvalte Guds ord.

Vi læser i starten af beretningen om Samuels reaktion på, at han skal overbringe domsbudskabet til kong Saul: Samuel blev vred, og han råbte hele natten til Herren.

Samuel blev vred!

Det, vi ser her, er en profet, som ikke er ligeglad med det budskab, han skal forkynde, og som heller ikke er ligeglad med den, han skal forkynde det til. Faktisk er det sådan, at Samuel elsker kong Saul. Saul er som en søn for Samuel. Men netop derfor ved Samuel, at han må være sandheden tro i kærlighed.

Samuel ville ønske af hele sit hjerte, at det var en velsignelse, han kom med fra Gud til Saul – men nu var den en dom. Og Samuel er sandheden tro, fordi han er Guds profet, og fordi han elsker Saul. Han er ikke som de falske profeter, der siger ”fred, fred og ingen fare”, fordi det er det, de gerne vil sige, og fordi det er det, folk gerne vil høre. Samuel er en sand profet, som taler Guds ord – og i kærlighed må han være sandheden tro og ikke ændre i eller lempe på budskabet fra Gud, selvom alt i ham protesterer mod at skulle overbringe Saul sådan et budskab.

Samuels smerte over domsforkyndelsen er ikke noget særsyn i Guds ord. Vi ser flere gange i Skriften, hvordan Gud lukker profeterne ind i kærligheden til dem, han skal forkynde for – og gennem kærligheden også ind i alvoren og i vreden over synden. For kærligheden og vreden over synden hænger uløseligt sammen.

Det stærkeste eksempel på en profet, der på den måde er blevet lukket ind i Guds egen smerte, får vi i Hoseas’ Bog, som indledes med, at Hoseas skal gifte sig med en horkvinde og opleve hendes utroskab på tætteste hold. Den vrede, som Hoseas kommer til at opleve i sit forhold til den kvinde, der har en ”horeånd i sit indre”, er som en menneskeligt forståelig brøkdel af den nidkære vrede, som den hellige Gud er fyldt af, når hans udvalgte vender sig bort fra ham.

Når Samuel råber hele natten til Gud, skyldes det, at han er opfyldt af sorg og vrede over Sauls synd. Og det er den sorg og vrede, han stadig er helt opfyldt af, da han kommer til Saul. Det er i den samme hellige vrede, han trækker sværdet og hugger hovedet af amalekitterkongen Agag, som Saul skulle have gjort det. Han kunne såmænd have hugget hovedet af samtlige amalekitterfår og -køer i samme omgang, ligesom Saul i sin tid grebet af Helligånden ”tog et spand okser og skar dem i stykker” (1 Sam 11,7).

Der er en ild i Samuel, som kommer af hans egen og Guds kærlighed til kong Saul. Samuel er en profet, som ikke er ligeglad med det budskab, han skal forkynde, og som heller ikke er ligeglad med den, han skal forkynde det til, for han er blevet lukket ind i Guds kærlighed og frelsersind.

Hvorfor, Saul, har du vendt dig fra Gud?

For det er jo det, der er sket: Saul har vendt sig fra Gud og har Gud imod sig (v.11).

Sauls egen forståelse af sin situation

Desto mere rystende bliver det at læse det næste vers, hvor der står om Saul, at han lige har rejst et mindesmærke for sejren over amalekitterne. Og så – da han møder Samuel – siger han: Herren velsigne dig. Jeg har holdt Herrens befaling.

Herren velsigne dig, jeg har holdt Herrens befaling!

Jeg synes, det er meget alvorligt at tænke på, at de ord kommer fra en mand, som står under Guds vrede og er forkastet af Gud. For det viser os, at selv et menneske som kong Saul, der så tydeligt har hørt og kender Guds ord, er i stand til at fortrænge det i en grad, så han kan handle stik imod det og samtidig, tilsyneladende oprigtigt, påstå at have fulgt det og stå i et godt forhold til Gud. Saul var faldet fra, men han hævder over for Samuel, at han er på rette vej i sit forhold til Gud.

Den frafaldne konges reaktion må få os til at stoppe op. Der er en utroligt stor alvor i de ord. Når vi møder den i det ydre så fromme og gudfrygtige kong Saul, tvinges vi til at spørge os selv: Hvordan er det med mig?

Mon ikke mange af os vil evaluere vores situation nogenlunde som kong Saul: Jeg er på rette vej, og jeg lever godt med Gud?

Bibelen lærer os, at der vil være mange på dommens dag, der kommer helt uforstående hen til Jesus og ikke kan fatte, hvad det er, der sker: ”Jamen, Jesus, vi har da … Jeg har da levet som kristen hele mit liv! Alle andre har da også regnet mig for at være kristen! Jeg har haft opgaver i menigheden – jeg har endda stået på en prædikestol og forkyndt dit ord – jeg har været et forbillede for andre på en sand og sund kristen – én med åndeligt klarsyn og dømmekraft!”

Jesus kender dem ikke.

Bibelen er klokkeklar, når den taler om, at det ikke er alle, der regner sig selv for at være kristne, og som uge efter uge kommer i kirken eller missionshuset, som i virkeligheden hører Jesus til og er kendt af ham.

Det er den alvor, vi møder her i begyndelsen af Sauls og Samuels samtale.

Saul siger: Herren velsigne dig. Jeg har holdt Herrens befaling!

De ord kommer fra et menneske under Guds dom.

Saul konfronteres

Men Samuel spørger: Hvad er det så for en brægen og brølen, jeg kan høre?

Og han hentyder jo til de køer og får, som Saul efter Guds befaling skulle have lagt band på, men som bræger og brøler. Og når de bræger og brøler, så er der ikke lagt band på dem, for at lægge band på noget, vil sige at slå det ihjel.

Der er noget i baggrunden, som bræger og brøler, og som vidner imod det, Saul lige har sagt.

Sådan kan der også være ting i dit og mit liv, der bræger og brøler imod det, vi siger, og det, vi tænker om os selv. Vi kommer tilbage til, hvad det for eksempel kan være, men lad os først stoppe op for, hvordan Saul reagerer på Samuels konfrontation.

Saul flygter fra sit ansvar

Saul siger: Det er nogle dyr, de tog med fra amalekitterne. Folkene skånede nemlig de bedste får og okser for at ofre dem til Herren din Gud. Men resten har vi lagt band på.

Det svar, der gives her, er en nøgle til at forstå, hvordan Saul forholder sig til sin synd, så lad os dvæle lidt ved det.

Saul er nu blevet konfronteret med det, der bræger og brøler imod ham. Han har fundet ud af: Okay, Samuel kommer ikke med fred! Samuel kommer for at bebrejde ham det med dyrene, som de har ladet overleve. Og derved gør Samuel jo ikke andet end at gentage og minde om det klare ord, som Saul selv har fået af Gud, og som han lever i oprør mod.

Hvad gør Saul så i mødet med denne anklage? Jo, i sit svar gør Saul noget meget listigt med de personlige stedord. Han siger: Det er nogle dyr, de tog med fra amalekitterne. Folkene skånede nemlig de bedste får og okser. Men resten har vi lagt band på.

Det er ikke tilfældigt, hvordan Saul her bruger de personlige stedord, ”de” og ”vi”.

Saul holder sig selv uden for det, som Guds dom er rettet imod og mener, at han personligt har gjort, hvad Gud har befalet. Vi har lagt band på – de har skånet.

Og det virker måske umiddelbart som en god og farbar undskyldning, men ved nærmere eftertanke, er det absurd. For hvem var det, der havde kommandoen? Det var Saul. Saul var konge og general for hæren.

For de af os, som ikke er så kendte med militæret og den militære disciplin, kan vi tænke på et andet billede.

Vi ser for os en børnehavepædagog, som kommer tilbage med børnene fra en gåtur i et pænt villakvarter. Alle børnene kommer spadserende glade efter pædagogen, og de har en masse dejlige påskeliljer og tulipaner i hænderne. Dem har de plukket rundt omkring i bedene og fra krukkerne i det pæne kvarter, fordi de syntes, det var sådan nogle fine blomster, og de skulle da hjem og stå i børnehaven!

Da pædagogen konfronteres med det uheldige i situationen, siger hun til sit forsvar: ”Jamen, det var altså børnene, der tog dem! Jeg har ikke selv taget nogen! Jeg har gjort det, jeg skulle. Jeg har sørget for, at vi kom ud at gå en tur og få noget frisk luft. Det er børnene, der har sørget for balladen, det er dem, der er skyld i det hele!”

Saul er som sådan en børnehavepædagog. Han flygter fra sit ansvar som overhoved (v.17). Saul er hoved for soldaterne, der i virkeligheden bare er hans arme og ben.

Da vores datter var to år, var hun meget optaget af Duplo-tårne. Hun var i særdeleshed optaget af at vælte Duplo-tårne, som hendes far møjsommeligt havde bygget op! Når jeg så krævede hende til regnskab for de væltede tårne, ja så var hun hurtig til at kigge ned på sin fod og sige: ”Hov-hov, fod!” Fordi: Det var jo foden, der gjorde det, det var jo ikke hende. Det var jo tydeligt for enhver.

Det er sådan, det er med Saul. Han flygter fra sit ansvar som hoved – som overhoved – og lægger skylden over på sine arme og ben, soldaterne. Og på den måde bilder han sig ind, at han bliver fri fra skyld.

Saul forklarer sig

Det er den ene side af, hvordan Saul forholder sig til sin synd. Han flygter fra sit ansvar. Den anden side er, at Saul forklarer og forsvarer synden.

Og det skulle man måske ikke tro, var muligt på samme tid – både at flygte og at forsvare sig! Men det er ikke desto mindre det, Saul gør i vers 15: Det er nogle dyr, de tog med fra amalekitterne. Folkene skånede nemlig de bedste får og okser for at ofre dem til Herren din Gud. Men resten har vi lagt band på.

Saul lægger ansvaret over på folkene. Men samtidig forklarer Saul rationalet bag, at hans soldater skånede dyrene. De her får og okser er jo ikke blevet skånet, for at han selv eller de andre skulle blive rige på kvæg og får. De er blevet skånet med henblik på at ofre det bedste til Herren – som et takoffer for, at det hele er gået så godt.

Saul forklarer og forsvarer synden. Og det er et tegn på, at han godt nok skyder skylden på soldaterne, men han kan i øvrigt sagtens følge dem, og derfor har han ikke stoppet dem i det, de gjorde.

Vi møder i øvrigt meget af den samme tankegang hos Saul et par kapitler før, hvor Saul ikke tør vente på den forsinkede Samuel, og så bringer han offeret selv (1 Sam 13). Det gør han også med en from begrundelse: Han vil ikke gå i krig uden offeret – han vil have Gud med i krigen – men i forsøget på at få Gud med i krigen, går han imod Guds klare befaling om at vente på Samuel.

Så Saul er lidt af en mester i at forklare og forsvare sin synd på en umiddelbart from og god måde.

Sauls dobbelte strategi – i vores liv

Når Saul konfronteres med sin synd, forholder han sig altså til den med en dobbelt strategi: 1) Han flygter fra sit ansvar, og 2) Han forklarer og forsvarer synden på en from måde.

Kender du til den måde at håndtere synden i dit liv på?

Når vi møder Guds dom – når vi møder noget, der bræger og brøler til et vidnesbyrd imod os – hvordan forholder vi os så til det?

Det kan være forskellige ting, der bræger og brøler og skriger til himlen i dit og mit liv. Og mange af tingene ser vi ikke. Sådan er det for os alle sammen. Hvis vi havde fuld adgang til vores inderste og hele tiden så alt, hvad der var synd i vores liv, så ville vi hurtigt knække halsen.

Men når Gud gennem sine profeter henleder vores opmærksomhed på noget, vi skal have gjort op med – når Gud åbner vores ører, så vi hører det, der bræger og brøler i vores liv – så er det alt for nærliggende for os at følge frafaldets spor og reagere som kong Saul: ved at flygte fra vores ansvar og samtidig forsvare synden.

Lad os tage nogle konkrete hverdagseksempler:

Vrede

Når Guds ord taler til dig om din vrede og din irritation mod et andet menneske – hvordan forholder du dig så til det?

Hvis du følger Sauls strategi, så finder du for det første en soldat at skyde skylden på.

Du kan for eksempel sige: Det er mit temperament! Det er sådan, jeg er! Nogle har lettere til vrede end andre. Men jeg hører altså til dem, der har en personlighed, der gør, at når jeg føler mig forurettet på en eller anden måde, så skal jeg også komme ud med det på en eller anden måde – og så ryger der et eller andet ud af min mund, som ikke er så pænt en gang imellem. Sådan er mit temperament bare. Det er sådan, jeg er skruet sammen.

Og det kan jo være rigtigt nok, at dit temperament er sådan. Men ved at lægge skylden over på dit temperament og din personlighed, så flygter du i virkeligheden fra dit ansvar som overhoved – og lægger skylden på dine lemmer, de enkelte dele af dig, som du ikke mener, du kan styre, og som du derfor heller ikke mener, du kan holdes ansvarlig for. Du mener ikke, at du selv kan holdes ansvarlig, for det er bare sådan, du er skruet sammen.

For det andet: Hvis du reagerer som kong Saul, så prøver du at forklare og forsvare synden. Der kan være rigtig mange forklaringer på, hvorfor man bliver vred. Man er blevet uretfærdigt behandlet, man har ikke sovet så godt om natten, man er stresset. Og der kan jo være gode og fromme forklaringer på, hvorfor du har så travlt – det kan for eksempel være menighedsarbejdet, der fylder mere og mere.

I øvrigt har du måske lært på et ægteskabskursus, at det værste, man kan gøre, er at gå og gemme sin vrede inde i sig selv. Man må have de der ærlige skænderier, hvor man får renset luften og sat ord på nogen ting. Man bliver nødt til at lette lidt på ventilen, hvis det ikke engang skal koge helt over og komme til at gøre virkelig ondt. Så det, du gør, når du råber ad din ægtefælle, det er faktisk, dybest set, at du arbejder på jeres ægteskab og værner om det!

Sådan kan du forklare og forsvare din synd, og det kan endda lyde rigtig godt og fromt – der kan faktisk være meget rigtigt i det, du siger – du bruger det bare i virkeligheden til at forsvare din synd, så du ikke skal bekende den som synd, og så du ikke skal gøre op med den.

Seksuelt begær

Når Guds ord taler til dig om seksuel synd – om det at kaste et lystent blik på en anden end din ægtefælle – så har du også en soldat, du kan skyde skylden over på, nemlig din seksualdrift, som du er født med, og som er naturlig, grundmenneskelig, skabt af Gud. Den drift er ikke til at styre. Den tager af alle påskeliljerne og tulipanerne rundt omkring, hvor den kommer frem – og man kan ikke gøre noget ved det – det er fuldstændigt ustyrligt. Og det er vel bare sådan, det er at være menneske?

Så fik du skubbet skylden væk fra dig og placeret den over på den soldat, der hedder den seksuelle drift, som du ikke kan gøre for.

Samtidig er der mange ting, man kan komme med gode forklaringer på, at man gør. For eksempel kan du godt forklare, hvorfor du sætter dig foran fjernsynet og følger med i den der tv-serie, selvom den godt nok er usund og kører rigtig meget på sex og utroskab og ”følg dit hjerte”.

Du kan jo for det første sige, at du er rigtig træt, når du kommer hjem fra arbejde og har brug for at lade op og koble fra med et eller andet afstressende. Du kan også begynde at argumentere med, at den serie, du følger med i, den har høj kvalitet. Det kan godt ske, det ikke er alt, der er lige godt i den, men den kan lære dig meget om det at være menneske i dag, vores kultur. Det bliver vi nødt til at have blik for som kristne, hvis vi ikke skal leve inde i vores egen lille boble – også sådan at man kan snakke med folk om den her tv-serie. Den kan vise sig at blive en god platform for nogle gode samtaler – måske endda til et vidnesbyrd om Jesus for min ikke-kristne nabo – hvem ved?

Dét er da en god og from forklaring!

Undladelsessynder

Og igen: Når Guds ord taler til dig om alt det, du undlader at gøre for dine nærmeste – om alle de ting, du kunne have gjort for at hjælpe dem og glæde dem – så er den soldat, du skyder skylden over på måske dine svage kræfter. Gud har ikke skabt dig særligt stærk.

Og din fromme forklaring er, at du bliver nødt til at forkæle dig selv og være noget for dig selv, før du kan være noget over for andre. Det er altså dybest set med sigte på andre, at du passer dig selv nu – i en periode.

Intet vidnesbyrd

Når Guds ord taler til dig om alle de anledninger, du misbruger til at vidne om Jesus for andre, så har du soldaten, der hedder din medfødte generthed og naturlige tilbageholdenhed, som gør, at det bare ikke er så nemt at snakke med andre om Jesus. Din natur er måske lidt indadvendt og forsigtig.

Og du har også en from forklaring: Du mener, det er vigtigt, at vi kristne ikke kommer til at minde for meget om Jehovas Vidner, der går fra dør til dør og presser sig ind hos folk. Vi må lade folk have deres privatliv i fred – da især vores naboer; vi skulle jo gerne beholde et godt naboskab. Og hvis det så aldrig bliver til noget direkte vidnesbyrd, så må vi jo sætte vores lid til, at vores gerninger og vores væsen i sig selv vidner om, at vi er kristne.

Frafaldets mønster

Soldater – og fromme forklaringer.

Sauls mønster er dødens og frafaldets mønster. Det er jo så logisk. Og der er jo så meget rigtigt i det, du siger. Men du bruger det til at flygte fra dit ansvar – og du bruger det til at forsvare synden, når Guds profet kommer og taler om det, der bræger og brøler i dit liv. Du bruger det som et værn mod at komme ind i anfægtelse og kamp med dig selv.

Guds svar

I den situation kommer svaret fra Guds profet, Samuel: Ti stille! (v.16).

Ti stille! Så skal jeg fortælle dig, hvad Herren har sagt til mig i nat.

Vi må være stille. Vi må stoppe med at flygte. Vi må stoppe med at bortforklare. Vi må høre, hvad Herren siger.

Sig det, svarer Saul.

Og Samuel svarer: Selv om du i dine egne øjne er ringe, så er du overhoved for Israels stammer, og Herren har salvet dig til konge over Israel. Han sendte dig af sted og sagde til dig: ’Læg band på de syndige amalekitter, og gå til angreb på dem, indtil du har gjort det af med dem.’ Hvorfor adlød du ikke Herren, men kastede dig over byttet og gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne? (v.17-19).

Vi skal lægge mærke til to ting i dette svar:

For det første: at Saul er ringe i egne øjne, betyder ikke, at han har syndserkendelse. Det henviser bare til, at han over for Samuel har givet udtryk for, at han ikke har kunnet holdes ansvarlig over for soldaterne. Han har ikke haft mulighed for at styre dem. Det er på den måde, han er ringe i egne øjne. Han mener ikke, at han som hoved kan have ansvar for sine arme og ben.

Og så er den anden ting, vi skal lægge mærke til, at Samuel ikke køber Sauls ombytning af de personlige stedord. Han siger: Hvorfor adlød du ikke Herren? Hvorfor kastede du dig over byttet? Hvorfor gjorde du, hvad der var ondt i Herrens øjne?

Du er manden!” Sådan taler Guds sande profeter. Samuel vil ikke høre på Sauls flugt og Sauls bortforklaringer.

Ikke desto mindre er det det, Saul holder fast i:

Saul svarede: ”Jeg adlød Herren og drog hen, hvor han sendte mig. Jeg tog amalekitterkongen Agag med og lagde band på amalekitterne. Men folkene tog nogle får og køer af byttet, det bedste af det, der skulle lægges band på, for at ofre det til Herren din Gud i Gilgal” (v.20-21).

Saul holder altså fast i sin forklaring.

Og så er det, Samuel siger: Vil Herren hellere have brændofre og slagtofre end lydighed mod Herren? Nej, at adlyde er bedre end offer, at lytte er bedre end vædderes fedt. Men genstridighed er som spådomssynd, trods som afgudsdyrkelse. Fordi du har forkastet Herrens ord, har han forkastet dig som konge (v.22-23).

Nu bliver det alvor for kong Saul. Gud kalder Sauls synd for afgudsdyrkelse. Sauls synd er på linje med den værst tænkelige synd.

Og så kommer det hårde ord: ”Fordi du har forkastet Herrens ord, har han forkastet dig som konge.”

Sauls bøn – og Guds svar

Her skal vi huske på, at Saul ikke anede uråd, da Samuel kom. Saul havde trodset Guds klare ord. Men han havde alligevel formået at bilde sig selv ind, at alting var i den skønneste orden mellem ham og Gud. Herren velsigne dig. Jeg har holdt Herrens befaling.

Nu møder han dommens ord: Herren har forkastet dig. For du har forkastet hans ord.

Det er rystende ord. Og tænk, at der er nogen, der skal møde de ord på dommens dag. Den dag, hvor der ikke er mulighed for at omvende sig – den dag, hvor det er for sent.

Saul får her mulighed for at høre de ord, mens han endnu er her på jorden. Og nu hvor alvoren langsomt går op for ham – bliver han rystet. Og så sker der noget med de personlige stedord:

Saul sagde til Samuel: ”Jeg har syndet, for jeg har overtrådt Herrens bud og dine befalinger; men jeg var bange for folkene og føjede dem. Tilgiv mig nu min synd og vend tilbage sammen med mig, så jeg kan tilbede Herren” (v.24-25).

Saul beder om tilgivelse. Saul erkender nu, at han har syndet, og at han har overtrådt Guds bud. Tilgiv mig, siger Saul.

Og så kommer det for alvor rystende: Nej, siger Samuel (v.26).

Nej!

Og han gentager dommen helt uforandret: Fordi du har forkastet Herrens ord, har han forkastet dig som konge over Israel.

Og Samuel vender sig om og går sin vej!

Saul nægter at acceptere det. Han nægter at give slip. Han river fat i Samuels kappe. Men den går itu. Stoffet revner. Og det bliver til en ny profeti i Samuels mund: I dag har Herren revet kongedømmet over Israel fra dig og givet det til en anden, der er bedre end du; han, som er Israels herlighed, lyver ikke og angrer ikke, for han er ikke et menneske, så han angrer (v.28-29).

Når Gud proklamerer sin dom

Gud er ikke et menneske, så han angrer eller fortryder. Guds dom over synden står fast. Den er ikke til forhandling.

Og den side af Guds ord har vi brug for at blive stoppet op for – for uden det budskab vil vi ikke kunne forstå og tilegne os det, som skete i påsken langfredag. Vi har brug for at møde Gud i hans hellighed, ellers forstår vi ikke noget af det, der sker. Vi har brug for at se et billede af den Gud, som ikke kan fortryde sin dom; for hvis han kunne fortryde sin dom, så ville han fortryde sit eget ord – så ville han fortryde sin egen hellighed – så ville han fortryde sit eget væsen – og det gør Bibelens Gud ikke!

Når Gud kalder på dig, og når han peger på en synd i dit liv, så du ikke bortforklare den og flygte fra dit ansvar. ”Ti stille,” siger Guds ord. Og hør, hvad Herren siger.

Loven taler, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud,” siger Paulus (Rom 3,19).

I Det Gamle Testamente, og særligt i profetbøgerne, møder vi en overflod af domsforkyndelse. Virkelig rædselsindgydende beskrivelser af Guds dom. Og det tankevækkende – og det, som gør, at vi så ofte springer over skrifter som for eksempel ”de tolv små profeter” og tænker, at det ikke er opbyggelig læsning, og det er ikke noget, jeg får udbytte af at læse – det tankevækkende er, at det, vi møder her, er domsforkyndelse, der ikke åbner nogen udvej.

Ligesom her med kong Saul.

Det er ganske enkelt Guds proklamation af sin dom. Og denne dom er absolut! Den kan ikke ankes!

Og det er da et trøstesløst budskab – ja!

Men hvad sker der, hvis vi ikke hører det? Hvad sker der med vores gudsbillede, hvis vi ikke hører om Gud som dommeren, der ikke kan fortryde sin dom?

Jo, der sker det, at vi får et billede af Gud, som svarer til det billede, som alle mennesker har: Gud er den, der straffer de virkeligt slemme. Men dem, der gør deres bedste, og som prøver på at være gode mennesker, dem tilgiver han – for det er jo kun ret og rimeligt, og vi begår jo alle sammen fejl.

Guds ord taler anderledes. Guds lov er radikal. Og det kan siges så klart: at hvis du lever et liv uden anfægtelse; hvis du lever et liv, hvor du aldrig hører nogen brægen og brølen – så lever du ikke med Guds lov inde over dit liv. Så har du ikke besøg af Guds sande profet. Så er det de falske profeter, du fylder dig med. For Guds sande profet siger: Du er manden!

Og det siger Guds sande profet i kærlighed – for at være sandheden tro i kærlighed. Så du ikke skal få fred med dig selv – men så skal du få fred med Gud.

Korsets gåde

Men hvordan skal du få fred med Gud?

Når vi har en Gud, der ikke kan fortryde sin dom over synden – en Gud, der ikke kan fortryde sin hellighed og sit eget væsen – så er alt håb jo ude?

Ja. Alt håb er ude.

Men det er, når jeg indser, at alt er slut – når jeg indser min egen fallit; når jeg indser, at jeg ikke kan flygte fra Guds dom og bortforklare min synd – lyser korset på Golgata. Og så møder vi evangeliet i korsets store gåde.

Skal vi virkelig gribe om korsets evangelium og dybden i Jesu frelsergerning for os, så må vi møde dette gådefulde, underfulde: at på Golgata skete det, at den Gud, som ikke kan fortryde, fortrød. På Golgata skete det, at Gud overvandt sig selv. Guds søn, som selv var Gud, gik ind under Guds vrede og dom i vores sted. Gud tog selv vreden på sig. På Golgata ”fjernede Gud sine domme” – sådan står der ordret i Sefanias’ Bog kapitel 3, vers 15.

Det kostede Guds søns blod. Det kostede Guds eget blod. For Gud overvandt sig selv: Han, som ikke kan fortryde sin dom over synden, fortrød.

Tanken står stille – men hjertet priser Guds store kærlighed.

Vejen til fred med Gud

Der er ingen anden vej til fred med Gud end gennem Golgata. Du får ikke fred med dig selv. For du får ikke fred med synden. Men du får fred med Gud ved korset.

I virkeligheden er al Det Gamle Testamentes domsforkyndelse omvendelsesforkyndelse. For hvad er det at omvende sig? Det er at kapitulere. Det er at stoppe med at prøve at redde dit skind for Guds dom ved at flygte og ved at forsvare din synd.

Ti stille” siger Samuel.

Og når du tier stille – når din mund er lukket, så du er blevet ydmyget – så du ser, hvordan fårene og køerne brøler dig op i dit åbne ansigt, og det er dit ansvar, din synd – så er du blevet stille, så du kan høre, hvad Gud siger.

Gud siger: ”Ufortjent gøres du retfærdig af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3,24).

To spor i Bibelen

Der er to spor igennem hele Bibelen.

Det ene spor er det, vi møder her i Første Samuelsbog kapitel 15, hvor vi hører om den Gud, der ikke kan fortryde sin dom, fordi han ikke kan fortryde sin hellighed, fordi han ikke kan fortryde sit eget væsen.

Det andet spor er det, vi møder i for eksempel profeten Jonas’ Bog, hvor Jonas klager sin nød, fordi Gud har skånet millionbyen Nineve. Jonas siger: ”Ak, Herre, var det ikke det, jeg sagde, da jeg endnu var i mit land! Det var jo derfor, jeg ville flygte til Tarshish. Jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på troskab, og at du fortryder ulykken” (Jon 4,2).

Begge dele er helt grundlæggende rigtige ting at sige om Gud: Gud er den, der ikke kan fortryde sin dom. Og Gud er den, der fortryder ulykken – i Jesus. På Golgata!

For det er i lys af Golgata, at Guds hellighed og Guds uforanderlige, ubønhørlige dom bliver et evangelium! Fordi alt bliver taget fra mig – men jeg får alt i Jesus.

Så kan du kæmpe med vrede, med seksuel synd, med alle de ting du undlader at gøre og vidne om for andre – gennem hele dit liv. Og du kan ikke slutte fred med det, for du kan ikke slutte fred med synden, du må kæmpe med dig selv – i daglig omvendelse og bod.

Men den daglige omvendelse er først og fremmest, at du vender dig om fra dig selv og hen til Jesus. Hen til Jesu kors. Og der ser du skyldbrevet, naglet til korset. Eller rettere sagt: Du ser slet ikke noget skyldbrev eller gældsbevis, for Gud fjernede det ved at nagle det til korset!

Korset forkynder Guds fred til ugudelige, håbløst fortabte syndere.

Men bad Saul ikke om tilgivelse?

Hvad var grunden til, at Gud ikke tilgav kong Saul?

Tilgiv mig, sagde kong Saul.

Nej, sagde Samuel.

Og så gentog han uforandret Guds dom, Guds forkastelse.

Vi skal holde fast i, at Guds urokkelige og uforanderlige domsforkyndelse altid er omvendelsesforkyndelse. Guds dom sigter på, at vi skal kapitulere og indse, at alt er slut.

Men Saul bliver ikke omvendt. Saul indrømmer godt nok: Jeg har syndet, for jeg har overtrådt Herrens bud og dine befalinger (v.24).

Men – han stopper ikke der.

Hvis bare Saul havde stoppet der! Så var der nåde for kong Saul!

Men Saul fortsætter – og det, han fortsætter med, det er at forklare sig og forsvare sig: Men jeg var bange for folkene og føjede dem.

Det var altså alligevel dem! Det var ikke rigtigt mig. Jeg er i virkeligheden offeret – jeg er ikke synderen.

Så: Tilgiv mig nu min synd og vend tilbage sammen med mig, så jeg kan tilbede Herren (v.25).

Hvad er grunden til, at Saul siger det her? Hvad er grunden til, at Saul vil, at Samuel skal følge ham tilbage, så han kan tilbede Herren? Det lyder jo fromt og godt, når vi ser på ordene.

Men når vi kommer til slutningen, kan vi se, hvad der ligger bag Sauls ønske. Så træder Sauls sande jeg frem:

Jeg har syndet, men vis mig nu den ære over for de ældste i mit folk og over for Israel at vende tilbage sammen med mig, så jeg kan tilbede Herren din Gud.

Saul ville bevare sin facade. Saul ville i alles øjne være den gode og ærværdige konge, der havde holdt Herrens befaling. Derfor tabte han alt.

Jeg har en ven, som gav sit liv,
for at jeg skulle leve.
Der findes intet alternativ;
det er omsonst selv at prøve.
Fordi jeg lever så milevidt
fra Guds lov, er mit liv fallit.
Jeg fik dommen, så lød den:
Du skal dømmes til døden!

Denne dom er absolut,
og jeg kan ikke anke;
men når jeg indser, at alt er slut,
har Gud en frelsende tanke:
Til jorden sender han Jesus, som
tager på sig min skyld og dom,
når han dræbes uskyldig,
blir min dødsdom ugyldig.

Tænk, jeg skal ikke dø, fordi
Jesus døde i stedet!
Al min dødsangst er nu forbi,
den er byttet med glæde.
Ja, Jesus hjælp mig til at forstå
at det liv, jeg nu leve må,
det er dit liv alene;
det er dig, jeg skal tjene!

Vidar Kristensen 1971.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2020. Hele bladet kan læses her.