Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Hvordan bliver jeg en sand og sund kristen?

Om hvor vi skal søge hen, når vi længes efter at være sunde og sande kristne - og når vi anfægtes over synd og ligegyldighed.

En sand og sund kristen. Det er den karakteristik, mange, der bekender sig som kristne, gerne vil have. Og så har man et eller andet glansbillede af et liv, hvor man er i nærkontakt med Gud, og det virkelig kan mærkes og ses af de andre, at man er kristen. Og det er netop, hvad det er: et glansbillede.

Men hvilke forudsætninger har du og jeg egentlig for at blive en sand og sund kristen? Bibelen svarer på det. De forudsætninger, vi er født med, læser vi om i Romerbrevet 3, vers 9-18: ”Har vi så nogen fordel? Overhovedet ikke! Vi har jo allerede anklaget både jøder og grækere for alle at være under synd” (v.9). Og i Jeremias’ Bog 17, vers 12: ”Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?”

Sådan er vi alle. Det er den natur, vi undfanges og fødes ind i denne verden med. Når Gud møder os med kaldet til frelse, er vi sådan. Uden undtagelse. ”I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig“ (Sl 51,7).

Alligevel ville han frelse os. Det er Guds kærlighed.

Den gamle og den nye natur

Men denne natur, som også kaldes for kødet og den gamle natur, bliver aldrig anderledes. Den vedbliver at være, som den er: ugudelig. Det ved du, som tror på Jesus som din frelser, for det har du erfaret. Der er noget inde i dig, der ikke vil, hvad Gud vil, ikke ønsker at søge og ære Gud. Det er denne faldne natur. Man ville så gerne, det skulle blive anderledes, i stedet bliver det værre.

Det er en af de erfaringer, Guds Ånd, Helligånden, giver den, der tror: Jeg har et ugudeligt og egoistisk jeg, som ikke vil have med Gud at gøre. Jeg er solgt som træl under synden og kan ikke selv komme fri. Sådan er vi alle i vores natur fra fødslen af – og indtil vi dør!

Så ud fra naturen har vi alle samme forudsætninger for at blive en sand og sund kristen. Hvad enten vi er en Paulus, Luther eller hvem som helst. Det er virkeligheden. Denne natur kan ikke frelses og skal det heller ikke. Den skal dødes, dræbes.

Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden” (Rom 6,6).

De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne” (Gal 5,24).

Derfor giver Gud os en helt ny natur, når vi begynder at tro på Jesus. Bibelen siger faktisk, at vi får del i guddommelig natur (2 Pet 1,4). Så herligt er det at blive en kristen.

Og det betyder, at også ud fra denne nye natur har vi alle de samme forudsætninger for at blive sande og sunde kristne. ”I ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse – i ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med forjættelsens hellige ånd, som er pantet på vor arv, indtil forløsningen kommer for hans ejendomsfolk, til lov og pris for hans herlighed” (Ef 1,3.13-14).

Den nye natur er modsat den gamle, den vil det, som Gud vil (Rom 7,22-25; Sl 119).

Hvad skal jeg gøre?

Men hvordan får jeg da del i denne nye natur? Eller hvordan bliver jeg en kristen?

Ikke ved, at du gør noget. Det vil din gamle natur gerne, men det er ikke vejen.

I Bibelen siger Gud, at det at blive en kristen er en skaberakt, en nyskabelse. “Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!“ (2 Kor 5,17). Det vil sige en gerning, hvor Gud er alene om at virke alt, som ved den første skabelse af universet. Og Gud vil frelse dig, præcis som du er. Som den, der er ugudelig og afmægtig på grund af synden (Rom 5,6).

Den, der arbejder, får ikke løn som en nådesbevisning, men efter fortjeneste. Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed” (Rom 4,4-5). Du kan ikke bidrage med noget til din frelse og har heller ikke noget at bidrage med.

Og måden, Gud frelser dig på, er ved sit ord: ”Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord” (Rom 10,17). Der er ingen andre måder, for det er gennem Ordet, at Gud åbenbarer sig for os. Derfor er forholdet til Bibelen så afgørende for dig. I Ordet møder du Kristus, som gav sit blod og sit liv for dig. Han er din frelser.

Det er ved at høre evangeliet, at troen kommer. Evangeliet om ham, der døde i synderes sted, i dit og mit sted. Han frelste dig fra fortabelsen under Guds vrede og dom, fordi han selv bar Guds vrede og dom. Kristus er den nådestol, som Gud selv har sat frem som mødested for syndere og Ham. Alle andre mødesteder, vi kan finde på, medfører døden (Rom 3,23-26). Kun i Kristus kan en synder bestå for den levende og hellige Gud. – Men der møder du også Gud i hans nåde og tilgivelse. Der må du komme med al din synd og få tilgivelse.

Kristen uden anger og bod?

Men måske kæmper du med, at du ikke ser synden i dit liv? Du har ingen anger og bod, synes du, og derfor tør du ikke gå til Jesus. Din største nød er blevet, at du ikke ser din nød, og din største anger, at du ingen anger har. Derfor går du rundt og er dømt i dit hjerte af dig selv. Du tør ikke tro, at nåden gælder dig.

Til det vil jeg sige tre ting:

1) Målet af anger og bod over synden står der intet om i Guds Ord. C.O. Rosenius siger: ”Den, der ser det at komme til Kristus som sin eneste redning, han har nok, både af anger og bod og af tro, til allerede at være benådet i Ham1.”

2) Når du siger, at du ikke ser din synd, så bekend det for ham. Og læs Romerbrevet 3, vers 9-18 og begynd dér. At du ikke ser synden, skyldes netop, at du ikke søger Gud. Begynd at bekende det.

3) Når din samvittighed dømmer dig og siger, at du ikke er nogen kristen, du er ikke god nok, som du er, så læs, hvad der står i Første Johannesbrev 3, vers 18-20: ”Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed. Deraf kan vi vide, at vi er af sandheden, og over for ham kan vi bringe vort hjerte til ro, hvad end vort hjerte fordømmer os for; thi Gud er større end vort hjerte og kender alt.”

Du er købt fri fra loven, den kan ikke anklage dig for Guds domstol. Du er fri fra loven i din samvittighed. Købt fri ved Jesu blod.

Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme, og vi har i ham en stor præst over Guds hus. Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand“ (Hebr 10,19-22).

Kampen – et sundhedstegn

Når du derfor møder modsætningen i dit liv, så vid, at det er din gamle natur, der kæmper mod din nye natur. Den ene vil den andens død, og det medfører en livslang kamp. Ja, du læste rigtigt: en livslang kamp. Det er ikke sygdomstegn, men sundhedstegn, at denne kamp foregår. Det viser, at den nye natur virker i dig. Det farlige er ikke, at du erfarer denne kamp, men det farlige er, når ligegyldigheden får lov at bestemme. Da indstilles kampen, og du har overgivet dig – og tabt. Da er du på vej bort fra Jesus mod fortabelsen.

Men du skal også vide, at falder du i synden, da må du igen komme til Jesus: ”Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder” (1 Joh 2,1-2).

Til dig, der ikke kender denne kamp i dit indre og alligevel regner dig for en kristen, vil jeg spørge: Elsker du Jesus? Kender du ham, der døde for dine synders skyld? Er det hans blod, der er din eneste trøst og frimodighed i mødet med den tre gange hellige Gud?

Jeg er bange for, at du, der ikke kender denne kamp, heller ikke kender Jesus. Du har ikke del i ham og hans, men i det modsatte. Din eneste redning er at vende om og komme til Jesus og bekende din synd. Der er også nåde og tilgivelse at få for dig.

Frelsesvished

Men så er der det med frelsesvisheden? Hvordan kan jeg vide, at jeg er frelst? Især når jeg erfarer denne kamp i mit indre, og det ser ud som om, det er min gamle natur der vinder.

Du har det, som sangeren skriver:

Jeg ofte er i frygt og fare
og tænker, alt er selvbedrag.
Jeg synes, livet ej vil svare
til det, jeg ser som hjertets sag.
Hvor skal jeg hen med denne nød?
Jo, ile til min frelsers skød!

Så længe jeg er her på jorden,
Jeg plages daglig af min synd.
Jeg ringe var, er værre vorden,
ser stadig mer af hjertets dynd.
Dog må jeg være Jesu brud.
O du forunderlige Gud!

Gud vil gerne give os frelsesvished, når vi tror på ham. Det siger han selv i sit ord. En kristen skal ikke gå rundt og leve i uvished om frelsen. Der er perioder, hvor Gud tager frelsesvisheden fra en kristen for at prøve troen og give den vækst, men efter en tid giver han igen vished i troen. Det sker også for mig.

I Esajas 54, vers 7, står der ”Et kort øjeblik forlod jeg dig, men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage”. Det er måden, Gud handler med dem, der tror på ham.

Frelsesvished er ikke en vished om, at alt er i orden med dig. Det er en vished om, at det, Jesus er og har gjort, er nok til frelse for dig for tid og evighed, sådan som du er. En vished om, at du, som er en synder, har en hel og fuld frelse i Jesus alene. At det, han gjorde på Golgatas kors gælder for dig. At det var din synd, han bar og sonede, og at hans retfærdighed er din ind for Gud.

Dermed er også sagt, at den ikke bygger på følelser eller oplevelser. Den bygger ikke på noget inden i dig. Det er ikke det, der afgør, om du er et Guds barn. Hvis jeg spørger dig, om du er sikker på, at du er barn af dine forældre, så svarer du jo ikke: ”Ja, det føler jeg!” eller: ”Ja, det har jeg oplevet.” Det vil være et underligt svar. Nej, du ved det, fordi de har sagt det til dig, og du har bevis på det fra myndighederne.

Frelsesvisheden bygger heller ikke på, hvad du har gjort for Gud, eller hvad han har virket i dig ved sin Ånd; at du har bekendt dine synder, at du beder, kommer til møder m.m.

Den grunder sig heller ikke på din tro. Det vil jo betyde, at du tror på troen. Det vil være som en kaptajn, der kaster ankeret ned i bunden af skibet for at få hold på det.

Nej, frelsesvished er troens fulde vished om, at ved Jesu blod er jeg renset fra al synd og står retfærdig for Gud i Ham, selvom jeg stadig er en synder. Det handler altså om noget uden for mig selv.

Frelsesvisheden og Guds ord

Men hvorfra henter troen da den vished? Som nævnt ikke i noget hos mig. Men i Ordet, i Bibelen. For troen kommer af det, som høres. Det vil sige: Den bliver ved med at komme af det. Bibelen forkynder dig om Jesus og det, som han har gjort til din frelse. Frelsesvisheden kan ikke skilles fra Jesus. Det er også det, Bibelen siger: ”Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv” (1 Joh 5,13).

Gud viser dig, at du er den synder, som Jesus døde for. At det var dine synder, han bar på korset. At det var din dom og straf, han tog. At det var din fortabthed, han gik ind i. Prøv at stoppe for disse vers:

Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt“ (Es 53,5).

Jeg fryder mig over Herren, min sjæl jubler over min Gud. For han har klædt mig i frelsens klæder og hyllet mig i retfærdighedens kappe, som en brudgom sætter sin turban, og som bruden fæster sine smykker“ (Es 61,10).

Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham“ (2 Kor 5,21).

Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: ‘Det er fuldbragt.’ Og han bøjede hovedet og opgav ånden (Joh 19,30).

Der kan nævnes mange flere vers, men læg selv mærke til dem, når du læser i Bibelen, og læg mærke til hvert ord i dem. Vers, der handler om, hvad Jesus har gjort for dig.

Frelsesvished er ikke noget, der hænger og dingler i luften, som du så skal se, om du kan fange og fastholde. Frelsesvished kommer til dig gennem det ord, du læser og lytter til fra Bibelen, for her taler Gud til dig om ham, som er din Frelser: Jesus Kristus. Her hører du, at Gud satte Jesus på synderpladsen, din plads, og så ham som en synder, ja den største nogensinde. Og dig sætter han på sønnepladsen, Jesu plads, og ser dig som retfærdig i ham, ja lige så retfærdig som Jesus selv.

Når du da tror det, så lægger Helligånden gennem Ordet det vidnesbyrd ind i dit hjerte, at du er frelst og hører Jesus til af bare ufortjent nåde. Det er det, du læser om i Romerbrevet 8, vers 16. Så vidner din ånd sammen med Guds ånd om, at du er et Guds barn. Din ånd vidner ikke om en følelse eller oplevelse, men om det, som Gud gennem Ordet har givet dig, og som du nu tror på. Da er der vished i dit hjerte på grund af det, som Gud har sagt.

Når visheden anfægtes

Men dette er ikke en statisk vished. Også en kristen møder tvivl. Det var vi inde på lige før. Det kan skyldes mange ting, men der er især én, som vil ødelægge din frelsesvished: Djævelen. Han vil gerne så tvivl om, at det, Jesus har gjort, er nok for dig. Det er det for alle andre, men du er for stor en synder. Eller han fortæller dig, at du ikke kan stole på Bibelen, eller at noget andet er vigtigere, eller at du må føle det noget mere, eller at du ikke er blevet rigtig omvendt. Så kan der blive en jagen rundt efter det ene og det andet.

Da er det så vigtigt at holde dig til Ordet. Høre og læse, hvad Gud har sagt. Hvad siger Gud for eksempel til dig, som er plaget af tvivl pga. din synd? Jo, i Johannesevangeliet 1, vers 9 kan du læse om det: ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.”

Eller dig, som kæmper med tvivl, fordi du intet føler? Jo, i Efeserbrevet 1, vers 7 kan du læse om det: ”I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde.”

Det er Ordet, Guds ord alene, der kan give dig vished, og som du kan bygge på.

Ordet gør det klart for dig, at frelsen er noget uden for dig selv. Ja, det kan siges endnu stærkere: Din frelse er en anden person end dig selv, nemlig Jesus. Det er det, som er så vigtigt at fastholde: at frelsen er Jesus selv. Du frelses ikke, fordi du tror, men du frelses ved troen på Ham. Det er en vigtig forskel.

Den frelsesgrund, som står fast

Jeg vil prøve at sige det på en anden måde: Der sker ikke noget nyt, fordi du begynder at tro. Det er ikke din tro, der bevirker, at Jesus er død og opstået for dig. Det er sket lang tid inden. Du bliver ikke forsonet med Gud, fordi du begynder at tro. Det er sket allerede inden. Din frelsesgrund er lagt, længe inden du begynder at tro. Det skete på Golgata.

Din tvivl rokker ikke det, som Jesus har gjort for dig, nej, det står fast i evighed, siger Bibelen. I Hebræerbrevet 9, vers 12, står der: ”Og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning.”

Det samme gælder din synd. Heller ikke den kan ændre på, hvad Jesus har gjort for dig. Det siger Bibelen også. I Romerbrevet 5, vers 8, står der: ”Men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.”

Hvis noget hos dig kunne rokke det, Jesus har gjort, så ville intet menneske kunne vide sig frelst. Så ville du aldrig kunne være sikker på, at det, Jesus har gjort, gælder dig.

I en sang synger vi det sådan:

Min frelsesgrund er ikke min tro, min kærlighed,
omvendelse og bønner, ej livets hellighed.
Nej, grundvolden er Kristus, Guds søn urokkelig,
og andre grunde frelser ej, det har jeg skriftelig.

Dermed er også sagt: Gør du ikke brug af Guds ord, hører og læser det, så får du heller ingen frelsesvished. Ja, du kan ikke blive eller være frelst, for troen kommer af det, der høres. Og høres ingenting, ja så kommer der heller ingen tro. Det er kun Guds ord, der kan give dig frelse og føre dig ind i frelsesvisheden. Og igen: Det er evangeliet – ikke loven, men ordet om, hvad Jesus har fuldbragt for dig på korset, der gør det.

Og lad mig så slutte med et citat af C.O. Rosenius, som har været mig selv til uendeligt stor trøst mere end en gang:

Jeg ville så inderligt gerne, at min kristendom skulle være fuldkommen, og jeg har bedt Gud mere om dette end om noget andet. Men gælder det min salighed, da siger jeg således: Jeg vil ikke have nogen anden retfærdighed end min Herre Kristus. Holder ikke min kristendom prøve, så holder min Herre Kristus2.


1 C.O. Rosenius’ Samlede skrifter Bind IV, s. 11.

2 “På Skriftens grund“, 7. oktober.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2017. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Preben Skov Jensen

Preben Skov Jensen, sognepræst i Rækker Mølle Pastorat.

Preben Skov Jensen

Preben Skov Jensen, sognepræst i Rækker Mølle Pastorat.