Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Hvad anfægtelse er

Om hvordan Gud leger skjul med sine børn. Om at leve i vækkelsen og den daglige omvendelse. Om den eneste trøst mod død og anfægtelse.

Ikke alle dage er lige,
alle ej på glæde er rige,
ikke hver en dag nyder sjælen samme ro

Solisten synger med varme i stemmen. De enkle ord er udtryk for hans egen erfaring. Gamle og unge på stolerækkerne kender sig igen. De har i deres trosliv oplevet klagetonen. Sangforfatterens ord er ikke indholdsløse.

Ikke alle dage er klare,
stundom jeg i tåge må fare

Et par ansigter løfter sig, præget af spænding. Venter ligesom på næste sætning. Tåge – det er deres situation.

Ofte kan den troende ikke selv analysere den anfægtelse, han er i. Uro, tåge – det hele er uklart og tungt.

Alligevel skal vi prøve at tage nogle træk ved anfægtelsen frem. Kilderne er Bibelen, luthersk opbyggelseslitteratur og kristnes erfaring.

Kampen i den forfærdede samvittighed

Fra én side set er sand kristendom erfaringskristendom. Men ikke alle erfaringer er vidnesbyrd om sand kristendom. Sværmeriet har altid lagt vægt på åndelige erfaringer. Og alligevel er disse langt fra nogen garanti.

Den Augsburgske Bekendelse fra 1530 (CA) berører selve hjertepunktet, hvad erfaringer angår. Den taler om, at evangeliet ikke ret kan erkendes uden ”kampen i den forfærdede samvittighed” (CA 20). Med anfægtelse (”tentatio” på latin) sigtede reformatorerne til denne ”kamp i samvittigheden”.

Deres teologi er derfor også kaldt ”anfæg-telsesteologi”. De havde mødt Guds ord på en sådan måde, at de var blevet berørt. De forstod, at de havde med en hellig Gud at gøre.

Denne ”samvittighedskamp” er ikke et enkeltstående fænomen i en kristens liv. Den følger en hele livet.

Ikke på den måde, at man bliver sygeligt optaget af sin syndighed, men ved, at livet hele tiden står i vækkelsens tegn. Vækkelse i egentlig forstand er samvittighedsvækkelse. Man får så meget af sit hjertes ondskab at se, at evangeliet ikke bliver et tilbagelagt stadium. Det bliver et bestandigt livsbehov.

Mødet med Guds vrede

Al virkelig bibelsk vækkelseskristendom må være bevidst om at forkynde Guds vrede og dom over synden. Hvis vi er blevet en generation af kristne, som er mere eller mindre fremmede for anfægtelsen, skyldes det nok i sidste instans, at Guds vrede ikke længere bliver forkyndt med bibelsk tyngde og kraft. Samvittighederne bliver ikke vækket.

Gud er nok – som han var det på Luthers tid – et problem for mange også i dag. Men ikke, fordi han er vred. Nej, spørgsmålet er, om han har noget virkelig godt at tilbyde det moderne menneske.

I Guds ord er problemstillingen en helt anden. Vil Gud i det hele taget have med mig at gøre? Hvordan skal jeg undgå hans vrede over mine synder? Hvordan finder jeg en nådig Gud? (Luk 18,13; Es 60,5; Ef 2,3).

Jeg står for Gud, som alting ved,
og slår mit øje skamfuldt ned.
Jeg ser min synd, at den er stor
i tanker, gerninger og ord.
Det mig igennem hjertet skær’ –
o Gud, mig synder nådig vær!

Sådan taler den, som har mødt Guds vrede.

Gud kræver ikke ydre lovgerninger af menneskene. Nej, han kræver det fuldkomne hjerte. Hans lov sigter på hjertet. Mødet med loven bliver for synderen et møde med Guds vrede. Man bliver nemlig ”vejet på vægten og fundet for let” (Dan 5,27).

Gud kræver mennesket til regnskab. Og mennesket kan ikke ”gendrive én ud af tusind anklager” (Job 9,2-3). Man møder den ”nøgne Gud”, sagde de gamle. Det vil sige: Man møder Gud i hans hellighed – som han er, når han ikke er ”iklædt Kristus”.

Ikke underligt, at Luther kan tale om anfægtelsen som ”anfald af angst for død og helvede”. Anfægtelsens inderste årsag er netop mødet med Guds vrede.

Denne erfaring hører ikke bare til startfasen af kristenlivet. Nej, man må til stadighed afsløres som synder og være vågen for syndens forfærdelige alvor. Den synd, som førte vor uskyldige Frelser ind under dom og fordømmelse fra Gud.

At leve i vækkelsen bliver derfor at opleve noget af Giverholts dybe erfaring:

Dengang i fald, i synd og skam jeg var,
en fattig sjæl, som ondt kun i sig bar

Når Gud med sin hellige lov kommer os ind på livet, bliver vi 100 procent syndere i os selv (læs om lovens gerninger i Rom 7).

Reformatorerne talte om den kristne som ”samtidig retfærdig og synder”. Retfærdig i Kristus, men synder i sig selv. Skal vi kunne fastholde vor retfærdighedsdragt i Kristus, må vi afsløres og være det, vi egentlig er: syndere, der er fortabelsen værd. Anfægtelsen kan derfor blive forfærdelig. Luther skildrer den sådan:

Den sorg og den angst for Guds vrede, de bærer på i deres hjerte, frygten for den evige død og for at få Djævelen til selskab i Helvede, trænger gennem sjæl og sind og tynger dag og nat på deres hjerte.”

Også Scriver maler denne erfaring med stærke farver. I værste fald kan man tro sig forkastet af Gud, ”evig, evig, evig fortabt”. Når nemlig vort iboende syndefordærv og vor trælbundne vilje afsløres, bliver Guds vrede en barsk realitet, som vi ikke kan flygte fra noget sted hen undtagen til Kristus. For i Kristus er vreden sket fyldest, og der har den nået sit mål.

Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus” (Rom 8,1).

Den skjulte Gud

Anfægtede mennesker har altid kendt sig igen i Det Gamle Testamentes klage- og bodssalmer.

Vil du have den hellige, kristelige kirke malet for øje med levende farver og skikkelse, så tag Salmerne for dig”, sagde Luther.

Et centralt tema i dem er, at Gud synes at have glemt den troende, han synes at skjule sig. Man føler sig skilt fra Gud og ser ligesom kun hans vrede.

Du har stillet vore synder for dine øjne, vore skjulte overtrædelser i dit ansigts lys” (Sl 90,8).

Fra hjertet stiger da råbet til Gud: ”Hvor længe vil du skjule dit ansigt for mig?” Men han hører ikke. Han er ”den skjulte Gud”.

Jeg kan ham ikke finde, som hedder sjælens ven”, synger Brorson. Det er som ”at opleve den åndelige døds pine og smerte” (Scriver).

Det er dette, Rosenius kaldte for Guds underlige ”legen skjul” med sine børn. Han berøver os den følbare nåde, sender os noget bittert, tager noget kært fra os, synes ikke at høre vore bønner. Da er det vintermørke dage for sjælen. Gud lader en gå et stykke tid i åndeligt mørke, uden glæde og uden lys. Himlen er lukket – sådan føler man det. Man må i sin fortvivlelse spørge: Hvorfor, Herre?

Det sværeste er, at når Gud således er blevet borte for en, synes man at have mistet al modstandskraft over for synden. Man møder både Gud og mennesker med et forvredet sind. Man mærker en stigende ulyst til bøn og bibellæsning. Fra hjertedybet stiger kun et eneste råb: Herre, fri mig ud!

Hvor sælsomt, Herre!

Ofte får vi intet svar på anfægtelsens ”hvorfor”. Guds tanker er højere end vore, hans vej er visere.

Når han unddrager os sin nådes nærvær, står det ikke til at forklare hvorfor. Han er den, der handler ”underligt og sælsomt” (Es 29,14).

Troen skal prøves. Derfor fører Herren sine ad de underligste veje, til tider så underlige, at det ser ud, som tager han det, han har sagt og lovet, tilbage” (Rosenius).

I sådanne perioder ser man kun det, som en har kaldt ”de skærende modsigelser mod vort barnekår hos Gud”. Med det mente han: Man ser af Guds ord, hvilken høj stilling man har som Guds barn. Men man oplever det modsatte!

Det ser ud, som om Gud har taget sine løfter tilbage. De, som er født af Gud og delagtige i Guds natur, går ofte med våde øjne og beklemte hjerter, siger Rosenius. Og han fortsætter: De er i det mindste også så sukkende og jamrende, som om de var de elendigste trælle under synden og Djævelen.

At Gud, som har lovet glæde i Helligånden, fører sine på denne måde, er vanskeligt at fatte. Det er uransageligt (Rom 11,33).

Måske er det, for at vi ikke skal have vor glæde i os selv, men netop i Gud.

Eftersom Gud er den underlige, bliver de kristnes kår i verden også underlige. Paulus udtrykker det sådan: ”som bedrøvede, dog altid glade” (2 Kor 6,10).

I en af sine sange har Rosenius skildret de kristnes kår i verden på følgende måde:

Underligt er det kristne at være,
salige er vi og sukker dog tit,
tror os i våde,
skønt vi fik nåde,
skærmes i borgen, men hviler så lidt.

Op da af dvalen, ængstede hjerte!
Du må ej glemme så rent, hvad du har!
Er du i mørke,
storm eller tørke,
Herren dog bliver den samme, han var.

Kristenliv er et liv i tro, ikke i skuen. Derfor er det så sjældent, vi ser det, vi i virkeligheden ejer i Kristus.

At være kristen vil sige at være et Guds barn, som Gud leger denne alvorlige leg med: en liden stund, en liden stund, og I ser mig ikke” (Rosenius).

I en prædiken over Joh 16,16-22 bruger også Luther dette udtryk: ”en kort tid, så ser I mig ikke længere” som udgangspunktet for at tale om anfægtelse. Han taler om at ”miste Kristus af hjertet” og trøster med, at denne anfægtelse ifølge Jesu ord kun skal vare en kort tid. Kristus går fra en, siger han, og efterlader hjertet i syndens, døden og Helvedes magt. Gud, den underlige, skjuler sig. Hans nåde er ikke følbar som før.

Denne ”leg” (se citat af Rosenius ovenfor), som Gud leger med sine troende, er uforståelig, mens den står på. Ofte også bagefter:

Det er aldeles uforklarligt for fornuften og vort syndige kød, at Gud, som bliver kaldt barmhjertighedens Fader og al trøsts Gud, kan tillade Satan at skyde sine pile af mod troendes hjerter” (Scriver).

Den, som har prøvet at være inde i anfæg-telsens mørke, må sige med Luther: ”Der ruger mørke over denne afgrund.”

Det gælder derfor om ikke at fortvivle i ”troens tykke, sorte tåge”. Kristi rige er et troens rige. Den, som absolut og til stadighed vil føle og se, kan lige så godt sige dette rige farvel.

Regn ikke i anfægtelsen med at kunne se tegn på din nye fødsel! – I mørke ser man intet.”

Sådan talte Rosenius som sjælesørger. Når Gud skjuler sig, gælder det om at have en højere og fastere grund under fødderne end det, som føles og ses.

Er troende levende?

Guds ord siger, at en by, der ligger på et bjerg, ikke kan skjules. Det siger også, at den gren på vintræet, som ikke bærer frugt, tages bort og kastes i ilden. Hvilken gribende alvor!

En side ved anfægtelsen er netop, at man synes at mangle ethvert kendetegn på at være et Guds barn. Der er så lidt af Åndens frugt i mit kristenliv. Gud vil vel snart ikke have noget mere med mig at gøre!

Dette skal vi ikke gå for let hen over. At pege på nødvendigheden af en levende tro har altid været et bibelsk anliggende. En død kundskabstro frelser ingen. Nej, det er, som Jakob siger om troen: ”I sig selv, uden gerninger, er den død” (Jak 2,17).

Det gælder om at være en sand kristen, som lever omvendelsens nye liv med Gud. Det gælder om at have en personlig tro, som er virksom.

Begynder man ud fra disse kriterier at ransage sig selv, vil mange blive et bytte for tanker og spørgsmål, der anfægter:

Mon jeg skal nå det skønne land,
som snubler gang på gang?
Men Jesus, er jeg en af dem,
vil du mig kalde din?
Står jeg for dig som hine fem
med blus i lampen min?

Lever jeg på billig nåde uden omvendelsens kamp? Porten er snæver, og vejen er trang. Det er derfor ret at gå ind i Guds ransagende lys, som de gamle pietister har lært os det.

Pietismens lære om den levende tros kendetegn kunne ganske vist let få lovisk præg. For når man ved ransagelsen af sig selv afsløres som en ussel og uværdig kristen, er det ikke i første omgang det at ”tage sig sammen”, der skal til. Nej, her gælder det om at finde frem til den livskilde, som gør troen stærk og levende, og som gør, at den bærer frugt.

Og denne livskilde er selve evangeliet. Det gælder om at blive optaget af ham, som kendetegnene skal vidne om.

I sit opgør med den katolske kirke havde Luther også et og andet at sige om dette med kendetegn. Ifølge den katolske tradition ses anfægtelsen som et angreb på kærligheden til Gud. Den kristne kærlighed til Gud er det primære kendetegn på barnekåret, og derfor bliver visheden om frelse let knyttet til svaret på dette selvransagende spørgsmål: Elsker jeg virkelig Gud?

Med tanke på dette siger Luther:

Når Satan diskuterer med mig, om Gud er mig nådig, nytter det ikke at sige: ‘Den, som elsker Gud, skal arve Guds rige.‘ For da indskyder han straks: ‘Du elsker ikke Gud!‘ Og på det kan jeg heller ikke svare, at jeg er en forkynder, som elsker. Men at Jesus Kristus er død for mig – og artiklen om syndernes forladelse – det er det, som gør det.”

Svaret på denne form for anfægtelse bliver altså hos Luther altid troen på ”hovedartiklen” om syndernes forladelse og barnekår for Jesu skyld. Ved dette budskab bliver den anfægtedes tro en ”levende, virksom ting”, som gør gode gerninger.

Den virkelig alvorlige anfægtelse i denne sammenhæng bliver altså spørgsmålet: Tror jeg virkelig på Jesus? Er Jesus mit livsbehov? Har jeg selve det afgørende kendetegn på en levende tro: afhængigheden af Jesus?

Legemlige anfægtelser

Fattigdom, sygdom, hån og spot, problemer osv. – også den slags falder ifølge luthersk forkyndertradition ind under begrebet anfægtelser.

Luther selv kunne kalde det for legemlige anfægtelser. Bibelen fortæller om syge, som ikke blev helbredt, om modstand fra fjender, om lidelser, om svære legemlige prøvelser af forskellig art. den slags står i sammenhæng med syndefaldet og Guds dom over menneskeheden (1 Mos 3,17-19 m.fl.).

Al lidelse og sorg i verden er udslag af Guds ”dødende” gerning. Selvsagt er der ikke nødvendigvis sammenhæng mellem det enkelte menneskes synd og dets plager. Men alle ”legemlige” anfægtelser er følger af syndefaldets forbandelse over menneskeheden.

I Salme 90 udfoldes det perspektiv, som den slags legemlige nød må ses i. Salmisten fremdrager det mørke og triste ved menneskelivet. Han skildrer, hvordan livet hastigt svinder bort – i møje og slid. Hvordan vi henlever vore år under suk. Vi er som græsset, der gror om morgenen og blomstrer, men ved aften er vissent og tørt.

Og alt dette ser salmisten som Guds gerning. Ja, han siger det så stærkt: ”Alle vore dage svinder hen i din vrede.”

I denne situation er alle mennesker – troende som ikke-troende – fordi de tilhører Adams slægt. Men den ”visdom i hjertet”, som gør, at vi forstår dette, må Gud selv give os (v. 12).

Gud selv må virke gudsfrygt i os – frygt for ham som den hellige herre og dommer, sådan som han møder os i livets konkrete virkelighed: i det flygtige liv, vi lever, i vor smertefyldte møje, i trældommen under forgængeligheden, i dødens jernhårde greb.

På denne måde bliver legemlige anfægtelser mere end blot legemlige. I Guds ords lys bliver de et møde med Guds dom over menneskeheden.

Nu er dette ikke alt, hvad Guds ord har at sige i en sådan nød. Trøsten hører også med. Mere derom senere1.

Som vi vil forstå, bliver det vanskeligt at trække grænsen mellem legemlige og åndelige anfægtelser. For i begge tilfælde har man med Gud at gøre. De legemlige anfægtelser får deres dybde fra den åndelige tolkning. De rent åndelige anfægtelser kan virke ind på legemet.

I Det Gamle Testamentes klagesalmer oplevede de klagende, at nøden kunne føre til en tilstand, hvor de også rent fysisk mistede al kraft. På samme måde kan for os de anfægtelser, vi oplever, føre fysiske og psykiske komplikationer med sig.

I den troendes erfaring vil åndelige og legemlige anfægtelser ofte høre nøje sammen. Man står for Gud, tiggende og bedende – og det med hele sin nød – legemligt som åndeligt.

Døden

Af det, som er sagt ovenfor, forstår vi, at anfægtelsen på en måde er ”i slægt med” døden. Anfægtelsen i mødet med Guds vrede er en slags foregreben dommedagserfaring, siger Luther. ”I vreden er der død og helvede” – så stærkt kunne han sige det. Man bliver nemlig klar over Guds retfærdige dom over al synd og må medgive, at egentlig burde man selv gå fortabt.

Den dybeste anfægtelse er som en dødskamp.

Døden kan på den anden side være som den dybeste anfægtelse – den sidste. For døden er efter syndefaldet en Guds straffedom over menneskene. ”Den dag, du spiser af det (træet til kundskab om godt og ondt), skal du dø,” sagde Gud til Adam (1 Mos 2,17).

Døden er ikke afgrænset til selve dødsøjeblikket. Dens kræfter er virksomme og giver udslag også tidligere i menneskelivet. Men skal vi fuldt ud lære dødens tragedie at kende, må vi først lære Guds dom over vor synd at kende. Den kamp i samvittigheden, mennesket oplever i forbindelse med Guds dom over synden, giver bedre end noget andet indtryk af, hvor forfærdelig døden i virkeligheden er.

Den trøst, man har mod døden og mod den ”høje åndelige anfægtelse” (Luther), er derfor dybest set den samme. ”Dødens brod er synden” (1 Kor 15,56). Derfor bliver trøsten mod døden og trøsten i samvittighedskvaler evangeliet om syndernes forladelse i Jesu blod.

Dødsangsten og fortvivlelsen og angsten er den egentlige død (…) Når Moses driver på med sin gerning, dvs. når Guds ord afslører synd og Guds vrede, da er han (Moses) en tjener for døden, vreden og synden. For da bliver det åbenbart, at den guddommelige vrede har bragt døden med sig. En høne eller en gås kender hverken til anfægtelse eller angst for døden, for de har ingen synd” (Luther).

Disse tanker af Luther pløjer dybt. Og dette ”dødsperspektiv” over anfægtelsen er det heller ikke alle, der oplever. ”Det er kun ganske få, der føler, at døden hænger os over hovedet, og at den guddommelige vrede truer os,” siger han.

En dyb erkendelse af Guds hellighed og syndens alvor vil alligevel give kristne en vis føling med denne ”dødsskyggens dal”. Da gælder det om at eje den rette trøst.

Det er nok ikke tilfældigt, at den gamle kirkebøn nævnte ”den, som er i dødens nød” i tilslutning til ”kom nådig de anfægtede til hjælp”.

Kors og trængsler

Livet i Kristi efterfølgelse er et liv i kors og trængsel. Ja, ”du opdrager os for dit rige med kors og trængsel,” siger vi. Kors og anfægtelse er begreber, som ligger tæt på hinanden.

Korset er først og fremmest trængsler fra verdens side, fordi man er kristen.

Men også uforståelige ting, som Gud lægger på en, kan kaldes kors. Jesus talte alvorligt om, at hans disciple må tage korset op og følge ham efter. Den kristne og korset hører sammen.

Korset ydmyger. Mange tager det op uvilligt og med suk og gråd. De siger: Jeg må lide. Det er nu engang min lod. Andre tager korset op og bærer det tålmodigt, men ser det som en byrde, de gerne vil blive kvit. De siger: Jeg kan lide. Gud giver mig kraft. Andre igen tager ikke bare villigt korset op, men de elsker det og ved, at det er et kendemærke på Jesu efterfølgere. Disse siger: Jeg vil lide. Jeg elsker korset. Det kommer fra min fader. Min Frelser har båret det foran mig” (Scriver).

Vi har taget dette glimt med her for at vise, hvordan man før i tiden kunne tale om det at bære korset.

Kristendom er ”korsets teologi” – også på den måde, at anfægtelse, kors og trængsel hører med til livet her i verden.

Nogle får et tungt kors at bære, andre et lettere.

Nogle bærer kors i lange perioder, andre blot i korte.

Nogle har et skjult kors, andre har et, som er synligt for alle.

I Jesu følge kommer vi ikke uden om Jesu kors – hans soningsdød for vore synder. Men vi kommer heller ikke uden om vort eget kors.

Det store er at følge i hans spor. Koste, hvad det vil!


Uddrag fra bogen “Når troen prøves“, Dansk Luthersk Forlag 1995 (udsolgt)


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2014. Hele bladet kan læses her.


Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Egil Sjaastad

Egil Sjaastad, Oslo, underviser på Fjellhaug internasjonale Høgskole

Egil Sjaastad

Egil Sjaastad, Oslo, underviser på Fjellhaug internasjonale Høgskole