Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Hele verdens Luther

Om de skandinaviske og globale tendenser i markeringen af reformationsjubilæet 2017.

Luthers hjertesag – en hjertesag for os? (Del 1)

Forskellige slags festtaler

Når du bliver inviteret til en rund fødselsdag eller et jubilæum, er det naturligt at standse op og se tilbage. Hvis det drejer sig om en ven eller et familiemedlem, går minderne tilbage til begyndelsen, og nogle linjer trækkes op til i dag, i et forsøg på at udtrykke, hvad du og din ven har sammen, eller hvad din bror har betydet for dig.

Der kan være stor forskel på talerne til den slags fester.

Nogle holder tale, fordi deres formelle relation til fødselaren tilsiger dem at komme med nogle bevingede ord. Sådan en tale kan nogle gange i højere grad blive en tale om taleren selv end om den, der fejres. Taleren bruger anledningen til at fremføre sine egne tanker og overvejelser, og da talen egentlig ikke handler særligt meget om fødselaren, kan den uden problemer genbruges til en lignende fest ved en senere lejlighed.

Andre holder en tale, der udelukkende kredser om fødselarens barndom eller ungdom. Det kan gøres på en rammende måde, så det fanger det karakteristiske ved festens hovedperson. Men det kan også signalere, at taleren og fødselaren ikke rigtigt har noget sammen mere. Det bliver ved de fjerne minder.

Endelig er der de taler, der lyser langt væk af kærlighed til fødselaren og af forståelse for og glæde ved de træk, som kendetegner det menneske, der bliver fejret.

I år er det et meget stort jubilæum – nemlig 500-året – for den begivenhed, vi kalder reformationen, hvis begyndelse man traditionelt regner fra Luthers teseopslag på slotsporten i Wittenberg. Og det må derfor også være naturligt for os at stoppe op og se tilbage: Det, der skete dengang – hvilken betydning har det for mig i dag?

Hvis jeg skulle holde tale i anledning af reformationsjubilæet – ville min tale så lyse af en dyb kærlighed til og forståelse for det, der var reformationens væsen? Eller ville jeg bruge reformationen som anledning og løftestang for mine egne tanker og anliggender?

Eller: Ville min tale måske afsløre, at jeg engang havde et forhold til det, der var Luthers hjertesag – men nu er han og jeg “forskellige steder i livet“?

Spørgsmålet er her ikke, om jeg kan redegøre for en lang række kirkehistoriske detaljer i reformationen. For det er tørre taler, der kredser om årstal og begivenheder.

Nej, spørgsmålet er: Har Luther overhovedet brødre og søstre tilbage i dag, der lever af det samme evangelium, som han satte livet ind på at bringe tilbage til kirken?

I første artikel skal vi se på nogle tendenser i den globale Luther-fejring. I lys af disse tendenser skal vi i anden artikel vende tilbage til spørgsmålet om vores eget forhold til det, der var Luthers hjertesag.

Kulturel Luther-fejring

Lad os først tage et blik på nogle af de mange “festtaler“, der bliver holdt i Danmark og i vores nabolande i anledningen af jubilæet. For der er en bred skare af mennesker, der gerne vil bidrage med indslag til Luther-festen, og der kan ikke være mange i Skandinavien, der ikke har hørt om det store jubilæum i et eller andet medie.

I Danmark nedsatte Kirkeministeriet i 2011 et præsidium for reformationsjubilæet, bestående af repræsentanter for folkekirken og den teologiske forskning. Formålet lyder: Det er præsidiets vision, at den danske befolknings viden om reformationen og dens betydning for det danske samfunds udvikling økonomisk, politisk og kulturelt er langt mere grundfæstet efter 2017 end nu1.

Resultatet er, at man på præsidiets hjemmeside kan finde frem til en overvældende mængde ”indslag” om Luther, væsentligst af kulturel art. Der er kabareten ”Hva’ så Luther”, og der er ”Lutherløbet” på Frederiksberg. Man kan høre foredrag om ”Luther og de danske værdier”, ”Fra reformationen til konkurrencestaten”, ”Trolddom og reformationen”, ”Luthers kamp for frihed”, ”Smag på reformationen” osv. osv.2

Grøn Kirke, Folkekirkens Nødhjælp og Danmission har startet kampagnen ”Plant håb i verden”, som tager udgangspunkt i Luthers berømte ord om, at hvis han vidste, at verden gik under i morgen, så ville han plante et træ i dag. Kampagnen går ud på, at man skal plante et træ i Danmark og støtte et træplantningsprojekt i Cambodja eller Myanmar. For som det siges: ”Vi ser alt det herlige på jorden, som vi sammen har fået og har fået medansvar for. Men vi ser også de kæmpestore udfordringer med menneskeskabte ændringer i klima, miljø og livsvilkår. Det er nemt at miste modet. Men som kristne kan vi følge Luther, vælge håbet og kærlighed til skaberværket – og plante et træ!3

En tilsvarende mængde jubilæumstiltag vælder frem i Danmarks nabolande. En udbredt tilgang er, at det skal være forbi med at ”reducere reformationen til det religiøse”. Man skal ikke snakke om ”troen” og ”nåden” i ”gamle teologiske formler”. For det “kommunikerer dårligt“ både inden for og uden for kirken at isolere reformationens relevans til det “teologiske“4.

Et sigende eksempel er, at Den norske kirke har valgt at lade ”nåde” være hovedtemaet for reformationsmarkeringen. Men for at gøre nåde relevant, har man konkretiseret det ”teologiske” begreb i tre undertemaer:

1) ”Frelsen er ikke til salg” (kristendom må ikke kommercialiseres, for nåden er gratis).

2) ”Mennesker er ikke til salg” (kirken skal fremme frihed fra undertrykkelse og retten til et værdigt liv).

3) ”Skaberværket er ikke til salg” (mennesker er ikke herskere over naturen, men Guds skabninger, som har fået til opgave at tage vare på skaberværket)5.

Økumenisk Luther-fejring

Både den norske og den svenske kirke har officielt et økumenisk (tværkirkeligt) fokus for fejringen af reformationsjubilæet6. Og globalt set får det økumeniske et helt særligt fokus i jubilæumsåret.

Det lutherske verdensforbund og Det pavelige råd for fremme af kristen enhed har i anledningen af jubilæet sammen udgivet bogen From Conflict to Communion7 (“fra strid til fællesskab“) med undertitlen Lutheran-Catholic Common Commemoration of the Reformation in 2017 (“fælles luthersk-katolsk mindemarkering af reformationen i 2017“).

I bogen peges der på, at jubilæet i år adskiller sig markant fra de fire tidligere hundredeårsjubilæer. Det er nemlig den første jubilæumsfejring i “den økumeniske tidsalder8“, som tog sin begyndelse med Andet Vatikanerkoncil (1962-65). Efter dette kirkemøde har den katolske kirke været præget af en ny åbenhed over for andre kirkesamfund. Det har blandt andet betydet en række dialoger med Det lutherske verdenssamfund, som består af 145 lutherske medlemskirker, herunder den danske folkekirke.

Resultatet er, at hvor tidligere jubilæumsfejringer har genoplevet reformationsbegivenhederne på en måde, som naturligt måtte sætte fokus på bruddet og forskellene mellem luthersk og katolsk, er interessen nu den modsatte: Ledende lutherske og katolske teologer ønsker at fokusere på det, der binder os sammen på tværs af kirkesamfund:

“Den økumeniske bevægelse har ændret kirkernes orientering i, hvordan man forstår reformationen: Økumeniske teologer har bestemt sig for ikke at fremme deres konfessioners egne forklaringer på bekostning af deres dialogpartnere, men i stedet for at søge efter det, der er fælles midt i forskellene, ja selv midt i modsætningerne, og på den måde at arbejde frem mod overvindelsen af de kirkesplittende forskelle9.“

De økumeniske teologer ved godt, at de ikke kan ændre historien om reformationen, men de kan ændre på, hvordan de fortæller den historie10.

Ganske banebrydende og med historisk vingesus kan katolikker og lutheranere derfor i 2017 med bogen Fra strid til fællesskab fortælle historien om reformationen sammen. Det pointeres, at katolikker ikke dermed er enige i alt, hvad Luther kom med, men de kan “sætte pris på hans reformanliggender og betragte dem med større åbenhed11“.

En af de bærende tanker i den økumeniske Luther-fejring er, at lutheranere og katolikker fra reformationen og frem til 1960’erne har fortalt deres kirkers historier polemisk, sådan at lutheranere har defineret sig selv i modsætning til katolikker – og omvendt12. Man mener, at de hårde og skismatiske ord og begivenheder på reformationstiden, hvor Luther kaldte paven for Antikrist, og paven lyste Luther i band, kom til at betyde, at man gik fejl af hinandens anliggender13. I dag er ledende lutherske og katolske teologer derimod blevet bevidste om, at forskellene skyldes, at man taler i et forskelligt “sprog“ eller i forskellige “tankestrukturer“ og med forskellige “betoninger“, som gør det nærliggende at misforstå hinanden14. Men som Pave Johannes XXIII sagde: “De ting, der binder os sammen, er større end dem, der skiller os15.“

Derfor er fejringen i 2017 frem for alt en anledning til at begræde og bekende fortidens “synd mod enheden“ af den kristne kirke, både fra luthersk og katolsk hold16. For man har ikke bare misforstået hinanden, men også overdrevet, og man har karikeret sine modstandere for at få dem til at se latterlige ud. Man har gentagne gange forbrudt sig mod det ottende bud om ikke at vidne falsk mod sin næste. Og selv hvor man har været fair over for sin samtalepartner, har villigheden til at høre den anden og tage den andens anliggender seriøst været utilstrækkelig17.

Sådan lyder den grundlæggende analyse af reformationen fra økumenisk hold i dag.

Fortidens barske fordømmelser

Går man tilbage til reformationstiden, er der ikke nogen tvivl om, at katolikker og lutheranere så på hinanden som nogle, der førte en typisk kødelig vranglære. En vranglære, som man måtte tage afstand fra og definere sin egen tro i modsætning til. Luther nåede endda frem til det afklarede standpunkt, at det romerske styre holdt kirken i et ”babylonisk fangenskab”, og at paven var selve den Antikrist, som Bibelen skildrer som den store forfører, der skal tage plads i Guds tempel i den sidste tid.

Det sagde Luther ikke i en eller anden ophedet diskussion, hvor han kom til at tage munden for fuld. Nej, det var et synspunkt, som han fremholdt igen og igen, og mange protestanter har efter ham fastholdt dette standpunkt ud fra Bibelen18.

Baggrund: Luthers hjertesag og forholdet til paven

Lad os dvæle en lille smule ved Luthers kamp i 1500-tallet. Hvad var grunden til, at Luther ene mand trådte så hårdt op imod pavedømmet og blev overbevist om, at paven var Antikrist?

Uden tvivl har det at gøre med, at der i Luthers liv blev et klart før og efter.

Der var tiden før hans opdagelse af evangeliet. Om denne tid beretter Luther i salmen ”Nu fryde sig hver kristen mand”:

I Djævlens fængsel var jeg sat,
jeg var fordømt til døde,
min synd mig knuged dag og nat
med megen angst og møde;
jeg altid dybere sank ned,
der var ej vej til salighed,
i synden var jeg fangen.

Og så var der tiden efter, at Luther blev sat fri af Djævelens fængsel ved evangeliet.

Det var ikke en tid, hvor Luther oplevede sejr over synden og styrke i sig selv. Det var ikke en tid, hvor alle hans anstrengelser for at blive en sand og sund kristen endelig bar frugt. Tværtimod beskriver Luther, hvordan alle hans kampe endte:

Min dyd og gerning hjalp mig ej
den død at overvinde;
den stærke Djævel sagde nej,
han lod sig ikke binde.

Luthers kamp med sig selv endte kun i fortvivlelse og afmagt. Men midt i afmagten var der pludselig et lys, der skinnede igennem til Luthers mørke munkecelle. Det var, da ordene ”Guds retfærdighed” i Romerbrevet 1, vers 17, blev forvandlet. Luther havde altid læst det som lovens strenge retfærdighed, som mennesker skal prøve at leve op til. Men nu åbenbarede Guds Ånd sammenhængen for Luther: Den ”Guds retfærdighed”, som evangeliet åbenbarer for synderens hjerte, er, at Gud skænker os retfærdighed ved troen.

Nu viste hele Skriften sig med et andet ansigt for mig (…) Lige så voldsomt som jeg tidligere havde hadet udtrykket ‘Guds retfærdighed‘, lige så højt kom jeg nu til at elske dette udtryk, som nu lød som den sødeste musik i mine ører. For mig blev dette sted hos Paulus på denne måde selve porten til Paradis19.

Nu var Luther blevet hjulpet ud af syndens fængsel og så en åben port til Paradis – i den tilregnede retfærdighed, som han måtte modtage af Guds nåde alene, fordi Jesus døde i hans sted på korset.

Al sin egen munkefromhed måtte Luther nu kaste på porten og regne for skarn:

Vor egen magt ej hjælpe kan,
let kan os fjenden fælde;
men med os står den rette mand,
omgjordet med Guds vælde.

Luthers opdagelse af evangeliet blev for ham det dyrebareste af alt. Og vi må ikke tro, at det var af stridslyst, Luther satte livet på spil og gik imod paven og hans teologer. Når Luther kaldte paven for Antikrist og skrev, at han holdt kirken i et babylonisk fangenskab, så var det ikke en stridbar teologs lyst til at formulere sig polemisk og overdrevent. Det var ganske enkelt, fordi Luther havde set forskellen på at være i Djævelens fængsel – og at være sat fri i Jesus! Og denne forskel kendte paven ikke. Tværtimod holdt han med hård hånd kirken i frygt og fangenskab, og fra sin trone i Rom styrede han kirken sådan, at den forblev fremmed for det eneste frelsende evangelium.

Luther skriver:

Hvis vi kunne få paven til at indrømme, at det er Gud alene, som i sin barmhjertighed af nåde alene gør os retfærdige og hellige ved Jesus, så ville vi ikke alene bære ham på hænderne, men også hjertens gerne kysse hans fødder! Men fordi vi ikke kan få paven til at gøre denne indrømmelse, er vi til gengæld i Guds navn så stolte, modige og trodsige, at vi ikke vil vige en hårsbred, om det så var for alle Himlens engle, alle Helvedes porte eller for hundrede kejsere og tusinde paver.

Paven og hans mænd vil nemlig skille os fra det, der er vores allerhøjeste ære og herlighed: Gud selv, som har skabt os og givet os alt, og vores kære Jesus, som har forløst os med sit blod.

Vi kan finde os i, hvis det kræves af os, at de berøver os vores jordiske gods, vores ære og liv, og hvad vi ellers ejer og har. Men at berøve os det kære og trøsterige evangelium og Jesus selv – dét er for meget, og det hverken kan, skal eller vil vi tolerere.

Til Helvedes afgrund med den skadelige, fordærvelige og gudsbespottelige ydmyghed, som i denne sag vil lade sig tvinge og viger for den pavelige autoritet20.

Man kan undre sig over Luthers radikale ord. Vil han virkelig bære paven på hænder og kysse hans fødder, hvis han bare vil begynde at lære rigtigt om vejen til frelse? Er det da retfærdiggørelseslæren, der er det eneste, der er galt med den katolske kirke?

Nej, Luther kan fremføre mange anklagepunkter mod pavekirken om alt fra cølibat til relikviedyrkelse og pilgrimsrejser. Og Luther går bestemt ikke ind for pavedømmet som ordning. Han ser ikke noget bibelsk belæg for, at biskoppen i Rom skal have nogen særstilling i den kristne kirke, og andre steder argumenterer han skarpt imod tanken om, at Gud har bygget sin kirke på Peter og hans efterfølgere.

Alligevel er der hos Luther ingen tvivl om, hvor kampen først og fremmest står. Det handler om, hvordan vi som syndere kan få del i Guds retfærdiggørende nåde. For det er dén lære og forkyndelse, som kirken står og falder med. Det er dén lære og forkyndelse, som skaber troens folk på jorden, så vi lever i troens enhed med hinanden som kristne brødre og søstre. Uden en sand lære om retfærdiggørelsen, er der ikke noget fællesskab. Med den sande lære om retfærdiggørelsen kan vi juble og glæde os sammen på vejen hjem til den nye jord for Jesu skyld!

Det betyder ikke, at alt andet vedrørende den kristne tro og det kristne liv er ligegyldigt. For al anden troslære og liturgi og kirkelig praksis må netop tage sigte på at løfte ordet om retfærdiggørelsen frem. Og omvendt: Læren om retfærdiggørelsen må uundgåeligt få konsekvenser for, hvordan man forholder sig til eksempelvis pavedømmet, nadverfejringen, klosterbevægelserne og helgendyrkelsen.

Luther var af den klare overbevisning, at hvis blot evangeliet ville vinde frem i pavekirken, så ville hele den ydre reformation af kirkens liv og skikke også følge lidt efter lidt. Men ville man begynde med det ydre, så gik man fejl af målet. Der var dybest set kun én ting, det gjaldt om: at forkynde evangeliet til hjertets tro på Jesus.

Hvis vi bare kunne få paven til at indrømme, at det er Gud alene, som i sin barmhjertighed af nåde alene gør os retfærdige og hellige ved Jesus …

Dét var hjertesagen for Luther. Han havde ved Guds åbenbaring gennem Skriften fået syn for vejen til en nådig Gud, der ville forbarme sig over en synder som ham! Og derfor var Luther gennem hele livet optaget af at prædike det evangelium – og bekæmpe al den vranglære, som tilhyllede frelsen i Jesus for mennesker.

Den forførelse var paven overhoved for, men alle regnede ham for Kristi stedfortræder på jorden. Luther så, at det passede på en prik med Bibelens skildring af Antikrist.

Nu tilbage til vores tid igen.

I bogen Fra strid til fællesskab konstaterer lutherske og katolske teologer, at det er chokerende, at Luther kaldte paven for Antikrist21. Det siges også klart og tydeligt, at “lutheranere i dag afviser Luthers identifikation af paven med Antikrist“. Denne vildfarelse hos Luther nævnes under afsnittet “Grunde til at angre og sørge“ – i samme sammenhæng som hans udtalelser mod jøderne – som noget, vi selvfølgelig i dag må tage skarpt afstand fra (selvom lutheranere nok kan være enige i dele af Luthers kritik af pavedømmet)22.

Konkluderende hedder det ved bogens slutning: “Katolikker og lutheranere indser, at de og de fællesskaber, hvor de udlever deres tro, hører til det ene og samme Kristi legeme. Der dæmrer en bevidsthed blandt lutheranere og katolikker om, at 1500-tallets kamp er ovre. Grundene til gensidigt at fordømme hinandens tro er ikke længere gældende23.“

I kærlighedens navn

Tidligere tiders jubilæumsfejringer har haft en helt anden karakter end den, vi ser i år.

I luthersk sammenhæng har jubilæerne stået i forbindelse med vækkelser, hvor man igen er begyndt at læse Luther og lutherske opbyggelsesskrifter, og hvor man igen har fundet ind i den alvor, der kendetegnede reformationstiden: Hvordan får jeg en nådig Gud? Og i den forbindelse blev modsætningsforholdet til den katolske kirke ikke blødt op i kærlighedens navn, men tværtimod skærpet i kærlighedens navn – den kærlighed, som altid først og fremmest må være sandheden tro.

Nu i den økumeniske tidsalder lyder der – på umiddelbart sympatisk og næstekærlig vis – en opfordring til, at vi må lægge fortidens fordømmelser bag os og begynde at behandle hinanden med respekt som kristne brødre og søstre. For: Lutheranere kan med jubilæumsåret ikke fejre “splittelsen af den vestlige kirke. Ingen, der er teologisk ansvarlig, kan fejre, at kristne skilles fra hinanden24.“

Og det kan umiddelbart lyde godt og rigtigt i vores ører. Ligesom det lyder godt og rigtigt, når de økumeniske teologer i en dannet og kultiveret tone bebrejder folkene i 1500-tallet for, at de var alt for grove i munden og dårlige til at lytte til hinanden. Det lyder ikke mindst godt og rigtigt, når verdensmissionen fremhæves som det mest akutte argument for, at vi må stræbe efter enhed mellem lutherske og katolske kristne: “Fjendskabet i modsætningen mellem kirkesamfund skader kristendommens troværdighed. Hvordan kristne håndterer indbyrdes forskelle, kan vise folk af andre religioner noget om deres tro25.“

Men det er vigtigt at lægge mærke til, at det, der hele tiden ligger under den økumeniske Luther-fejring, er den på forhånd givne forudsætning, at vi alle sammen er kristne brødre og søstre!

Ikke én gang nævnes det som en mulighed, at dét ikke skulle være tilfældet. Derfor er det også så selvindlysende klart, at ingen lutherske naturligvis i dag betragter paven som Antikrist. Enhver kan jo høre, at det er for langt ude at påstå det!

Men hvorfor er det egentlig så langt ude? Og hvorfor er det så selvfølgeligt, at både den lutherske og den katolske lære er sand kristen tro?

Grundlaget for den økumeniske Luther-fejring

Basis for det kristne fællesskab mellem lutheranere og katolikker nævnes et par gange i bogen Fra strid til fællesskab.

Sidst i bogen henvises til dåben som grundlag for enheden. Når man er døbt og tror på Jesus, er man lemmer på samme legeme. Så må man også acceptere hinanden som kristne brødre og søstre26, ja mere end det: At eksistere i adskilte kirkesamfund er en “umulig mulighed“, som må være kilde til stor smerte27.

Den fælles dåb er altså afgørende for enheden mellem katolikker og lutheranere.

Derudover trækker bogen kraftigt på Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren fra 1999 som basis for enheden28.

Fælleserklæringen er mere udførligt omtalt i et tidligere blad og i et nyt blogindlæg på hjemmesiden29. Men det centrale, der er at sige til erklæringen er, at den ikke er, hvad den udgiver sig for at være! Fælleserklæringen hævder, at katolikker og lutheranere nu er nået til enighed om de basale sandheder i retfærdiggørelseslæren, og den kalder sig selv for et “afgørende skridt på vej til at overvinde kirkens adskillelse30“.

I virkeligheden er fælleserklæringen et stort og velformuleret røgslør, der dækker over, at den katolske kirke ikke har flyttet sig en millimeter i sin retfærdiggørelseslære siden reformationstiden.

Det økumeniske ideal er at lede efter og fremhæve det, som man er enig om, frem for det, man er uenig i. Når dette princip om “enhed i forskellighed“ i 1999 skulle omsættes i en fælles bekendelse, blev resultatet, at man ledte efter sætninger, som lutheranere og katolikker kunne sige sammen, uanset at man mente noget vidt forskelligt med ordene.

For eksempel står der i hjertet af fælleserklæringen, at vi retfærdiggøres “kun af nåde“. Det kan man godt sige sammen. Men hvad menes der?

For lutheraneren betyder det, at retfærdiggørelsen sker på grundlag af forsoningen med Gud ved Kristi stedfortrædende korsdød. Mennesket kan ikke bidrage med andet end et par tomme hænder, som tager imod, hvad Gud skænker. Og selve det at række de tomme hænder ud i tro, er også givet af Gud.

For katolikken betyder det, at Guds nåde bliver indgydt i det indre menneske, så man bliver i stand til at opnå en reel retfærdighed for Guds ansigt ved at overholde Guds bud. Og hvis det glipper med overholdelsen af buddene, må man ty til bodens sakramente.

På tilsvarende måde behandles de andre kernebegreber i retfærdiggørelseslæren: Man siger det samme og bekender med den samme ordlyd – og så præsenteres det bagefter, hvad hhv. lutheranere og katolikker mener – eller “betoner“ – med det, der siges.

Alt sammen ændrer det ikke det mindste ved hovedsagen: Den katolske kirke lærer, har altid lært og vil altid lære31, at retfærdiggørelsen er en indre fornyelse af mennesket, som sker ved et samarbejde mellem Guds nåde og den genfødtes frie vilje. Retfærdiggørelsen er en proces og et samarbejde mellem Gud og mennesker, og den retfærdiggjortes gerninger er ikke bare frugter af retfærdiggørelsen, men er en del af selve retfærdiggørelsen. Den retfærdighed, som Gud ser efter på dommens dag, er ikke bare en tilregnet retfærdighed, men en reel retfærdighed i menneskets indre.

Forbandet være den lære!

Konkordieformlen, den gamle lutherske bekendelse fra 1577, så meget alvorligt på denne katolske vildfarelse.

Ud fra Bibelen32 gør Konkordieformlen det klart, at retfærdigheden for Gud hverken helt eller delvist udgøres af nogen påbegyndt fornyelse indgydt ved Helligånden. De gode gerninger, som altid må følge retfærdiggørelsen, må altså ikke blandes ind i den kristne kirkes hovedartikel.

Et menneske bliver derimod retfærdigt for Guds ansigt, ved at Gud af nåde ikke tilregner synden, men for Kristi skyld frikender synderen. Retfærdigheden består alene i Guds nådige tilregnelse af Kristi lydighed og stedfortrædende død.

Hvordan får et menneske så del i denne retfærdighed?

Det sker ved troen alene. Og troen må ikke forstås som en kvalitet ved mennesket. Troen er ikke noget fint og flot. Det er ikke kun det, som katolikkerne kalder ”den af kærlighed formede tro” (fides caritate formata), som vinder retfærdigheden. De gode gerninger og den kærlighed til mennesker, som må følge med retfærdiggørelsen, må aldrig opstilles som nogen forudsætning for retfærdiggørelsen. Troen er udelukkende en modtagelse og en griben om Kristi retfærdighed.

Selv dette ”modtagerapparat” har mennesket dog ikke i sin natur, men det er Guds gave.

Problemet med katolsk retfærdiggørelseslære er ifølge Konkordieformlen, at den retter blikket indad mod en reel og synlig forvandling i det indre menneske. Den lutherske lære rodfæster retfærdiggørelsen i noget udvendigt og objektivt, nemlig Kristi forsoning, og fremstiller menneskets tilegnelse med udelukkende passive, modtagende ord og vendinger.

Det bankende hjerte bag Konkordieformlens korte og koncise formuleringer er at give anfægtede samvittigheder frelsesvished på Bibelens grund. Og Konkordieformlen er skarp i sine vendinger mod dem, der vil invadere denne hovedartikel i den kristne tro med menneskelige bidrag. Enhver sammenblanding af retfærdiggørelse og helliggørelse må forkastes og forbandes – som Paulus siger til galatermenigheden, som netop ville blande loven og evangeliet sammen:

Jeg undrer mig over, at I så hastigt lader jer vende bort fra ham, som kaldte jer ved Kristi nåde, til et andet evangelium, som slet ikke er et evangelium; der er bare nogle, som forvirrer jer og søger at forvrænge Kristi evangelium. Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han (Gal 1,6-9).

Sådan talte Luther i mødet med paven. Og sådan taler troens ånd. Den vil ikke finde sig i, at den dyrebare skat bliver taget fra den.

Men alvoren er, at der nu 500 år efter reformationen er en udpræget ligegyldighed med den lutherske lære. Når man sammenligner tidligere tiders reformationsfejring med vores, er det svært at gøre sig fri af tanken, at vi lever i en efter-kristen tid. En tid, hvor troens ånd i det store og hele er forstummet.

Langt ind i selv de mest konservative lutherske kredse hersker en negligering af det, der var livet og hjertesagen for Luther, og som var baggrunden for hans forhold til den katolske kirke.

Derfor bliver der også flere og flere iblandt os, ikke mindst i den unge generation, der mere eller mindre ser det som en selvfølge, at den katolske kirke er en kristen kirke. Vi beder og synger sammen med vores katolske brødre og søstre på store, tværkirkelige konferencer, på retræter til det økumeniske Taizé-kloster33 og til alliancebedeugen i januar måned. Vi ser op til de velargumenterende katolske apologeter og de inspirerende, godgørende personligheder. Vi er tiltrukket af den autentiske åndelighed, som vi møder i de mange bøger, der i vores tid henter inspiration fra ørkenfædrene, middelaldermystikken og klosterlivet.

Nogle ting kan vi nok være noget forbeholdne over for – som for eksempel pavens autoritet og helgen- og Mariadyrkelsen. Men det falder os ikke ind at tænke tanken: Her står jeg over for nogle mennesker, der regner sig selv som kristne, men som er forført og bedraget af Antikrist, så de blindt og uanende styrer mod den evige fortabelse34.

Over for denne udvikling i vores syn på den katolske kirke står det urokkelige faktum, at den katolske kirke ikke har ændret sin frelseslære det mindste siden reformationstiden.

Men hvad er det så, der er sket med vores forhold til den lutherske lære?

Det skal vi blive stille for i næste artikel.

Gå videre med artikel 2: Ild i kulisserne.


1 http://luther2017.dk/praesidiet.

2 jf. http://luther2017.dk/arrangementer. Sidstnævnte foredrag handler om kogekunsten som et æstetisk sprog, der viser vejen til et luthersk budskab, http://luther2017.dk/arrangementer/arrangement/smag-paa-reformationen.

3 http://luther2017.dk/arrangementer/arrangement/plant-haab-i-verden-i-anledning-af-reformationsaaret-2017. Det er i øvrigt tvivlsomt, om Luther har sagt det, selvom han ofte citeres for det. Men i givet fald ville hans pointe i hvert fald ikke være, hvad han her tages til indtægt for.

4 www.verdidebatt.no/innlegg/11637426 , jf. http://luther2017.dk/nyheder/nyhed/reformationsjubilaeet-markeres-i-de-nordiske-lande.

5 https://kirken.no/nb-NO/reformasjon-2017

6 http://luther2017.dk/nyheder/nyhed/reformationsjubilaeet-markeres-i-de-nordiske-lande/

7 Bogen kan læses gratis på nettet her: www.lutheranworld.org/sites/default/files/From%20Conflict%20to%20Communion.pdf . Den findes i 12 oversættelser, herunder svensk og norsk. Jeg bruger ved citater min egen oversættelse fra engelsk. Indholdet er opdelt i 245 “stykker“, som jeg i det følgende vil henvise til frem for sidetal.

8 LCCCR 2017, stk. 4 og 7.

9 Ibid., stk. 17.

10 Ibid., stk. 17.

11 Ibid., stk. 28.

12 Ibid., stk. 5, 88, 90.

13 Ibid., stk. 48, 233.

14 Ibid., stk. 33, 91, 139.

15 Ibid., forord og stk. 1.

16 Ibid., forord og stk. 234-237.

17 Ibid., 233.

18 Se Lars Borgströms artikel “Læreopløsning i endetiden“ i Nyt Livs blad 1-2012, s. 41-42.

19 Læs mere i artiklen Porten til paradis, Nyt Liv 2-2011, s. 52-57.

20 Citat fra andagtsbogen Så fast en borg, stykket til d. 18. april. Udgivet af Luthersk Missions Bibelskoles Elevforening i samarbejde med Nyt Livs Forlag i sommeren 2017.

21 LCCCR, stk. 53.

22 Ibid., stk. 229.

23 Ibid., stk. 238. På engelsk lyder det: “The reasons for mutually condemning each other’s faith have fallen by the wayside.“ Jf. formuleringen i Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren: “In light of this consensus, the corresponding doctrinal condemnations of the sixteenth century do not apply to today’s partner.“ Formuleringerne har deres grund i, at man ikke kan komme uden om autoriteten af tidligere tiders bekendelser, inkl. fordømmelserne, så man kan ikke sige, at “de skulle ikke have været skrevet“. Men man mener, at udviklingen har gjort, at bekendelsernes fordømmelser ikke længere er gældende for nutidig katolsk og luthersk tro.

24 Ibid., stk. 224.

25 Ibid., stk. 15.

26 Ibid., stk. 220.

27 Ibid., stk. 223.

28Ibid., stk. 1, 123-139.

29 Nyt Livs blad nr. 2-2014 (s. 55-60) og www.nytliv.dk/blog/djaevelens-paradisvision.

30 JD stk. 44.

31 Den katolske kirke er efter sin natur “semper eadem“ (“altid den samme“). Hvad den katolske kirke én gang har sagt, står den ved for altid. Og derfor må enhver tilnærmelse mellem lutherske kirker og den katolske kirke altid enten være et udtryk for, at de lutherske kirker har flyttet sig, eller at der ikke er tale om en reel enighed. Den korte redegørelse for den katolske retfærdiggørelseslære i dette afsnit stammer fra tridentinerkoncilets afgørelser, som aldrig er blevet trukket tilbage, men kun bekræftet af den katolske kirke.

32 Noget af den bibelske basis for den lutherske lære kan også læses i uddraget fra Lars Borgströms meget anbefalelsesværdige nye bog om forskellen mellem bibelsk og katolsk tro, se s. 53-58.

33 Se www.nytliv.dk/blog/djaevelens-paradisvision.

34 Se artiklen “Strømmen mod romerkirken“, Nyt Liv 2-2014, s. 25-33.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2017. Hele bladet kan læses her.