Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Han giver og giver og giver igen

Ugens vidnesbyrd, uge 4 2024. 2 Sam 7,6.11.

Det er rigt at læse om Herrens uendelige nåde og godhed mod kong David.

David var en simpel fårehyrde – den yngste i en flok af brødre – men af nåde udvalgt af Herren til en dag at blive Israels konge. David var ikke noget i sig selv. Han var ikke kongesøn og tronarving. Han havde heller ikke gjort noget særligt for en dag at få en plads på tronen. David vidner med sit liv om, at han troede på Gud, og vi læser, at han var en mand efter Guds hjerte (1 Sam 13,14), men han var også en mand, der kæmpede med mange synder.

Efter år på flugt fra den misundelige kong Saul, hvor David havde erfaret Herrens omsorg og værn under prøvelser, sidder han så endelig på tronen i Jerusalem. Han var blevet ledt gennem fare, modgang og fald i synd – af en almægtig, kærlig og nådig Gud. Han har nu kongedømmet over hele Israel, har fred til alle sider, og Pagtens ark har han netop bragt til Jerusalem. I sin taknemmelighed ønsker David at bygge Herren et hus, et tempel. Han vil ikke, at Guds ark blot skal bo i et telt, når han selv bor i et cedertræshus (2 Sam 7,2).

David taler med profeten Natan om det, og Natan får ord fra Herren til David. I disse ord ligger et rigt løfte til David, og heri får vi endnu et herligt indblik i Guds nåderige væsen. Det blev til stor glæde og trøst for mig at læse.

Herren siger nemlig til David i 2 Sam 7,6: ”Skulle du bygge mig et hus at bo i?” Og v. 11: ”Herren vil bygge dig et hus.”

Gud minder David om, at Han på intet tidspunkt siden udgangen af Egypten har bedt om et hus af cedertræ. I stedet har Herren gennem Davids liv givet og givet og givet. Det samme gælder nu, for David får et løfte om, at Gud i stedet vil bygge David et hus, nemlig et kongedømme, der skal blive i hans slægt i mange år – og størst af alt et kongedømme, der skal vare evigt: ”Din trone skal være grundfæstet til evig tid” (2 Sam 7,16).

Herren ønsker intet af David. Han har ikke bedt om en gave fra David, for Han har ikke brug for gaver fra David eller fra nogen af os. I stedet får David løftet om, at en evig konge og frelser, nemlig Jesus, skal fremstå ud af Davids egen slægt, og at Gud vil grundfæste hans trone til evig tid gennem denne kongesøn, Davidssønnen. Det er nåde over nåde! David skal intet gøre eller give, men må igen bare tage imod af Guds store velsignelser. Han kan nu hvile i et rigt løfte om en sikret fremtid både menneskeligt og åndeligt.

Vi hører så David i ydmyghed og taknemmelighed sige: ”Hvem er jeg og mit hus, siden du har ladet det nå så vidt?” Denne tanke og bøn til Herren er også så ofte kommet over mig:  Hvem er jeg, at Guds nåde er så overstrømmende rig? Hvem er jeg, at Gud lader sin nåde række så vidt? Trods mine daglige synder, nederlag og svigt, rækker Gud sin nåde og frelse til mig igen og igen og sikrer mig frelse og evigt håb, en tryg fremtid. David havde ikke gjort sig fortjent til Guds nåde, og det har jeg heller ikke, men ikke desto mindre, giver Herren – igen og igen.

Herrens hus var på dette tidspunkt lavet af teltdug – simpelt, fattigt – mens David levede i rigdom og herlighed både materielt og åndeligt. Herren fik senere et tempel, da Kong Salomo fik lov at bygge et, men på dette her tidspunkt skulle David forstå, at Gud ikke havde brug for noget fra hans hånd. Gud er suveræn, almægtig, hellig – og nådig. Og uanset hvor svært det er for os mennesker at forstå, så behøver Herren intet til gengæld for de gaver, Han velsigner os med. Vi får af nåde, helt uforskyldt.

“Hans kærlighed er grænseløs,
hans nåde uendelig,
hans kraft ingen mennesker udforske kan;
men af sine vældige, evige skatte
han giver og giver og giver igen.”

(Lovsangstoner nr. 402)

Udgivet af

Maja Roed Ditlevsen

Maja Roed Ditlevsen, Herning, hjemmegående.

Maja Roed Ditlevsen

Maja Roed Ditlevsen, Herning, hjemmegående.