Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Gudsbilleder og gudebilleder

2 Mos 20,3-5. Om faren for at komme til at leve med et falsk billede af Gud. Om gudebilleder i vores tid.

Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud (2 Mos 20,3-5).

Guder der skal bæres

Gudebilleder er et universelt fænomen, som gør sig gældende i langt de fleste religioner. Alligevel vil mange af os nok føle det som noget fremmed. Der er noget naivt og ”primitivt” over det med gudebilleder, synes vi. De fleste af os har ikke umiddelbart nogen problemer med at følge profeterne, når de håner og latterliggør samtidens religiøse praksis:

Jer 10,3-6: ”Folkenes skikke er tomme! De fælder et træ i skoven, håndværkeren bearbejder det med øksen, han smykker det med sølv og guld, han fæstner det med søm og hammer, så det ikke vakler. Gudebillederne er som fugleskræmsler i en melonmark, de kan ikke tale, de skal bæres, de kan ikke gå. Frygt ikke for dem, de kan ikke gøre ondt, men de kan heller ikke gøre godt.”

Es 47,6-7: ”De ryster guld ud af pungen og vejer sølv af på vægten, de lejer en guldsmed, som laver det til en gud; så tilbeder de den og kaster sig ned for den. De løfter den op på skulderen og bærer den; stiller de den ned, bliver den stående, den rokker sig ikke af stedet. Skriger man til den, svarer den ikke, den frelser ikke, når man er i nød” (jf. også Es 44,9-20).

Hab 2,18-20: ”Hvad gavner et gudebillede? Det er jo en håndværker, der har skåret det ud. Hvad gavner det støbte billede, der lærer løgn, selv om håndværkeren, der har formet det, stoler så meget på det, at han giver sig til at fremstille stumme afguder? Ve den, der siger til træklodsen: Vågn op! og til den stumme sten: Stå op! Kan den give belæring? Den er beklædt med guld og sølv, og der er ingen ånd i den. Men Herren er i sit hellige tempel. Vær stille for ham, hele jorden!”

I profetisk lys kan gudebilleder aldrig tage sig andet end tomme og tåbelige ud. Tænk at det er muligt for mennesker først at skabe sig en gud ved hændernes værk – og derefter tilbede den og kaste sig ned for den og forvente sig alt godt fra den! Kontrasten er skærende til Bibelens levende Gud, som er menneskets og hele universets skaber og opretholder:

Skulle han, som plantede øret, ikke høre, skulle han, som dannede øjet, ikke se?” (Sl 94,9).

Vær stille for ham, hele jorden”, lyder den profetiske stemme.

Men om jorden så ikke vil være stille, ja, om så hele jorden larmer op og vil løsrive sig fra den sande Gud, har den Almægtige ikke andet end latter og spot til overs for det, står der i Salme 2 (v.4).

Vidnesbyrdet i salmen er ikke, at Gud er ligeglad med, hvordan mennesker forholder sig til ham. Men salmen lovpriser Herren for, at om så hele verden bliver enige om det, kan den ikke rokke ved den evige klippe, som vi møder i Ordet. Den klippefaste Gud, som er den samme Jeg Er fra evighed og til evighed – den eneste, sande Gud.

Gudebillederne står i absolut modsætning hertil. Som menneskeskabte og midlertidige har de ikke anden magt end den, mennesker selv giver dem. Gudebillederne ”skal bæres, de kan ikke gå”, som det hedder hos Jeremias.

Spejlbilleder

De fleste af os er måske ikke direkte fristede af at lave os et gudebillede, forstået som et håndværk. Men alle mennesker har et gudsbillede.

Der er ikke noget galt i at have et gudsbillede. Det er et grundvilkår, at vi danner os et gudsbillede ud fra de erfaringer, vi møder i livet med Gud, og at vi tænker og taler om Gud ud fra det. Problemet er bare, at vi som kristne også har del i den grundsynd, at vi vil danne os en gud i vores eget billede – og det påvirker vores gudsbillede!

Alle mennesker har en religiøsitet. Alle mennesker ved et eller andet sted dybt i deres hjerte, at Gud findes (Sl 19,2-5; ApG 14,15-17; Rom 1,19-21). Samtidig har mennesker siden syndefaldet levet på flugt fra Bibelens Gud (1 Mos 3,8; Rom 3,11; Ef 2,1-3).

Det betyder, at mennesket er og bliver en sammensat størrelse: Vi søger ”gud”, men vi søger ikke Gud! Vi har en fornemmelse af ”noget større”, som skal tilbedes, men samtidig ønsker vi så brændende selv at være guder. Vi har en trang til at underkaste os, men vi vil på den anden side selv bestemme, hvad vi skal underkaste os!

Det er en grundsynd, der ligger os i blodet, at vi vil danne os en gud i vores eget billede – om ikke mejslet i sten, så dog udspundet i vores tanker. En gud, som vi kan bilde os ind, at vi underkaster os, selvom det i virkeligheden ikke er andet end os selv, vi tilbeder. Vi laver en gud i vores eget billede, forelsker os i dette spejlbillede og forventer os alt godt fra det.

Gudsbilledet står hvert øjeblik i fare for at blive til et gudebillede. Hvert øjeblik i denne korte tid, hvor vi bor i syndens og dødens verden, står vi i fare for at komme til at leve med en afgud i stedet for den levende Gud.

Angreb fra verdens fyrste

Jeg må derfor spørge mig selv: Hvilke kræfter påvirker og præger mit gudsbillede?

Var jeg kun retfærdig og ikke synder, kunne jeg svare: Helligånden! Men nu er jeg samtidig retfærdig og synder og må derfor svare: Helligånden og verdens ånd!

Verdens ånd er Djævelens, verdens fyrstes, ånd. Denne ånd angriber de kristne med forskellige betoninger til forskellige tider, men altid med samme formål: at få os til følge kødets lyst til selv at være guder og dermed lede os ind på afguderiets vej.

Angrebene fra verdens fyrste finder naturligvis sted ”ude i verden”. Vi må aldrig undervurdere den påvirkning, som tidsånden udøver på os, ikke mindst gennem medierne. Men netop fordi verdens ånd er så tæt inde på livet af os, møder vi den også andre steder end ude i verden – på steder, hvor vi måske ville tænke, der var fred og ingen fare. Vi kan møde den i hjemmet, i vores selvfølgelige prioriteringer og daglige liv med hinanden. Og vi kan møde den i menigheden, i en mødeform og i en forkyndelse, hvis ånd og budskab langsomt og umærkeligt er blevet tilpasset tidsånden.

Forkyndelse med mening

En utrætteligt gentaget pointe blandt kristne ledere og forkyndere er, at mennesker i dag ikke længere spørger som på Luthers tid: ”Hvordan får jeg en nådig Gud?”

Af og til underforstået: Så er det heller ikke længere dét spørgsmål, vi skal besvare.

Luthers kamp mod den djævelske lovtrældom og Luthers jublende opdagelse af evangeliet om Guds retfærdighed er ikke relevant for nutidens mennesker, for de kan ikke sætte sig ind i hverken kampen eller jublen. Forkyndelsen af lov og evangelium bliver bare et skuespil. Det bliver en prædiken, som ikke rører mig, for jeg kender jo svaret på forhånd. Jesus!

Men jeg kender ikke spørgsmålet

Det er ikke så få, der kan genkende sig selv i denne prædikenoplevelse. Derfor er det heller ikke så få, der i dag søger en forkyndelse, der går uden om denne ”teoretiske og teologiske” tale for i stedet at få forkyndelse med livsrelevans; forkyndelse med mening; forkyndelse, der sigter på anvendelse i praksis.

Budskabet må appellere til den meningssøgende, som først og fremmest søger hjælp til identitet og hjælp til autencitet og fællesskab.

Den søgende ønsker ikke at blive mødt med fordømmelse af sit eget liv. Den søgende ønsker inspiration og hjælp fra kristendommen til at leve et godt og meningsfuldt liv her på jorden.

Men ulykken i alt dette er, at når spørgsmålet ”hvordan får jeg en nådig Gud?” ikke er påtrængende i dag, skyldes det, at verdens ånd har forvrænget vores gudsbillede.

På Luthers tid forfalskede Djævelen svaret på dette spørgsmål og førte folk ud i forhærdelse og fortrængning af syndens alvor. Denne taktik bruger Djævelen stadig i høj grad. I dag gør verdens ånd det imidlertid endnu sværere at nå ind til evangeliets livgivende svar, fordi selve spørgsmålet, som gør evangeliets svar så velsignet, opleves meningsløst.

Vi er blevet for ”civiliserede” til Bibelens Gud. Vi er blevet så overbeviste om, at det er ethvert menneskes ret at have et godt liv, at vi ikke kan fastholde, at Gud er retfærdig, når han tugter os med svære og uforståelige prøvelser.

Endnu mere umuligt bliver det at acceptere et Helvede i evig pine. Omtolkningerne af de klare bibelske tekster er på dette område uendeligt fantasifulde, langt ind i ellers bibeltro kredse.

Forskydningen i gudsbilledet er radikal: Jeg har formet mig en gud, som jeg ikke står til ansvar over for – en gud, som tværtimod står til ansvar over for mig og har til opgave at give mig et godt liv.

Hule fællesskaber

Der er næppe nogen, der kan sige sig fri for at opleve i det mindste et strejf af denne forskydning i gudsbilledet, som ligger så dybt i vores tid og kultur.

Men hvad gør vi for at forhindre, at det djævelske angreb på vores gudsbillede vinder over os, så vi ender som afgudsdyrkere, der vender sig væk fra nåden i Jesu blod?

Dette spørgsmål må vi alle have inde over os og bede over.

Svaret på spørgsmålet kan aldrig blive at indrette forkyndelse og vidnesbyrd efter tidens spørgsmål.

Mange ledere og forkyndere forsøger i dag at fokusere på emner som autentiske fællesskaber, discipelskab, missional og diakonal identitet. Det er emner, som, hvis de forstås ret, altid må være vigtige for en kristen menighed. Men der hvor autencitet, discipelskab, mission og diakoni forkyndes som erstatning for lov og evangelium – i erkendelse af at det ikke giver mening for tilhørerne at høre om synd og nåde – der forsøger man ikke bare at få mennesker til at gå, før de kan kravle, der prøver man at få mennesker til at gå ud at leve, før de er blevet født!

Udvalgte og modererede dele af Guds lov bliver det bærende i forkyndelsen, fordi Guds lov i sig rummer opskriften på et godt og meningsfuldt liv her på jorden. Men hvor de afslebne stykker af Guds lov forkyndes som en opnåelig kristen livsstil og ikke leder hen til evangeliet som en umistelig og dyrebar skat, bliver enhver form for kristelig selvopofrelse paradoksalt nok kun til farisæisk selvophøjelse.

Måske findes selvophøjelsen og de egoistiske motiver kun i det ubevidste, men de er der! For det er lovens forbandelse, at den aldrig kan gøre mennesker andet end værre, uanset hvordan det så opleves (Luk 18,9-14; Rom 7,7-13; Gal 3,10-14).

Så kan fællesskabet være stort og varmt; der kan være inkluderende former og en stemning, som man kan invitere alle og enhver med hen for at opleve. Men det bliver et fællesskab, som dybest set er hult, for der bliver ikke noget livgivende møde med den hellige Gud og med evangeliet om Jesus som vores frelser. Det bliver et fællesskab, som man selv puster liv i med menneskelig kløgt og sans for det tiltalende, sympatiske og virkningsfulde.

Men sådan et fællesskab er ikke et fællesskab om Bibelens Gud – det er et fællesskab om et gudebillede, som dybest set er vores eget spejlbillede, tilbedt og lovprist for vores egen selvudviklings og selvfølelses skyld.

Længslen efter vækkelse

Hjerteslaget i et sandt kristent fællesskab må altid være den enkeltes liv med Gud som den hellige og kærlige frelser fra synd. En menighed, som ser livet i lovens dom og evangeliets nåde vil også altid lade dette hjerteblod pulsere ud i dagligdagen i det kald og den stand, som den enkelte er sat til at leve i.

Hvor dette ikke sker – hvor hjerteblodet ikke pumpes rundt i årerne og bliver til et hver-dagsliv i kærlighed og omsorg for min næste – dér er der grund til anfægtelse og bekymring for, om min tro er levende eller blot er blevet et goldt og intellektuelt stykke lærdom (jf. Jak 2,14).

Der er grund til anger og bod. Der er grund til at leve i den gamle og prøvede bøn:

Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!” (Sl 139,23-24).

Uanset hvor anfægtende de tilsyneladende manglende virkninger af forkyndelsen kan være (og de virkelig være anfægtende!), må vi dog aldrig komme bort fra, at livet kun kan fødes ét sted (2 Kor 5,17-18); og der er kun ét sted, hvor det nye liv kan finde næring og vokse (1 Pet 2,2-5).

Trolovet med Kristus

Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud.”

Sådan lyder det første bud. Gud ønsker at være din eneste Gud. Han vil, at dit hjerte skal bevares mod de gudebilleder, som er udspundet af verdens ånd.

Dét er Guds brændende vilje, fordi han elsker dig, og han ønsker fællesskab med dig, nu og i al evighed. Det er det, han har skabt dig til; det er dertil, han har frelst dig fra før verdens grundvold blev lagt.

For jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud”.

Lidenskabelig” kan også oversættes med ”skinsyg” eller ”jaloux”. Det er kærlighedens stemme, der taler igennem dette bud.

Det er den samme kærlighed, Paulus giver udtryk for over for korinthermenigheden, når han skriver:

For jeg våger skinsygt over jer med en skinsyge som Guds, fordi jeg har trolovet jer med Kristus, og kun med ham, for at føre jer til ham som en ren jomfru – men jeg er bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus. I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod” (2 Kor 11,2-4).

I disse ord af Paulus får vi et klart billede af, hvad der er på spil også i dag. Guds menighed er trolovet med Kristus og kun med ham, men Djævelen vil have os bort fra evangeliet om Kristus. Han vil lede os på afveje og give os en anden ånd, nemlig verdens ånd, der ikke kan stille sig til ro ved Ordet om korset, men vil have noget mere. Verdens ånd, som vil have os til at modsætte os at blive båret af den gode hyrde. Verdens ånd, som vil have os til at tilbede vores eget spejlbillede i stedet for vores skaber og frelser.

Det sande gudsbillede

Når vi spørger efter at få det gudsbillede at se, som ikke er skabt af verdens ånd, så lyder svaret med høj og klar røst fra Guds ord: ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd!” (Joh 1,29).

Sangen om det slagtede lam; det er dén tilbedelse af Gud, som Helligånden føder, og det er den sang, der står tilbage, når vi på den nye jord er endeligt fri for alle afguder og djævelske snigløb (Åb 5,1-14).

Dér, i skikkelse af det slagtede lam, åbenbarer Gud sin uendelige hellighed og sin uendelige kærlighed. Dér ser du den uendelige omsorg, Gud har for dig. Dér lærer du at forstå hele Skriftens vidnesbyrd om Gud.

Du ser Guds hellighed og Guds blødende hjertes skinsyge og retfærdige vrede over den synd og afgudsdyrkelse, som vil lede dig bort fra velsignelsen hos ham. Samtidig ser du Guds kærlighed, som har sat livet ind på at købe sin utro hustru fri fra dette tomme liv (Hos 1-3; 1 Pet 1,18-21).

Du ser Guds omsorg, og du ser, at det ikke er tomme ord, når David i Sl 56,9 giver udtryk for denne vidunderlige trøst til den lidende: ”Du fører bog over min elendighed, mine tårer er samlet i din lædersæk, de står i din bog”. For Jesus har svedt sin blodige sved og grædt sine angstfulde tårer for at købe dig fri fra syndens og dødens og sygdommens og ulykkens magt. Han ønsker at føre dig hjem og være sammen med dig i det paradis, som du er skabt til.

Derfor led han døden og opstod igen, for at vi midt i syndens og dødens verden kan juble: ”Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?” (1 Kor 15,55).

Se på det slagtede lam, ham som blev knust og gennemboret for vores synders skyld, og du skuer lige ind i Guds hjerte: Du ser syndens alvor, og du ser Djævelens mange triumfer i dit liv; men du ser også, at i Jesu blod er du købt fri fra at være slave under de tomme guder, som dine tanker selv vil udspinde og bære rundt på.

Du ser, at i denne faste klippe er der ly for verdens storme. Du ser, at han er din fred, og i hans død i dit sted udslettes al din synd. Dette er det sande gudsbillede.

Gudebillederne skal bæres, de kan ikke gå selv, men: ”Jesus er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord” (Hebr 1,3).

Tænk hvilken nåde det er, at du ikke selv skal bære rundt på et gudebillede og tro på din frelse ud fra det, du selv kan bære i livet, og ud fra, hvad du selv kan rumme i hovedet eller hjertet! Nej, Jesus vil selv bære dig – og det vil han gøre med sit mægtige ord. På sit ord vil han bære dig hjem, som en hyrde bærer det forvildede og forvirrede får, og som en far bærer sit hjælpeløse barn.

Og om du kan gribe det eller ej – ja, om det rører dig eller ej! – så må du aldrig søge andre steder hen. Ved korsets fod, hos Jesus, kan du lægge al din synd. Det gælder også, og ikke mindst, al din ligegyldighed og utaknemmelighed. For også den blev naglet til korset som en del af det gældsbevis, som nu er udslettet.

Bed Helligånden om at holde dig fast ved Jesu kors alene og bevare dig fra Djævelens snigløb, som vil lokke dig til at søge noget andet og mere end denne magtesløse tilbedelse af din frelser. Ret dit blik mod ham og ikke mod, hvad dine egne følelser og tanker kan bære frem.

For som Rosenius forkynder: Ønsker du at blive frelst alene ved nåden i Kristus, da er du allerede frelst, hvad enten du tror det eller ej.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2012. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads