Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Guds vilje

Ugens vidnesbyrd, uge 36 2016. Joh 6,39-40.

Og hans vilje er, at jeg ikke skal miste noget af alt det, han har givet mig, men oprejse det på den yderste dag. For min Faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv – og jeg skal oprejse ham på den yderste dag (Joh 6,39-40).

Her taler Jesus om Guds vilje – om Faderens vilje. Men han siger intet om de ti bud eller Guds lov! Nej, han nævner intet om gerninger, bud eller krav.

Når vi hører ord som ”Guds vilje” og ”Faderens vilje”, så tænker vi ofte på loven, de ti bud eller de mange formaninger, vi finder rundt i Guds ord. Vi er der straks med et: Guds vilje? Det er noget, vi skal gøre, noget, vi skal være osv.

Men det er jo ikke det, Jesus siger her. Uden nogen lov eller noget krav til dig, så åbenbarer han her i to vers Guds vilje for dig. Guds vilje for dit hjerte, for din tro!

Guds vilje er, siger Jesus: ”at jeg ikke skal miste noget af alt det, som Faderen har givet mig. Og Faderens vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham skal have evigt liv.”

Tænk – det er Guds vilje. For dig, og for mig – ifølge Jesus. Vil du så ikke gerne bede bønnen: ”Ske din vilje”?

Men vores loviske natur bliver ved at spørge: Jamen hvad nu med Guds lov? Er Guds lov da ikke også Guds vilje? Og formaningerne? Er de ikke netop Guds vilje for og med os på alle områder i livet; i hjemmet, på arbejdspladsen, i menigheden osv.?

Jo – det er Guds gode vilje alt sammen. Og Jesus kom heller ikke for at ophæve loven, men for at opfylde den. Men sagen er bare, at Guds bud og Guds lov – de er jo ikke det samme som Guds Søn. Det er to forskellige ting. Guds Søn er én ting, og Guds Lov er en anden ting.

For virkeligheden er, at skal du have evigt liv, skal du bevares hos Jesus og oprejses på den yderste dag, så kan det kun ske ved Sønnen – ved Jesus Kristus, og troen på ham alene.

Guds lov, Guds formaninger – hvor gode og retfærdige de end er – kan aldrig give dig evigt liv eller oprejse dig på den yderste dag.

Det er vigtigt, vi forstår, at når Gud vil give evigt liv, så spørger han ikke efter gerninger, men efter tro på Jesus. Tro på Sønnen – i hvem han har velbehag. For Jesus er evangeliet. Det er dét, Johannes forkynder os her.

Det at Guds ord er Lov og evangelium – det er ikke noget vore Lutherske reformatorer fandt på. Og det er heller ikke noget, Paulus fandt på. Nej, det er noget, Gud fandt på. Sådan er det.

Derfor blander Jesus heller ikke lov og evangelium sammen her i disse to vers, men han holder det nøje adskilt. Han er jo sandheden selv – Han er Guds ord.

For mærk dig: Det er Faderens vilje, at du ikke skal møde noget krav hos Jesus i spørgsmålet om det evige liv. Gud vil ikke, at Jesus skal blive en ny lov, en ny Moses, for dig som tror. Nej, han vil gøre dig helt klart, at hos Jesus er der ingen lov – KUN nåde. Her gælder ingen gerninger, intet stræb og ingen nye beslutninger – kun troen på Jesus alene gælder.

Guds dybeste vilje er, at du skal se Sønnen. Se Ham, som dit evige liv, og se Ham, som din frelser og forløser – ophøjet på et kors.

Udgivet af

Ruben Skov Jensen

Ruben Skov Jensen, Ringkøbing, tavlemontør/elektriker.

Ruben Skov Jensen

Ruben Skov Jensen, Ringkøbing, tavlemontør/elektriker.