Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Guds folk i Babylon

1 Pet 5,13. Om den moralske tilstand i Rom på Peters tid. Om under alle forhold at se den usynlige virkelighed i Ordet – til vækkelse og trøst.

Første Petersbrev III

Peter skrev sit første brev til kristne, som levede i et verdsligt samfund og mødte modstand for troens skyld. Det er et opmuntrende og trosstyrkende brev. Det retter opmærksomheden mod de kristnes åndelige og evige rigdom i Jesus og i himlen. At få syn for den rigdom er kilden til en frimodig tro og til et sandt kristenliv midt i en verdslig sammenhæng.

Babylon

Når vi modtager et brev, er det almindeligt, at vi vender det for at se afsenderens navn og adresse. Da Peter skriver sit første brev, indleder han med at skrive sit navn, men adressen nævner han først til sidst i brevet: ”Jeres udvalgte søster i Babylon og min søn Markus hilser jer” (5,13).

Vi har ingen vidnesbyrd, hverken i Ny Testamente eller i andre skrifter, om, at Peter nogen sinde skulle have været i det geo-grafiske Babylon i området ved Eufrat og Tigris.

Derimod har vi troværdige vidnesbyrd om, at Peter mod slutningen af sit liv var i Rom, og at Rom af de kristne blev betegnet som Babylon.

Når Rom fik denne betegnelse, hang det sammen med byens åndelige og moralske tilstand. Den var centrum for en radikal udfoldelse af synd, nydelsessyge og ondskab.

Når vi ser på udviklingen i vore nordiske lande i det sidste århundrede, er det ikke svært at se, at der har været en fremadskridende åndelig og moralsk opløsning også hos os.

Vi har forkastet Gud og sat os selv i centrum. Livets mål er blevet vor egen nydelse og den fulde udfoldelse af vort eget potentiale. At det selvcentrede liv er tomt tillader vi ikke os selv at mærke.

Vi fortrænger tomheden ved at fylde vores liv op med en stadig strøm af stærke indtryk, stimulanser, arbejde, forbrug, oplevelser og underholdning.

Underholdningen kører døgnet rundt og bliver stadigt mere grænseoverskridende både i forhold til vold, blasfemi og sex. Den højeste lykke forventer vi at finde i den seksuelle udfoldelse, og i jagten på denne lykke over-skrider vi alle grænser. Det er et ideal for os, at vi ikke må lade os begrænse, hverken af etiske bud, ægteskab eller køn. Vi må være tro mod os selv ved at følge vores lyst.

Sodomas liv udfolder sig stadigt mere åben-lyst, og for os kristne er faren, at vi gradvist vænner os til det, finder os til rette med det – og bliver en del af det.

Har det nogensinde været så slemt før? Har den åndelige og moralske opløsning nogen-sinde været så fremskreden? Har udsigterne for den opvoksende generation nogensinde været så mørke?

Ja, det har det: i Rom på Peters tid!

Rom og Nero

Rom var på Peters tid en storby med over en million indbyggere. Byen opfattede sig selv som verdens hovedstad, og den herskede over et vidtstrakt verdensrige. Efter næsten 100 års fred med voksende rigdom og magt var hovmodet i byen vokset til selvforgudelse. Roms kejser var guddommelig, og romernes tanke var, at både riget, magten og æren tilhørte Rom – for altid.

Byens vækst i hovmod ledsagedes af en indre moralsk opløsning, som fandt et særligt klart udtryk i byens leder på Peters tid, kejser Nero (år 37-68).

Allerede som ung fandt Nero behag i at give los for sine destruktive lyster. Når mørket faldt på, gik han anonym ud i byens gader for at overfalde og øve vold på både mænd og kvinder, bryde ind i deres huse og røve. Han var stærk og nød at bruge sin magt til at øve vold og terror.

Som kejser så han et ideal i ikke at stå tilbage for nogen i brutalitet og hensynsløshed. Han dræbte både sin mor, sin kone, sin stedbroder og en lang række politiske modstandere. Han voldtog unge piger og mænd og fik efter-følgende sine ofre henrettet.

I byen vakte hans brutalitet ikke kun for-færdelse, men i høj grad også beundring og begejstring.

Nero forstod at behage folket i Rom. Han skabte en omfattende underholdningsindustri med skuespil, musik, gladiatorkampe, sports-stævner og fester, hvor vinen flød uden begrænsninger, og hvor lysterne fik frit spil. Hæmningsløst frådseri og grænseløs lyst-udfoldelse var idealet.

Ved sportsstævnerne deltog Nero selv og fik det arrangeret sådan, at han selv kunne vinde og blive hyldet som sportshelt. Tilsvarende optrådte han både som sanger og skuespiller og drog omkring i riget med et følge på 5000 unge, som var betalt for at hylde ham og klappe ad ham. Neros skuespil blev officielt holdt til ære for Rom og for at bekende troen på Roms ”evige rige”.

Som skuespiller nød Nero at optræde som kvinde, ligesom skuespillene generelt tjente til at udviske grænserne mellem kønnene. Også i sin seksuelle adfærd søgte Nero at opløse grænserne mellem mand og kvinde. Han havde en lang række homofile forhold og lod sig to gange offentligt gifte med mænd.

Den sidste mandlige partner valgte han, fordi han lignede Neros afdøde kone. Nero sørgede for, at manden blev kastreret, så han blev eunuk, hvorefter de to blev gift ved en stor-stilet bryllupsfest. Eunukken var klædt ud som kvinde og blev præsenteret for folket som den nye kejserinde, og folket svarede med fest og hyldest.

I år 64 udbrød en brand i Rom, som lagde to tredjedele af byen i aske.

Branden gjorde det muligt for Nero at lave en stor udbygning af sit palads, og snart opstod rygtet, at Nero selv havde påsat branden. Nero forsøgte at berolige Roms indbyggere med mad, fest og underholdning, men uden held. Så valgte han i stedet at skyde skylden på byens kristne.

Det blev indledningen til den første målret-tede kristenforfølgelse. De kristne blev jaget og indfanget. De blev kastet for de vilde dyr som underholdning for folket, de blev kors-fæstet, og de blev brugt som levende fakler ved Neros fester i paladshaverne1.

Guds ord i Babylon

Sådan var Rom på Peters tid. Intet under, at han kalder byen for Babylon. Rom repræ-senterer den dybeste moralske og åndelige formørkelse. Mørket synes uigennem-trængeligt, men det er det ikke!

Der er et levende ord, som kan trænge igen-nem. Guds ord er i Rom. Det findes hos den lille rest af kristne i byen. De kristne bliver selv holdt åndeligt levende ved evangeliet om frelsen i Jesus, og hvor de end er, rækker de Guds ord videre til andre. Og dette ord trænger igennem! Midt i mørket når det ind til de vantros hjerter – til vækkelse, anger og omvendelse.

Guds ords kraft beror ikke på de ydre omstæn-digheder! Guds ord har den samme liv-givende åndelige kraft til enhver tid og i enhver situation. Er det ikke utroligt, at kirke-historiens største åndelige vækkelse begyndte midt i det åndelige og moralske mørke, som er beskrevet ovenfor?

Vækkelsen begyndte på apostlenes tid midt i det romerske rige og fortsatte i de næste 200 år. Vækkelsen bidrog på afgørende måde til romerrigets opløsning – ved evangeliets kraft!

Midt i det åndelige og moralske mørke, som

rådede i Rom på Peters tid, var der en flok troende, som blev bevaret i en levende tro på Jesus, i en hellig livsførelse og i en ånds-kraftig vidnetjeneste. Ved evangeliet om frelsen i Jesus bevarede de lysets klarhed og saltets kraft og blev et redskab til vækkelse og frelse for andre – helt ind i fangecellerne, ind i arenaerne og ind i døden.

Vores åndelige liv som kristne beror ikke på den åndelige situation omkring os! Det var virkeligheden på Peters tid, og det er virke-ligheden i dag. Vores åndelige liv beror på én ting: vort forhold til og tilegnelse af Guds ord!

Apostel

Dette vidste Peter. Derfor indleder han sit brev med at understrege, at hans ord ikke bare er et menneskes ord, men Guds ord.

Fra Peter, Jesu Kristi apostel” (1,1).

Peter præsenterer sig som apostel. Ordet er græsk og betyder sendebud. Når Peter er Jesu Kristi apostel betyder det, at han er sendebud og talerør for Jesus. Før sin død, opstandelse og himmelfart lovede Jesus, at han efter sin himmelfart ville tale gennem apostlene og derved åbenbare ”hele sandheden” (Joh 16,12-14).

Den sandhed, som Jesus åbenbarer gennem apostlene, er sandheden om den åndelige og evige virkelighed. Apostlene står i skærings-punktet mellem den synlige og den usynlige verden. Deres opgave er at åbenbare, hvad der gælder i den åndelige og evige virke-lighed.

Når vi åbner vores Bibel og læser apostlenes ord, så trækkes sløret for den usynlige verden til side. I samme grad vi retter vores blik mod den usynlige verden, bliver vores tro og liv bestemt af den, og vi bliver som kristne et helt igennem anderledes og for verden ufor-ståeligt folk.

Vores egenart som kristne består netop i dette, at vi ikke har vor opmærksomhed rettet mod det, vi er og oplever i den synlige verden, men mod det, vi er og har i den åndelige og evige verden – i Jesus. Det er grunden til, at vi kan være frimodige til enhver tid uanset vore ydre omstændigheder, selv under træng-sler og forfølgelser:

For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt” (2 Kor 4,17-18).

Vores hemmelighed som kristne er det ord, som åbenbarer vor evige rigdom i Jesus.

Ordkristen

En elev fra vores bibelskole blev interviewet til et blad og blev spurgt, hvad hun havde fået ud af sit ophold på bibelskolen. Der var én ting, hun ønskede at understrege: ”Jeg har lært betydningen af at være en ordkristen”.

Hun havde lært, hvor afgørende det var at bygge sin tro, ikke på det vi føler og erfarer hos os selv, men på faste, sikre og urokkelige ord i Bibelen, som altid siger det samme om vores rigdom og herlighed i Jesus. Deri er kilden til frimodighed under alle forhold.

Vi er samlet til møde i missionshuset. Det er en lille flok, mange ældre og svage, ingen der imponerer og rager op i menneskelig forstand. Det ser ikke ud af meget, og vi kan være tilbøjelige til at blive modløse.

Men så slår vi op og læser apostelens ord, og så ser vi virkeligheden: Ved troen på Jesus er der her en forsamling af kongebørn og him-melarvinger; de er hellige og herlige for Gud; de er himmellys i denne verdens mørke, og Gud glæder sig over dem med jubel, for i hans øjne er de lige så rene, retfærdige og herlige som Jesus selv (1 Kor 1,2; Hebr 12,22-24; 1 Pet 2,9-10).

Det er virkeligheden – som Guds ord viser os den.

Hvis vi et øjeblik kunne se Guds børn med Guds øjne – iklædt Jesu retfærdigheds hvide dragt, da ville vi falde på vore ansigter og bekende, at vi ikke anede, at der var så herlige engle i Guds himmel” (C.O. Rosenius).

Vi er samlet til dåbsgudstjeneste. Et lille barn bliver båret frem; korsets tegn bliver slået for barnets ansigt og bryst, og det bliver døbt i den treenige Guds navn. Det ser ikke ud af meget, og vi tænker måske ikke det store ved det.

Men så slår vi op og læser apostelens ord, og så ser vi det: Her kommer Jesus selv til det lille barn med hele sin frelsesgave. Han giver det syndernes forladelse, iklæder det sin ret-færdighed og fører det over fra mørkets og fortabelsens rige til nådens og det evige livs rige (ApG 2,38; Rom 6,3-4; Tit 3,3-5).

Det er det, som sker, og det er et under og en gave uden lige!

Min kone og jeg var glade for at holde bryl-lupsfest. Men for os begge blegner brylluppet i sammenligning med de tre gange, vi har fået lov at holde barnedåb. For her er der et ube-gribeligt herligt evigt perspektiv ind over festen: Vort barn har fået del i syndernes for-ladelse og det evige liv, og nu er vi sammen i Guds evige rige!

Vi er samlet til begravelse. En af vore kære er død i troen på Jesus. Vi sænker kisten ned, og der kastes jord på kisten. Vi græder og sørger, for det gør ondt, når vi skilles.

Men samtidig synger vi lovsange og glæder os, for vi ser en fantastisk virkelighed i apost-elens ord: Den døde er hjemme hos Jesus nu. De, som tror på ham, lever, om de end dør. De troende døde lever nu – hos Jesus. De er fremme og hjemme, i havn og i sikkerhed i herligheden! Vi er skilt fra dem, men kun en kort tid; så skal vi ses igen, omfavne hinanden igen og lovprise Jesus sammen igen (Joh 10,25; Fil 1,23; Åb 5).

Det er virkeligheden.

En elev på bibelskolen fortalte om en begravelse, hun havde været med til i Afrika. Det var en kristen, som var død. På den ene side af graven stod den afdødes vantro familie, og på den anden side stod de kristne. De van-tro skreg og græd, for de så kun dødens mørke. De kristne sang lovsange, for de så en anden virkelighed: det evige liv i Jesus – åbenbaret i Guds ord.

Vores hemmelighed som kristne er det ord, som åbenbarer den usynlige og evige virke-lighed for vore hjerter til tro og frimodighed under alle forhold.

Jeg vil slutte med et eksempel fra missions-historien.

Jeg er med jer alle dage

I januar 1854 var David Livingstone nået til det indre Afrika på sin rejse på tværs af kontinentet. En aften måtte han slå lejr i et område, hvor han vidste, at en fjendtlig stamme var indstillet på at angribe og dræbe ham. Natten faldt på, og Livingstone sad alene i sit telt vel vidende, at angrebet kunne komme når som helst.

I lyset af sin olielampe fandt han sin Bibel frem og slog op. Hans øjne faldt på Jesu løfte til sine disciple: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden (…) og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!” (Matt 28,18-20).

Ordene åbnede Livingstones øjne for virke-ligheden, og han skrev i sin dagbog: ”Disse ord er talt af en mand, med en hellig og urok-kelig ære. De er sande. Nu vil jeg måle vores længde- og breddegrad. Måske er det sidste gang, jeg gør det. Men jeg er helt rolig nu, tak Gud!”

Så pustede han lampen ud og lagde sig til at sove – i tryg tillid til Jesu almægtige nærvær.

Guds ord er kilden til tro og frimodighed for Guds børn under alle forhold. Det var det for de troende i Rom på Peters tid, det har det været for alle troende siden, og det er det for os i dag – midt i vor tids Babylon.

Guds ord åbenbarer frelsens evige virke-lighed for os, så vi fornyes og bevares i en frimodig tro på Jesus og med et levende vid-nesbyrd om ham – under alle ydre forhold! Det har ordet magt til at gøre også i de dage, som venter forude. Det er vor trøst!

Med Gud og hans venskab,
hans Ånd og hans ord
samt brødrenes samfund og dækkede bord
de kommende dage vi møder med trøst.
Os følger jo hyrden,
den trofaste hyrde, vi kender hans røst.”
(C.O. Rosenius)


1 Svetonius Tranquillus, Romerske kejsere, bog VI; Cassius Dio Cocceianus, Roms historie, bog 61-62.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2011. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.