Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Glem ikke Guds omsorg!

Ugens vidnesbyrd, uge 36 2018. Sl 55,23.

Kast din byrde på Herren, så vil han sørge for dig. I al evighed lader han ikke den retfærdige vakle (Sl 55,23).

Om Gud ikke fandtes, havde du vel grund til at gå rundt i evig frygt for det onde. Men nu ikke bare findes han, han vil endda også sørge for dig! Han har aldrig sagt, at han vil glemme dig eller overgive dig, men tværtimod, at du skal overlade al din byrde til ham. Har han ikke allerede givet dig Kristus, sin egen Søn? Da skal han også give dig alt, hvad du trænger, til krop og sjæl.

For sagen er, at Gud har langt mere end alt det, som kan tages fra dig. Ja, du har langt mere end hele verdens goder – for du har Jesus, og med ham alt. Kast derfor enhver byrde på Herren, og hav ingen bekymring, om nogen gør dig uret, eller skader dig. For du skal til enhver tid have Herren og hans omsorg. Hverken død, djævel eller nogen nød kan nemlig tage Kristus fra dig. Kun kan du selv forlade Herren, men om du vil have ham til Gud og tro på Kristus – da har du intet at frygte.

Tag derfor disse ord af David. Løft dem op som troens skjold mod al din sorg, angst og bekymring, og sig til dem: ”Jeg har Guds Søn, min frelser og forsoner. Jeg har ved ham Gud til Far, og han skal sørge for mig i alle ting. Hvorfor skal jeg frygte? Gud har alle ting i sin hånd, også min nød, og enhver som måtte hade mig, og alt deres.

Derfor vil jeg kaste det alt sammen på ham, som har al magt, og så må Gud råde. For vel kan jeg ofte snuble og falde, ængstes og rystes: Men Gud har sagt, at ”han lader ikke i evighed den retfærdige vakle”.

Og stikker vantroen igen sit fæle ansigt frem med nye bekymringer og angreb, så har Gud blot et endnu kraftigere ord. For Peter siger også: ”Kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer” (1 Pet 5,7).

Sådan haster Guds ord os til hjælp i enhver nød. Det vender op og ned på alt, med stor magt – blot du vil tro det og tilegne dig det. For mange er de mennesker, der har sejret ved Herrens ord og set, at det holdt i den dybeste nød. Tag Jesus, der som ingen anden sejrede ved Guds ord, da han skærtorsdag aften gik død og lidelse i møde som Guds påskelam, skønt Djævelens og verdens kræfter rasede imod ham. Og se: Ordet talte sandt, da Jesus fuldbragte din frelse på Golgatas kors, og det talte sandt, da han opstod på den tredje dag og proklamerede den totale sejr over al synd, død og helvede.

Kun den, som ikke tror på Jesus, og som ikke har nogen Gud, har grund til at sørge, frygte og bekymre sig. For han har ingen Gud, der sørger for sig.

Udgivet af

Ruben Skov Jensen

Ruben Skov Jensen, Ringkøbing, tavlemontør/elektriker.

Ruben Skov Jensen

Ruben Skov Jensen, Ringkøbing, tavlemontør/elektriker.