Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Gennem mørket hjem til Gud

Om hvad der kan trøste, når Gud tilsyneladende tøver med sin hjælp. Om hvordan Jesus kommer gående på det oprørte vande.

Sange med hjertet XII

Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.

1. Herre, om du med din hjælp til mig tøver,
lad mig i vantro ej tvivle om den!
Hjælp mig at se, du blot kærligt mig prøver
og gennem mørket vil lede mig hjem.
Giv mig at hvile ved løfterne dyre,
som i Guds ord netop taler til mig.
Selv mine vildsomme tanker du styre
fremad på vejen, som fører til dig.

2. Hjælp mig, o Herre, men lad mig ej give
navn til den hjælp, som dog kommer fra dig.
Selv du til nåden mig altid vil drive,
du har jo midler, du rådvild står ej.
Bedre den bitreste tugt, Herre kære,
end egen styrke og trøst uden dig.
Lad du den barnlige frygt hos mig være,
giv, at den aldrig må vige fra mig.

3. Lær mig at se, hvad du har til mig vundet,
indtil jeg glad når forløsningens dag.
Altid på ny se det blod, der er rundet,
vis på, at Jesus har klaret min sag.
Fjenden forsøger min sjæl at forvilde,
hvisker bestandig om synden så stor.
Gør du mit bævende hjerte så stille,
at jeg kan hvile i tro ved dit ord!

4. Lad ej fornuften og vantroen råde;
lær mig at tro, hvor jeg ikke kan se!
Og når jeg kommer i angst og i våde,
lær mig i Ordet at glemme min ve.
Medens de vekslende timer heniler,
hjælp, at ved håbet jeg fastholdes må,
giv, at min ånd sig ved korset blot hviler,
indtil det dages, og sol kan opgå!

– Lina Sandell 1867

Gud står bag de svære dage

Når der er så stor en trøst at få i Lina Sandells sange, tror jeg, det hænger sammen med, at hun ikke viger tilbage for at skrive om smerte og lidelse som noget, der kommer fra Gud.

Mange af os har nok helt fra barnsben fået den opfattelse, at Gud er den, som forhindrer smerte og lidelse. Og det er han. Men han er også den, som står bag de svære dage i livet.

I Esajas 45 vers 7 står der: ”Jeg danner lys og skaber mørke, jeg frembringer fred og skaber ulykke, jeg, Herren, frembringer alt dette.”

Det er mærkeligt, men netop dette har ofte været til trøst for mig. For da betyder prøvelserne ikke, at Gud har vendt mig ryggen. Tværtimod! Det er gennem mørket, han vil lede mig til lyset. Det er gennem ulykken, han leder mig til freden og giver mig den største lykke af alle.

Tvivl og vantro

Hvor ofte har jeg ikke følt, at Gud tøver med at komme med sin hjælp. Det virker, som om han har så uendeligt god tid, og jeg bliver mere og mere utålmodig. Jeg havde tænkt, at hjælpen skulle komme hurtigt, og gerne præcis, som jeg havde forestillet mig den bedst.

Måske vidste jeg godt, at det var forkert, men jeg tænkte, at han som en anden curling-far skulle feje alle besværligheder væk, allerede før jeg mødte dem. Han skulle lade det hele lykkes for mig, og helst uden ret meget besvær.

Men han tøver. Ja, hjælpen kommer ofte først, når jeg synes, det er for sent. Tvivl og vantro gør sit indtog.

Hvorfor? Fordi jeg er så blind! Fordi jeg ikke af mig selv kan se, at han leder mig gennem mørket. At han i kærlighed prøver min tro, og fører mig hjem til sig. Fordi jeg ikke forstår, at det, som er godt for mig, er det, som binder mig til Jesus, og ikke det, som binder mig til verden.

På det oprørte vand

Da Jesus møder sine disciple på den stormfulde Genesaret sø, kommer han gående på det oprørte vand. Han kommer gående netop på det, som volder disciplene vanskeligheder. På den måde vil han også møde mig.

Så længe det går, som jeg ønsker. Så længe søen er rolig. Så længe der er materiel og menneskelig velstand og helbredet er i top. Ja, så længe har jeg ingen uro for det, som er mit egentlige problem – min synd.

Men i sin store nåde møder Jesus mig i stormen. Han viser mig, hvor afhængig jeg er af Ham.

Jeg synes, det er så stærkt et billede. Jesus kommer gående på det oprørte vand. Det viser, at for ham er det, som jeg finder vanskeligt, helt uproblematisk. Han har al magt. Det er i hans magt at bruge vanskelighederne til at komme til mig.

Om jeg sidder dødsensangst i min lille båd og forsøger, det bedste jeg kan, at styre gennem stormen, så gør han alle mine bekymringer og redningsforsøg til skamme, ved roligt at komme gående på bølgerne.

”Herre, om du med din hjælp til mig tøver …”

Ja, tilsyneladende tøver Herren. Ofte kommer han først i den fjerde nattevagt. Men vær sikker på det: Det er hans kærlighed, som gør, at han tøver. Du er ikke glemt!

Alt for let bliver vi optagede af at se på de oprørte vande. Alt for let glemmer vi, hvad Gud har lovet. Derfor må vi øves i at stole på løfterne, stole på Guds ord. Bare spørg Peter, hvor stor betydning det har, hvad øjnene er rettet imod. Ser vi på Jesus, kan han lade os gå på det oprørte vand. Ser vi på bølgerne, bliver vi bange og synker ned i vanskelighederne.

Se på løfterne

Ser vi på Ordet og på løfterne deri, ser vi i virkeligheden på Jesus, for han er Guds ord.

Her er et løfte, som vi altid bør holde os for øje.

”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus” (Fil 4,6-7).

Kan det være det, som Lina Sandell havde i tankerne da hun skrev:

Giv mig at hvile ved løfterne dyre,
som i Guds ord netop taler til mig.
Selv mine vildsomme tanker du styre
fremad på vejen, som fører til dig.

Da mærker jeg, at Lina er kendt med de kampe, som også er mine.

Jeg er ikke alene

Og det tror jeg, er den næste grund til, at trøsten er så stor i hendes sange. De er ikke letkøbte og overfladiske floskler. Nej, de er skrevet af et menneske, som selv er kendt med sygdom, sorg og smerte. Der er stor forskel på at lytte til en, som beskriver smerten på anden hånd, og til en, som har oplevet den selv.

Derfor giver det også stor trøst at læse Hebr 4,15: ”For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd.”

Jeg er ikke alene i mørket. Mine brødre og søstre i troen kender også til smerte og lidelse. Ja, min kære Jesus selv har medfølelse med mig i min skrøbelighed.

Gud skal have æren

Begyndelsen af andet vers kommer ind på noget, som ofte glipper for mig. Gud skal have æren for den hjælp, han giver, ikke jeg.

Dette selv at tage æren, når noget lykkes, er en stor fælde at falde i. Samtidig giver det også en trøst, at det dybest set er Gud, som skal have al æren. Vi kan ikke tage noget af os selv. Alt må vi modtage af Guds hånd.

Når du synes, det går andre bedre end dig, skyldes det så, at de er mere værd end du, eller at de har fortjent bedre?

Eller omvendt: Har du nogen ret til at hovere over dem, som har ringere kår eller evner end du?

Nej!

Gud giver, og Gud tager, æren er Guds! Men vigtigst er det at huske, at dette gælder også i forhold til vores frelse. Skal vi frelses, må det ske ved Jesu blod alene. Intet kan, må eller skal vi gøre for at hjælpe til. Guds alene er al æren!

Virkelig lidelse

Der er en anden, og måske mere rigtig, måde at læse begyndelsen af andet vers på. Da handler det om, at jeg ikke skal diktere Gud, hvordan han skal hjælpe. Dette måtte endog Paulus lære, da han tre gange fik dette svar: Min nåde er dig nok!

Dermed nærmer vi os endnu en årsag til, at jeg er så glad for at synge Lina Sandells sange. Her bliver lidelsen og smerten ikke bagatelliseret.

Paulus beskriver den tugt, han lider under, som en torn i kødet, og en Satans engel, som slår ham i ansigtet.

Vi skal ikke være for hurtige til at bagatellisere smerten. Der er tale om bitter tugt, om smertelige savn og om virkelig lidelse. Men den er i Guds hånd!

Når Paulus skriver i Rom 8,18: ”Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os” – da skriver han det ikke, fordi lidelserne er små, men fordi den herlighed, som venter, er overvældende stor!

Lidelsen er ikke meningsløs. Ganske vist kan den ofte se sådan ud, også for Guds børn. Men her må jeg lære at se bort fra fornuften og min egen stærkt begrænsede indsigt og som et barn klynge mig til Gud.

Når det føles allermest meningsløst, er det også, at jeg har brug for hjælp fra mine medkristne. Ikke for at de skal fortælle mig meningen med den smerte, som rammer mig. Men for at de kan følges lidt med mig og lede mig til Guds ord. Først og fremmest til ordet om nåden, om blodet og om korset.

Nåden, blodet, korset

Netop det gør Lina Sandell så fint i denne sang.

Når jeg pga. min blindhed ikke kan se Guds kærlighed i hans førelse med mig i mit liv, så ved jeg dog alligevel, at han elsker mig.

Blodet, som flød fra Jesu sår, vidner om en kærlighed så ufatteligt stor, at alt andet må blegne derved. Der på korset, hvor al min skyld og skam blev slettet ud. Der får jeg lov til at se lige ind i Guds hjerte. Se, hvad det er, han vil med mig, og se, hvad han er villig til at betale for at frelse en håbløs synder.

Så må jeg da også stole på, at den lidelse, som jeg møder, har netop denne virkning i mit liv. At jeg holdes fast i troen på Jesus og på håbet om den arv, som venter.

I Rom 8,17 står der: ”Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.”

Der er en sammenhæng mellem den smerte, vi må stå igennem her, og den arv, som vi skal få med Kristus. Er det ikke helt ufatteligt stort: Vi skal arve sammen med Jesus! Af bare nåde! Guds er æren!

Der er bare én, hvis største ønske er, at franarre os denne ufattelige lykke. Satan bliver ved med at minde mig om, at jeg ikke det mindste har fortjent af denne arv. Han peger igen og igen på min synd og siger: ”Hov, der faldt du vist allerede igen, hva’! Du er slet ikke så god, som du skal være. Du skal nok ikke regne med at blive lukket ind i Guds rene himmel, så møgbeskidt du er, både i dine tanker, dine hensigter og dine handlinger.”

Jeg ved, at han har ret. Og desværre har han ofte også held til at gøre mig bange.

Derfor må jeg gøre denne bøn af Lina Sandell til min. Bede om, at Gud altid vil drive mig til nåden. Også selvom det koster smerte. Bede om at få lov at se, hvad Jesus har vundet til mig med sit blod. Bede om altid at få hvile ved korset.

Satan har ret i, at jeg er alt for syndig til at træde frem for Gud – i mig selv. Men for mig gælder Jesu dyrebare blod. Min synd er ikke længere hos mig. Den blev båret op på korset af min kære frelser.

Kunne jeg blot få lov at hvile ved dette, ”indtil det dages, og sol kan opgå”! Så skal jeg engang sammen med Lina Sandell synge til Lammets pris foran Guds trone.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2015. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Anders Larsen

Anders Larsen, IT-pedel, Gilleleje.

Anders Larsen

Anders Larsen, IT-pedel, Gilleleje.