Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Gem dig i Jesus!

Om at have sin synd og Guds hellighed for øje. Om den eneste redning for den, som ved, at ”fjenden, din værste, har du dybt i din egen barm”.

Sange med hjertet VIII

Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.

1. Ser du dig sort og uren,
Føler kun synd og ve,
Dømt af dit eget hjerte:
– Kære, på Jesus se!
Nåde han dig forkynder,
blodet forløste dig,
da han for dine synder
vandrede korsets vej.

|: Jesus, Jesus!
 Fuldkommen nok
for himmel og jord
er gemt i det ene ord. :|

2. Er det kun småt med frugter,
ringe med glædessang?
Aldrig du mer‘ vil synde,
snubler dog gang på gang;
– gem dig i Kristi retfærd,
fuldkommen var hans vej,
lever du i hans nåde,
lever han selv i dig.

3. Ser du kun nød og farer,
føler dig svag og arm,
fjenden – din værste – har du
dybt i din egen barm,
– stol dog på Jesu almagt;
han er dig god, og han
bærer dig hele vejen
lige til Himlens land.

Vejen til sand glæde

Vi lever i en tid, hvor centrale elementer i det kristne liv som anfægtelse og syndenød er næsten forsvundet fra forkyndelse og vidnesbyrd. Derfor kan det føles som et rent åndehul for en anfægtet kristen at synge med på denne sang, som desværre ikke er kommet med i den nye Sange og Salmer, men som jeg her vil minde om til trøst og opmuntring.

Kong David, den person, Skriften taler mest om, efter Jesus selv, ville være helt ukendt med det uanfægtede kristenliv.

For jeg kender mine overtrædelser, og min synd har jeg altid for øje”, siger han i Sl 51,5. Og i Sl 65,3-4 åbner han ligeledes sit hjerte for Herren: ”Til dig kommer alle mennesker for deres synders skyld; vore overtrædelser er for tunge for os, men du tilgiver dem.”

David kendte til syndenød og kunne svare et sandt ”ja”, til Engesets ord: ”Ser du dig sort og uren, føler kun synd og ve?”

Tolderen, som Jesus selv erklærede retfærdig i Luk 18,14, bekender det samme. Hans indre var knust, og han så, at over for Gud var der kun ét håb – nåde. At se og leve i behovet for nåde er en synders eneste vej til sand glæde og fællesskab med Bibelens Gud.

Vi trænger sådan til sange, vidnesbyrd og forkyndelse, der møder os, som Guds ord møder os. For så lever vi, og troen vokser sin vidunderlige vækst i Kristus, alt imens troen på os selv nedbrydes.

Der hvor smerten over synden ikke er en kendt virkelighed, findes Bibelens Gud ikke. Der kan Jesus ikke bo – hvor religiøst vi så end opfører os, eller hvor kristne vi så end føler os.

Det er derfor, den store profet Esajas siger så herligt og knusende klart: ”For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte” (Es 57,15).

Lovsangen bryder frem

Esajas kunne, om nogen, tale om at se Gud den Ophøjede på sin trone – og tale sandt om det (Es 6,1f.). Det nedbøjer et menneskes ånd og indre.

Derfor kan du, som er ”dømt af dit eget hjerte” og måske kun føler synd og ve, få lov at høre, at netop hos dig vil Gud bo – for at oplive dig.

Når du spørger: Jamen, hvordan skulle jeg, som så ofte oplever synd og urenhed i mit tankeliv, og som mærker Guds lov anklage mig, kunne have fællesskab med denne høje, evige og hellige Gud? Så lad Engeset synge videre: ”Kære, på Jesus se! Nåde han dig forkynder, blodet forløste dig, da han for dine synder vandrede korsets vej.”

Det er nemlig sådan, Gud opliver et menneskes ånd og indre – han peger med sit ord og siger: ”Se!”

Det lille ord ”se” – se i Ordet hen til Jesus – er nøglen. For herved flyttes alt håb om selvoplivning bort fra mig. Hjertets blik vendes mod ordet om Jesu blod, udgydt for mine synder, og da tænder Gud troens flamme i min sjæl. Da oplives jeg (atter). Da møder jeg en Gud, som elsker og kendes ved mig, for han vandrede jo korsets vej. En Gud, som kun nedbøjer og knuser for at oplive og helbrede; som kun fører os til korset, for at vi kan oplives i Kristus.

Og hermed er der banet guddommelig vej for sand lovsang og sand tilbedelse. For så lyder det majestætiske navn i omkvædet: ”Jesus, Jesus – fuldkommen nok for himmel og jord er gemt i det ene ord”.

Der er sket noget helt nyt, en genoplivelse og en ny sang er blevet til.

En sang om det navn, som er selve himmeriget for den fattige og nedbøjede ånd! Ganske som Jesus selv siger gennem Matthæus: ”Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres” (Matt 5,3). Ja, så herligt er det! Og nu oplives og trøstes den, som sørger over sin synd, som vi også hører i det følgende vers: ”Salige er de som sørger, for de skal trøstes” (Matt 5,4).

Giv slip

Er det kun småt med frugter – ringe med glædessang?”

Utroligt, så evigt aktuel og nutidig en kristendom i denne gamle sang! For det er jo sådan, det er med mig. Gerninger, frugter – kærlighed? Hvor bliver jeg lille, når der spørges efter ”frugter” i mit liv. For hvad har troen udrettet i mit liv gennem årene? Ja, det er vist kun alt for småt, sammenlignet med hvad jeg burde – og ville.

Og hvad med glædessang? Troens glade tillid og tak, også når det er mørkt og tungt at være kristen? Når Gud synes fjern og måske tugter mig hårdt? Ja, så må jeg nok bekende, at der alt for ofte lyder noget ganske andet end glædessang til Herren – desværre.

Dette fører os videre i sangen til den troendes højeste ønske og hunger efter retfærdighed: ”Aldrig du mer’ vil synde” – og i samme åndedrag videre til erfaringen, som en synder er underlagt: ”snubler dog gang på gang”.

Hvad gør jeg i denne stadige og smertelige erfaring af nederlag, fald og svigt, fejlslagne beslutninger om bedring og bod?

Du gør ét, kære ven: ”Gem dig i Kristi retfærd, fuldkommen var hans vej.” For ”lever du i hans nåde, lever han selv i dig”!

Ikke flere bedringsforsøg for kødet! Ikke mere stræb for selv at blive hellig, ren og retfærdig! Nej, du skal få lov at slippe helt. Du må øve dig i at slippe alt dit eget og gemme dig i Kristi retfærd – også når du falder, gang på gang. Øv dig i det, for så lever du i hans nåde, og selv lever Han i dig.

Tænk hvilken nåde. At øve sig i at tro og takke for at være skjult i Kristi retfærd og fuldkommenhed. Ja, Jesus hjælp mig til altid at leve i dig. Du som er vejen, sandheden og livet for enhver synder.

I sikkerhed for fjenderne

Med oplivet ånd kan jeg nu frimodigt gå til trøsten i det sidste vers: ”Ser du kun nød og farer, føler dig svag og arm, fjenden – din værste – har du, dybt i din egen barm.”

Her møder vi et menneske, der kender troens liv. Vi møder ikke en fremmed ånd og et ”anderledes evangelium”, men vi hører troens Ånd tale i denne sang. ”Da vi har den troens Ånd, der står skrevet om: Jeg troede, derfor talte jeg – så tror vi, og derfor taler vi også” (2 Kor 4,13).

Paulus siger i Rom 5,1: ”Da vi nu er gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud, ved vor Herre Jesus Kristus.”

Vi har altså helt og fuldt fred med Gud ved Jesus og troen på ham. En fred, uanset hvad jeg føler, og en fred, som er ved Jesus Kristus vor Herre, og ikke ved min tro, styrke eller lydighed osv. Hvis altså min fred med Gud skal vakle – ja, så må først Jesus vakle!

Når det er slået helt fast, at vi har fred med Gud den Højeste, så må vi også gøre os klart, at vi dermed har ufred med alt andet i den åndelige verden.

Skriften er klar: Satan, dragen, fører krig, ikke mod verden, men mod Guds hellige på jord, siger Åbenbaringen. Og verden, vores tidsalder, lader sig bestemme af denne Guds modstander, herskeren over luftens rige. Og sidst, men ikke mindst: ”Fjenden – din værste – har du, dybt i din egen barm.” Kødet, vores gamle medfødte natur, ligger konstant i strid med Ånden, som er født af Gud.

Her gælder det, som Engeset synger, at ”stole på Jesu almagt! At han er god og bærer os hele vejen.”

Gud er på vor side – mod alle fjender. Og han er stærk. Han har givet os sit ord, hvor han viser, at han så godt forstår vores situation. Så hør, du retfærdige ved Jesu navn: ”Herrens navn er et fæstningstårn, den retfærdige løber ind i det og er i sikkerhed” (Ordsp 18,10).

Kun ham, som har al magt i himmel og på jord, kan sige sådan.

I Jesu navn – dér møder du den almægtiges hyrdeomsorg, og dér kan du i sandhed være tryg for alle fjenders angreb.

Jesus, Jesus. Fuldkommen nok for himmel og jord, er gemt i det ene ord!


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2014. Hele bladet kan læses her.


Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Ruben Skov Jensen

Ruben Skov Jensen, Ringkøbing, tavlemontør/elektriker.

Ruben Skov Jensen

Ruben Skov Jensen, Ringkøbing, tavlemontør/elektriker.