De rødgule farver begynder så småt at dominere trætoppene. Der er ikke en vind, der rører sig, og de sydvendte skråninger tager imod septembersolen, der med sine gyldne stråler giver varme og dybde til landskabet. På bjergsiden græsser kør, geder og heste, og hundene gør, når man passerer de mange små huse. Vejen snor sig, og det går støt op ad bakke – vi er nemlig på vej op!
Dagen forinden havde vi været til gudstjeneste i byen nede i dalen, og med i bilen på vej til kirke havde vi Dana, gedehyrden fra toppen af bjerget. Dana og hendes mand er næsten selvforsynende med deres køkkenhave, høns, og geder. De har deres hverdag med gederne på de græsklædte bakker og tjener lidt penge på den gedeost, de producerer.
Asfaltvej er blevet til grusvej, og Dana kommer os i møde. Vi er tre voksne og et par børn, og Dana fortæller, at hun også har børn, men de er voksne nu.
Jeg er nysgerrig og spørger, hvordan hun er blevet en del af kirken.
”Jeg var en del af kirken tidligere i mit liv, da jeg var yngre,” svarede hun. ”Men jeg forstod ikke evangeliet, og sådan er der mange, der har det! Jeg forlod kirken og har betalt prisen, men nu har Herren åbnet mine øjne. Det er det, der menes, når der er tale om den brede og den smalle vej – der er få, der finder den vej, der fører til livet! At se mine børn og min mand komme til tro er mit største og eneste håb for livet!”
”Far, jeg skal tisse!” er der en, der råber … Og samtalen slutter.
Dana peger på gederne. Vi er fremme ved deres mark, hvor de har bygget en lille hytte, og ned ad skråningen står der frugttræer. Vi havde aldrig fundet frem, hvis ikke hyrden selv havde ledt os!
Jeg tænker på lignelsen om de ti brudepiger. De venter alle ti på brudgommen! De er alle ti en del af ”kirken” og det kristne fællesskab. Men brudgommen kender kun halvdelen af dem. Skellet mellem frelste og fortabte går ikke ved dørtærsklen til kirken, men midt ned igennem det kristne fællesskab.
”Salige er de fattige i ånden,” siger Jesus. Det knuste hjerte og den bøjede ånd kan tage imod evangeliet, for her bliver evangeliet mit hjertes største rigdom og skat! Evangeliet vil ikke nøjes med mindre.
Giver jeg Gud ret, når han dømmer? Bøjer jeg mig for Herren, når han taler?
”Kom! Lad os gå hjem og spise,” siger Dana og kaster børnene over det rustne trådhegn.
Vi skulle hjem og have mamaliga, gedekid, ost og mælk …
Hvad sigter jeg efter i livet? Hvad er mit største håb for livet?
Gedehyrden i Rumænien har ét håb for livet: at se de fortabte modtage frelsen!
Matt 7,13-14
Matt 25,1-13
Matt 5,3
Matt 13,44
Udgivet af
Jacob Knudsen
Jacob Knudsen, Haderslev, medejer af Gammelbro Camping.